SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 246: Spm. om ministeren vil redegøre for, hvilke krav der stilles til fagligheden hos private udbydere af tilbud efter servicelovens §§ 109 og 110, til social- og ældreministeren

Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt

Faglige anbefalinger

til § 110-

boformernes

socialfaglige indsats

September 2020

SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 246: Spm. om ministeren vil redegøre for, hvilke krav der stilles til fagligheden hos private udbydere af tilbud efter servicelovens §§ 109 og 110, til social- og ældreministeren

Publikationen er udgivet af

Socialstyrelsen

Edisonsvej 1

5000 Odense C

Tlf: 72 42 37 00

E-mail: [email protected]

www.socialstyrelsen.dk

Forfatter: Socialstyrelsen i samarbejde med

ledere og medarbejdere fra Skovvang,

Mændenes Hjem, Tre Ege Kirkens Korshær,

Svendebjerggård, Tornehøjgaard, Hørhuset,

Kollegiet Gl. Køgevej, Røde Kors Herberg for

Kvinder, Overførstergården og Kofoeds Skoles

Ungdomsboliger.

Evt. Tryk: Ankestyrelsen

Evt. 1. oplag, 1000 stk.

Udgivet: September 2020

Download eller se rapporten på

www.socialstyrelsen.dk.

Der kan frit citeres fra rapporten med angivelse

af kilde.

ISBN: 978-87-94059-15-2

digital isbn: 978-87-94059-14-5

Indhold

1. Introduktion ................................................................................................................................ 5

2. Anbefalingernes værdigrundlag ................................................................................................ 9

2.1 Housing First ........................................................................................................................... 9

2.2 Recovery ................................................................................................................................. 9

2.3 Rehabilitering ........................................................................................................................ 10

2.4 Empowerment ....................................................................................................................... 10

3. Henvendelse og optagelse ...................................................................................................... 13

3.1 Henvendelse.......................................................................................................................... 13

3.1.1 Screening ........................................................................................................................... 13

3.1.2 Optagelsessamtale ............................................................................................................. 14

3.1.3 Henvisning til anden § 110-boform .................................................................................... 15

3.1.4 Opmærksomhedspunkter og anbefalinger ved borgerens henvendelse ........................... 16

3.2 Optagelse .............................................................................................................................. 17

3.2.1 Kommunale tilhørsforhold, sagsbehandler og samarbejde med nødvendige aktører ....... 17

3.2.2 Samtykke ............................................................................................................................ 18

3.2.3 Tryghed og trivsel ............................................................................................................... 18

3.2.4 Borgerens økonomi og forsørgelsesgrundlag .................................................................... 19

3.2.5 Påbegyndelse af udredning................................................................................................ 21

3.2.6 Påbegyndelse af opholdsplan (mål og delmål) .................................................................. 21

3.2.7 Forventningsafstemning ..................................................................................................... 22

3.2.8 Husregler ............................................................................................................................ 22

3.2.9 Boligsøgning ....................................................................................................................... 23

3.2.10 Opmærksomhedspunkter og anbefalinger til borgerens optagelse ................................. 23

4. Indsatser under opholdet ......................................................................................................... 27

4.1 Sagsarbejde .......................................................................................................................... 27

4.1.1 Udredning ........................................................................................................................... 27

4.1.2 Opholdsplan ....................................................................................................................... 28

4.1.3 Samarbejde med kommunale myndigheder ...................................................................... 28

4.1.4 Samarbejdsmodellen .......................................................................................................... 29

4.1.5 Opmærksomhedspunkter og anbefalinger til sagsarbejdet ............................................... 30

4.2 Social og praktisk støtte ........................................................................................................ 31

4.2.1 Kontaktperson og relation til personalet ............................................................................. 31

4.2.2 Boligsøgning ....................................................................................................................... 32

Side 1 af 79

4.2.3 Udredning af økonomi og gæld .......................................................................................... 34

4.2.4 Borgerens netværk ............................................................................................................. 34

4.2.5 Helbred ............................................................................................................................... 35

4.2.6 Afhængighed af rusmidler .................................................................................................. 37

4.2.7 Kriminalitet .......................................................................................................................... 37

4.2.8 Uddannelse og beskæftigelse ............................................................................................ 37

4.2.9 Opmærksomhedspunkter og anbefalinger til den sociale og praktiske støtte ................... 38

4.3 Aktiviteter ............................................................................................................................... 40

4.3.1 Daglige aktiviteter og botræning på boformen ................................................................... 40

4.3.2 Aktiviteter uden for boformen ............................................................................................. 41

4.3.3 Husmøder, beboermøder og indflydelse ............................................................................ 41

4.3.4 Opmærksomhedspunkter og anbefalinger til aktiviteter ..................................................... 42

5. Indsatser ved udskrivning ........................................................................................................ 45

5.1 Udflytning fra § 110-boformen ............................................................................................... 45

5.1.1 Opmærksomhedspunkter og anbefalinger ved udflytning fra boformen ............................ 47

5.2 Tilvejebringelse af egnet bolig ............................................................................................... 48

5.2.1 Borgeren får henvist en bolig fra hjemkommunen ............................................................. 48

5.2.2 Borgeren finder selv bolig ................................................................................................... 49

5.2.3 Opmærksomhedspunkter og anbefalinger til tilvejebringelse af egnet bolig ..................... 49

5.3 Udskrivning til anden boligløsning ......................................................................................... 50

5.3.1 Opmærksomhedspunkter og anbefalinger ved udskrivning til anden boligløsning............ 50

5.4 Når samarbejdet ikke fungerer eller ophører uplanlagt ......................................................... 51

5.4.1 Udeblivelser ........................................................................................................................ 51

5.4.2 Henvisning til anden boform ............................................................................................... 51

5.4.3 Bortvisning .......................................................................................................................... 51

5.4.4 Opmærksomhedspunkter og anbefalinger til når samarbejdet ikke fungerer eller ophører

uplanlagt ...................................................................................................................................... 52

6. Medarbejderkompetencer ....................................................................................................... 55

6.1 Recovery-orienteret, rehabiliterende og empowerment-fremmende .................................... 55

6.1.1 Recovery-orienteret ............................................................................................................ 55

6.1.2 Rehabiliterende .................................................................................................................. 56

6.1.3 Empowerment-fremmende ................................................................................................. 56

6.2 Relationsdannelse ................................................................................................................. 56

6.3 Motivationsskabelse .............................................................................................................. 57

6.4 Mestring ................................................................................................................................. 57

6.5 Struktur .................................................................................................................................. 58

Side 2 af 79

6.5.1 Skabe struktur for borgeren................................................................................................ 58

6.5.2 Struktureret tilgang til det socialfaglige arbejde ................................................................. 58

6.6 Brobygning ............................................................................................................................ 59

6.7 Konflikthåndtering og voldsforebyggelse .............................................................................. 59

6.8 Akutte problemstillinger ......................................................................................................... 60

6.9 IT-fagsystemer ...................................................................................................................... 60

6.10 Praktisk arbejde ................................................................................................................... 60

6.11 Kompetenceudvikling .......................................................................................................... 61

7. IT-understøttelse ..................................................................................................................... 63

8. Kvalitetsmodellen .................................................................................................................... 65

Tema 1 omhandler uddannelse og beskæftigelse ...................................................................... 66

Tema 2 omhandler selvstændighed og relationer ....................................................................... 67

Tema 3 omhandler målgrupper, metoder og resultater............................................................... 68

Tema 4 omhandler sundhed og trivsel ........................................................................................ 69

Tema 5 omhandler organisation og ledelse ................................................................................ 69

Tema 6 omhandler kompetencer ................................................................................................ 70

Tema 7 omhandler økonomi ....................................................................................................... 70

Tema 8 omhandler de fysiske rammer ........................................................................................ 70

9. Kilder ....................................................................................................................................... 73

10. Bilag 1.................................................................................................................................... 77

Side 3 af 79

Side 4 af 79

1. Introduktion

Disse faglige anbefalinger er udarbejdet med henblik på at styrke den socialfaglige indsats, som

boformer efter servicelovens § 110 (benævnes herefter som § 110-boformer) yder til borgere

under opholdet. Anbefalingerne skal understøtte, at de socialfaglige indsatser får et målrettet og

rehabiliterende sigte, der kan bidrage til borgerens recoveryproces og vej ud af hjemløshed.

