Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 2242
Doknr.
560250
Dato
29-04-2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 8. april 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 359 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares.
Spørgsmål nr. 359:
”Vil ministeren redegøre for, hvorvidt familieretshuset tager hensyn til evt.
voldsdomme i sager, hvor der skal fastsættes samvær ml. et barn og en
forælder.”
Svar:
Afgørelser efter forældreansvarsloven træffes ud fra, hvad der er bedst for
barnet. Om der kan fastsættes samvær beror således på en konkret vurdering
af, hvad der er bedst for det enkelte barn. Familieretshuset og familieretten skal
i denne vurdering have fokus på, at afgørelser efter forældreansvarsloven skal
medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold og anden
behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder mod at være
vidne til vold.
Derudover følger det af forældreansvarslovens § 4 a, at der er en klar
formodning imod, at en forælder er egnet til at have del i forældremyndigheden,
barnets bopæl eller samvær med barnet, hvis forælderen er idømt ubetinget
fængselsstraf for visse former for personfarlig kriminalitet af grovere karakter,
herunder grov vold, jf. straffelovens §§ 245 og 246.
En sag, hvor der oplyses om vold, behandles som en § 7-sag, der udredes i
Familieretshuset. Bliver Familieretshuset opmærksom på, at den forælder, der
søger om samvær, er dømt for vold, indgår dette i sagens oplysning. Det
bemærkes i den forbindelse, at den endelige afgørelse om samvær i § 7-sager
træffes af familieretten, og at det derfor er retten, der beslutter, hvilke
oplysninger der lægges til grund, og hvilken betydning oplysningerne har for
afgørelsen.
Familieretshuset kan under sagens behandling træffe midlertidige afgørelser,
og står det under Familieretshusets oplysning af en sag klart, at barnet
udsættes for vold eller grænseoverskridende handlinger, skal Familieretshuset
hurtigst muligt fjerne muligheden for overgreb ved at træffe en midlertidig
afgørelse om suspension af samværet.
1