SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 553: Spm. om ministeren mener, at det alene er grund nok til at skille to søskende ad, der er anbragt samme sted, at den ene har fået en diagnose, som plejefamilien ikke er godkendt til at kunne håndtere, til social- og ældreministeren

Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social- og Ældreudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92 93 00

[email protected]

www.sm.dk

Sagsnr.

2022 - 4235

Doknr.

601788

Dato

05-09-2022

Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 8. august 2022 stillet følgende

spørgsmål nr. 552 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed

besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).

Spørgsmål nr. 552:

”Vil ministeren oplyse, om det er udgangspunktet, at man ikke skiller søskende

ad, hvis de er anbragt på det samme anbringelsessted?”

Svar:

Når det er besluttet at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet, skal

kommunen træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted. Det følger af

servicelovens § 68 b, stk. 2, at kommunen skal vælge det anbringelsessted,

som bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov. Det følger

endvidere af bestemmelsens stk. 3, at hvis barnet eller den unge har

søskende, der er anbragt uden for hjemmet, skal kommunalbestyrelsen vælge

samme anbringelsessted, medmindre de øvrige søskendes eller barnets eller

den unges behov eller andre væsentlige forhold taler imod dette.

Udgangspunktet er således, at søskende så vidt muligt bør anbringes på

samme anbringelsessted. Kommunen kan dog undlade at anbringe barnet eller

den unge på samme anbringelsessted som eventuelle søskende, hvis de

øvrige søskendes behov, barnets eller den unges behov eller andre væsentlige

forhold taler imod dette. Det kan fx være tilfældet, hvor barnet har et

støttebehov, der er meget forskelligt fra den eller de anbragte søskendes, og

hvor den indsats, der er behov for, derfor ikke kan tilbydes på det samme

anbringelsessted.

I forbindelse med en anbringelse skal kommunen være opmærksom på, om

der er forhold under anbringelsen, der betyder, at det er nødvendigt at træffe

afgørelse om ændret anbringelsessted for et barn eller en ung.

Det følger således af servicelovens § 69, at kommunen på baggrund af det

løbende tilsyn med barnet eller den unge på anbringelsesstedet skal træffe

afgørelse om ændring af anbringelsessted, i det omfang det anses for

nødvendigt under hensyn til formålet med anbringelsen.

Der kan være tilfælde, hvor det vurderes, at et barn i en søskendeflok vil have

bedst af at blive flyttet til et andet anbringelsessted, men hvor det ikke gør sig

gældende for andre børn i søskendeflokken. Det kan fx være tilfældet, hvor et

barns støttebehov har udviklet sig på en sådan måde, at det ikke længere kan

imødekommes på anbringelsesstedet, men hvor hensynet til kontinuitet og

SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 553: Spm. om ministeren mener, at det alene er grund nok til at skille to søskende ad, der er anbragt samme sted, at den ene har fået en diagnose, som plejefamilien ikke er godkendt til at kunne håndtere, til social- og ældreministeren

trivslen for øvrige børn i søskendeflokken betyder, at det vil være bedst for dem

at blive boende. Det vil altid skulle bero på en konkret og individuel vurdering af

det enkelte barns behov. Hensynet til det enkelte barns tarv skal altid veje

tungest i beslutningen om, hvor barnet skal bo.

En ændring af barnets eller den unges anbringelsessted er en indgribende

afgørelse for barnet eller den unge og for forældrene. Derfor kræver en

ændring af anbringelsesstedet samtykke fra forældremyndighedsindehaveren

og den unge, der er fyldt 12 år, jf. servicelovens § 69, stk. 2. Det gælder

uanset, om anbringelsen af barnet eller den unge uden for hjemmet er iværksat

med eller uden samtykke.

I de tilfælde, hvor der ikke kan opnås samtykke, forudsætter en ændring af

anbringelsesstedet som hovedregel, at der træffes afgørelse i børn og unge-

udvalget, der tager stilling til, om grundlaget for at flytte barnet eller den unge

er til stede. Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse udarbejde en

indstilling til børn og unge-udvalget, der bl.a. skal indeholde barnets eller den

unges holdning til ændringen af anbringelsesstedet samt en beskrivelse af,

hvorvidt supplerende støtte til barnet eller den unge under fortsat ophold på det

aktuelle anbringelsessted kan imødekomme barnets eller den unges behov.

Kommunalbestyrelsen skal endvidere indhente en udtalelse fra det aktuelle

anbringelsessted til belysning af sagen.

En afgørelse i børn og unge-udvalget om at ændre anbringelsesstedet

forudsætter altså, at det anses for nødvendigt under hensyn til formålet med

anbringelsens og at udvalget således vurderer, at barnets eller den unges

behov for støtte bedst imødekommes ved en ændring af anbringelsesstedet,

herunder af hensyn til barnets eller den unges behov for kontinuitet i

anbringelsen.

Fordi der er tale om en indgribende beslutning, kan børn og unge-udvalgets

afgørelse om ændring af anbringelsessted påklages til Ankestyrelsen af

forældremyndighedsindehaveren og den unge over 12 år.

Forældremyndighedsindehaveren og den unge over 12 år har ret til

advokatbistand, hvis der ikke er givet samtykke til flytningen.

Forældremyndigheden og den unge over 12 år kan tillige klage over

kommunens afgørelse om valg af konkret anbringelsessted, og en sådan klage

skal tillægges opsættende virkning, således at barnet eller den unge som

udgangspunkt ikke kan flyttes til det nye anbringelsessted, før Ankestyrelsen

har behandlet klagen over valg af konkret anbringelsessted.

Regeringen har i maj 2021 indgået en bred politisk

Aftale om Børnene Først.

Med aftalen har vi bl.a. besluttet, at aldersgrænsen for selvstændig partsstatus

skal sættes ned i den kommende barnets lov, så børn fra 10 år fremadrettet får

selvstændige partsbeføjelser og således bl.a. vil kunne klage over en afgørelse

om ændret anbringelsessted. Samtidig vil vi med barnets lov indføre en helt ny

rettighed for børn under 10 år, som betyder, at barnets plejefamilie,

støtteperson eller venskabsfamilie på barnets vegne kan anmode

Ankestyrelsen om en ”second opinion”, når kommunen har truffet afgørelse om

hjemgivelse eller ændret anbringelsessted, og barnet fx selv giver udtryk for at

være uenig i beslutningen. En anmodning om ”second opinion” vil som

udgangspunkt have opsættende virkning, således at barnet ikke flyttes eller

hjemgives til forældrene, mens Ankestyrelsen behandler anmodningen.

Formålet er at styrke retssikkerheden for de børn, der grundet deres alder ikke

har selvstændig partsstatus, og dermed ikke har mulighed for at klage.

Med venlig hilsen

Astrid Krag