Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt
2559801_0001.png
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 1860
Doknr.
555802
Dato
19-04-2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 24. marts 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 321 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pia Kjærsgaard (DF).
Spørgsmål nr. 321:
”Hvordan forklarer ministeren at problemerne med de mange forkerte
afgørelser har været kendt i adskillige år i Social- og Ældreministeriet uden at
ministeriet er skredet ind over for kommunerne? Der henvises til
Rigsrevisionens beretning nr. 13/2021 afgivet til Folketinget med
Statsrevisorernes bemærkninger i marts 2022.”
Svar:
Det er misvisende at sige, at der fra Social- og Ældreministeriets side ikke er
skredet ind. Der har såvel forud for – som fra 2007 og frem til nu – altså i den
periode, som Rigsrevisionens beretning dækker – fra ministeriets side løbende
været iværksat tiltag på området, og der er fra skiftende flertal blandt
Folketingets partier lavet brede politiske aftaler, som har skullet tage hånd om
udfordringerne.
Blandt andet på baggrund af en evaluering af kommunalreformen i 2013. For
en nærmere omtale af de seneste initiativer, herunder de initiativer, som aktuelt
er under udmøntning for at højne kvaliteten i kommunernes sagsbehandling og
nedbringe fejlniveauet, henvises i det hele til min samtidige besvarelse af
spørgsmål 319 (SOU alm. del).
Det skal dog i forlængelse heraf understreges, at fejl i sagsbehandlingen først
og fremmest er kommunernes ansvar. Men det er heller ikke godt nok, at
Rigsrevisionen finder, at ministeriets tilsyn har været utilfredsstillende siden
2007. Dette tager jeg meget alvorligt, og der er derfor blevet igangsat et
arbejde i ministeriet, som skal se på, hvordan ministeriets ressorttilsyn kan
styrkes og systematiseres.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
Bilag:
-
SOU alm. del – svar på spm 319
1