Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 4235
Doknr.
601788
Dato
05-09-2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 8. august 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 552 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).
Spørgsmål nr. 552:
”Vil ministeren oplyse, om det er udgangspunktet, at man ikke skiller søskende
ad, hvis de er anbragt på det samme anbringelsessted?”
Svar:
Når det er besluttet at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet, skal
kommunen træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted. Det følger af
servicelovens § 68 b, stk. 2, at kommunen skal vælge det anbringelsessted,
som bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov. Det følger
endvidere af bestemmelsens stk. 3, at hvis barnet eller den unge har
søskende, der er anbragt uden for hjemmet, skal kommunalbestyrelsen vælge
samme anbringelsessted, medmindre de øvrige søskendes eller barnets eller
den unges behov eller andre væsentlige forhold taler imod dette.
Udgangspunktet er således, at søskende så vidt muligt bør anbringes på
samme anbringelsessted. Kommunen kan dog undlade at anbringe barnet eller
den unge på samme anbringelsessted som eventuelle søskende, hvis de
øvrige søskendes behov, barnets eller den unges behov eller andre væsentlige
forhold taler imod dette. Det kan fx være tilfældet, hvor barnet har et
støttebehov, der er meget forskelligt fra den eller de anbragte søskendes, og
hvor den indsats, der er behov for, derfor ikke kan tilbydes på det samme
anbringelsessted.
I forbindelse med en anbringelse skal kommunen være opmærksom på, om
der er forhold under anbringelsen, der betyder, at det er nødvendigt at træffe
afgørelse om ændret anbringelsessted for et barn eller en ung.
Det følger således af servicelovens § 69, at kommunen på baggrund af det
løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet skal træffe
afgørelse om ændring af anbringelsessted, i det omfang det anses for
nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen.
Der kan være tilfælde, hvor det vurderes, at et barn i en søskendeflok vil have
bedst af at blive flyttet til et andet anbringelsessted, men hvor det ikke gør sig
gældende for andre børn i søskendeflokken. Det kan fx være tilfældet, hvor et
barns støttebehov har udviklet sig på en sådan måde, at det ikke længere kan
imødekommes på anbringelsesstedet, men hvor hensynet til kontinuitet og
1