SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 247: Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen fra Muskelsvindfonden om mennesker med omfattende handicaps stilles betydeligt ringere end mennesker uden handicaps, til social- og ældreministeren

Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt

Social- og Ældreministeriet

Holmens Kanal 22

1060 København K

Bidrag til besvarelse af SOU alm del spm. 247

Social- og Ældreministeriet har i mail fra den 21. februar 2022 anmodet

Ankestyrelsen om bidrag til besvarelse af SOU alm del spm. 247 fra 16.

februar 2022. Social- og Ældreministeriet anfører, at spørgsmålet

omhandler hjælp til dækning af merudgifter efter servicelovens § 100 til

deltagelse i fritidsaktiviteter, herunder en oplevet praksisændring fra

Ankestyrelsen.

SOU alm. del spm. 247 henviser til en henvendelse fra Muskelsvindfonden,

hvori det anføres, at Ankestyrelsen med principmeddelelse 8-19 har

strammet praksis ved at fastslå følgende:

” 1) Merudgifter til fritidsaktiviteter/idræt kan kun dækkes, hvis

borgerens mulighederne for at dyrke andre former for

fritidsaktiviteter/idræt er meget begrænsede.

2) Hvis borgerens muligheder for at dyrke andre former for

fritidsaktiviteter/idræt ikke er meget begrænsede, kan kommunen vælge

at dække merudgifterne til den billigste fritidsaktivitet/idræt, da det

alene er de nødvendige merudgifter, der kan dækkes.

3) Kommunen må gerne henvise borgeren til en alternativ

fritidsaktivitet/idræt, end den der oprindeligt ansøges om dækning af

merudgifter til, så længe den alternative fritidsaktivitet/idræt i et vist

omfang er sammenlignelig.

4) Hvis borgeren kan deltage i fritidsaktiviteten/idrætten i den kørestol,

borgeren anvender til hverdag, kan der ikke bevilges dækning af

merudgifter til en ekstra kørestol til brug for den konkrete

fritidsaktivitet/idræt.”.

1. marts 2022

J.nr. 22-8790

Ankestyrelsen

7998 Statsservice

Tel +45 3341 1200

[email protected]

EAN-nr:

57 98 000 35 48 21

Åbningstid:

man-fre kl. 9.00-15.00

SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 247: Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen fra Muskelsvindfonden om mennesker med omfattende handicaps stilles betydeligt ringere end mennesker uden handicaps, til social- og ældreministeren

Ankestyrelsens bidrag til svar på spørgsmålet fremgår nedenfor.

Ankestyrelsens praksis for merudgifter til fritidsinteresser, herunder til

sportskørestole, er fastsat i principmeddelelse 8-19.

Hensigten med principmeddelelse 8-19 var at afklare, i hvilket omfang en

borger med en funktionsnedsættelse kan få dækket merudgifter i

forbindelse med fritidsaktiviteter, herunder særligt hvilken betydning det

har, når der er tale om eliteidræt.

Nedenfor beskrives Ankestyrelsens praksis og betydningen af

principmeddelelse 8-19 i forhold til de i henvendelsen fra

Muskelsvindsfonden angivne punkter.

Ad 1) ”Merudgifter til fritidsaktiviteter/idræt kan kun dækkes, hvis

borgerens mulighederne for at dyrke andre former for

fritidsaktiviteter/idræt er meget begrænsede.”

Det fremgår af principmeddelelse 8-19, at det er en forudsætning for, at

udgifterne til fx en sportskørestol kan dækkes som en merudgift, at

mulighederne for at dyrke andre former for sport er meget begrænsede af

den nedsatte funktionsevne.

Denne praksis er tidligere udmeldt i principmeddelelse 58-13 og 253-09 og

er således ikke en ændring af praksis. Principmeddelelse 58-13 og 253-09

er indarbejdet i principmeddelelse 8-19, og de er derfor kasserede.

Principmeddelelse 8-19 præciserer den tidligere udmeldte praksis ved at

fastslå, at vurderingen af, om borgerens mulighed for at dyrke andre

former for fritidsaktiviteter er meget begrænsede, er en konkret og

individuel vurdering.

Som noget nyt fastslår principmeddelelse 8-19, at kommunen ikke ”kan

henvise til, at en borger kan dyrke andre former for fritidsaktiviteter, uden

at kommunen har undersøgt, om borgeren reelt kan deltage i andre

fritidsaktiviteter end den, der søges om merudgifter til.

Kommunen kan ikke nøjes med at henvise til, at borgeren bør kunne

deltage i andre fritidsaktiviteter, eller at det formodes, at borger kan

deltage i andre fritidsaktiviteter.

Derudover skal de alternative fritidsaktiviteter, kommunen henviser til, i et

vist omfang være sammenlignelige. Kommunen skal i den forbindelse

forholde sig til det objektive sammenligningsgrundlag, hvor behovet

vurderes i forhold til andre på samme alder og i samme livssituation, men

uden en funktionsnedsættelse. Kommunen skal altså forholde sig til, hvad

der er almindeligt for andre på samme alder og i samme livssituation i

forhold til fritidsaktiviteter.

