SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 601: Spm. om talepapir fra samrådet den 7/9-22 om barnets og familiens retssikkerhed, til justitsministeren og kopi til social- og ældreministeren

Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt

Dato:

Sagsnr.:

Dok.:

6. september 2022

2022-0035-0315

2466334

UDKAST TIL TALE

til brug for besvarelse af samrådsspørgsmål AI fra Folketingets Social-

og Ældreudvalg den 7. september 2022.

Spørgsmål AI

Hvad agter ministeren at gøre for at forhindre, at ganske

små børn kan blive pålagt at betale sagsomkostningerne i en

sag, som familien har kørt mod kommunen, og vil ministrene

samtidig redegøre for, hvordan regeringen vil sikre barnets

og familiens retssikkerhed i sådanne sager mod det offent-

lige, når frygten for en stor økonomisk byrde kan risikere at

afskrække dem fra at få prøvet deres sag ved domstolene?

Der henvises til artiklen ”Bom-sagen

tager bizar drejning:

Tvangsfjernet pige på 8 år dømt til at betale kæmpe erstat-

ning til Hjørring kommune” fra denoffentlige.dk den 17. maj

2022.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).

SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 601: Spm. om talepapir fra samrådet den 7/9-22 om barnets og familiens retssikkerhed, til justitsministeren og kopi til social- og ældreministeren

Tak for ordet.

Lad mig først og fremmest slå fast med syvtommersøm,

at det er vigtigt for mig som justitsminister at sikre, at vi

har et godt og fair retssystem. Retssikkerheden skal altid

være i orden her i Danmark.

Det gælder selvfølgelig også for børn. Og ikke mindst

børn, som står i den ulykkelige situation, at de er blevet

tvangsanbragt uden for hjemmet.

Det er vigtigt for mig indledningsvist at sige, at jeg

–

li-

gesom social- og ældreministeren

–

ikke vil kommentere

rettens afgørelse i den konkrete sag, som spørgeren hen-

viser til.

Jeg vil i stedet svare på det, der er kernen i spørgsmålet

til mig: Kan børn, der er eller har været tvangsanbragt,

risikere at skulle betale sagsomkostninger, hvis deres for-

ældre vælger at føre en sag mod kommunen om tvangs-

anbringelsen?

Med ”sagsomkostninger” mener jeg det beløb, som

ret-

ten fastsætter, at den ene part skal betale til den anden

part til dækning af blandt andet udgifter til advokat.

Vi har lige hørt social- og ældreministeren forklare, hvor-

dan tvangsanbringelsessager bliver behandlet af kommu-

nen, og at der er særligt gode muligheder for at klage til

Ankestyrelsen.

Når vi taler om domstolenes behandling af sager om

tvangsanbringelse, er det vigtigt at sondre mellem to for-

skellige typer af sager:

Den ene type sag drejer sig om selve tvangsanbringelsen

uden for hjemmet. Her ønsker forældrene, at Ankestyrel-

sens afgørelse om tvangsanbringelse bliver indbragt for

retten.

Den anden type sag drejer sig om, at forældrene anlægger

en sag mod kommunen om godtgørelse. Her ønsker for-

ældrene at få udbetalt et pengebeløb af kommunen, fordi

de mener, at børnene uberettiget har været tvangsanbragt

uden for hjemmet, og at kommunen har begået fejl.

Da der er tale om to forskellige typer af sager, er der også

forskel på, hvorvidt der overhovedet skal betales sags-

omkostninger. Det vil jeg forklare nærmere nu. Herefter

vil jeg komme ind på, om det ifølge loven i givet fald så

er børnene eller forældrene, der skal betale omkostnin-

gerne.

Den ene type sag drejer sig som sagt om, at domstolene

foretager en prøvelse af, om en tvangsanbringelse uden

for hjemmet er lovlig. Altså sager, hvor man får retten til

at se på Ankestyrelsens afgørelse.

I den type sager gælder der nogle særlige retssikkerheds-

garantier:

Det koster nemlig ikke noget at få en tvangsanbringelses-

sag indbragt for retten. Man skal ikke betale retsafgift, og

staten betaler for en advokat til familien. Man kan heller

ikke blive dømt til at betale sagsomkostninger til Anke-

styrelsen, hvis man hæver, eller hvis man taber, sagen.

