SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 323: Spm. om ministeren vil redegøre for forskellene i kommunale tilbud, der tilbyder henholdsvis genoptræning, rehabilitering og vedligeholdelsestræning, til social- og ældreministeren

Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Social- og Ældreudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92 93 00

[email protected]

www.sm.dk

Sagsnr.

2022 - 1891

Doknr.

555715

Dato

22-04-2022

Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 25. marts 2022 stillet følgende

spørgsmål nr. 323 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed

besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Marlene Ambo-Rasmussen (V).

Spørgsmål nr. 323:

”Vil ministeren redegøre for forskellene i kommunale tilbud, der tilbyder

henholdsvis genoptræning, rehabilitering og vedligeholdelsestræning, herunder

hvilke objektive kriterier der lægges vægt på i henhold til, om borgeren tilbydes

et genoptrænings-, rehabiliterings- eller vedligeholdelsestræningstilbud?”

Svar:

Servicelovens regler om rehabilitering, genoptræning og

vedligeholdelsestræning fremgår af henholdsvis § 83 a og § 86, stk. 1 og stk. 2.

Reglerne er desuden nærmere beskrevet i vejledning om hjælp og støtte efter

serviceloven (vejledning nr. 2 til serviceloven) samt vejledning om

genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og regioner.

Jeg skal indledningsvist henvise til, at serviceloven er en rammelov. Loven

sætter de overordnede rammer for, hvilke serviceydelser og tilbud

kommunalbestyrelsen har pligt til at yde. Det indebærer en fleksibilitet for

kommunalbestyrelsen i sammensætningen af løsninger og i anvendelsen af

faglige metoder. Det indebærer også et politisk handlerum til, at

kommunalbestyrelsen på visse områder kan fastsætte lokale

kvalitetsstandarder, retningslinjer eller lokale serviceniveauer om, hvilken type

hjælp der i den pågældende kommune typisk gives i forhold til bestemte typer

af behov eller målgrupper.

Kommunalbestyrelserne skal fastsætte generelle vejledende serviceniveauer

for rehabiliteringsforløb og træning efter serviceloven og skal på den baggrund

mindst én gang årligt udarbejde en kvalitetsstandard med generel

serviceinformation til borgerne om den hjælp, de kan forvente fra kommunen,

hvis de får behov for hjælp. Beskrivelsen af indholdet, omfanget og udførelsen

af hjælpen skal være præcis og skal danne grundlag for, at der sikres

sammenhæng mellem serviceniveau, de afsatte ressourcer, afgørelserne og

leveringen af hjælpen.

Uanset det politisk fastsatte serviceniveau skal hjælp efter serviceloven altid

tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den enkelte

borgers behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte. Borgeren

SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 323: Spm. om ministeren vil redegøre for forskellene i kommunale tilbud, der tilbyder henholdsvis genoptræning, rehabilitering og vedligeholdelsestræning, til social- og ældreministeren

skal således have den hjælp, borgeren har behov for, uanset kommunens

serviceniveau.

Der vil i praksis derfor altid være forskelle i de kommunale tilbud om

rehabilitering og træning, alt afhængigt af det lokalt fastsatte serviceniveau.

I det følgende beskrives servicelovens regler for rehabilitering, genoptræning

og vedligeholdelsestræning:

Rehabilitering

Det fremgår af servicelovens § 83 a, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde et

korterevarende og tidsafgrænset rehabiliteringsforløb til personer med nedsat

funktionsevne, hvis rehabiliteringsforløbet vurderes at kunne forbedre

personens funktionsevne og dermed nedsætte behovet for hjælp efter

servicelovens § 83, stk. 1. Vurderingen skal være individuel og konkret og tage

udgangspunkt i modtagerens ressourcer og behov.

Rehabiliteringsforløbet skal tilrettelægges og udføres helhedsorienteret og

tværfagligt. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte individuelle mål for

rehabiliteringsforløbet i samarbejde med den enkelte modtager af forløbet, jf.

stk. 2.

De fastsatte mål og tidsrammen for rehabiliteringsforløbet skal indgå i en

samlet beskrivelse af forløbet. Er der under rehabiliteringsforløbet behov for at

ændre i målene, skal dette ske i samarbejde med modtageren, jf. stk. 3.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde modtageren af et rehabiliteringsforløb den

nødvendige hjælp og støtte under forløbet med henblik på at nå de fastsatte

mål. Hjælpen og støtten skal løbende tilpasses udviklingen i modtagerens

funktionsevne. Hvis modtageren ikke gennemfører et rehabiliteringsforløb, skal

kommunalbestyrelsen vurdere modtagerens behov for hjælp efter § 83, jf. stk.

Formålet med rehabiliteringsforløb er at bidrage til at gøre de borgere, hvor et

rehabiliteringsforløb vurderes at kunne forbedre personens funktionsevne og

dermed nedsætte behovet for hjælp efter § 83, stk. 1, mere selvhjulpne.