De faglige anbefalinger skal ses i sammenhæng med, at boligmarkedet flere steder vanskeliggør

at finde egnede boliger til målgruppen i en prisklasse, som borgere i hjemløshed kan betale. Det

betyder, at ventetiden på at få en bolig, fx gennem den kommunale boliganvisning, kan medføre

længerevarende ophold på § 110-boformerne.

Det kan udfordre midlertidigheden af ophold på boformer og øge vigtigheden af, at boformerne

arbejder målrettet på at understøtte borgerens recovery under opholdet, således at

længerevarende ophold ikke medfører, at borgerens udvikling stagnerer eller i værste fald

forværres, mens borgeren opholder sig på boformen.

De faglige anbefalinger er udarbejdet, så de beskriver god praksis generelt og er anvendelige for

alle § 110-boformer. Det gælder uanset, at boformer kan være meget forskellige, hvad angår

målgruppe, hvor i landet de er placeret, takster, normering og værdigrundlag, og at det medfører

forskellige vilkår og indsatser.

Anbefalingerne er udarbejdet af en arbejdsgruppe og som en del af Socialstyrelsens udbredelse

af Housing First-tilgangen på § 110-boformer. Arbejdsgruppen har bestået af medarbejdere og

ledere fra private og kommunale § 110-boformer samt medarbejdere fra Socialstyrelsen.

Følgende boformer har været repræsenteret i arbejdsgruppen: Skovvang, Mændenes Hjem, Tre

Ege Kirkens Korshær, Svendebjerggård, Tornehøjgaard, Hørhuset, Kollegiet Gl. Køgevej, Røde

Kors Herberg for Kvinder, Overførstergården, Kofoeds Skoles Ungdomsboliger.

De faglige anbefalinger til § 110-boformernes socialfaglige indsats skal ses i sammenhæng med

to tidligere udgivne sæt faglige anbefalinger:



Faglige anbefalinger til god praksis på § 110-boformerne - borgerens udredning og plan.

Faglige anbefalinger til § 110-boformernes samarbejde med kommunernes

myndighedsområder.

Anbefalingerne supplerer desuden de nationale retningslinjer for indsatsen mod hjemløshed,

som er udarbejdet i perioden 2018-2020

. Hvor de nationale retningslinjer adresserer såvel

kommunale beslutningstagere som ledere og medarbejdere på myndigheds- og

leverandørniveau, er de faglige anbefalinger især målrettet ledere og medarbejdere på § 110-

boformerne.

De nationale retningslinjer tilbyder et overblik over, hvad en bred vifte af aktører, deriblandt

kommunerne, kan gøre for at fremme en god praksis på hjemløshedsområdet. Herunder

Socialstyrelsen, 2017a

Socialstyrelsen, 2019

Socialstyrelsen, 2020

Side 5 af 79

skitsereres § 110-boformernes rolle i indsatsen mod hjemløshed på et mere overordnet plan. De

tre sæt faglige anbefalingers bidrag til hjemløshedsområdet består særligt af en grundig

udfoldelse og konkretisering af, hvordan en god praksis kan tilrettelægges på § 110-boformerne.

Anbefalingerne skal samlet set understøtte brugen af Housing First-tilgangen i samarbejdet med

borgeren under opholdet på en § 110-boform. Målet er at øge kvaliteten i de rehabiliterende

indsatser og skabe fokus på udvikling ved at målrette indsatserne. Det skal i sidste ende føre til

en reduktion i opholdstider på boformerne, og at flere borgere kommer i egen bolig med den

nødvendige støtte.

I Ankestyrelsens undersøgelse

Indsatsen over for hjemløse borgere under ophold i boformer

fra 2018 inddeles den indsats, som § 110-boformerne yder til borgerne under opholdet, i tre

faser, der handler om ”…

den indledende indsats, indsatsen under opholdet og indsatsen ved

fraflytning.”.

De faglige anbefalinger har en struktur, der i nogen grad afspejler disse faser, og

der er derudover et kapitel om medarbejderkompetencer. Anbefalingerne er dermed inddelt i

fire kapitler, der omhandler: 1) Indgang og modtagelse; 2) Indsatser under opholdet; 3)

Indsatser ved udskrivning og; 4) Medarbejderkompetencer.

Efter disse fire kapitler er der en kort beskrivelse af IT-understøttelsen på boformerne.

Afslutningsvis skitseres kvalitetsmodellen, der er den ramme, som socialtilsynene skal anvende

i vurderingen af, om en § 110-boforms tilbud har den fornødne kvalitet. Socialtilsynene skal

anvende kvalitetsmodellen ved vurderingen af kvaliteten i tilbuddene, både ved godkendelse og

i det driftsorienterede tilsyn.

Ankestyrelsen, 2018

Side 6 af 79

Side 7 af 79

Side 8 af 79

2. Anbefalingernes

værdigrundlag

Housing First-tilgangen er evidensbaseret og bygger på forskning, der viser, at med en intensiv

social støtte, kan hovedparten af borgere med komplekse støttebehov bo i egen bolig

. Gennem

den sociale støtte arbejdes der med at styrke borgerens livssituation på en række områder,

såsom bolig, økonomi, socialt netværk, daglige aktiviteter, fysisk og psykisk helbred, misbrug,

uddannelse og beskæftigelse. Den sociale støtte tager udgangspunkt i borgerens behov og

gives i en tæt dialog med borgeren om, hvad borgeren har brug for støtte til. Housing First

bygger på tilgange som empowerment, rehabilitering og recovery.

2.1 Housing First

Housing First er en tilgang, der understøtter en helhedsorienteret indsats til borgere i

hjemløshed, som både har behov for en boligløsning og social støtte. Der er ofte tale om

borgere med komplekse problemstillinger, såsom psykiske lidelser eller andre psykosociale

vanskeligheder, misbrug, manglende netværk, manglende tilknytning til arbejdsmarkedet, gæld

mv.

Housing First-tilgangen består i, at borgere i hjemløshed i starten af et indsatsforløb flytter i en

permanent, selvstændig bolig, samtidig med at der gives en individuel og helhedsorienteret

social støtte til borgeren med udgangspunkt i borgerens behov. Housing First-tilgangen betyder

ikke, at der ikke kan gives en indsats, før boligen er tilvejebragt, men derimod at den

manglende bolig anses for at være en væsentlig del af borgerens ustabile livssituation. Derfor

ses en stabilisering af boligsituationen som en forudsætning for en forbedring af borgerens

livssituation og livskvalitet. Det er vigtigt, at der skabes en helhed i samarbejdet med og

omkring borgeren, og at det sker så tidligt som muligt. Her har § 110-boformerne en særlig

mulighed for at kickstarte samarbejdet med bl.a. kommunen, da de ofte har den første kontakt

til borgeren, og fordi borgerens ophold på boformen muliggør, at der kan skabes en tæt relation

til borgeren.

Værdigrundlaget i Housing First bygger på tilgange som recovery, empowerment og

rehabilitering. I det følgende er de tre tilgange nærmere defineret.

2.2 Recovery

I Housing First-tilgangen er der fokus på at understøtte den enkelte borgers recoveryproces.

Det er en praksis, som sigter mod, at borgeren så vidt muligt bliver uafhængig af professionelle

støttesystemer. Grundprincippet er, at borgere med den rette støtte kan ”komme sig” og

overvinde de sociale omstændigheder, der enten kommer af at være i hjemløshed, eller som

har bidraget til hjemløshedssituationen. En ofte anvendt definition af recovery er, at det er:

En dybt personlig, unik forandringsproces med hensyn til ens holdninger, værdier

og mål, færdigheder og/eller roller. Det er en måde at leve et tilfredsstillende liv

på præget af håb og aktiv medvirken selv med de begrænsninger, der er

Susser et al, 1997; Tsemberis et al., 2004; Coldwell & Bendner, 2007; Nelson et al., 2007; Rambøll &

SFI, 2013; Goering et al. 2014; Benjaminsen et al., 2017

Side 9 af 79

forårsaget af sygdom. Recovery indebærer udvikling af ny mening og nyt formål i

ens liv.

I nyere engelsk forskning om recovery lægges der vægt på, at:

Recovery handler om at skabe sig et meningsfuldt og tilfredsstillende liv, sådan

som personerne selv definerer det, med eller uden symptomer og problemer,

som kan komme og gå.

