Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt
2598090_0001.png
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 3140
Doknr.
577657
Dato
22-06-2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 25. maj 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 455 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt
(SF).
Spørgsmål nr. 455:
”Vil
ministeren redegøre for, hvordan det sociale system, herunder
Ankestyrelsen, skal reagere i sager, hvor børn er tvangsfjernet på grund af
anklager om strafbare forhold, hvor sagen enten henlægges, eller forældre
frikendes, herunder hvor hurtigt børnene skal flyttes hjem til deres forældre
igen, når der viser sig ikke at være hold i anklagerne, og vil ministeren i den
forbindelse redegøre for, hvorvidt familien eller børnene kan pålægges at
betale sagsomkostningerne i sådanne sager?”
Svar:
Jeg kan indledningsvist oplyse, at en anbringelse uden samtykke alene kan
iværksættes, når der er åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed
eller udvikling lider alvorlig skade på grund af fx utilstrækkelig omsorg, og når
der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets
eller den unges ophold i hjemmet. Afgørelsen træffes af kommunens børn og
unge-udvalg og kan påklages til Ankestyrelsen af forældremyndighedens
indehaver og barnet eller den unge, der er fyldt 12 år.
Ved behandling af klager over afgørelser om anbringelse uden samtykke
gælder en række særlige krav af hensyn til barnets eller den unges bedste og
retssikkerheden for barnet eller den unge og forældrene. Det indebærer, bl.a.,
at forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge har ret til gratis
advokatbistand under klagesagens behandling.
Ankestyrelsens afgørelse i tvangsmæssige sager kan kræves forelagt for
retten, og parternes ret til gratis advokatbistand gælder også her. Som parter
anses forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 12 år, uanset
om den pågældende har krævet afgørelsen forelagt for retten. Byrettens
afgørelse kan som udgangspunkt ikke indbringes for landsretten.
Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til at anke, hvis sagen er af
principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler herfor.
Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har jeg desuden indhentet bidrag fra
Ankestyrelsen, som har oplyst følgende:
1
SOU, Alm.del - 2021-22 - Foreløbigt svar på spørgsmål 455: MFU spm. om, hvordan det sociale system, herunder Ankestyrelsen, skal reagere i sager, hvor børn er tvangsfjernet på grund af anklager om strafbare forhold, til social- og ældreministeren
2598090_0002.png
”Ankestyrelsen kan oplyse, at der først kan ske hjemgivelse til forældrene af et
barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet, efter at kommunen har
truffet afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde. Dette
fremgår af servicelovens § 68, stk. 2. Dette gælder uanset årsagen til
anbringelsen. Når hjemgivelsesperioden er forløbet, skal barnet eller den unge
hjem.
Det er vigtigt, at hjemgivelsen er godt forberedt og sker så skånsomt som
muligt. Forud for en hjemgivelse skal kommunen revidere handleplanen, jf.
servicelovens § 140, og angive den videre indsats i forbindelse med
hjemgivelsen.
Hvis barnet eller den unge er frivilligt anbragt, skal kommunen behandle
anmodningen om hjemgivelse og træffe afgørelse senest 7 dage fra
forældremyndighedsindehaverens anmodning. Det samme gælder, hvis den
unge over 15 år anmoder om hjemgivelse. Hvis
forældremyndighedsindehaveren eller den unge over 15 år tilbagekalder
samtykket til en frivillig anbringelse, anses det som en anmodning om
hjemgivelse.
Hvis barnet eller den unge er anbragt uden samtykke, er der ingen frist i loven
for, hvornår kommunen skal have behandlet anmodningen, men anmodningen
bør behandles inden for rimelig tid, hvilket beror på en konkret vurdering i den
enkelte sag.
Kommunen er ikke forpligtet til at behandle en anmodning om hjemgivelse i
den periode, hvor en sag er under behandling i Ankestyrelsen eller ved retten,
jf. servicelovens § 68, stk. 6.
