Sundhedsudvalget 2021-22
SUU Alm.del
Offentligt
2603132_0001.png
Folketingets Sundhedsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 3835
Doknr.
590226
Dato
30-06-2022
Folketingets Sundhedsudvalg har d. 28. juni 2022 stillet følgende spørgsmål nr.
913 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Kirsten Normann Andersen (SF) og
Karina Adsbøl (UFG).
Spørgsmål nr. 913:
”Hvad kan ministeren oplyse, om ventetider i kommunerne
for benamputerede
personer for at få proteser, og vil ministeren kommentere på ventetiderne og
oplyse, hvilke overvejelser ventetiderne giver ministeren anledning til?”
Svar:
Social- og Ældreministeriet indsamler ikke data centralt om ventetider i
forbindelse med visitation til hjælpemidler og ligger ikke inde med opgørelser
over ventetider for benamputerede personer for at få proteser.
Jeg kan dog generelt oplyse, at kommunalbestyrelsen skal behandle
spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er
ret til hjælp og i så fald hvilken jf. retssikkerhedslovens § 3. Dette gælder også
for borgere, som har fået amputeret en legemsdel, og som ansøger om en
protese som hjælpemiddel.
Yderligere gælder, at kommunalbestyrelsen på de enkelte sagsområder skal
fastsætte frister for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning,
til afgørelsen skal være truffet. Disse frister skal offentliggøres. Hvis fristen ikke
kan overholdes i en konkret sag, skal ansøgeren skriftligt have besked om,
hvornår ansøgeren kan forvente en afgørelse.
Der er ikke i retssikkerhedsloven eller dens forarbejder givet anvisninger på,
hvor korte eller hvor lange fristerne kan være. Det er derfor
kommunalbestyrelsens opgave at fastsætte fristerne for at træffe afgørelse
som led i de lokale prioriteringer af, hvordan kommunens samlede ressourcer
bedst anvendes.
Afslutningsvist vil jeg opfordre til, at kommunalbestyrelserne har fokus på, at
behandle sager, herunder sager om bevilling af proteser, så hurtigt som muligt,
da der helt indiskutabelt vil være behov for et hjælpemiddel til de tilfælde, der
refereres til i spørgsmålet, hvor en borger er benamputeret.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1