Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 7140
Doknr.
478798
Dato
01-11-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 13. oktober 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 27 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 27:
”Vil
ministeren redegøre for, om der er lovhjemmel til, at en kommune kan udbetale
erstatning/kompensation på grund af en mangelfuld og fejlagtig sagsbehandling, der
har haft store helbredsmæssige konsekvenser for en borger? Der henvises til
https://www.tv2lorry.dk/greve/preben-blev-mere-syg-af-kommunens-behandling-alli-
gevel-er-der-tvivl-om-erstatning.”
Svar:
Det er afgørende, at borgere, der har brug for hjælp og støtte fra kommunen,
skal kunne have tillid til, at de får den nødvendige hjælp.
Som sagen er beskrevet i medierne, fremstår det umiddelbart både kritisabelt
og beklageligt, at borgeren ikke har modtaget den fornødne hjælp rettidigt, og
at det har haft alvorlige konsekvenser for hans helbred.
Jeg noterer mig, at Greve kommune har givet borgeren en personlig
undskyldning, og at Greve kommune både har iværksat en ekstern
undersøgelse til belysning af, om der er hjemmel til at udbetale erstatning til
borgeren, og at kommunen på baggrund af sagen har iværksat initiativer med
henblik på at undgå fremtidige lignende fejl i andre sager.
Kommuners mulighed for at udbetale erstatning som følge af mangelfuld
sagsbehandling beror på en konkret vurdering af, om kommunen efter de
erstatningsretlige regler har handlet ansvarspådragende. Derudover
forudsætter et ansvar for kommunen, at de almindelige erstatningsbetingelser
er opfyldt. Der kan således alene udbetales erstatning, hvis det med fornøden
sikkerhed kan lægges til grund, at kommunen er erstatningsansvarlig.
Hvis kommunen efter at have undersøgt sagen ikke mener, at den er
erstatningsansvarlig, må den henvise borgeren til at anlægge sag ved
domstolene med krav om erstatning/og eller godtgørelse efter de
erstatningsretlige regler. Det skal for en god ordens skyld nævnes, at en borger
vil have mulighed for at opnå fri proces, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1