Kommunen kan efter servicelovens § 68, stk. 7, afvise at behandle en
anmodning fra forældremyndighedsindehaveren om hjemgivelse af et barn
eller en ung, når der ikke er sket væsentlige ændringer af forholdene hos
barnet eller den unge, forældremyndighedsindehaveren eller
anbringelsesstedet. Hvis kommunen vurderer, at der ikke er sket væsentlige
ændringer i de relevante forhold, kan kommunen træffe afgørelse om afvisning
af at behandle anmodningen. Adgangen til at afvise at behandle anmodninger
om hjemgivelse omfatter alene anmodninger fra
forældremyndighedsindehaveren. Hvis anmodningen kommer fra den unge
over 15 år, skal kommunen altid realitetsbehandle anmodningen. Kommunens
afvisning af at realitetsbehandle anmodningen kan påklages til Ankestyrelsen.
Såfremt kommunen vurderer, at der er sket væsentlige ændringer i de
relevante forhold, skal kommunen realitetsbehandle anmodningen. Kommunen
skal foretage en videre oplysning af sagen i det omfang, der er behov for det.
Kommunen kan herefter enten træffe afgørelse om hjemgivelse og
hjemgivelsesperiode eller forelægge sagen for børn og unge-udvalget til
fornyet afgørelse om anbringelse efter servicelovens § 58 eller § 68 a.
Ved væsentlige ændringer af barnets eller den unges eller
forældremyndighedsindehaverens forhold forstås, at forhold hos barnet eller
den unge eller forældremyndighedsindehaveren, som anbringelsen uden
samtykke var helt eller delvist begrundet i, er ændret betydeligt og i en positiv
retning for barnet eller den unge.
Af hensyn til barnets eller den unges behov for kontinuitet og stabilitet er det af
stor betydning, at ændringer af forældremyndighedsindehaverens eller barnets
2
SOU, Alm.del - 2021-22 - Foreløbigt svar på spørgsmål 455: MFU spm. om, hvordan det sociale system, herunder Ankestyrelsen, skal reagere i sager, hvor børn er tvangsfjernet på grund af anklager om strafbare forhold, til social- og ældreministeren
2598090_0003.png
eller den unges forhold må antages at have den fornødne varighed og ikke
alene er af forbigående karakter. Hvornår det må antages, at ændringer har
den fornødne varighed, vil bero på en konkret og individuel vurdering af
forholdene i den enkelte sag og under hensyn til barnets eller den unges
støttebehov.
Hvis kommunen vurderer, at der
uanset at et eller flere relevante forhold er
væsentligt ændrede
ikke er grundlag for at hjemgive barnet eller den unge, vil
kommunen skulle forelægge sagen til afgørelse i kommunens børn og unge-
udvalg. Der er ikke fastsat nogen tidsfrist for, hvor hurtigt sagen skal
forelægges udvalget. Det vil afhænge af den konkrete sag, som altid skal være
tilstrækkeligt belyst, inden den forelægges for børn og unge-udvalget.
At Anklagemyndigheden beslutter at indstille en efterforskning og frafalde en
sigtelse, er således ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der ikke længere
er et anbringelsesgrundlag, og at betingelserne for at hjemgive et barn eller en
ung i øvrigt er til stede. Det beror på en konkret og individuel vurdering i den
enkelte sag.”
Der spørges endvidere til muligheden for at pålægge sagens parter at betale
sagsomkostningerne i sådanne sager. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at der
ikke er regler i den sociale lovgivning, der kan pålægge parterne at afholde
udgifter til sagsomkostninger i forbindelse med behandling af klager over
afgørelser om anbringelse uden samtykke. Der er generelt i den sociale
lovgivning ikke bestemmelser, der regulerer afholdelse af udgifter til sagens
omkostninger i en retssag ud over regler om afholdelse af salær til advokater i
de sager, hvor parterne har ret til gratis advokatbistand, som er beskrevet
ovenfor.
Besvarelsen af spørgsmålet forudsætter således bidrag fra Justitsministeriet,
og Social- og Ældreministeriet er derfor i dialog med Justitsministeriet herom.
Det har desværre ikke været muligt inden for fristen. Den endelige besvarelse
af denne del af spørgsmålet vil derfor blive fremsendt til udvalget snarest
muligt.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
3