Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 3591
Doknr.
590506
Dato
19-08-2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 16. juni 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 501 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares endeligt. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Kirsten Normann
Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 501:
”Vil ministeren redegøre for udviklingen i prisen
for en plejehjemsplads som
landsgennemsnit korrigeret for inflationen over de seneste 20 år?”
Svar:
Der blev d. 1. juli 2022 sendt et foreløbigt svar, hvoraf det fremgår, at Social-
og Ældreministeriet til brug for besvarelsen havde rettet henvendelse til
Sundhedsdatastyrelsen med henblik på bidrag.
Social- og Ældreministeriet har modtaget bidrag fra Sundhedsdatastyrelsen,
som fremgår nedenfor:
”Sundhedsdatastyrelsen gør opmærksom på, at det ikke er muligt at svare på
ovenstående spørgsmål med data tilgængelig hos Sundhedsdatastyrelsen.
Plejehjemmene indberetter en husleje til plejehjemsoversigten.dk, men da
denne blev etableret i 2018, er det ikke muligt at gå 20 år tilbage. Derudover er
det ikke muligt at se, hvornår der senest er indberettet husleje for et givent
plejehjem. Dette gør, at det ikke er muligt at vurdere, om det er en gældende
takst eller en tidligere takst. Endnu en udfordring i brug af denne data er stor
variation i indberetningsform. Mange plejehjem oplyser et prisinterval uden
oplysninger om, hvor stor en andel af boligerne, der ligger hvor i intervallet, og
andre oplyser, at lejen er indkomstbestemt uden at uddybe dette yderligere. På
baggrund af ovenstående vurderer Sundhedsdatastyrelsen, at det ikke er
muligt at besvare spørgsmålet på baggrund af registreringer på
plejehjemsoversigten.dk.”
Social- og Ældreministeriet har i øvrigt ikke kendskab til data, der kan belyse
spørgsmålet.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1