I de her retssager, der handler om selve tvangsanbringel-

sen, er der altså nogle særlige retssikkerhedsgarantier.

Det er regler, som beskytter barnet og familien. Sådan

skal det selvfølgelig være.

Familien har også mulighed for under sagen at nedlægge

en påstand om godtgørelse fra kommunen. De kan altså

få retten til at se på, om betingelserne for at få godtgø-

relse

–

altså et pengebeløb

–

er opfyldt. Dette indebærer,

at retten også forholder sig til, om de almindelige erstat-

ningsbetingelser er opfyldt, herunder om kommunen har

begået fejl.

Så for at opsummere: Nej, barnet eller forældrene skal

ikke betale sagsomkostninger til kommunen, hvis de

vælger at indbringe en sag om tvangsanbringelse for ret-

ten. Og de får også dækket deres egne udgifter til advo-

kat. Det er med andre ord gratis at få domstolenes ord

for, om tvangsanbringelsen er lovlig. Og hvis man i så-

dan en sag kræver godtgørelse, så tager retten også stil-

ling til det

–

det koster ikke noget.

Så er der den anden type sag: Her anlægger forældrene

en sag om godtgørelse mod kommunen, fordi man me-

ner, at kommunen har begået fejl.

Sådan en sag handler ikke kun om grundlaget for tvangs-

anbringelsen. Den handler også

–

og især

–

om, hvorvidt

de almindelige erstatningsbetingelser er opfyldt.

En sådan sag kan blive anlagt, selv om retten tidligere har

fastslået, at det var en korrekt afgørelse, at et barn er ble-

vet tvangsanbragt. Forældrene kan i denne situation altså

vælge at anlægge en sag om godtgørelse mod kommu-

nen, hvis de stadig mener, kommunen har begået fejl.

Her er det de almindelige regler om sagsomkostninger,

der finder anvendelse. Det vil sige, at den part, der hæver

eller taber sagen, som udgangspunkt skal betale sagsom-

kostninger til den anden part.

Der er mange gode grunde til, at reglerne om sagsom-

kostninger er, som de er. Helt overordnet handler det om,

at hvis man vælger at føre en sag ved domstolene, så må

man også være forberedt på at skulle betale modpartens

udgifter, hvis man har en dårlig sag og taber.

Det var spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet skal

betales sagsomkostninger. Hvis der så skal betales sags-

omkostninger, er spørgsmålet, om det er børnene eller

forældrene, der skal betale?

Børn og unge under 18 år kan ikke selv anlægge en rets-

sag. Det er børnenes værger, der skal anlægge sagen på

vegne af børnene. Værgerne vil i praksis oftest være for-

ældrene.

Anlægger værgerne en retssag, er det barnet selv, der er

part i sagen, og det er derfor ifølge den lov, der er vedta-

get, barnet selv, der hæfter for sagsomkostninger, hvis

sagen for eksempel tabes.

Ligesom med de fleste andre ting i barnets liv, er det altså

forældrenes valg, om de vil føre en sag på barnets vegne.

Det er derfor også forældrene, der skal tage stilling til,

om de vil føre sagen, selv om de risikerer, at barnet skal

betale sagsomkostninger, hvis de taber sagen eller hæver

den.

Det er et stort ansvar for forældrene.

Forældrene kan vælge at betale sagsomkostningerne,

hvis de har ført en sag på barnets vegne, som de ender

med at hæve eller tabe.

Hvis man har en lav indkomst, kan der være mulighed

for at få fri proces til sagen, hvis Civilstyrelsen vurderer,

at der er rimelig grund til at føre sagen. I disse tilfælde

vil staten betale for omkostningerne i forbindelse med

retssagen. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis ret-

ten har fastslået, at tvangsanbringelsen ikke var lovlig.

Og lad mig så igen afslutningsvis understrege, at der altså

gælder særlige regler, hvis man indbringer en afgørelse

om tvangsanbringelse for retten. Her skal der ikke beta-

les sagsomkostninger til modparten, ligesom staten beta-

ler for en advokat til familien.

Tak for ordet.