Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 3572
Doknr.
585976
Dato
29-06-2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 15. juni 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 494 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (UFG).
Spørgsmål nr. 494:
”Vil ministeren oplyse, hvor lang tid der må gå, før en bevilling
effektueres,
herunder om ministeren mener, at det er den rette hjælp, og at hjælpen er
rettidig, når en behandlingsbevilling efter servicelovens §102 ligger i over 4
måneder, uden borgerens får foranlediget behandlingsopstart, selvom der er
tale om en
bostøtteopgave, indskrevet i bevillingen?”
Svar:
Udgangspunktet for administrationen af lov om social service er, at
kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjælp og støtte til borgeren på
baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte borgers behov
og forudsætninger. Afgørelsen skal således imødekomme et aktuelt behov hos
borgeren, og den indsats, der følger af afgørelsen, skal iværksættes straks
efter, at afgørelsen er truffet af kommunalbestyrelsen. Dette udgangspunkt
gælder for alle afgørelser om hjælp og støtte efter lov om social service og
således naturligvis også for afgørelser om hjælp efter lovens § 102.
Der kan imidlertid gøre sig særlige forhold gældende i den konkrete situation,
som umuliggør iværksættelse af indsatsen straks, ligesom der kan være
situationer, hvor en afgørelse indeholder flere forskellige tiltag, som ikke skal
iværksættes samtidig.
Kan en afgørelse ikke iværksættes straks, f.eks. fordi den nødvendige hjælp
ikke umiddelbart er tilgængelig, skal kommunen dog forsøge at iværksætte
midlertidig alternativ hjælp og støtte.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1