Fælles for de to definitioner er deres fokus på den enkeltes proces frem mod et personligt

defineret godt liv.

2.3 Rehabilitering

Recovery er ikke en indsats, men derimod borgerens egen forandringsproces. Derfor er det

afgørende, at forandringer i borgerens liv sker ud fra borgerens egne ønsker, og at arbejdet

med borgeren altid er baseret på at lytte til borgerens ønsker og at understøtte de ressourcer,

borgeren har. Recovery er en proces, der sker i hverdagen, og som ses, opleves og virker

indefra. Den kan ikke igangsættes eller styres udefra, men kan og bør anerkendes og

opmuntres af omgivelserne.

Her spiller de professionelle indsatser en vigtig rolle, idet de enten kan hæmme eller fremme

recovery igennem den måde, de møder den enkelte på. Derfor kan man tale om recovery-

orienterede eller recovery-understøttende indsatser.

Ofte tales der også om rehabilitering, som kan defineres som et helhedsorienteret, koordineret,

målrettet og tidsbestemt samarbejde mellem en person og fagpersoner, netværk og

civilsamfund om en proces, der har til formål at understøtte personens recovery.

Rehabilitering kan defineres således:

Rehabilitering kan defineres som en række indsatser, der støtter det enkelte

menneske, som har eller er i risiko for at få nedsat funktionsevne, i at opnå og

vedligeholde bedst mulig funktionsevne, herunder at fungere i samspil med det

omgivende samfund.

Målet med rehabilitering er at bidrage til, at mennesker med nedsat funktionsevne får et

selvstændigt og meningsfyldt liv med bedst mulig funktionsevne, så de på trods af sygdom eller

sociale problemer bliver i stand til at klare hverdagslivet.

2.4 Empowerment

Begrebet empowerment nævnes ofte i forbindelse med rehabilitering.

Empowerment-tilgangen

går ud på at styrke borgerens råderum og kontrol over eget liv. Tilgangen til dette er et

ligeværdigt samarbejde mellem den professionelle og borgeren, hvor der er gensidig respekt for

og accept af hinandens forskellighed. Den socialfaglige medarbejder stiller sin viden,

Anthony, 1993

Slade et al., 2008

World Health Organization & World Bank, 2011

Eplov et al. 2013; Starring, 2000; Jensen, 2002; Andersen et al., 2000; Roberts-Yates, 2003; Medin et

al., 2003

Side 10 af 79

kompetencer og støtte til rådighed for borgeren, så borgeren kender sine muligheder og

rettigheder og på den baggrund kan træffe sine valg på et informeret grundlag. Det er

borgerens egne valg, der er omdrejningspunktet i empowerment og i en rehabiliteringsproces.

Borgeren har således ansvaret for sig selv og har ”ejendomsretten over egne problemer”, idet

det er borgeren, der bestemmer, om et problem eksisterer, og i givet fald hvordan der skal

handles på det.

Empowerment betyder direkte oversat at ”bemyndige” eller ”sætte i stand til”. Det er altså et

begreb, der sætter fokus på processer, hvorigennem mennesker bliver i stand til at modvirke

afmagt og afhængighed. I en Housing First-tilgang er empowerment centralt og indgår som en

rød tråd i rehabiliterings- og recovery-arbejdet.

Side 11 af 79

Side 12 af 79

3. Henvendelse og optagelse

Optagelse på en § 110-boform kan ske via ”selvmøderprincippet”, hvor borgeren personligt

henvender sig på boformen, eller det kan ske ved, at borgeren henvises dertil af andre, fx

offentlige myndigheder eller andre § 110-boformer. Det er lederen af § 110-boformen, der har

kompetencen til at afgøre, om borgeren kan optages på boformen.

3.1 Henvendelse

Når en borger henvender sig på en § 110-boform, vil boformen foretage en vurdering af

borgeren med henblik på at afgøre, om borgeren kan optages. Mange steder sker denne

vurdering i to trin:

A. Screening: Der gennemføres en hurtig screening af borgeren for at afgøre, om

borgeren er i målgruppen for et § 110-tilbud. Denne screening sker mange steder

allerede under den første telefonsamtale med borgeren, eller hvis borgeren møder op

på § 110-boformen.

B. Optagelsessamtale: Der gennemføres en optagelsessamtale med borgeren forud for

optagelsen, enten i direkte forlængelse af screeningen eller på et senere tidspunkt.

Optagelsessamtalen har både til formål at afdække, om borgeren reelt er i målgruppen

for et § 110-tilbud, og om den konkrete boform, som borgeren har anmodet om

optagelse på, er det rette tilbud til borgeren.

3.1.1 Screening

Der vil i den første screening af borgeren typisk være fokus på fire ting, der er med til at afgøre,

om borgeren er i målgruppen for et ophold på en § 110-boform, og om den konkrete boform er

det rette tilbud for borgeren.



Boligsituation: Har borgeren en bolig? Hvad ligger til grund for, at borgeren søger om

ophold – er borgeren fx funktionelt hjemløs?

Borgerens funktionsniveau: Hvordan er borgerens fysiske funktionsniveau? Har

borgeren fx et handicap, som kræver noget særligt af de fysiske rammer på § 110-

boformen? Har borgeren et forbrug af rusmidler, som kan rummes på boformen?

Hvordan er borgerens psykiske funktionsniveau? Har borgeren psykisk sygdom, som

kræver psykiatrisk behandling, og som udelukker optagelse på boformen?

Forventninger: Det er vigtigt, at der laves en forventningsafstemning mellem boform og

borger for at afdække, hvilke behov borgeren har, så det er tydeligt, hvad det er,

borgeren ønsker hjælp til og forventer fra § 110-boformen, og om boformens tilbud

modsvarer dette. Derudover skal det tydeliggøres, hvad boformen forventer af

borgeren.

Tryghed og trivsel med fokus på risikovurdering og mestring: Mange § 110-boformer

har spørgeskemaer, der skal bidrage til en første vurdering af, om borgeren har en

adfærd, som gør, at medarbejderne på boformen skal være ekstra opmærksomme på

risiko for voldsomme episoder. Fx anvender nogle § 110-boformer et skema inspireret



Læs mere om optagelse på § 110-boformen, målgruppeafklaring og screeningssamtalen i

Faglige

anbefalinger til § 110-boformernes samarbejde med kommunernes myndighedsområder

(Socialstyrelsen,

2019).

Side 13 af 79

af Brøset Violence Checklist(BVC)

. Socialstyrelsen har udarbejdet

Nationale

retningslinjer for forebyggelse af voldsomme episoder på botilbud samt på boformer for

hjemløse.

I disse nationale retningslinjer fremgår det, at der er gode resultater med

anvendelsen af BVC i kombination med dialogredskabet, mestringsskemaet, på

psykiatriområdet, og at der ligeledes er positive erfaringer på botilbud med disse

redskaber ift. at forebygge voldsomme episoder og fremme borgerens mestringsevne

Det er vigtigt, at § 110-boformen som en del af risikovurderingen inddrager borgerens

perspektiv og borgerens egen viden, da det kan øge boformens handlemuligheder og

ikke mindst bidrage til, at borgeren oplever sig set, hørt og forstået. Ved brug af

mestringsskemaet, eller i første omgang tænkningen bagved mestringsskemaet, vil

borgeren blive mødt af medarbejdere med kendskab til, hvordan borgerne gerne vil

mødes i forskellige situationer, og hvilke tegn borgeren udviser i disse situationer. Det

giver en viden om borgerens indefra-perspektiv (uanset hvor lidt de kan fortælle), som

er frugtbart for samarbejdet, og som kan bidrage til at forebygge voldsomme episoder.

Sikkerhedsafklaringen indgår i § 110-boformens vurdering af, om det er sikkert

og sundt for medarbejderne, at borgeren optages på boformen.

Viser screeningen, at borgeren synes at være i målgruppen for et ophold på § 110-boformen,

kan borgeren tilbydes en optagelsessamtale, hvor temaerne fra screeningen udfoldes og

suppleres med øvrige spørgsmål, der er afgørende for, om borgeren kan tilbydes plads på

boformen.

Viser screeningen derimod, at borgeren ikke er i målgruppen for et § 110-tilbud,

men har behov for en anden type hjælp, vejleder boformen borgeren om at rette henvendelse til

rette sted, fx til kommunal myndighed eller regionspsykiatri.

