Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
Doknr.
498028
Dato
10-12-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 12. november 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 66 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Skipper (EL).
Spørgsmål nr. 66:
”Vil ministeren redegøre for, hvem der har ansvaret for et anbragt
barn, der er
døende, og hvem der dermed kan varetage omsorgen for barnet, når
plejefamilien er opsagt, imens sagen pågår ved domstolen?”
Svar:
En situation som den, der beskrives i spørgsmålet, må siges at være utrolig
ulykkelig og vanskelig for barnet, familien og for andre, der er involveret i
sagen.
Når et barn anbringes uden for hjemmet, overtager kommunen et vidtgående
ansvar for barnet og har dermed adgang til at træffe beslutninger om barnets
eller den unges forhold, når det er nødvendigt. Det ansvar indebærer blandt
andet, at kommunen om nødvendigt kan træffe afgørelse om undersøgelse og
lægebehandling af barnet, herunder indlæggelse til behandling på et sygehus
mv. Under en indlæggelse vil personalet på stedet i det daglige tage sig af
behandlingen af barnet og varetage barnets behov. Det er imidlertid fortsat
kommunens ansvar at sikre sig, at barnet får den nødvendige støtte, og at der
er voksne, som drager omsorg for barnet.
Hvis et barn er i en velfungerende anbringelse, hvor der er nogle voksne, der
kan imødekomme barnets behov for støtte og omsorg, skal kommunen arbejde
for at sikre kontinuiteten i anbringelsesforløbet. Hvis der alligevel sker et
sammenbrud i anbringelsen, er det fortsat kommunens ansvar at iværksætte
de nødvendige tiltag for at sikre, at barnets behov for støtte og omsorg bliver
imødekommet. Plejefamilierne løfter i den forbindelse en stor opgave med at
tage vare på børn og unge, der ikke kan bo der hjemme. Derfor er det også en
del af aftalen om Børnene Først, at vi i en reform af plejefamilieområdet skal se
på, hvordan plejefamilierne får de bedst mulige betingelser for at give støtte og
omsorg til udsatte børn og unge og understøtte kontinuitet i
anbringelsesforløbene.
1