Kommunalbestyrelsens forpligtelse til at tilbyde borgeren et

rehabiliteringsforløb relaterer sig således til hjælpebehovet, idet forbedringen i

personens funktionsevne skal vurderes at kunne nedsætte behovet for hjælp

efter § 83, stk. 1.

Målgruppen for rehabiliteringsforløb efter § 83 a er de personer, som er

omfattet af målgruppen for hjælp efter § 83, og hvor et rehabiliteringsforløb

vurderes at kunne forbedre personens funktionsevne og dermed nedsætte

behovet for hjælp efter § 83, stk. 1. Rehabiliteringsforløbet relaterer sig således

til den hjælp, der kan gives efter § 83.

Det forudsættes, at også borgere med et stort plejebehov og beboere i

plejeboliger/plejecentre kan have gavn af et rehabiliteringsforløb. Ingen borgere

er på forhånd udelukket fra at blive tilbudt et korterevarende og tidsafgrænset

rehabiliteringsforløb. Et rehabiliteringsforløb skal baseres på en individuel,

helhedsorienteret og tværfaglig vurdering af borgerens samlede situation, hvor

der både ses på den fysiske, psykiske og sociale funktionsevne.

Vurderingen af borgerens funktionsevne skal forstås bredt, og det betyder

således, at der skal ses på den samlede funktionsevne og der i vurderingen

både skal være fokus på borgerens fysiske, psykiske og sociale funktionsevne.

Vurderingen efter § 83 a, stk. 1, skal være individuel og konkret og tage

udgangspunkt i modtagerens behov og ressourcer. Der skal ses på den

enkelte borgeres samlede situation og ikke kun på de forhold, som borgeren

ikke selv kan klare som følge af funktionsnedsættelsen. Eksempelvis kan

borgerens fysiske funktionsevnenedsættelse begrænse den enkeltes

muligheder for social kontakt og derved påvirke den psykiske og sociale

funktionsevne. Omvendt vil en nedsat psykisk eller social funktionsevne også

kunne påvirke den fysiske funktionsevne og muligheden for at vedligeholde

den fysiske funktionsevne.

Vurderingen af om, borgeren skal tilbydes et rehabiliteringsforløb, indebærer

endvidere en vurdering af, om det er realistisk, at borgeren vil kunne opnå de

ønskede forbedringer af funktionsevnen gennem et korterevarende og

tidsafgrænset rehabiliteringsforløb. Det indbefatter bl.a. en vurdering af, om det

er muligt at gøre noget ved de bagvedliggende årsager til

funktionsnedsættelsen, eller om det er muligt, på trods af

funktionsnedsættelsen, at udvikle modtagerens evne til at klare flere opgaver

selv.

For nogle borgere kan årsagerne til den nedsatte funktionsevne samt tyngden

og kompleksiteten af denne have en sådan karakter, at det ikke vil være

realistisk at igangsætte et rehabiliteringsforløb. Disse personer skal tilbydes

anden relevant hjælp, der modsvarer behovet. Dette vil typisk være hjælp efter

§ 83, men det kan også f.eks. være i form af træningsforløb efter § 86, stk. 2, til

borgere, hvor der er fokus på at vedligeholde den faktiske funktionsevne og på

at lære borgeren at håndtere en hverdag med en funktionsnedsættelse.

Vedligeholdelsestræning kan gives uafhængigt af, om borgeren modtager

hjemmehjælp eller ej.

Rehabiliteringsforløb efter § 83 a kan gives i sammenhæng med andre tilbud til

borgeren. Således kan borgeren både under og efter rehabiliteringsforløbet

have behov for hjælp efter andre bestemmelser i serviceloven eller anden

lovgivning. Et rehabiliteringsforløb efter § 83 a udelukker ikke, at borgeren fx

også kan have behov for et egentligt træningsforløb efter servicelovens § 86.

Der henvises til kapitel 8 i vejledning nr. 2 til serviceloven.

Genoptræning

Det fremgår af servicelovens § 86, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde

genoptræning til afhjælpning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af

sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse.

Formålet med genoptræning er, at borgeren opnår samme grad af

funktionsevne som tidligere eller bedst mulig funktionsevne; bevægelses- og

aktivitetsmæssigt, kognitivt, emotionelt og socialt. Tilbuddet om genoptræning

har samtidig til formål at undgå vedvarende eller yderligere svækkelse og at

forebygge, at der opstår behov for øget hjælp, f.eks. i form af personlig og

praktisk hjælp, eller behov for sygehusindlæggelse. Hvis der er tale om et

længerevarende behov for træning, er det kommunens opgave at tilrettelægge

træningsindsatsen på en sådan måde, at den dels forebygger, at problemerne

for borgeren forværres, og dels sigter på at vedligeholde det erhvervede

funktionsniveau.

