Sundhedsudvalget 2021-22
SUU Alm.del
Offentligt
2613674_0001.png
Dato 27-02-2017
Sagsnr. 4-1610-28/1
ASNR/ABV
+45 25265240
Sundheds- og Ældreministeriet
Att. Charlotte Brandstrup Hansen
Vedr. EDTA behandling
Sundhedsstyrelsen kan oplyse følgende, idet der i øvrigt henvises til Sundhedsstyrelsens udta-
lelse om EDTA behandling af 23. november 2009. EDTA-behandling har i Danmark været
anvendt af et lille antal speciallæger til behandling af åreforkalkning i mere end 30 år, men da
der ikke videnskabeligt har været påvist en effekt af behandlingen, er denne ikke blevet en del
af det offentlige sundhedsvæsens tilbud. Sundhedsstyrelsen har ved flere tidligere lejligheder,
senest i skrivelse af 23.11.2009, fremsat sin vurdering af EDTA-behandling af åreforkalkning
ud fra en gennemgang af litteraturen på området. Der fandtes på det tidspunkt ikke tilstrække-
lig videnskabelig dokumentation for effekten af behandlingen. Foranlediget af den aktuelle
henvendelse har Sundhedsstyrelsen atter gennemgået evidens og anden foreliggende doku-
mentation vedrørende anvendelse af EDTA til behandling af åreforkalkning.
Sundhedsstyrelsen bemærker indledningsvis, at begrebet åreforkalkning normalt forstås som
aterosklerose, dvs. en sygdomsproces hvor der aflejres fedt og evt. kalk på indersiden af arte-
rierne, hvilket bl.a. giver symptomer når det drejer sig om forsnævring af hjertes kranspuls-
årer (angina pectoris og blodprop i hjertet), eller af arterierne i benene (perifer åreforkalk-
ning/claudicatio/vindueskiggersyndrom).
EDTA (dinatrium salt af etylen-diamin-tetra-eddikesyre) er ikke et godkendt lægemiddel til
behandling af åreforkalkning, hverken i Danmark (LMST), Europa (EMA) eller USA (FDA).
I USA er EDTA godkendt til at øge udskillelsen af calcium gennem nyrerne ved tilstande med
kraftigt forhøjet calcium i blodet, hvilket ikke har noget med åreforkalkning at gøre. EDTA
binder (kelerer) metalioner, herunder calcium (kalk), og det har ført til en teori om, at EDTA
skulle kunne forhindre kalk i at sætte sig i arterier med fedtaflejringer, og derved skulle blod-
gennemstrømning kunne øges og symptomerne på åreforkalkning mindskes. Denne teori har
ikke kunnet eftervises i videnskabelige undersøgelser. Det er imidlertid veldokumenteret at
EDTA-infusion kan fremkalde såkaldt hypocalcæmi, dvs. for lavt kalkniveau i blodet, hvilket
kan give hjertesvigt, nyreskade, hæmning af knoglemarven, hjertestop og død. Det skal derfor
fremhæves at sikkerheden ved EDTA-behandling ligeledes ikke er tilstrækkeligt belyst.
Det højeste niveau af videnskabelig evidens er systematiske reviews (litteraturgennemgange
efter fastlagte kriterier) af kliniske kontrollerede lodtrækningsstudier (randomiserede studier).
Et systematisk review af Ibad et al
1
, der blev offentliggjort i 2015, opgør den kliniske effekt af
EDTA behandling af åreforkalkning på baggrund af syv randomiserede, kontrollerede, klini-
ske studier. Seks af disse er små og i nogen grad behæftet med metodeproblemer, og samlet
1
Ibad et al. 2016 (2015 epub), J Clin Lipidol: Chelation therapy in the treatment of cardiovascular diseases.
SUU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 752: Spm., om viden om EDTA-behandling til åreforkalkninger og forbedring af blodkredsløbet med henblik på at undgå benamputationer og om behandlingens virkning, til sundhedsministeren
2613674_0002.png
kan de ikke påvise en gavnlig effekt af EDTA behandling på patienter med blodprop i hjertet
eller perifer åreforkalkning. Det syvende studie, TACT-studiet
2
(publiceret i JAMA i 2013) er
større, idet der indgår 1.708 patienter over 50 år med nylig blodprop i hjertet. TACT-studiet
viser en beskeden, men mulig positiv effekt på kardiovaskulære begivenheder (en af flg begi-
venheder: Indlæggelse pga angina pectoris /blodprop/nyt indgreb for blodprop/død) efter
blodprop i hjertet. TACT-studiet er det foreløbigt største og bedste randomiserede studie. Der
er imidlertid også i forhold til dette studie flere betydende metodeproblemer. Bl.a. at der er
stort frafald af patienter undervejs, og den viste effekt er tæt på at være statistisk usikker,
hvorfor man ved gentagelse af studiet kan risikere at få et andet resultat. Frafaldet af patienter
svækker også opgørelsen af bivirkninger til EDTA. Forfatterne af det systematiske review
konkluderer derfor samlet, at effekten af EDTA behandling mhp at reducere tilbagevenden af
kardiovaskulære begivenheder efter blodprop i hjertet, fortsat må anses for utilstrækkeligt do-
kumenteret, og at er ingen evidens er for at EDTA-behandling har en gavnlig effekt i forhold
til perifer åreforkalkning. Forfatterne anbefaler nye omhyggeligt designede kliniske studier,
før man kan konkludere på såvel effekt som sikkerhed af EDTA behandling til åreforkalk-
ning.
Forskergruppen bag TACT-studiet publicerede i 2014 et delstudie på 911 patienter, hvor ED-
TA behandlingens mulige effekt på livskvalitet i en 2 årig periode blev undersøgt
3
. Dette stu-
die var af metodologisk god kvalitet og kunne ikke påvise nogen effekt af EDTA behandling
på livskvaliteten.
Samlet set vurderer Sundhedsstyrelsen, at der ikke foreligger tilstrækkelig evidens for at be-
handling med EDTA har en positiv effekt på kardiovaskulære begivenheder eller livskvalitet
hos patienter med tidligere blodprop i hjertet. Der er ingen evidens for en positiv effekt af be-
handlingen på patienter med perifer åreforkalkning. Samtidig er der i enkeltstående tilfælde
påvist betydelige sikkerhedsrisici ved EDTA behandling. Der mangler systematiske viden-
skabelige undersøgelser af disses skadevirkningers omfang, hvorfor sikkerheden af EDTA
behandling må anses som utilstrækkeligt belyst.
Med venlig hilsen
Astrid Nørgaard
Overlæge
2
Lamas et al., JAMA 2013: Effect of disodium EDTA chelation regimen on cardiovascular events in patients
with previous myocardial infarction: The TACT randomized trial.
3
Mark et al., Circ Cardiovasc Qual Outcomes 2014: Quality-of-life outcomes with a disodium EDTA chelation
regimen for coronary disease: Results from the trial to assess chelation therapy randomized trial.
2