Sundhedsudvalget 2021-22
SUU Alm.del
Offentligt
2602008_0001.png
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 29-06-2022
Enhed: FOST
Sagsbeh.: DEPMARP
Sagsnr.: 2208102
Dok. nr.: 2300276
Folketingets Sundhedsudvalg har den 8. juni 2022 stillet følgende spørgsmål nr. 828
(Alm. del) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Per Larsen (KF).
Spørgsmål nr. 828:
”Ministeren
bedes forklare, hvorfor det i dag stadig er muligt at købe tilsætningspro-
dukter, der giver smag af mentol til cigaretter, trods dette har været ulovligt siden
maj 2020, som det fremgår af Fyns Amts Avis artikel »Smuthul i loven gør det muligt
at ryge mentolcigaretter« af den 6. juni 2022?”
Svar:
Tobaksrygning er den væsentligste forebyggelige kilde til sygdom og død i Danmark.
Hvert år dør omkring 13.600 mennesker som følge af rygning, og alt for mange unge
starter fortsat med at ryge.
Med tobaksvaredirektivet blev det i 2016 forbudt at markedsføre cigaretter og rulle-
tobak med en kendetegnende aroma. For så vidt angår tobaksvarer med en kende-
tegnende aroma, der har et salgsvolumen i Unionen på 3 % eller mere inden for en
bestemt produktkategori, trådte forbuddet først i kraft i maj 2020. Heraf følger, at
mentol, som kendetegnende aroma, blev omfattet af forbuddet i maj 2020.
I 2019 indgik et bredt flertal en aftale om en ambitiøs handleplan med en bred vifte
af initiativer rettet mod at stoppe og forebygge børn og unges rygning og nikotinaf-
hængighed. Som en del af udmøntning af handleplanen blev der vedtaget et forbud
mod markedsføring at udstyr, som gør det muligt at ændre tobaksvarers eller urteba-
serede rygeprodukters duft, smag eller deres røgudviklingsintensitet. Forbuddet
trådte i kraft den 1. april 2021 med en overgangsperiode frem til 1. april 2022. Det vil
sige, at denne type produkter i dag ikke må markedsføres i Danmark.
Derudover vil jeg nævne, at det som en del af handleplanen også blev besluttet at
skærpe reklameforbuddet for tobaksprodukter. Dermed er det forbudt med både di-
rekte og indirekte reklame og sponsorering for tobaksvarer, e-cigaretter og nikotin-
produkter. Det betyder fx, at enhver form for uddeling af tobaksvarer, e-cigaretter,
nikotinprodukter m.v. er forbudt. Der stilles samme krav til internetbutikker som til
fysiske butikker.
Jeg kan oplyse, at det er Sikkerhedsstyrelsen, der fører kontrol og håndhæver at der
ikke sælges denne type produkter, og at Forbrugerombudsmanden fører kontrol med
at reglerne om det skærpede reklameforbud overholdes.
Med skærpelsen af tobakslovgivningen er det min klare overbevisning, at vi allerede
har taget et stort og væsentligt skridt i retningen af at nedbringe tobaks- og nikotin-
SUU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 828: Spm. om, hvorfor det i dag stadig er muligt at købe tilsætningsprodukter, der giver smag af mentol til cigaretter, trods dette har været ulovligt siden maj 2020, til sundhedsministeren
forbruget. Men vi følger området tæt, og vil løbende se på, om der er behov for yder-
ligere lovændringer. Der er over de senere år fremvokset en række nye produkter,
som særligt unge finder attraktive. Derfor skal vi også være gode til at stille skrappe
krav til de produkter, der markedsføres og sælges i Danmark, og vi skal turde være
ambitiøse, når det gælder vores børn og unges sundhed.
Derfor har regeringen også spillet ud med et ambitiøst mål om en 100 pct. tobaks- og
nikotinfrifremtid, herunder at der skal bygges videre på handleplanen fra 2019. Vi har
et fælles ansvar for at sikre folkesundheden i Danmark, og jeg håber at, der er flere
partier, som vil bakke op om, at der skal sættes målrettet ind for at sikre, at vores
børn og unge ikke bliver afhænge af nikotin.
Med venlig hilsen
Magnus Heunicke
/
Maria Petersen Ølholm
Side 2