SUU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 153: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet 23/11-21 om at nedbringe ventetiden på autorisation af udenlandske læger, til sundhedsmiinisteren

Sundhedsudvalget 2021-22
SUU Alm.del
Offentligt

Sundhedsministeriet

Enhed: SUNDJUR

Sagsbeh.: DEPSCS

Koordineret med: SØA og KOK

Sagsnr.: 2115360

Dok. nr.: 1973879

Dato: 28-10-2021

TALEPAPIR

Det talte ord gælder

[Sundhedsudvalget den 23. november 2021]

Samrådsspørgsmål K

”Vil ministeren redegøre for, hvilke konkrete planer

regeringen har for at nedbringe ventetiden på autorisation af

udenlandske læger, jf. artiklen ”Overlæge på Riget: Det

burde tage 14 dage, ikke mere end to år” fra

Dagensmedicin.dk den 24. september 2021?

Samrådsspørgsmålet har tidligere været stillet i

folketingsåret 2020-21, jf. SUU alm. del - samrådsspm.

DQ.”

Indledning

Spørgsmålet handler om sagsbehandlingstiden for

autorisation af tredjelandslæger, og det vil sige læger fra

lande uden for EU eller EØS. Jeg vil i mit svar bl.a. komme

ind på den grundlæggende proces, som tredjelandslæger skal

igennem. Og på de krav, vi stiller til dem.

Selve artiklen, som er baggrund for spørgsmålet, handler om

liggetiden, fra Styrelsen for Patientsikkerhed har modtaget al

dokumentation fra ansøgeren, til styrelsen påbegynder selve

sagsbehandlingen.

SUU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 153: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet 23/11-21 om at nedbringe ventetiden på autorisation af udenlandske læger, til sundhedsmiinisteren

Lige nu der behandler Styrelsen for Patientsikkerhed

ansøgninger, som styrelsen modtog helt tilbage i februar

2019. Hvis man regner det ud, så er det 33 måneders liggetid

på at få vurderet ansøgningen. I alt er der tale om 1.284

ansøgninger, som altså endnu ikke er blevet behandlet.

Og jeg er fuldstændig enig med samrådsspørgeren og alle

andre – det er slet ikke godt nok. Vi er nødt til at få gjort

noget ved det – og det vil jeg vende tilbage til.

Det er afgørende – særligt i en tid hvor vi har brug for

arbejdskraft - ikke mindst jo også læger, at vi kan tiltrække

kvalificeret arbejdskraft til vores sundhedsvæsen. Det skal

tunge og rigide processer ikke være til hinder for.

Jeg går også ud fra, at vi er enige om, at det er jo ikke sådan,

at der ikke skal stilles krav til læger fra udlandet, der vil

autoriseres i Danmark. Selvfølgelig skal vi sikre, at de

udenlandske læger, er lige så dygtige som de danske. Det er

derfor, vi stiller en række krav til, hvad man som udenlandsk

læge skal igennem. Det er vi sådan set enige om, der skal

gøres.

Men det handler om, at processen, skal være så effektiv som

mulig. Det er jo positivt, at udenlandske læger har lyst til at

arbejde i Danmark og hjælpe vores danske sundhedsvæsen.

Autorisationsprocessen

Før jeg går videre til de fremadrettede initiativer, vil jeg kort

redegøre for de forskellige trin i autorisationsprocessen, som

tredjelandslæger skal igennem.

Side 2

Der er i dag en række krav af hensyn til patientsikkerheden –

bl.a. krav til lægernes uddannelse, sundhedsfaglighed og

sprogkundskaber.

En autorisationssag begynder med, at Styrelsen for

Patientsikkerhed skal vurdere ansøgerens udenlandske

medicinuddannelse. Ansøgerens uddannelse skal i al

væsentlighed svare til den tilsvarende danske uddannelse, og

den må ikke være forældet.

Styrelsen påbegynder den vurdering, når styrelsen har

modtaget den nødvendige dokumentation fra ansøgeren.

Det er den liggetid, der aktuelt er på 33 måneder, og som

artiklen fra Dagensmedicin.dk drejer sig om.

Når styrelsen har vurderet egnetheden af ansøgerens

udenlandske medicinuddannelse, så skal ansøgeren

gennemføre de resterende dele af forløbet i

autorisationsprocessen.

Ansøgeren skal blandt andet sørge for at tage sprogkursus og

bestå prøve i Dansk 3 med minimum karaktererne 10 i

mundtlig kommunikation, 7 i læseforståelse og 7 i skriftlig

fremstilling.

Ansøgeren skal også bestå en skriftlig og mundtlig prøve i

faglige kompetencer

og gennemføre kursus i dansk

sundhedslovgivning med en afsluttende prøve. Det er altså

fuldstændig velbeskrevede trin, man skal igennem her.

Side 3

Som sidste element skal ansøgeren gennemføre og have

godkendt en praktisk-klinisk ansættelse på en

hospitalsafdeling eller i almen praksis. Det kalder man i

daglig tale en evalueringsansættelse.

Det er noget, som ansøgeren selv har ansvaret for at

gennemføre.