3.1.2 Optagelsessamtale

§ 110-boformer har forskellig praksis for, hvornår en optagelsessamtale afholdes. Nogle steder

sker optagelsessamtalen i direkte forlængelse af borgerens henvendelse og en eventuel

screening, mens optagelsessamtalen andre steder afventer, hvornår der er

medarbejderressourcer til at afholde samtalen, og/eller at der er ledig plads på § 110-boformen.

Det betyder, at borgere nogle steder bliver optaget og får plads i direkte forlængelse af

optagelsessamtalen, mens andre kan opleve ventetid fra, at borgeren er afklaret som en del af

målgruppen, og til at der er plads til borgeren på boformen. VIVEs

Brugerundersøgelse på §

110-boformer

fra 2015 viser, at omtrent hver fjerde af respondenterne i undersøgelsen, der

opholdt sig på en § 110-boform, oplevede ventetid forud for at blive optaget.

Optagelsessamtalen er en uddybende samtale, der bygger videre på det kendskab, der er til

borgeren fra en eventuel screeningssamtale. Ud over at afdække, om borgeren er indenfor

målgruppen af et § 110-tilbud, er formålet med optagelsessamtalen at give § 110-boformen det

Risikovurderingsredskabet Brøset Violence Checklist (BVC) forudsiger risikoen for vold inden for et

døgn, ved at personalet registrerer borgerens adfærd ud fra seks variable: Forvirring, irritabilitet, støjende

adfærd, fysiske trusler, verbale trusler og angreb på ting eller genstande.

Socialstyrelsen, 2017b

Socialudvalget 2010-11: Vejledning om botilbud mv. til voksne efter reglerne i almenboligloven,

serviceloven og friplejeboligloven, kap.10 pkt. 171

Socialudvalget 2010-11: Vejledning om botilbud mv. til voksne efter reglerne i almenboligloven,

serviceloven og friplejeboligloven, kap.10 pkt. 171

Benjaminsen et al., 2015

Side 14 af 79

nødvendige grundlag for at vurdere, om den konkrete boform kan matche borgerens behov.

Det vil sige at:



Give § 110-boformen et beslutningsgrundlag for vurderingen af, om boformen er det

rette sted for borgeren at få ophold.

Give § 110-boformen et indblik i, hvem borgeren er, herunder faktuelle oplysninger om

borgeren og baggrunden for, at borgeren ønsker et ophold på boformen.

Udarbejde en risikovurdering eller sikkerhedsafklaring af borgeren for at identificere

risiko for voldsomme episoder. Det er vigtigt fra begyndelsen at have fokus på trivsel og

tryghed, og risikovurderingen bør omfatte et fokus på borgerens mestring og

ressourcer, herunder hvad borgeren selv beskriver eller oplever som triggere, der

potentielt kan udløse en voldsom episode.

Der sker under optagelsessamtalen også en afklaring af borgerens opholdsbehov. § 110-

boformerne kan arbejde med forskellige typer af ophold. Beslutningen om, hvilken type ophold

en borger bevilliges, beror på en individuel vurdering af følgende spørgsmål:



Skal borgeren have en natplads, sådan at opholdet er afgrænset til en enkelt nat?

Har borgeren indledningsvis behov for at blive stabiliseret, fx modtage en socialfaglig

afrusning (hvis det indgår i tilbuddet)?

Skal borgeren tilbydes et midlertidigt ophold på boformen?

Der er ingen tidsmæssig afgrænsning af længden på et ophold på en § 110-boform i

lovgivningen, men der er tale om midlertidige ophold. Nogle kommuner har egne servicemål

el.lign., der fx definerer, at et ophold maksimalt må have en varighed på 120 dage. Et sådan

servicemål kan betyde, at handle- og betalingskommunen er aktiv og opsøgende over for

borgeren, samt at borgeren forholdsvis hurtigt tilbydes en bolig. Et servicemål kan dog kun

være vejledende, da ingen borgere må udskrives til gaden. Flere § 110-boformer har også gode

erfaringer med at sætte mål for opholdsvarighed i samarbejde med borgere og eventuelt

kommunal myndighed.

3.1.3 Henvisning til anden § 110-boform

§ 110-boformerne må ikke have ventelister for borgere, der ikke umiddelbart kan optages pga.

manglende ledig plads. Hvis der er ikke er en ledig plads på § 110-boformen, kan borgeren i

stedet henvises til en anden § 110-boform, hvor der er plads. Ledige pladser kan fx findes ved

at anvende

Pladsoversigten. Pladsoversigten

er et web-baseret redskab for § 110-boformer,

som kan anvendes af alle boformer, der tilmelder sig. Tilmeldte boformer kan registrere ledige

pladser på egen boform og se status på alle andre tilmeldte boformer. Alternativt kan borgeren

rådes til at ringe tilbage på et senere tidspunkt, når der måske er plads, men det afhjælper ikke

borgerens akutte behov for tag over hovedet.

Når der gennemføres en screening allerede ved borgerens første henvendelse, kan borgere,

der åbenlyst ikke er i målgruppen for et § 110-tilbud, få hurtig besked om dette. Så vidt muligt

bør det undgås, at borgere, der ikke er i målgruppen for et § 110-tilbud, henvises til andre §

110-boformer eller oplever at ringe forgæves gentagne gange, for så på et senere tidspunkt

alligevel ikke at kunne tilbydes en plads, da de ikke er en del af målgruppen.

Jf.

Faglige anbefalinger til § 110-boformernes samarbejde med kommunernes myndighedsområder

(Socialstyrelsen, 2019), side 7, for mere viden om optagelsessamtale og målgruppevurdering.

Side 15 af 79

Hvis en kommunal myndighed eller andre aktører er i kontakt med en borger, som, de vurderer,

kan være i målgruppen for et § 110-tilbud, bør borgeren ikke henvises til en § 110-boform, uden

at kommunal myndighed først selv har rettet henvendelse til boformen. Det bør således forud

for henvisningen sikres, at der er plads på § 110-boformen, og at borgeren umiddelbart

vurderes i målgruppen for et § 110-tilbud.

3.1.4 Opmærksomhedspunkter og anbefalinger ved borgerens henvendelse

Opmærksomhedspunkter

At anmode om ophold på en § 110-boform er ofte borgerens sidste mulighed for at finde

overnatning. Derfor er det vigtigt, at der sker en hurtig afklaring af, om borgeren kan tilbydes

ophold på boformen. En første screening af borgeren kan medvirke til hurtig afklaring af, om en

§ 110-boform er det rette tilbud for borgeren, eller om borgeren skal henvises til fx kommunal

myndighed med henblik på, at borgeren skal have et andet tilbud.

Det er samtidig vigtigt, at borgeren er informeret om § 110-boformens procedure for optagelse,

så borgeren ikke bliver skuffet, hvis § 110-boformen efter optagelsessamtalen træffer afgørelse

om, at borgeren ikke kan tilbydes ophold, eller hvis det viser sig, at der ikke straks er ledig plads

på boformen.

Endelig er det et opmærksomhedspunkt, at § 110-boformen bidrager til at understøtte, at

relevante kommunale myndighedsområder og øvrige offentlige myndigheder inddrages i

borgerens sag og ophold på § 110-boformen, sådan at borgeren får en helhedsorienteret og

koordineret indsats, som modsvarer det støtte- og behandlingsbehov, borgeren har.

Anbefalinger

De følgende seks anbefalinger skal sikre, at borgeren får hurtig afklaring af, om borgeren

tilhører målgruppen for et § 110-ophold, og at borgeren modtager en helhedsorienteret og

koordineret indsats fra start:

1. Screening. Det anbefales, at der tidligst muligt gennemføres en screening af, om

borgeren er i målgruppen for et ophold. Det kan med fordel gøres allerede ved

borgernes første henvendelse til boformen.

2. Involvering af handle-og betalingskommune. Det anbefales, at der ved henvendelser fra

offentlige myndigheder eller andre aktører, som er i kontakt med borgeren, spørges ind

til, om borgerens handle- og betalingskommune er involveret i, at der tages kontakt til

§ 110-boformen. Det kan sikre, at borgere fx ikke løslades direkte fra fængsel til

boformen eller udskrives fra hospital, uden at der sikres involvering af og koordination

med kommunal myndighed i borgerens handle- og betalingskommune.

