Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 7340
Doknr.
483226
Dato
22-11-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 26. oktober 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 42 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Christina Thorholm (RV).
Spørgsmål nr. 42:
”Vil ministeren redegøre for, om det store antal ledige pladser på landets
kvindekrisecentrer fører til, at nogle kvinder tilbydes længere ophold end
nødvendigt, fordi krisecentrene er afhængige af det medfølgende kommunale
tilskud?”
Svar:
Ministeriet er ikke bekendt med nærmere undersøgelser af eventuelle
sammenhænge mellem antallet af ledige pladser og opholdslængden på
kvindekrisecentre.
Variationer i opholdsvarigheden blandt kvinder på kvindekrisecentre kan blandt
andet afspejle forskelle i den enkelte kvindes livsituation, for eksempel
boligsituation og netværk, forskelle i den vold kvinderne har været udsat for og
i det individuelle behov for hjælp og støtte samt kvindernes egne ønsker.
Det kan hertil oplyses, at kvindekrisecentre efter servicelovens § 109 er
omfattet af det såkaldte selvmøderprincip, som indebærer en ret for kvinden til
at få ophold og modtage hjælp på krisecentre uden forudgående kommunal
visitation. Selvmøderprincippet understøtter, at boformerne har en akut
karakter og er afgørende for, at kvinder udsat for vold kan få akut hjælp uden at
skulle afvente en afgørelse fra kommunen. Det er således lederen af
krisecenteret, der træffer afgørelse om optagelse og udskrivning, jf.
servicelovens § 109, stk. 3. Kommunen kan således ikke stille krav til eller
betingelser for lederens afgørelse om optagelse eller udskrivning så længe
denne holder sig inden for loven og borgeren er i målgruppen for selve
opholdet. Vurderingen af, om en borger falder inden for målgruppen for et
kvindekrisecenter, foretages af lederen på baggrund af borgerens samlede
sociale situation. Selvmøderprincippet og lederens indskrivningsret medfører,
at krisecentrene og lederne har en vigtig opgave i forhold til beslutningen om at
optage og udskrive en kvinde. Jeg har en klar forventning om, at
kvindekrisecentrene udskriver en kvinde, når hun ikke længere har behov for
ophold.
1