13. december 2021
j.nr. 21/07087
Bidrag til SUU alm. del spm. 140
Sundhedsministeriet (SUM) har den 23. november 2021 anmodet Statens Serum Institut (SSI) om
bidrag til besvarelse af SUU alm. del spm. 140. SSI’s bidrag til besvarelsen følger herunder
.
SUU alm. del spm. 140:
”Kan ministeren oplyse om typiske indlæggelser med influenza i en hård influenzasæson i en
opgørelse, der er sammenlignelig med de offentliggjorte tal for indlæggelser med COVID-19?”
Til brug for besvarelsen heraf er SSI blevet bedt om at bidrage med følgende:
Oversigt over antallet af indlæggelser med influenza i en hård influenzasæson,
sammenholdt med antallet af COVID-19 relaterede indlæggelser i en tilsvarende periode.
Opgørelsen skal fordeles på måneder.
Statens Serum Instituts bidrag
Indledningsvis skal det bemærkes, at det ikke er muligt at lave en direkte sammenligning mellem
tidligere influenzasæsoner og covid-19-epidemien af flere årsager. Under epidemien med covid-
19 er der taget tiltag og restriktioner i brug for at begrænse smitten, hvilket ikke normalt
praktiseres over for influenza. Desuden er det ikke klart defineret, hvad en covid-19-sæson er. I
2020 så vi således, at de tiltag, der blev gjort for at bremse smitten med SARS-CoV-2 i samfundet
havde stor effekt på influenzasmitte og førte til et brat stop i den igangværende influenzaepidemi.
Formentlig af samme grund var der stort set ingen smitte med influenza i 2020/2021-sæsonen. I
mange år har der været tilbud om vaccination mod influenza til særligt sårbare grupper. Her har
dækningen i tidligere sæsoner været omkring 50% for personer fyldt 65 (dog 75% i 2020/21-
sæsonen). Dette har forventeligt haft en effekt på alvorlig influenzasygdom. Effektiviteten af
vaccinerne svinger og en særlig hård sæson kan både skyldes virus evne til at smitte og forårsage
sygdom, men kan også skyldes, at vaccinerne ikke har været så effektive den pågældende sæson
over for de cirkulerende virus. Derimod startede vaccination mod covid-19 først i slutningen af
december 2020 mens covid-19 epidemien var på sit hidtil højeste.
Antal indlagte fordelt på sæson
Influenza
SSI har den 26. november 2021 trukket data fra sæson 2015/16 til den aktuelle sæson 2021/22.
En influenzarelateret indlæggelse er defineret som en indlæggelse på mindst 12 timer inden for
fire dage fra første positive test eller en positiv test under indlæggelse. Opgørelsen over antal
indlagte er opgjort pr. måned og en sæson er i det efterfølgende sat til at vare fra oktober til maj.
Tabel 1 herunder viser antallet af smittede og indlagte for hhv. influenza A og B pr. sæson.