Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 7035
Doknr.
475764
Dato
01-11-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 8. oktober 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 9 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 9:
”Vil ministeren gå i dialog med de grønlandske socialmyndigheder med
henblik
på en aftale om at underrette, hvis man får kendskab til vold, misbrug eller
andet i familier, der ikke bor i den del af rigsfællesskabet, man selv opererer
fra, som for eksempel når et ungt menneske fra Grønland fortæller
myndigheder eller organisationer i Danmark, at der er misbrug i den
pågældendes hjem i Grønland, hvor der fortsat bor børn under 18?”
Svar:
Børn og unge i hele rigsfælleskabet har ret til en god og tryg barndom. For at
de sociale myndigheder kan gribe ind med hjælp og støtte, er det en
forudsætning, at de bliver opmærksomme på, at der er et behov. I den
forbindelse kan underretningspligten være et godt værktøj.
For de udsatte børn og unge, som opholder sig i Grønland, er det de
grønlandske myndigheder og det grønlandske landsting, der fastsætter
lovgivningen. Vi har et rigtig godt samarbejde mellem Grønland og Danmark på
socialområdet, da der som rigsfællesskab er problemstillinger, som går på
tværs. Derfor er jeg i dialog med Naalakkersuisoq for Børn, Unge og Familier,
Paneeraq Olsen, for at vi sammen kan få afklaret, om der er brug for nye eller
andre initiativer på tværs af rigsfællesskabet, så det sikres at alle udsatte børn
og unge i rigsfælleskabet får den hjælp og støtte, som de har brug for.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1