Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt
2601720_0001.png
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 3725
Doknr.
587086
Dato
29-06-2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 22. juni 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 519 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (UFG).
Spørgsmål nr. 519:
”Vil
ministeren redegøre for, om ministeren finder det rimeligt, at der bliver
skåret i hjælpen til mennesker med handicap, og redegøre for, hvordan dette
hænger sammen med ministerens gentagne udtalelser om, at regeringen vil
prioritere handicapområdet? Der henvises til artiklen ”Mor: Besparelser på
handicappede giver ren opbevaring” fra SN.dk den 21. juni 2022.”
Svar:
Lad mig indledningsvist understrege, at det er meget ærgerligt, når personer
med handicap og deres pårørende føler, at de ikke modtager den hjælp, som
de har brug for. Sociale tilbud som f.eks. beskyttet beskæftigelse og aktivitets-
og samværstilbud kan være med til at opretholde eller forbedre færdigheder og
livsvilkår for mennesker med handicap. Derfor er det altid afgørende, at
borgerne får den hjælp, som de har ret til, og som modsvarer deres
hjælpebehov.
Handicapområdet er en vigtig prioritet for regeringen. Kommunerne bruger
mere end 50 mia. kr. årligt på indsatser og hjælp til udsatte børn og unge,
mennesker med psykiatriske udfordringer og mennesker med handicap.
Kommunernes økonomiske rammer for det kommende år aftales ifm. de årlige
økonomiforhandlinger. Med økonomiaftalen for 2023 løfter regeringen den
kommunale serviceramme med 1,3 mia. kr. Aftalen bygger oven på de tre
seneste økonomiaftaler, hvor kommunernes økonomi er blevet løftet med 4,6
mia. kr.
Derudover har regeringen og KL nedsat et ekspertudvalg på socialområdet, der
skal give anbefalinger til, hvordan der fremadrettet kan sikres en bæredygtig
faglig og økonomisk udvikling på området. Anbefalingerne skal understøtte, at
den fortsatte udvikling på området sker inden for den afsatte ramme på en
måde, hvor der sikres bedst muligt anvendelse af de 50 mia. kr., kommunerne
årligt bruger på området, til gavn for borgerne.
Samtidig har regeringen med udspillet ”Et liv med ligeværdige muligheder”, der
følger op på evalueringen af det specialiserede socialområde, lagt op til at
indføre en specialeplanlægning på socialområdet, der vil holde hånden under
de højt specialiserede indsatser og sikre, at højt specialiseret viden fastholdes,
1
SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 519: Spm. om ministeren finder det rimeligt, at der bliver skåret i hjælpen til mennesker med handicap, til social- og ældreministeren
2601720_0002.png
udvikles og udbredes til resten af området. Det skal være med til at
understøtte, at unge og voksne med handicap, psykiske lidelser eller sociale
problemer får den hjælp og støtte, de har brug for.
Herudover er der under den nuværende regering på finanslovene lavet aftaler
om overvågning om natten i eget hjem til unge med svære handicap, oprettelse
af en ansøgningspulje med midler, som kommunerne kan anvende til at
ansætte en borgerrådgiver til bl.a. at rådgive og vejlede borgerne i kontakten
med kommunen, ekstra ledsagelse for mennesker med handicap, afvikling af
sagsspukler i Ankestyrelsen, udvidelse af varslingsreglerne for merudgifter til
voksnes daglige livsførelse, midlertidige og længerevarende botilbud samt
nedsættelse eller frakendelse af hjælp for bestemte tilbud, finansiering til
forslag om hurtigere og mere fleksibel hjælp til mennesker med hastigt
fremadskridende sygdomme, flere aktive hjælpertimer for borgere med en
hjælperordning og diverse driftstilskud.
Desuden har vi gennem aftale om udmøntning af reserven til foranstaltninger
på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for 2020-2023 blandt andet
indgået aftaler om at skabe bedre rammer for overgangen til voksenlivet for
unge med handicap og videreføre levevilkårsundersøgelsen og
inklusionsmålingen. Med SSA-aftalen for 2021-2024 blev der bl.a. også afsat
midler til pårørendekonsulenter på handicapområdet og til at styrke
mestringsindsatsen til søskende til børn med handicap ved at udvikle og
afprøve gruppebaserede søskendeindsatser. Dertil er der med SSA for 2022-
2025 afsat i alt 117 mio. kr. til initiativer til styrkelse af retssikkerheden. Heraf er
de 112 mio. kr. afsat til konkrete initiativer, som skal forbedre retssikkerheden
og tilliden på handicapområdet. De konkrete initiativer ligger inden for
temaerne tillid, samarbejde og inddragelse, skærpet opfølgning og tilsyn med
kommunerne, kompetenceudvikling og højnet kvalitet i sagsbehandlingen. De
resterende 5 mio. kr. er afsat til gennemførelse af en samlet
retssikkerhedsundersøgelse, som skal give et billede af de områder på
handicapområdet, hvor kommunerne er mest udfordrede i forhold til
overholdelse af gældende lovgivning og pege på mulige regelforenklinger.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2