Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 1470
Doknr.
549746
Dato
30-03-2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 7. marts 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 275 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Anne Matthiesen (V) og Karina
Lorentzen Dehnhardt (SF).
Spørgsmål nr. 275:
”Vil ministeren kommentere det faktum, at de nuværende reglerne betyder, at
børn, hvor en forælder er indskrevet på krisecenter ikke kommer i skole og
institution, da der ikke hjemmel for kommunen til at undlade at fortælle
voldsudøveren om indskrivningen, og vil ministeren redegøre for, hvad
ministeren vil gøre for at sikre, at børn på krisecentre kan komme i skole og
daginstitution, uden at en voldelig ekspartner får kendskab til, at børnene
indskrives på skolen/i daginstitutionen, således at denne får kendskab til deres
opholdssted?”
Svar:
Efter servicelovens § 109 skal kommunalbestyrelsen tilbyde midlertidigt ophold
i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller
tilsvarende krise i relation til familie- og samlivsforhold. Kvinderne kan være
ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte.
Kommunalbestyrelsen skal i henhold til servicelovens § 109, stk. 7, tilbyde
indledende og koordinerende støtte og vejledning til kvinder på disse boformer.
Den koordinerende rådgivning gives i forhold til bolig, økonomi, arbejdsmarked,
skole, daginstitutioner, sundhedsvæsen m.v. og skal understøtte de enkelte
dele i kommunalbestyrelsens øvrige tilbud. Rådgivningen iværksættes, senest
når forberedelsen til udflytning fra boformen påbegyndes, og gives, indtil
kvinden og eventuelle børn er etableret i egen bolig.
Formålet med rådgivningen er at bidrage til, at kvinden og hendes eventuelle
børn ikke falder tilbage i den uholdbare situation, de kom fra inden opholdet på
krisecenteret.
Forældreansvarslovens § 3 fastslår, at væsentlige beslutninger vedrørende
barnets forhold kræver enighed mellem forældrene, hvis forældrene har fælles
forældremyndighed. Forældreansvarsloven fastlægger ikke, hvad der må
anses for væsentlige beslutninger. Dette hører under særlovgivningen for de
forskellige ressortministerier, f.eks. sundhedslovgivningen eller lovgivningen på
folkeskole- og dagtilbudsområdet.
1