Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 12-09-2022
Enhed: MEDINT
Sagsbeh.: DEPEAH
Sagsnr.: 2210405
Dok. nr.: 2391980
Folketingets Sundhedsudvalg har den 15. august 2022 stillet følgende spørgsmål nr.
989 (Alm. del) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Trine Torp (SF).
Spørgsmål nr. 989:
”Hvad
vil ministeren gøre for at sikre, at de nationale kliniske retningslinjer og offici-
elle patientvejledninger for behandling med antidepressiv medicin er opdateret i
henhold til forskningen angående abstinensernes varighed, sværhedsgrad, præva-
lens, opståen og symptomer, jf. Vejledning om behandling af voksne med antidepres-
sive lægemidler fra 2014, som præciserer, at lægen i forbindelse med start af be-
handling med antidepressive lægemidler skal sikre, ”at patienten bliver informeret
om behandlingens forventede effekt og varighed, mulige bivirkninger, risiko ved for
tidligt ophør med behandlingen, herunder seponeringssymptomer?”
Svar:
Jeg har til brug for besvarelsen indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen, som jeg hen-
holder mig til. Sundhedsstyrelsen oplyser:
”Sundhedsstyrelsen har en vejledning om behandling af voksne med antidepressive
lægemidler. Denne præciserer kravene til omhu og samvittighedsfuldhed, en læge
skal udvise, ved behandling med antidepressive lægemidler. Vejledningen er en præ-
cisering af lovgivningen på området, men ikke en behandlingsvejledning eller klinisk
retningslinje.
Inden for udvalgte områder, har Sundhedsstyrelsen udarbejdet anbefalinger om anti-
depressive lægemidler fx i Nationale Kliniske Retningslinjer om angst hos børn og
voksne, demens og OCD hos børn og voksne. Sundhedsstyrelsens Nationale Kliniske
Retningslinjer kan ikke stå alene, men skal implementeres i de opslagsværker, sund-
hedspersoner bruger i deres hverdag. Yderligere bør lægen informere patienten om
seponeringssymptomer i henhold til produktinformationer fra Lægemiddelstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen kan konstatere, at det kan være vanskeligt for den enkelte sund-
hedsperson at få overblik over hvilke kilder, der skal bruges i det kliniske arbejde
samt, at der er svingende kvalitet i tilgængelige kilder.
Det er ofte private, regionale eller sundhedsfaglige organisationer, der udarbejder
patientvejledninger, såsom Patienthåndbogen, og kliniske retningslinjer til sundheds-
personer, eksempelvis Lægehåndbogen. Det er Sundhedsstyrelsen forventning, at de