Folketingets Sundhedsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 6572
Doknr.
473708
Dato
05-10-2021
Folketingets Sundhedsudvalg har d. 14. september 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 1663 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Anne Honoré Østergaard (V).
Spørgsmål nr. 1663:
”Vil ministeren redegøre for, i hvilke kommuner det er muligt for diabetikere at
få tilskud til glukosemålere? Ministeren bedes ligeledes redegøre for, i hvilke
kommuner der i praksis bliver givet tilskud til glukosemålere samt hvor stor
forskel der er på antallet af tilskud givet fra kommune til kommune?”
Svar:
Kommunalbestyrelsen skal yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når hjælpemidlet i væsentlig grad kan
afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, i væsentlig grad kan
lette den daglige tilværelse i hjemmet eller er nødvendigt for, at den
pågældende kan udøve et erhverv.
Hver enkelt kommune kan imidlertid fastsætte et vejledende serviceniveau
inden for de lovgivningsmæssige rammer. Et sådant vejledende serviceniveau
er et udtryk for den enkelte kommunalbestyrelses prioriteringer og bidrager til
at forventningsafstemme i forhold til, hvilken hjælp man som borger kan få fra
sin kommune.
Derved kan der inden for lovgivningens rammer på grund af de kommunalt
fastsatte vejledende serviceniveauer forekomme kommunale forskelle på, hvad
kommunerne vurderer, at borgere med handicap kan få støtte til.
Et vejledende serviceniveau skal dog altid fraviges, hvis forholdene i den
enkelte sag ud fra en konkret og individuel vurdering tilsiger det.
Social- og Ældreministeriet har ikke opgørelser over, hvilke kommuner der i
praksis giver tilskud til glukosemålere efter servicelovens § 112 samt hvor stor
forskel, der er på antallet af tilskud givet fra kommune til kommune.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1