Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt
2491481_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 7444
Doknr.
485295
Dato
08-11-2021
Medlem af Folketinget Pia Kjærsgaard (DF) har d. 29. oktober 2021 stillet
følgende spørgsmål nr. S 133 til social- og ældreministeren, som hermed
besvares.
Spørgsmål nr. S 133:
”Vil ministeren svare konkret på, som tydeligt spurgt om i spørgsmål nr. S 104
fra dette folketingsår, om ministeren mener, at hvis der er mødre, der tager
deres børn med til en konfliktzone, f.eks. Islamisk Stat, bør disse børn
tvangsanbringes, og er ministeren enig i, at det vil være hævet over enhver
tvivl, at det er omsorgssvigt af aller aller værste karakter at tage dem med til
disse konfliktzoner?”
Svar:
Det er min klare holdning, at mennesker, der er draget til Syrien for at gå i
hellig krig for Islamisk Stat, har vendt Danmark og vores danske værdier
ryggen. De har truffet et utroligt dårligt valg for deres børn, som har givet dem
en meget svær opvækst.
Jeg vil også slå fast, at det er regeringens holdning, at fremmedkrigere, der
vender tilbage til Danmark, skal søges retsforfulgt.
Børnene har været udsat for så uendeligt meget, og derfor er det helt centrale
for mig, at børnene nu får den hjælp, de har brug for.
Hvorvidt det bedste for børnene er en anbringelse, det er og bliver op til de
konkrete kommuner at vurdere. Det er ikke – og skal heller ikke være –
politikere på Christiansborg, der skal vurdere eller træffe beslutninger i
konkrete børnesager.
Det er de enkelte kommuners ansvar at sørge for en grundig udredning og
sikre, at hvert enkelt barn får den nødvendige hjælp – ud fra barnets behov.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1