Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 1683
Doknr.
556075
Dato
07-04-2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 16. marts 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 306 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (UFG).
Spørgsmål nr. 306:
”Vil ministeren i forlængelse af ministerens besvarelse af SOU alm. del - spm.
894, folketingsåret 2020-21, redegøre for status for den interne arbejdsgruppe i
Social- og Ældreministeriet, der skal kigge på udfordringerne med
kommunernes BPA-ordninger, herunder hvornår ministeren forventer, at
arbejdsgruppen er færdig med sit arbejde?”
Svar:
Der har i ministeriet pågået et internt arbejde med en kortlægning af de
væsentlige problemstillinger omkring servicelovens hjælperordninger samt
vurdering af foreslåede tiltag, som er blevet afsluttet. På baggrund af resultatet
af det interne arbejde blev social- og handicapordførerne i Social- og
Ældreudvalget indkaldt til forhandlinger om ordningerne. Forhandlingsmødet
blev afholdt d. 25. januar 2022, og resultatet af det interne arbejde blev
udsendt til social- og handicapordførerne forud for forhandlingsmødet.
På forhandlingsmødet mødte jeg bred opbakning til at igangsætte de
løsningsmuligheder, jeg præsenterede på mødet, og som inden for en
overskuelig økonomisk ramme er mulige at håndtere.
Vi aftalte for det første at igangsætte arbejdet med at udmønte et initiativ om
rådighedstimer. Der blev med finanslovsaftalen for 2022 afsat 15 mio. kr. i
2022 og 30 mio. kr. årligt i 2023 og varigt til at indskrænke kommunernes
udmåling af rådighedstimer, så kommunerne kun kan udmåle rådighedstimer i
nattetimerne og ved delt tjeneste. Initiativet skal sikre, at borgere med en
hjælperordning får flere aktive hjælpertimer og gøre op med uhensigtsmæssig
brug af rådighedstimer til gavn for borgerne og hjælperne.
For det andet aftalte vi at igangsætte arbejdet med at udsende
orienteringsskrivelser, der tydeliggør de gældende regler angående
problemstillingerne om et fald i tilgangen til ordningerne, at sundhedsydelser
modregnes som hjælpertimer, at hjælperne ikke medfølger ved indlæggelse på
sygehuset, og at borgere ikke oplever at kunne vælge den samme person til at
være henholdsvis både ledsager og hjælper.
1