3. Koordinationsaftaler. Det anbefales, at der ved henvendelser til § 110-boformen fra

behandlingspsykiatrien spørges ind til, om borgeren har en koordinationsaftale, der

forpligtiger de relevante kommunale myndigheder til at samarbejde om borgeren efter

udskrivning fra behandlingspsykiatrien. Det kan sikre, at § 110-boformen ikke indirekte

kommer til at bidrage til en praksis, hvor borgeren udskrives direkte til en § 110-boform,

uden at kommunal myndighed er involveret, og uden at der er en plan for borgerens

videre forløb.

4. Procedure for screening og optagelsessamtale. Det anbefales, at § 110-boformen har

en fast procedure for både screening og optagelsessamtale, som anvendes ved

borgeres henvendelse om optagelse. Proceduren bør omfatte en målgruppeafklaring,

vurdering af borgerens funktionsniveau, borgerens behov og forventninger i forbindelse

Side 16 af 79

med opholdet samt en sikkerhedsafklaring. Proceduren skal bidrage til at afklare, om

borgeren kan optages på § 110-boformen eller skal henvises til anden hjælp eller tilbud.

5. Vejledning af borgeren. Det anbefales, at § 110-boformen informerer borgeren om

boformens procedure for screening, optagelsessamtale og optagelse, så borgeren ved,

hvad udsigterne til en plads på boformen er, således at borgeren ikke unødigt oplever

skuffelse eller misforståelser undervejs.

6. Klageadgang. Det anbefales, at borgeren vejledes i, hvordan borgeren kan klage over

den afgørelse, § 110-boformen har truffet, hvis optagelsessamtalen fører til, at borgeren

ikke vurderes at kunne optages.

3.2 Optagelse

Kan borgeren optages på § 110-boformen, vil boformen indledningsvis arbejde med at afdække

borgerens ressourcer, støttebehov samt sikre, at der sker en stabilisering af borgerens

situation.

§ 110-boformerne anvender forskellige typer af optagelsesskemaer, når de modtager borgerne,

men som oftest er der i optagelsen fokus på:



Borgerens kommunale tilhørsforhold, sagsbehandler og samarbejde med nødvendige

aktører.

Samtykkeerklæring.

Tryghed og trivsel.

Borgerens økonomi og forsørgelsesgrundlag.

Påbegyndelse af udredning.

Påbegyndelse af opholdsplan.

Forventningsafstemning.

Boligsøgning.

Husregler.

3.2.1 Kommunale tilhørsforhold, sagsbehandler og samarbejde med nødvendige aktører

Det er vigtigt, at borgerens hjemkommune afklares hurtigt efter optagelsen, så hjemkommune

kan orienteres efter orienteringspligten.

Det er også relevant at spørge ind til, hvem borgerens

sagsbehandler(e) er, så § 110-boformen ved, hvem de skal samarbejde med i kommunen.

Dette er samtidig et vigtigt signal til borgeren om, at § 110-boform, kommune(r) og borger skal

samarbejde om indsatsen.

Ved borgerens optagelse på boformen, og som en del af arbejdet med borgerens udredning og

plan for opholdet, vil § 110-boformen som udgangspunkt tage kontakt til de kommunale

myndigheder og relevante aktører, der er involveret i borgerens sag. Ofte vil det være

kommunale myndigheder på social- og beskæftigelsesområdet, men det kan også være andre

kommunale myndigheder eller aktører, fx sundhedsteam eller distriktspsykiatri. Kommer

borgeren fra en anden kommune, end den hvori § 110-boformen er beliggende, betyder det, at

boform og borger skal samarbejde med to forskellige kommuner.

Læs mere om orienteringspligten i

Faglige anbefalinger til § 110-boformernes samarbejde med

kommunernes myndighedsområder

(Socialstyrelsen, 2019).

Side 17 af 79

3.2.2 Samtykke

Samarbejdet mellem borger, § 110-boformen og kommunale myndigheder sker som

udgangspunkt med borgerens samtykke. For at skabe grundlag for det bedst mulige

samarbejde med kommunale myndighedsområder i borgerens sag skal § 110-boformen

indhente borgerens samtykke til at kunne udveksle oplysninger med andre relevante

myndigheder og samarbejdsparter.

Der er en række elementer at tage højde for i forbindelse med borgerens samtykke:



Er der behov for flere samtykkeerklæringer? Der kan eksempelvis være behov for

samtykke til samarbejdet med kommunale myndigheder, samtykke til samarbejde med

regionen, samtykke til samarbejde med egen læge, hvis borgeren har brug for hjælp til

at administrere medicin, samtykke til samarbejde med pårørende, samtykke til at

udveksle oplysninger med en tidligere § 110-boform, borgeren har opholdt sig på mv.

Har borgeren et kognitivt niveau, der betyder, at borgeren ikke er i stand til at give

samtykke? Skal dataforordningsreglerne inddrages, så det kan undersøges, om der er

behov for en værgebeskikkelse, eller om pårørende må inddrages? Der kan være

oplysninger, som godt må viderebringes til andre myndigheder, for at disse kan træffe

de nødvendige foranstaltninger over for den gruppe af borgere, som ikke kan give et

habilt samtykke.

Er § 110-boformen kommunal og del af en enhedsforvaltning? Nogle kommuner er

enhedsforvaltninger. Det betyder, at medarbejdere inden for kommunen er omfattet af

samme myndighed og dermed kan/skal udveksle oplysninger på tværs af

forvaltningsgrænser, når det er relevant for den, der modtager/indhenter oplysningerne

Formålet med samtykkeerklæringen/-erne er at give borgeren mulighed for på et oplyst

grundlag at give samtykke til, at der må udveksles oplysninger om borgeren mellem de

fagpersoner, som samarbejder med og om borgeren.

3.2.3 Tryghed og trivsel

Fokus på forebyggelse kan reducere omfanget af vold og voldsomme episoder, men det kan

ikke eliminere, at der vil ske hændelser. Det er derfor vigtigt at lære af de hændelser, der sker,

så § 110-boformen også får fokus på, hvordan medarbejdere kan være en del af årsagen til, at

en hændelse opstår

. At foretage en risikovurdering er et lovmæssigt krav i

arbejdsmiljølovgivningen. Risikovurdering handler om at sikre et sundt bo- og arbejdsmiljø ved

at have tiltag til at forebygge risikofyldte situationer. Nogle § 110-boformer laver af

sikkerhedsmæssige årsager daglige risikovurderinger af borgerne. Fokus kan også være på

defusing, som handler om samtaler og læring både lige efter en hændelse, og når hændelsen

er kommet mere på afstand. Det gælder både for medarbejdere, for borgere, som har

overværet hændelsen, og for den borger, som har været involveret i hændelsen.

Tiltag til at forebygge risikofyldte situationer fordrer inddragelse af borgeren, da det ofte er den

enkelte borger, der selv bedst ved, hvornår der kan opstå en risikosituation, hvad der kan

udløse den hos borgeren, og hvad henholdsvis borger og omgivelser kan gøre på et givent

tidspunkt for at nedtone eller afværge en risikosituation. Forebyggelse af vold og voldsomme

Socialstyrelsen, 2017b

Læs mere om defusing i

Nationale retningslinjer for forebyggelse af voldsomme episoder på botilbud

samt på boformer for hjemløse,

anbefaling 64 og 71 (Socialstyrelsen, 2017b).

Side 18 af 79

episoder på § 110-boformen er dermed en fælles opgave mellem borger og boform. Det

betyder, at det ikke er nok ensidigt at fokusere på en risikovurdering. Der skal samtidig være et

fokus på borgerens ressourcer og mestring og den viden, som borger og eventuelt borgerens

netværk kan bidrage med, da det kan udvide borgers og § 110-boforms handlemuligheder samt

bidrage til, at borgeren føler sig set, hørt og forstået.

§ 110-boformens mestrings- og risikoarbejde bør ses i sammenhæng med den rehabiliterende

indsats, borgeren tilbydes under opholdet, og som skal understøtte borgerens trivsel og

tryghed. Et løbende fokus på trivsel og tryghed kan styrke hele arbejdet med udredning og

opholdsplan, og det bør således ikke ses som noget ekstra, men som noget boformen arbejder

med sideløbende og som en del af borgerens empowerment og recovery under opholdet.

