Folketingets Sundhedsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
Doknr.
607505
Dato
21-09-2022
Folketingets Sundhedsudvalg har d. 24. august 2022 stillet følgende spørgsmål
nr. 1010 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mette Hjermind Dencker (DF).
Spørgsmål nr. 1010:
”Hvilke initiativer agter ministeren at tage for at sikre, at udviklingshæmmede
med stofmisbrug får adgang til behandling målrettet personer med netop dette
handicap, henset til at en undersøgelse fra Socialstyrelsen viser, at to ud af tre
udviklingshæmmede med stofmisbrug ikke får behandling for misbruget?”
Svar:
Mennesker med udviklingshæmning eller lignende kognitive vanskeligheder
har, som alle andre borgere, ret til at modtage behandling for deres
stofmisbrug. Derfor gør det naturligvis indtryk, at en stor del af disse borgere
tilsyneladende ikke får den behandling, som de har behov for.
Med aftalen om Udmøntning af Udviklings- og Investeringsprogrammerne
(UIP’erne) for 2021 besluttede aftalekredsen bag programmerne at igangsætte
en screening, som skulle bidrage til viden om virksomme indsatser og lovende
praksis for mennesker med udviklingshæmning eller lignende kognitive
vanskeligheder, som har et problematisk forbrug af rusmidler. Det skulle bl.a.
føre til udvikling af en prototype på en indsats til målgruppen.
En af grundene til, at vi satte gang i netop denne screening var, at der var et
behov for mere viden om målgruppen, og om hvilke indsatser der kunne være
til gavn for borgere med udviklingshæmning, der også har et misbrug.
Screeningen og prototypen blev færdiggjort i foråret 2022 og vurderes at være
klar til at overgå til modning, jf. Social- og Ældreministeriets
Strategi for
Udvikling af den Sociale Indsats
(SUSI). Den faglige styregruppe for
Udviklings- og Investeringsprogrammerne har på den baggrund indstillet til
aftalekredsen bag UIP’erne, at initiativet skal videreføres til en modning i 2023.
Jeg bakker selv meget op om at føre initiativet videre og håber, at det på sigt vil
bidrage til, at målgruppen i endnu højere grad end i dag, får den rette hjælp.
Aftalekredsen har også foreløbigt tilsluttet sig, at initiativet skal tages i
betragtning, når vi i efteråret 2022 tager endeligt stilling til udmøntningen af
programmerne.
1