Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt
2621430_0001.png
Social- og ældreminister Astrid Krags talepapir
Anledning
Dato / tid
Sted
Talens varighed
Talens formål
Publikum og
programpunkt
Maks. 10 min.
Samråd AI
7. september kl. 13.30-15.00
Det talte ord gælder
1
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 600: Spm. om talepapir fra samrådet den 7/9-22 om barnets og familiens retssikkerhed, til social- og ældreministeren og kopi til justitsministeren
[Indledning]
Det fremgår ikke direkte, men jeg formoder, at der i
spørgsmålet henvises til en konkret sag, der har været
omtalt i pressen.
Jeg har kun kendskab til mediernes beskrivelse af sagen,
og på den baggrund kan jeg forstå, at der har været tale
om to forløb:
En sag om tvangsanbringelse, hvor børnene sidenhen er
blevet hjemgivet til forældrene.
Og så er der et senere forløb i retten, hvor forældrene på
børnenes vegne har anlagt en godtgørelsessag mod
kommunen.
Som socialminister vil jeg alene forholde mig til det første
forløb, der handler om anbringelsessagen i kommunen.
Jeg vil i den forbindelse gerne starte med at understrege,
at når vi taler om sager om anbringelse uden for hjemmet
– ikke mindst sager, hvor anbringelsen sker uden
samtykke – så taler vi om nogle meget svære sager.
De fleste forældre passer godt på deres børn, men der er
også forældre, der ikke kan varetage omsorgen for deres
børn. Eller som direkte gør skade på deres børn, hvor
svært det end kan være at forstå.
For at beskytte børnene i de helt særlige tilfælde, har
kommunerne adgang til at træffe afgørelser over for
barnet og forældrene. Herunder at anbringe barnet uden
for hjemmet, uden at forældrene har samtykket til det.
Netop derfor er anbringelsesområdet kendetegnet ved at
være stærkt reguleret. Både af hensyn til at beskytte
børnene, men også af hensyn til at beskytte
retssikkerheden for både børn og forældre.
Det vil jeg komme nærmere ind på om lidt.
[Kommunerne har myndighedsansvaret]
Først vil jeg gerne gøre det klart, at det er kommunerne,
der har myndighedsansvaret og dermed ansvaret for
sagsbehandlingen i sager om anbringelse uden for
hjemmet.
Jeg kan som minister ikke gå ind i konkrete sager eller
pålægge en kommune at træffe en bestemt afgørelse i en
sag.
Det er kommunerne, der er forvaltningsmyndighed i de
sociale sager, og sådan skal det også være. For det er
2
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 600: Spm. om talepapir fra samrådet den 7/9-22 om barnets og familiens retssikkerhed, til social- og ældreministeren og kopi til justitsministeren
sagsbehandlerne i kommunerne, der møder familierne og
kender deres kontekst.
Det betyder også, at jeg ikke har kendskab til den
konkrete sag ud over det, der er fremgået af mediernes
beskrivelse af den. Og at jeg derfor ikke vil kunne svare
på spørgsmål, der vedrører det konkrete sagsforløb.
Jeg vil i stedet redegøre for, hvordan reglerne er på
området generelt.
[Om reglerne om anbringelse uden samtykke]
Der er efter servicelovens regler klare kriterier for,
hvornår en kommune kan anbringe et barn uden for
hjemmet uden samtykke.
En anbringelse uden samtykke kræver, at der er åbenbar
risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller
udvikling lider
alvorlig
skade. Og der er begrundet
formodning om, at problemerne
ikke
kan løses under
barnets eller den unges ophold i hjemmet.
Det er indgribende at tvangsanbringe et barn, og derfor er
der også nogle klare retssikkerhedsmæssige garantier.
For det første træffes afgørelsen af kommunens børn og
unge-udvalg, hvor der sidder en dommer for bordenden.
Afgørelsen kan påklages til Ankestyrelsen af sagens
parter – det vil sige forældremyndighedens indehaver og
barnet eller den unge, der er fyldt 12 år.
Ved behandling af klagesagen gælder der en række
særlige krav af hensyn til barnets bedste og
retssikkerheden for barnet og forældrene.
Det indebærer bl.a., at sagens parter har ret til gratis
advokatbistand under klagesagens behandling.