Socialstyrelsen har udarbejdet

Nationale retningslinjer for forebyggelse af voldsomme episoder

på botilbud samt på boformer for hjemløse.

Formålet med retningslinjerne er at fremme

trivslen og trygheden for borgere og medarbejdere og derved nedbringe antallet af voldsomme

episoder. Retningslinjerne sætter fokus på, hvordan det socialpædagogiske arbejde med

borgeren kan tilrettelægges, så voldsomme episoder forebygges. Retningslinjerne bygger på

den aktuelt bedste viden fra forskning, undersøgelser og erfaringer fra praksis. Retningslinjerne

kan anvendes i sammenhæng med den daglige recovery-orienterede og rehabiliterende indsats

på boformen.

Retningslinjerne beskriver bl.a., hvilke særlige sociale og sundhedsmæssige forhold hos

borgeren, der kan udgøre risikofaktorer for voldsomme episoder. Det er beskrevet, at alkohol-

eller stofmisbrug, der påvirker borgernes sundhed, trivsel og evne til at mestre sårbare

situationer, kan føre til voldsomme episoder. Derudover er manglende fysisk trivsel, dårlig

ernæring samt dårlig økonomi ligeledes faktorer, der kan bidrage til at øge borgerens

frustrations- og stressniveau og i sidste ende føre til voldsomme episoder. Mange af de

borgere, der optages på § 110-boformen, vil have ét eller flere af disse elementer i deres liv, og

risikovurderinger samt forebyggelse af voldsomme episoder er dermed en vigtig del af

boformens arbejde.

3.2.4 Borgerens økonomi og forsørgelsesgrundlag

Økonomi er ofte et vigtigt punkt at berøre allerede under indskrivningen på § 110-boformen. Det

er ikke alle borgere, der har et forsørgelsesgrundlag ved optagelsen, og det kan tage tid at få

forsørgelsesgrundlaget på plads. Når borgeren ikke har et forsørgelsesgrundlag, opkræves der

ikke betaling for opholdet. Til beboere, der ikke har en indtægt, fastsætter og udbetaler

borgerens handle-og betalingskommune et beløb til personlige fornødenheder, indtil der

foreligger et indtægtsgrundlag i form af en arbejdsindtægt, pension, kontanthjælp eller anden

indtægt.

Disse borgerrelaterede udgifter vil ofte blive indregnet som en del af boformens

takst.

Socialstyrelsen, 2017b

Socialudvalget 2010-11: Vejledning om botilbud mv. til voksne efter reglerne i almenboligloven,

serviceloven og friplejeboligloven, kap.10 pkt. 180

Børne- og Socialministeriet (2017): Bekendtgørelse om finansiering af visse ydelser og tilbud efter lov

om social service samt betaling for unges ophold i Kriminalforsorgens institutioner (BEK nr. 1017 af

19/08/2017) § 2, stk. 2, nr.2

Side 19 af 79

De fleste borgere på § 110-boformerne forsørges af kontanthjælp. Kontanthjælpsydelsen søges

gennem ydelsesafdelingen i opholdskommunen, og det er nødvendigt, at borgeren skifter

adresse til boformen, inden der kan søges om forsørgelse.

Det er vigtigt for borgeren, at forsørgelsesgrundlaget sikres, og at der hurtigt træffes afgørelse

om egenbetaling for opholdet på § 110-boformen. Det er handle- og betalingskommunen, der

opkræver egenbetalingen og laver den konkrete vurdering af, om der skal træffes afgørelse om

bortfald eller nedsættelse af borgerens egenbetaling. Kommunen kan ikke opkræve

egenbetaling for borgerens ophold, før kommunen har truffet en afgørelse om egenbetalingens

størrelse og meddelt det til borgeren. En afgørelse om egenbetaling har først virkning for

borgeren fra meddelelsestidspunktet og kun for fremtiden. Egenbetaling kan således ikke

opkræves bagudrettet.

Egenbetalingen skaber en vis normalitet ved, at borgeren betaler for at

bo på boformen på lige fod med, hvis borgeren boede i egen bolig. Er opholdskommunen samt

handle- og betalingskommune den samme, kan opkrævning af egenbetaling ske ved, at

borgeren giver samtykke til, at egenbetalingen automatisk trækkes fra borgerens kontanthjælp.

Nogle kommuner tilbyder den mulighed.

Når borgeren finder en bolig, har borgeren ofte behov for at ansøge kommunen om hjælp til

indskudslån eller depositum. Indskudslån og depositum kan bevilliges med tilbagebetalingspligt,

og kommunen har som udgangspunkt pligt til at imødekomme borgerens lånansøgning,

medmindre borgeren har et tidligere indskudslån, som ikke er tilbagebetalt, eller som borgeren

ikke er begyndt at afdrage på. I nogle kommuner betragtes det som en forudsætning for hjælp til

indskudslån eller depositum, at tilbagebetaling på et eventuelt tidligere lån igangsættes. Har

borgeren under opholdet på § 110-boformen et rådighedsbeløb, som skaber grundlag for, at

borgeren kan spare op under opholdet, kan det stille borgeren bedre ved fraflytning fra § 110-

boformen, hvis boformen taler med borger og kommune om at lave en administrationsaftale, der

sikrer, at borgeren enten kan afdrage på gammel gæld eller starte en opsparing under opholdet.

Det er ikke alle borgere, der er i stand til at spare op, og § 110-boformen kan ikke stille krav om,

at borgeren skal spare op.

For at mindske risikoen for at opsparing, mangel på opsparing eller gammel gæld bliver en

problemstilling, når borgeren finder bolig, er det vigtigt, at § 110-boformen allerede fra starten af

borgerens ophold har en dialog med kommunen om forventninger til og muligheder for, at

borgeren kan spare op eller afdrage. På trods af kommunens eventuelle forventninger om, at

borgeren har et rådighedsbeløb, der muliggør en opsparing, bør mangel på opsparing dog ikke

føre til afslag på depositum

eller indskudslån i egen bolig.

For at understøtte borgerens mulighed for at finde bolig kan § 110-boformen hjælpe borgeren

med at bede kommunen om at lave en beregning på, hvor meget borgeren vil kunne sidde for i

et kommende lejemål. Ofte kan borgeren have en højere husleje, end borgerens ydelse

umiddelbart indikerer, fordi borgeren udover fx kontanthjælp eventuelt vil kunne få boligstøtte,

særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik (tilskud til høje boligudgifter eller stor

Læs mere om adresseskift og sikring af forsørgelsesgrundlag i bilag 1

Ankestyrelsens principafgørelse 23-19

Økonomi- og Indenrigsministeriet (2015): Ankestyrelsens principafgørelse 27-15 om enkeltydelse -

depositum - boligløs - uudnyttet opsparingsmulighed - flytning - boligmæssig forbedring (KEN nr. 9377 af

16/06/2015)

Jf. Beskæftigelsesministeriet (2019): Bekendtgørelse af lov om individuel boligstøtte (LBK nr. 48 af

16/01/2019) kapitel 10.

Side 20 af 79

forsørgerbyrde) mv.

En sådan forlods beregning af rådighedsbeløb eller godkendelse af

huslejeniveauet vil kunne bidrage til, at borgeren kan søge flere relevante og mulige boliger.

3.2.5 Påbegyndelse af udredning

§ 110-boformer skal sørge for, at borgere i hjemløshed får mulighed for at bo under trygge

forhold, mens årsagerne til borgerens hjemløshed og behov for støtte udredes.

§ 110-boformens udredning adskiller sig fra kommunal myndigheds udredning, da kommunal

myndigheds udredning indeholder andre og yderligere elementer til sagsoplysning end den

udredning, som foretages på § 110-boformen. § 110-boformens udredning af borgerens

funktionsniveau bygger på § 110-boformens daglige observationer og kendskab til borgeren.

Boformens viden kan supplere kommunal myndigheds udredning og bidrage til myndigheds

afgørelse om, hvilken støtte borgeren skal bevilliges under opholdet på § 110-boformen og efter

borgerens ophold.

Ophold på en § 110-boform er midlertidigt. Udredningen af årsager til borgerens hjemløshed,

borgerens ressourcer og fremtidige støttebehov bør derfor igangsættes hurtigst muligt.

Borgeren skal så vidt muligt indgå aktivt og tage medansvar for denne udredning.