Forløbet medfører, at autorisationsprocessen kan strække sig

over flere år. Der er nemlig ikke tidskrav til at gennemføre

forløbet – dog lige med undtagelse af, at ansøgeren skal

finde en evalueringsansættelse inden 12 måneder, efter

fagprøver og kursus i dansk sundhedslovgivning er bestået.

Der er mange ansøgere, der vælger ikke at fortsætte

autorisationsprocessen. Selvom deres uddannelse er

vurderet egnet.

Jeg kan prøve at illustrere det med nogle konkrete tal her.

Der er 156 sager fra 2013 – helt tilbage derfra - og 146 fra

2014, som afventer ansøgeren. Man må jo nok gå ud fra, at

ansøgeren har valgt noget andet. I alt afventer 1.262

ansøgninger fra 2013 og frem, at ansøgeren gennemfører den

resterende del af autorisationsprocessen

Som opgørelsen er, så vil de her sager derfor fortsat være

uafsluttede i styrelsens system. Og de vil derfor også tælle

med i statistikken og give udslag som en lang

sagsbehandlingstid. Når man laver den statistik.

Side 4

Men det er ikke kun ansøgerens forhold, der kan gøre

sagsbehandlingen lang. Der er sket en markant stigning i

antallet af ansøgninger.

Antallet af ansøgninger fra tredjelandslæger er de senere år

mere end firedoblet fra 130 i 2016 til 536 i 2020. Til

sammen har det bidraget til en opbygge en pukkel på 1.284

ansøgninger, og det har selvsagt skabt et stort pres på

sagsbehandlingstiden.

Det har gjort, at der i en periode ikke var pladser nok på den

mundtlige fagprøve, som jeg før fortalte om, at ansøgeren

skal igennem. Jeg tror, at vi havde et samråd om det sidste år

eller forrige år om netop den mundtlige prøve.

Der er nemlig forhandlet en ny kontrakt med Københavns

Universitet, som fremover giver mulighed for at sikre de

tilmeldte en plads til en fagprøve, så deltagerbegrænsning

fremadrettet ikke forsinker den proces.

Så for at samle op, så er der altså i alt 1.262 åbne sager fra

2013 og frem, hvor ansøger har været igennem den

indledende egnethedsvurdering af lægens udenlandske

uddannelse. 1.284 afventer styrelsens indledende vurdering.

Det er de sidste, jeg betragter, som en reel pukkel. Den

vurdering er jo første skridt i at gå videre.

Fremadrettede initiativer

Grundlæggende mener jeg – som jeg også tidligere har sagt –

at der er behov for at få rettet op på sagsbehandlingstiderne.

Side 5

Vi er i Danmark bag ud med at få løst problemet. Det er der

rigtig mange årsager til. Der er kommet langt flere i en kort

periode, hvor man også her har haft mange andre vigtige

opgaver i styrelsen m.m. Det ændrer ikke på, at vi kun har en

interesse – og det er, at få det her problem løst.

Men det ændrer ikke på, at der også er behov for at gøre

noget ved de 1.262 andre uafsluttede sager, der har været

igennem den indledende egnethedsvurdering af ansøgerens

udenlandske uddannelse, men hvor en eventuel videre

sagsbehandling afventer, at ansøgeren gennemfører de

resterende dele af autorisationsprocessen. Udover at vi har

sikret flere kurser på Københavns Universitet, har vi også

lagt op til at afsætte 1,5 mio. kr. til området på den

kommende finanslov.

Som det er nu, kan en ansøger gratis søge om autorisation i

Danmark og samtidigt i Sverige, Norge, Tyskland osv. Det

koster nemlig ikke noget at SØGE i Danmark. Det skyldes,

at der kun opkræves gebyr, når der gives autorisation – og

ikke på ansøgningstidspunktet.

Det kan jo i sagens natur resultere i, at der modtages

ansøgninger fra ansøgere, som reelt ikke kan eller har

aktuelle planer om at gennemføre forløbet i Danmark. Og det

kan betyde, at styrelsen derfor kommer til at bruge

ressourcer på at se på sager, som ikke munder ud i en

autorisation. Og dermed heller ikke modtager betaling af

gebyr.

Side 6

Der er derfor et arbejde i gang i Sundhedsministeriet med at

se på gebyrstrukturen, og om den kan indrettes mere

hensigtsmæssigt.

Der ses i Sundhedsministeriet også på balancen mellem

gebyrindtægterne og omkostningerne. Det er sådan, at der i

en periode har været ubalance mellem gebyrindtægterne og

omkostningerne på området. Gebyrerne matcher ganske

enkelt ikke omkostningerne, som er forbundet med at

behandle sagerne.

Og derudover har jeg bedt Sundhedsministeriet om at

overveje, om vi fremadrettet kan prioritere ressourcerne og

sagsbehandlingen mere hensigtsmæssigt. F.eks. ved i højere

grad at prioritere behandlingen af ansøgningerne fra visse

faggrupper eller specialer, hvor vi kan se, vi virkelig har stor

mangel. Med disse initiativer er det min forventning, at vi

kan få flere midler, en stærkere struktur ifht. at få dækket

omkostningerne. Og en prioritering af ansøgningerne – der

er det min forventning, at vi kan få reduceret

sagsbehandlingstiden.

Tak for ordet.

Side 7