Folketingets Social – og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 1624
Doknr.
545232
Dato
23-03-2022
Folketingets Social – og Ældreudvalg har d. 14. marts 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 302 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (UFG).
Spørgsmål nr. 302:
”Vil ministeren redegøre for, i hvor mange tilfælde forældre til grønlandske børn i
Danmark, der i forbindelse med en forældrekompetenceundersøgelse i perioden
2018-2021 er blevet udsat for at blive testet med intelligenstestene WAIS4 og/eller
Rorschach? Der henvises til artiklen "Katastrofalt problem" i den grønlandske
Ugeavis Sermitsiaq den 7. marts 2022, hvor professor i udviklingspsykologi ved
Aarhus Universitet, Dion Sommer, bl.a. omtaler brugen af testene som
"skandaløst".”
Svar:
Det vigtigste for regeringen er, at vi beskytter børn i Danmark mod svigt og
mistrivsel, uanset hvilken baggrund, de har. Samt at vi giver den bedst mulige
hjælp til de børn og unge, som har brug for det. Derfor er det helt
grundlæggende, at grønlandske børn og deres forældre i anbringelsessager
kan forstå den kommunikation, der foregår omkring deres sag. Kommuner og
andre myndigheder har pligt til at stille en tolk og oversættelsesbistand til
rådighed. Forældre har altid ret til en bisidder ved børnefaglige undersøgelser
og ret til en støtteperson, hvis deres barn er anbragt.
VIVE er i gang med en analyse, som skal afklare, hvordan anbringelsessager
med grønlandske familier behandles og i hvilken grad, der er en
opmærksomhed på familiernes sprog, og dens resultater vil give os mere
konkret viden om problemstillingen.
Da disse såkaldte forældrekompetenceundersøgelser ikke reguleres i
serviceloven betyder det, at der ikke findes registreringer af, hvilke typen af
tests der udføres. Derfor har Social – og Ældreministeriet ikke opgørelser over
antallet af forældre, som er blevet testet med specifikke psykologiske test ved
de børnefaglige undersøgelser, som kommunerne udarbejder.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1