Det kan også være nødvendigt, at kommunen ikke alene ser nærmere på

selve betegnelsen af fritidsaktiviteten, men også undersøger og forholder

sig til, hvad borgeren får ud af den fritidsaktivitet, kommunen henviser til,

med det funktionsniveau borgeren har.”.

Ad 2) ”Hvis borgerens muligheder for at dyrke andre former for

fritidsaktiviteter/idræt ikke er meget begrænsede, kan kommunen vælge

at dække merudgifterne til den billigste fritidsaktivitet/idræt, da det

alene er de nødvendige merudgifter, der kan dækkes.”

Principmeddelelse 8-19 præciserer i den forbindelse tidligere udmeldte

praksis ved at fastslå, at ”hvis borgerens muligheder for at dyrke andre

former for fritidsaktiviteter ikke er meget begrænsede, som følge af

borgerens nedsatte funktionsevne, kan der alene dækkes merudgifter til

fritidsaktiviteter, hvis alle de fritidsaktiviteter, borgeren kan deltage i,

medfører merudgifter.

Kommunen kan her vælge at dække merudgifterne til den billigste

fritidsaktivitet, da det alene er de nødvendige merudgifter, der kan

dækkes. Hvis en af de fritidsaktiviteter borgeren, kan deltage i, ikke

medfører merudgifter, har borgeren ikke nødvendige merudgifter til

fritidsaktiviteter”.

Kommunens mulighed for at vælge at dække merudgifterne til den billigste

fritidsaktivitet følger af, at merudgifter i henhold til lovteksten i

servicelovens § 100 skal være nødvendige. Præciseringen i

principmeddelelse 8-19 heraf er i tråd med øvrige principmeddelelser om

merudgiftsbestemmelsen i servicelovens § 100, herunder blandt andre

principmeddelelse 166-10, hvorefter merudgifter til befordring dækkes

med udgangspunkt i den billigste relevante transportform og

principmeddelelse 111-15, hvorefter udgifter til druesukker kan dækkes

ved udgifterne til druesukker i pulverform som den billigste

behandlingsform.

Ad 3) ”Kommunen må gerne henvise borgeren til en alternativ

fritidsaktivitet/idræt, end den der oprindeligt ansøges om dækning af

merudgifter til, så længe den alternative fritidsaktivitet/idræt i et vist

omfang er sammenlignelig.”

Merudgiftsbestemmelsen medfører, at de borgere, der er omfattet af

personkredsen, kan få hjælp af kommunen til dækning af de udgifter, som

borgeren ikke ville have haft, hvis ikke borgerens funktionsevne var varigt

nedsat. Der er tale om en økonomisk kompensation, der sigter mod, at

give borgeren mulighed for selv at tilrettelægge, hvordan behovet bedst

kan dækkes.

Som anført under pkt. 2 kan kommunen vælge at dække udgifterne til

billigste sammenlignelige fritidsaktivitet, som borgeren kan dyrke.

4) ”Hvis borgeren kan deltage i fritidsaktiviteten/idrætten i den kørestol,

borgeren anvender til hverdag, kan der ikke bevilges dækning af

merudgifter til en ekstra kørestol til brug for den konkrete

fritidsaktivitet/idræt.”

Principmeddelelse 8-19 fastlægger praksis i forhold til en ekstra kørestol

således, at ”hvis en borger ikke kan dyrke andre former for

fritidsaktiviteter, vil merudgifter til kontingent, udstyr m.v. kunne dækkes

som en merudgift, hvis nødvendighedsbetingelsen er opfyldt. Hvis

borgeren fx kan deltage i fritidsaktiviteten i den kørestol, borgeren

anvender til hverdag, kan der ikke bevilges dækning af merudgifter til en

ekstra kørestol til brug for den konkrete fritidsaktivitet. Dette vil kunne

medføre et øget slid på kørestolen, som kan betyde, at der bliver behov for

at udskifte kørestolen tidligere end hvis kørestolen ikke anvendes til den

pågældende fritidsinteresse.”.

I sag nr. 2 i principmeddelelse 8-19 fandt Ankestyrelsen efter en konkret

og individuel vurdering, at udgiften til en sportskørestol ikke var en

nødvendig merudgift, da borgeren kunne dyrke en sammenlignelig

sportsgren i en kørestol, som klubben stillede til rådighed. I sagen var

borgeren tidligere bevilget en sportskørestol.

Betingelsen om, at merudgiften skal være nødvendig, fremgår af

lovteksten i servicelovens § 100, hvorefter ”kommunen skal yde dækning

af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer med

varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne”.

Ankestyrelsen kan ikke på det foreliggende grundlag identificere den

”tilsvarende sag fem år tidligere”, som Muskelsvindfonden henviser til.

Borgere, der mener, at de har fået afgørelser i klagesager, der ikke er i

overensstemmelse med den af Ankestyrelsen udmeldte praksis i 8-19, kan

naturligvis altid henvende sig til styrelsen med henblik på at få deres sag

genoptaget.

Venlig hilsen

Pernille Fejfer