Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt
2562490_0001.png
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2022-1891
Doknr.
556908
Dato
22-04-2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 25. marts 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 336 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Marlene Ambo-Rasmussen (V).
Spørgsmål nr.336:
”Vil ministeren redegøre for sin holdning til, hvorvidt kommunerne gennem
genoptrænings- og rehabiliteringsindsatser i tilstrækkelig grad anvender det
kommunalt fastsatte serviceniveau til at give borgere med nedsat
funktionsevne, herunder nedsat arbejdsevne, mulighed for at opnå samme
grad af funktionsevne som tidligere eller den bedst mulige funktionsevne fysisk,
psykisk, kognitivt og socialt, så borgeren kan leve et så selvstændigt og
meningsfuldt hverdagsliv som muligt, jf. Vejledning om kommunal rehabilitering
nr. 9439 af 13/07/2011, pkt. 1.2.?”
Svar:
Det bemærkes indledningsvist, at jeg forstår spørgsmålet som, at der spørges
ind til genoptrænings- og rehabiliteringsindsatser efter lov om social service,
dvs. primært rehabiliteringsforløb efter lovens § 83 a, genoptræning efter
lovens § 86, stk. 1, samt indsatser som led i socialpædagogisk bistand efter
lovens § 85.
For så vidt angår kommunernes forpligtelser i henhold til servicelovens
bestemmelser om genoptræning og socialpædagogisk bistand henvises til mit
svar på SOU alm del – spørgsmål 335. For så vidt angår rehabiliteringsforløb
efter § 83 a kan jeg oplyse, at kommunalbestyrelsen forud for vurderingen af
en borgers behov for hjemmehjælp efter lovens § 83 skal vurdere, om et
rehabiliteringsforløb vil kunne forbedre borgerens funktionsevne og dermed
nedsætte behovet for hjemmehjælp. I givet fald skal kommunalbestyrelsen
tilbyde borgeren et korterevarende og tidsafgrænset rehabiliteringsforløb, som
skal tilrettelægges og udføres helhedsorienteret og tværfagligt, ligesom der
skal fastsættes individuelle mål for forløbet i samarbejde med borgeren.
Rehabiliteringsforløb efter § 83 a er således direkte knyttet an til målgruppen
for § 83.
Der henvises i spørgsmålet til Vejledning om kommunal rehabilitering, som det
tidligere Sundheds- og Ældreministerium har udarbejdet i fællesskab med en
række ministerier, herunder bl.a. det tidligere Socialministerium,
Undervisningsministeriet og Beskæftigelsesministeriet. Den fælles vejledning
afspejler, at rehabilitering går på tværs af flere lovgivningsområder og sektorer.
1
SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 336: Spm. om ministeren vil redegøre for sin holdning til, hvorvidt kommunerne igennem genoptrænings- og rehabiliteringsindsatser i tilstrækkelig grad anvender det kommunalt fastsatte serviceniveau til at give borgere med nedsat funktionsevne, til social- og ældreministeren
2562490_0002.png
I vejledningen fremgår det, at rehabilitering handler om at give borgere med
nedsat funktionsevne, herunder nedsat arbejdsevne, mulighed for at opnå
samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst mulige funktionsevne
fysisk, psykisk, kognitivt og socialt samt mulighed for at leve et meningsfuldt og
selvstændigt liv. Formålet med rehabilitering er ifølge vejledningen at bedre
den samlede funktionsevne og at understøtte borgerens ressourcer, personlige
autonomi og mulighed for fx at være forældre, ægtefælle og for at have en hel
eller delvist tilknytning til arbejdsmarkedet.
Jeg har en klar forventning om, at landets kommuner efterlever deres
forpligtelser efter serviceloven, herunder at kommunerne tilbyder den
nødvendige genoptrænings- og rehabiliteringsindsats til borgere, der har behov
for hjælp hertil. Det er op til den enkelte kommunalbestyrelse at fastsætte
serviceniveauet for hjælpen ud fra forholdene lokalt og med afsæt i de
lovgivningsmæssige forpligtelser på området. Selve hjælpen skal tildeles på
baggrund af en konkret og individuel vurdering af borgerens behov.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
Bilag:
Bilag 1. SOU alm del – svar på spørgsmål 335.
2