Målgruppen for genoptræning er voksne, der har behov for genoptræning til

afhjælpning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke

behandles i tilknytning til sygehusophold. Målgruppen vil typisk være ældre

borgere, der efter sygdom eller ulykke, som ikke er behandlet i sygehusregi, er

midlertidigt svækket. Tilbuddet om genoptræning kan f.eks. være relevant for

en ældre borger, som er svækket efter længere tids sengeleje i hjemmet på

grund af influenza eller efter et fald, og hvor der er behov for at genvinde mistet

eller reduceret funktionsevne.

Det fremgår af servicelovens § 88, stk. 2, at tilbud efter servicelovens § 86

gives efter en konkret og individuel vurdering af træningsbehovet.

Genoptræningstilbud gives med henblik på så vidt muligt at bringe personen op

på det funktionsniveau, som pågældende havde inden sygdommen.

Tilbud om genoptræning efter serviceloven § 86, stk. 1, skal gives i de tilfælde,

hvor anden form for træning, f.eks. i form af egen træningsindsats, ikke kan

bringe borgerens funktionsniveau op.

Kommunen skal, når den træffer afgørelse om genoptræning, tage afsæt i

servicelovens krav om, at formålet med hjælpen er at yde en helhedsorienteret

indsats med tilbud afpasset efter den enkelte borgers særlige behov, jf.

servicelovens § 81.

Der er ikke et krav i serviceloven om en lægefaglig vurdering af behovet for

genoptræning. Det vil dog ofte være den praktiserende læge eller

hjemmeplejen, der konstaterer behovet for genoptræning. Behovet for

genoptræning vil også kunne opfanges i forbindelse med udførelsen af de

forebyggende hjemmebesøg eller andre former for opfølgning. Ved

kommunens samlede vurdering af borgerens behov for hjælp vil alle relevante

oplysninger om borgerens situation, herunder bl.a. den praktiserende læges

oplysninger, indgå i det samlede oplysningsgrundlag, som ligger til grund for

kommunens afgørelse om genoptræning mv.

Der henvises til kapitel 6 i vejledning nr. 2 til serviceloven samt afsnit 7.1 i

vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og

regioner.

Vedligeholdelsestræning

Det fremgår af servicelovens § 86, stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde

hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder til personer, som på

grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale

problemer har behov herfor.

Formålet med vedligeholdelsestræning er at forhindre funktionstab og fastholde

det hidtidige funktionsniveau. Vedligeholdelsestræning omfatter

vedligeholdelse af såvel fysiske som psykiske færdigheder.

Vedligeholdelsestræning skal bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og fastholde det hidtidige

funktionsniveau. Vedligeholdelsestræning har således også et forebyggende

sigte.

Målgruppen for vedligeholdelsestræning er alle borgere uanset alder, som på

grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale

problemer vurderes at have behov herfor.

Vedligeholdelsestræning omfatter også træning af personer med kroniske

lidelser, i det omfang disse personer har brug for en individuel træningsindsats

med henblik på at kunne vedligeholde fysiske, psykiske og sociale

færdigheder.

Kommunen træffer afgørelse om, hvilken form for vedligeholdelsestræning, der

skal iværksættes. Afgørelsen skal træffes på baggrund af en individuel konkret

vurdering af borgerens behov, jf. servicelovens § 88, stk. 2. Kommunen har,

når den træffer afgørelse, pligt til at inddrage alle muligheder for hjælp efter

den sociale lovgivning. Kommunen skal desuden være opmærksom på, om der

kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

Kommunen skal, når den træffer afgørelse om vedligeholdelsestræning, tage

afsæt i servicelovens krav om, at formålet med hjælpen er at yde en

helhedsorienteret indsats med tilbud afpasset efter den enkelte borgers særlige

behov, jf. servicelovens § 81.

Ligesom det gælder for genoptræning efter serviceloven, skal kommunen i

forbindelse med afgørelsen om vedligeholdelsestræning forholde sig konkret til,

hvad formålet med træningsindsatsen er, samt hvad omfanget og indholdet af

træningsindsatsen mere konkret skal være.

Tilbud om vedligeholdelsestræning skal i mange tilfælde ses i sammenhæng

med genoptræning efter såvel servicelovens § 86, stk. 1, som

genoptræningsforløb efter andre lovgivninger, herunder sundhedsloven. Ofte

vil der i forlængelse af et afsluttet genoptræningsforløb være behov for

vedligeholdende træning med henblik på at fastholde den erhvervede

funktionsevne.

Der henvises til kapitel 7 i vejledning nr. 2 til serviceloven samt afsnit 7.2 i

vejledning om genoptræning og vedligeholdelsestræning i kommuner og

regioner.

Med venlig hilsen

Astrid Krag