Hovedformålet er at udrede borgerens ressourcer og begrænsninger, herunder afdække

borgerens generelle livssituation og ønsker for fremtiden og en kommende bolig/boligløsning.

Det er afgørende, at samarbejdet med borgeren om udredningen tager sigte mod en

helhedsorienteret afklaring, således at borgeren efterfølgende får de bedste muligheder og den

rette hjælp til at udvikle og udnytte egne potentialer. Målet er, at borgeren kan komme i egen

bolig/boligløsning med den rette støtte og på sigt opnå en højere grad af selvstændighed og

mestring af eget liv. Udredningen bør startes allerede ved optagelsen af borgeren. Det er dog

vigtigt, at udredningen sker under hensyn til den enkeltes ressourcer, ønsker og behov.

Økonomi, bolig, socialt netværk, daglige aktiviteter, fysisk og psykisk helbred, misbrug,

uddannelse og beskæftigelse vil være dimensioner, der skal indgå i udredningen, og som kan

kræve en indsats for at understøtte borgerens samlede situation og funktionsniveau.

Der eksisterer forskellige redskaber til udredning. Det vurderes af den enkelte boform, hvilket

redskab der anvendes.

3.2.6 Påbegyndelse af opholdsplan (mål og delmål)

Under borgerens ophold på § 110-boformen udarbejder boformen i samarbejde med borger en

plan for selve opholdet. Opholdsplanen gælder udelukkende for de indsatser, § 110-boform og

borger samarbejder om under borgerens ophold på boformen. Der skal derfor skabes

sammenhæng mellem målene i § 110-boformens opholdsplan og målene i den § 141-

handleplan, der udarbejdes af den kommunale sociale myndighed, og som indeholder de

samlede indsatser, som borgeren modtager på tværs af forvaltninger og fagområder.

Beskæftigelsesministeriet (2018): Bekendtgørelse om særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik

(BEK nr 1605 af 18/12/2018): § 1. Der kan ydes støtte til personer, som har været ude for en ændring af

deres forhold, og som er særligt vanskeligt stillede på grund af høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde.

Støtten ydes særskilt eller som supplement til udbetaling af uddannelseshjælp eller kontanthjælp efter

lovens §§ 23, 24 eller 25. Støtten er tidsubegrænset.

Læs mere om udredning på § 110-boformen i

Faglige anbefalinger til god praksis på § 110-boformer –

borgerens udredning og plan

(Socialstyrelsen, 2017a).

Side 21 af 79

Opholdsplanen kan derfor ikke erstatte en handleplan efter servicelovens § 141/Én Plan, og

den er udelukkende ét delelement i borgerens samlede indsats.

Hovedformålet med opholdsplanen og de rehabiliterende indsatser, borgeren modtager på

§ 110-boformen, er at bidrage til borgerens recoveryproces med henblik på, at borgeren kan

komme ud i egen bolig. Opholdsplanen for borgeren indeholder derfor relevante mål og delmål,

som tager afsæt i borgerens ønsker og drømme for den kommende bolig.

Der eksisterer forskellige redskaber til at udarbejde opholdsplaner. Det vurderes lokalt, hvilket

redskab den enkelte § 110-boform foretrækker at anvende.

Til sammenligning strækker § 141-handleplan/Én plan, der udarbejdes af den kommunale

sociale myndighed, sig ud over opholdet på § 110-boformen. Den skal bidrage til at sikre en

koordineret indsats mellem samtlige kommunale myndigheder, herunder jobcenter,

botilbudsområdet, behandlingssystem m.m. Hensigten med § 141-handleplanen er, ifølge

servicelovens § 141, at sammensætte den rette, helhedsorienterede indsats for borgeren, både

hvad angår de enkelte tilbud og den tidsmæssige rækkefølge af tilbuddene.

3.2.7 Forventningsafstemning

Der vil i forbindelse med indskrivningen være en forventningsafstemning mellem borger og

§ 110-boform om formål med opholdet, pligter, ansvar, husregler mv. Det er vigtigt at tilpasse

forventningsafstemningen til den konkrete borger. Medarbejderen på boformen må gøre sig

nogle overvejelser om, hvor mange informationer den enkelte borger kan rumme under

indskrivningen, og hvad der evt. kan vente, ligesom nogle informationer skal gentages løbende

efterfølgende. Fx har boformen Tre Ege Kirkens Korshær et redskab kaldet ”Regnbuen”, der er

et flowchart, som illustrerer det forløb, borgeren skal igennem under de første 16 uger af sit

ophold. Flowchartet er lavet i et let forståeligt sprog, og en printet version hænger synligt for

borgeren flere steder på boformen. Bl.a. hænger det på borgerens værelse som en påmindelse

til borgeren om, hvad det er for et samarbejde, der skal udspille sig under opholdet.

3.2.8 Husregler

De enkelte § 110-boformer har egne regler for adfærd, opførsel og brug af rusmidler, som

borgerne ved indskrivning skal acceptere at overholde under opholdet. Husregler bør både

balancere hensynet til den enkelte borgers frihed, selvbestemmelse og udfoldelsesmuligheder,

hensynet til de øvrige beboere, og til at personalet kan udføre deres opgaver.

Nogle § 110-boformer har fx krav om rusfrihed, mens borgerne opholder sig på boformen, mens

andre tillader brug af rusmidler på eget værelse, således at kun fællesarealerne er rusfrie

områder. Endelig er der § 110-boformer, der tillader et mere aktivt og synligt brug af rusmidler.

Husregler bidrager til den differentiering, der er i boformernes målgrupper.

Det gælder generelt, at § 110-boformerne har en høj andel af borgere med psykosociale

problemstillinger. I 2019 viste den nationale kortlægning af hjemløshed, at 73 pct. af borgerne i

hjemløshed, der opholder sig på boformerne, havde et misbrug, mens 57 pct. af borgerne var

registreret med en psykisk sygdom.

Målgruppens kompleksitet og omfang af problemstillinger

Jf.

Vejledning om servicelovens formål og generelle bestemmelser i loven (Vejledning nr. 1 til

serviceloven). Børne- og Socialministeriets vejledning nr. 9347 af 28/3 2017.

Læs mere om indhold i og udarbejdelse af opholdsplaner i

Faglige anbefalinger til god praksis på § 110-

boformerne - borgerens udredning og plan

(Socialstyrelsen, 2017a).

Benjaminsen, 2019

Side 22 af 79

kan betyde, at nogle § 110-boformer oplever et højt niveau af støj, uro og konflikter, og det kan

føre til et øget behov for at revidere og arbejde med husreglerne dels at sikre et sundt bo- og

arbejdsmiljø, og dels for at sikre, at de husregler, § 110-boformen har, også modsvarer de

ressourcer, som målgruppen for tilbuddet har.

3.2.9 Boligsøgning

Opholdet på § 110-boformen sigter mod, at borgere skal ud i egen bolig/boligløsning. Derfor

skal boformen tidligt i forløbet undersøge borgerens boligønsker og spørge ind til, hvad

borgeren tidligere har gjort og gør for at finde en bolig. Nogle § 110-boformer og kommuner

stiller krav om, at borgeren skal skrives op til bolig gennem én eller flere boligforeninger, så

borgeren kan påvise at være aktivt boligsøgende og komme i betragtning til at blive anvist en

bolig. Det er vigtigt, at boformen i samarbejde med kommunal myndighed får

forventningsafstemt, hvad der er boformens ansvar, og hvad der er den kommunale

myndigheds ansvar i forbindelse med borgerens boligsøgning.

§ 110-boformen kan også hjælpe borgeren med at søge om en enkeltydelse til at dække

udgiften til at blive skrevet op til bolig.

3.2.10 Opmærksomhedspunkter og anbefalinger til borgerens optagelse

Opmærksomhedspunkter

Når en borger optages på boformen, vil det være nødvendigt at vurdere, hvor meget information

den pågældende borger kan håndtere i den aktuelle situation. Hvis en borger fx har akut behov

for at sove, bør dele af forventningsafstemningen om ophold, husregler mv. udskydes til et

senere tidspunkt. Samtidig vil der i mange tilfælde være behov for hyppige gentagelser af eller

påmindelser om vigtig information og/eller krav. Et andet opmærksomhedspunkt er, at husregler

kan blive opfattet som strenge, urimelige eller ekskluderende af nogle borgere i hjemløshed,

hvis der ikke er balance mellem de krav og forventninger, der stilles til borgeren, og de

ressourcer, borgeren har. Derfor er det vigtigt løbende at vurdere, at boformen kun har de

husregler mv., der er nødvendige for at sikre et trygt og sikkert bo- og arbejdsmiljø for personale

og beboere. Nogle husregler kan være forældede eller udviklet på baggrund af en specifik

borger, og det kan betyde, at regelsættet over tid vokser, fordi gamle regler ikke bliver revideret.

