Folketingets Social- og Ældreudvalget
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 1659
Doknr.
551983
Dato
04-04-2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 15. marts 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 304 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU)
Morten Messerschmidt (DF).
Spørgsmål nr. 304:
”Vil ministeren oplyse, hvor stor en del af de kontrol- og afrapporteringsregler,
der i dag gælder for kommunalt ansatte i ældreplejen, der følger af love, og
hvor meget der er kommunalt vedtaget og sende en oversigt over de
pågældende regler og vedtægter?”
Svar:
Jeg er ikke bekendt med, at der findes en samlet opgørelse over antallet af
kontrol- og afrapporteringsregler gældende for kommunalt ansatte i ældreplejen,
og som følger af henholdsvis statslig regulering og kommunale regler. En rapport
fra 2018 ’Kulegravninger af ældrepleje- og dagtilbudsområdet’ (Rambøll)
konkluderede, at der på det tidspunkt var 388 statslige regler, som blev vurderet
til at have indflydelse på arbejdet i ældreplejen. Rapporten er vedlagt som bilag
1. Jeg har ikke mulighed for at vurdere, om antallet er retvisende.
Det er min klare oplevelse, at der over tid er kommet flere og flere regler og
retningslinjer på ældreområdet både statslige og kommunale, som medfører, at
medarbejderne i ældreplejen i stigende grad skal bruge mere tid på
dokumentation og registreringer fremfor på kerneopgaverne – nemlig pleje og
omsorg for den ældre.
Med den kommende ældrelov vil vi starte forfra på et blankt stykke papir, og
fremfor at fokusere på at fjerne enkelte regler, skal vi spørge os selv, hvordan vi
vil have, at vores ældrepleje skal se ud, og så skal vi indrette lovgivningen
derefter.
Med en ny ældrelov vil vi fokusere på rammerne for en værdig ældrepleje, hvor
medarbejderne ikke bruger tid på unødvendig administration og registrering,
men får plads til at bruge deres varme hjerter, gode hoveder og faglighed. En ny
ældrelov skal altså medvirke til, at der frigives tid til, at den enkelte ældre, der
har behov for hjælp, får den pleje og omsorg, der er behov for.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1