Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt
2554408_0001.png
Folketingets Social- og
Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 3051
Doknr.
528760
Dato
11-03-2022
Vedrørende undersøgelse af kommunernes brug af observationer
Den 20. december 2021 sendte jeg til udvalgets orientering Ankestyrelsens
undersøgelse af kommunernes brug af observationer som led i sagsoplysningen
på voksenhandicapområdet. Jeg har nu haft lejlighed til at se nærmere på
undersøgelsens resultater, og jeg vil derfor, som jeg også oplyste i mit brev af
20. december 2021 dele mine overvejelser.
Jeg vil starte med at gøre det helt klart, at observationer skal foregå med en
grundlæggende respekt for den enkeltes værdighed og ret til privatliv. Det
betyder, at observationer kun må anvendes, når det er nødvendigt, og at de ikke
må vare længere end højst nødvendigt for at opnå formålet. Det skal endvidere
overvejes, om kommunen kan tilvejebringe samme oplysninger på en mindre
indgribende måde end ved observation.
Dernæst vil jeg gerne understrege det, som også fremgår af undersøgelsens
indledende afsnit, og som jeg ved flere lejligheder har redegjort for over for
udvalget i foråret 2021 – nemlig, at den retlige ramme for brug af observationer
til sagsoplysning giver kommunerne et handlerum i forhold til brug af
observationer.
Ankestyrelsens undersøgelse afdækker omfanget af kommunernes brug af
observationer på voksenhandicapområdet, ligesom den bidrager med viden om
baggrunden for nogle kommuners brug af observationer til sagsoplysning. 90
kommuner har deltaget i undersøgelsen.
Undersøgelsen viser overordnet, at 49 ud af de 90 deltagende kommuner har
brugt observationer til at oplyse sager på voksenhandicapområdet i løbet af de
seneste tre år. Heraf bruger 39 kommuner observationer i under 10 procent af
deres sager – primært sager efter servicelovens §§ 95 og 96 om
hjælperordninger. Dette er, som jeg ser det, udtryk for en forholdsvis begrænset
brug af observationer.
Jeg har også noteret mig, at de fleste kommuner angiver, at de kun bruger
observationer, når det ikke er muligt at oplyse sagen tilstrækkeligt på anden vis.
De kommuner, Ankestyrelsen har interviewet i undersøgelsen, forklarer
således, at observationer er den sidste sagsoplysningsmetode, de tager i brug.
Dette ser jeg som en indikation på, at kommunerne er opmærksomme på kun
1
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 317: Spm. om at redegøre for, om ministeren har kendskab til, om Ankestyrelsen og Kommunernes Landsforening i fællesskab har fastsat en praksis for tidtagning på opgaver, til social- og ældreministeren
2554408_0002.png
at bruge observationer, når de ikke kan oplyse sagen tilstrækkeligt på andre
måder.
Endvidere fremgår det af undersøgelsen, at de fleste observationer bliver
gennemført i løbet af få dage og strækker sig over kort tid. De fleste
observationer bliver således gennemført over en eller to dage, og i den største
andel af de sager, hvor der er brugt observationer, har observationen varet
under to timer. Dette viser efter min opfattelse, at kommunerne er
opmærksomme på kun at observere i den periode, hvor det vurderes
nødvendigt af hensyn til sagsoplysningen.
Endelig har jeg noteret mig, at kommunerne fortæller, at de er opmærksomme
på ikke at overskride borgerens grænser, når de gennemfører observationer.
Kommunerne oplyser at for at sikre dette, bliver observationerne tilrettelagt og
gennemført i dialog med borgeren og eventuelle pårørende. Kommunerne
oplyser, at borgeren er blevet orienteret om observationen på forhånd i 59 ud af
60 sager, hvor der er brugt observationer. I 58 ud af 60 sager er borgeren blevet
oplyst om formålet med observationen. Flere kommuner fortæller, at
kommunikation med borgeren forud for observationen bidrager til en fælles
forståelse af formålet med observationen. Flere kommuner fortæller også, at
nogle borgere selv efterspørger, at kommunen kommer ud i borgerens hjem og
observerer. Dette viser for mig at se en generel opmærksomhed på at
gennemføre observationerne med respekt for den enkelte borgers værdighed og
ret til privatliv.
Undersøgelsen viser, at der i meget få tilfælde er anvendt observation i
perioder, der udefra set synes meget lange. Undersøgelsen viser, som nævnt
ovenfor, også meget få eksempler, hvor borgeren ikke på forhånd er oplyst om
observationen eller ikke er blevet oplyst om formålet.. Det er desuden min
vurdering, at det politiske og pressemæssige fokus på kommunernes brug af
observationer, har gjort kommunerne opmærksomme på deres forpligtelser og
de juridiske rammer.
På den baggrund finder jeg ikke anledning til at iværksætte tiltag på nuværende
tidspunkt vedrørende brugen af observationer som led i sagsoplysningen. Men
jeg og mit ministerium vil naturligvis følge udviklingen på området tæt. For
mennesker med handicap skal helt indiskutabelt behandles med ordentlighed
og værdighed og ikke udsættes for observationer af et omfang, der ligger uden
for det handlerum, som den retlige ramme giver kommunerne.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2