Når Ankestyrelsen har behandlet sagen, kommer
styrelsen med sin afgørelse.
Og Ankestyrelsens afgørelser i tvangsmæssige sager kan
så kræves forelagt for byretten. Man kan altså efter at
have klaget til Ankestyrelsen også få sagen for retten og
få en dommer til at se på, om grundlaget for
tvangsanbringelsen er i orden.
Under sådan en retssag gælder parternes ret til gratis
advokatbistand også.
Og barnet har til enhver tid ret til en bisidder, der kan
støtte og hjælpe barnet.
[Om reglerne om hjemgivelse]
3
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 600: Spm. om talepapir fra samrådet den 7/9-22 om barnets og familiens retssikkerhed, til social- og ældreministeren og kopi til justitsministeren
Det fremgår af mediernes omtale af den konkrete sag, at
børnene sidenhen er blevet hjemgivet til forældrene.
Jeg kan i den forbindelse oplyse, at en anbringelse
ligesom andre foranstaltninger skal ophøre, når formålet
er opnået, når foranstaltningen ikke længere opfylder sit
formål, eller når den unge fylder 18 år.
En anbringelse uden samtykke kan altså ikke
opretholdes, hvis ikke der er et anbringelsesgrundlag.
I så fald vil barnet eller den unge skulle hjemgives til
forældrene, hvis betingelserne for en hjemgivelse er
opfyldt.
Det kan først ske, efter kommunen har truffet afgørelse
om hjemgivelse og om en hjemgivelsesperiode – af
hensyn til at forberede barnet på at skulle hjem til
forældrene.
Det gælder uanset årsagen til anbringelsen.
Når kommunen skal tage stilling til, om et anbragt barn
kan hjemgives, skal kommunen bl.a. vurdere, om der er
sket væsentlige ændringer af forholdene hos barnet eller
forældrene.
Det, at et barn bliver hjemgivet til forældrene, er altså ikke
nødvendigvis et udtryk for, at barnet ikke skulle have
været anbragt i første omgang.
Der kan eksempelvis være sket en udvikling hos barnet
eller forældrene under anbringelsen, som betyder, at en
hjemgivelse nu er det rigtige for barnet.
Der kan være flere forskellige årsager til, at et barn eller
en ung er anbragt uden for hjemmet. Og som jeg sagde
tidligere, så har jeg ikke nærmere kendskab til forholdene
i den konkrete sag.
Men jeg kan oplyse, at det at politiet beslutter at indstille
en efterforskning og frafalde en sigtelse mod forældrene,
ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at der ikke
længere er et anbringelsesgrundlag. Eller at
betingelserne for at hjemgive et barn eller en ung i øvrigt
er til stede
Det vil i alle tilfælde bero på en konkret og individuel
vurdering i den enkelte sag.
[Om retssikkerhed i anbringelsessager generelt]
For at opsummere, så er servicelovens regler altså skruet
sådan sammen, at det er
barnets
bedste, der er i
centrum. Det gælder både i forhold til reglerne om
4
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 600: Spm. om talepapir fra samrådet den 7/9-22 om barnets og familiens retssikkerhed, til social- og ældreministeren og kopi til justitsministeren
anbringelse og i forhold til reglerne om hjemgivelse af et
anbragt barn eller ung.
Jeg anerkender fuldt ud, at det er svære og komplekse
sager i praksis. Der er forskellige interesser på spil. Og
netop derfor er reglerne på børnenes side.
Udgangspunktet er at beskytte barnet eller den unge.
Også selvom det i nogle tilfælde er imod forældrenes
ønske.
Det står jeg fuldt ud på mål for.
Men jeg er også glad for, at vi i Danmark har et system,
der betyder, at man som part i en sag har mulighed for at
få efterprøvet afgørelsen. Så både Ankestyrelsen og
retten har mulighed for at tage stilling til den vurdering,
som kommunen har foretaget.
Retssikkerheden skal selvfølgelig være i orden. Det
gælder ikke mindst i de mest indgribende sager, hvor et
barn anbringes uden samtykke.
[Afrunding]
Med det vil jeg sige tak for ordet.
[Ordet gives til Justitsministeren.]
5