Det er derfor god skik løbende at have fokus på regler, og at inddrage borgerne i en dialog, fx i

forhold til samvær i fællesrum m.m.

Når borgeren optages på § 110-boformen, kan boformen opleve udfordringer med at identificere

borgerens handle- og betalingskommune samt relevante kontaktpersoner i kommunen, der er

involverede i borgerens sag. Det er vigtigt fra start og med borgerens samtykke at skabe en tæt

dialog med kommunale myndighedssagsbehandlere og andre relevante samarbejdsparter, så

der sikres sammenhæng og koordination i borgerens indsatser. Det er samtidig vigtigt, at der

laves en forventningsafstemning mellem § 110-boform, borger og myndighedssagsbehandlere i

handle -og betalingskommunen (og opholdskommune, hvis det er en anden) om roller og

ansvar i samarbejdet. En forventningsafstemning kan fx omhandle, hvorvidt der er en

forventning fra handle- og betalingskommunen om, at § 110-boformen sikrer, at borgeren er

aktivt boligsøgende, eller om det er borgerens myndighedssagsbehandler, der hjælper med

opskrivning i boligselskaber.

Økonomi er ligeledes et vigtigt emne at tage op allerede ved borgerens indskrivning. I første

omgang skal borgerens forsørgelsesgrundlag sikres, og evt. logibetaling igangsættes. Det kan

Læs om redskaber til at arbejde med forebyggelse af voldsomme episoder på botilbud og boformer for

hjemløse på Socialstyrelsens hjemmeside. (https://socialstyrelsen.dk/projekter-og-

initiativer/handicap/indsatsteam-mappe/redskaber-til-forebyggelse-af-voldsomme-episoder)

Side 23 af 79

tage tid at få borgerens forsørgelsesgrundlag på plads og få et overblik over borgerens

økonomiske situation. Så længe borgerens økonomi ikke er udredt, vil det udgøre en barriere

for borgeren for at komme videre i sit liv og finde bolig.

Når borgeren er optaget på § 110-boformen, påbegynder boformen en udredning af borgerens

støttebehov. Den udredning, som boformen foretager, bygger på boformens kendskab til

borgeren gennem samtaler, observationer og faglig analyse. Udredningen er boformens afsæt

for at udarbejde en opholdsplan i samarbejde med borgeren, som definerer målene for

borgerens ophold på boformen. Boformens udredning har fokus på at udrede borgerens

ressourcer og begrænsninger i forhold til borgerens generelle livssituation og kommende bolig.

Myndighed i borgerens handle- og betalingskommune udarbejder sideløbende en

myndighedsudredning, der afdækker borgerens funktionsevne, helbredsforhold og kontekstuelle

faktorer, der er nødvendige for en sagsoplysning. Myndighedsudredningen indeholder derfor

flere og andre elementer end den udredning, som boformen udarbejder, men boformens

udredning bør indgå i myndighedsudredningen. Det er vigtigt for den videre indsats, at den

kommunale myndighedssagsbehandler i handle- og betalingskommunen får indblik i boformens

udredning og opholdsplan tidligt, og at boformens udredningen har en høj kvalitet, dvs. at

udredningens konklusion er fagligt velargumenteret, individnær og konkret. Det er en hjælp til,

at handle- og betalingskommune kan omsætte boformens udredning i praksis og bevillige de

indsatser og den støtte, borgeren har behov for under og efter opholdet på § 110-boformen.

Borgerens opholdsplan for opholdet på boformen kan, når den løbende opdateres og

fremsendes til den kommunale myndighedsrådgiver, anvendes til at dokumentere indsatsen og

borgerens progression under opholdet på § 110-boformen.

Det sker, at der forekommer voldsomme episoder på § 110-boformerne. I nogle tilfælde er

episoder rettet mod andre borgere på boformen og andre gange mod medarbejdere.

Voldsomme episoder har ført til en national debat om vold og sikkerhed på botilbud og § 110-

boformer. Det har medført et øget fokus bl.a. på § 110-boformernes risikovurdering, der er

blevet en fast del af det daglige arbejde på § 110-boformerne. Ny viden fra de nationale

retningslinjer for forebyggelse af voldsomme episoder viser, at det samtidig er vigtigt at sætte

fokus på borgerens mestring, og i det omfang det er muligt at inkludere borgerens indefra-

perspektiv. Dermed får § 110-boformen vigtig viden om, hvad borgeren selv ved er hjælpsomt i

en given situation

Anbefalinger

De følgende syv anbefalinger skal sikre, at borgeren får en god optagelse på § 110-boformen,

og at samarbejdet mellem borger, boform og kommunale myndighedsområder kommer godt fra

start:

1. Samarbejdet med kommunale myndighedsområder. Det anbefales, at § 110-boformen i

samarbejdet med kommunale myndighedsområder anvender

Faglige anbefalinger til §

110-boformernes samarbejde med kommunernes myndighedsområder

. Det handler

fx om tidligt at inddrage jobcenter/ydelsesafdeling i samarbejdet med borgeren.

2. Borgerens forsørgelsesgrundlag. Det anbefales, at § 110-boformen beskriver

arbejdsgange til at sikre borgerens forsørgelsesgrundlag, adresseskift, oprettelse af

Læs mere om konflikthåndtering i Nationale retningslinjer for forebyggelse af voldsomme episoder på

botilbud samt på boformer for hjemløse, anbefalingerne 52-59 (Socialstyrelsen, 2017b)

Socialstyrelsen, 2019

Side 24 af 79

NemID, fremskaffelse af legitimation med billede eller personattest, indhentning af

dokumentation fra bank mv.

Forventningsafstemning. Det anbefales, at der sker en løbende forventningsafstemning

mellem borger og § 110-boform om opholdet og det indbyrdes samarbejde.

Information til borgeren. Det anbefales, at § 110-boformen udarbejder en pjece, mappe

eller lignende med vigtige informationer, såsom en oversigt over, hvad der skal ske

under opholdet, husregler mv., der er synlig og frit tilgængeligt for borgerne på

boformen.

Husregler. Det anbefales, at § 110-boformen løbende vurderer og reviderer husregler

mv., så de sikrer borgernes retssikkerhed, oplevelse af retfærdighed, tryghed og

ressourcer.

Boligsøgning. Det anbefales, at § 110-boformen i dialogen med borger og kommunal

myndighedssagsbehandler afklarer forventninger til og ansvar for borgerens aktive

boligsøgning under opholdet.

Det anbefales, at § 110-boformen i arbejdet med udredning af borgerens støttebehov

og plan for opholdet anvender

Faglige anbefalinger til god praksis på § 110-boformerne

- borgerens udredning og plan.

Socialstyrelsen, 2017a

Side 25 af 79

Side 26 af 79

4. Indsatser under opholdet

Ifølge serviceloven er et kriterium for, at en borger kan optages på en § 110-boform, at

borgeren har et

behov for omsorg, aktiverende støtte og efterfølgende hjælp.



Den omsorgsmæssige indsats,

der ydes for den enkelte borger på § 110-boformen,

er kendetegnet ved at være recovery-orienteret. Den ydes ud fra medarbejderens

engagement, faglige viden og respekten for borgerens egne behov, ønsker og drømme.

Indsatsen adskiller sig fra behandling, der ydes på andre tilbud.

Aktiverende støtte

udgøres af den indsats, der understøtter, at borgeren kan komme

videre i egen bolig eller en anden boligløsning. Eksempelvis bidrager en udredning til

det videre arbejde med en plan for borgerens ophold og recoveryproces.

Efterfølgende hjælp

refererer til borgerens behov for at få støtte, når der sker

udflytning fra boformen, fx i regi af § 110-boformers tilbud om efterforsorg.



Der er variation i, hvad § 110-boformerne tilbyder inden for rammerne af

omsorg, aktiverende

støtte og efterfølgende hjælp.

Det skyldes, at der er forskel på, hvilken målgruppe af borgere,

boformerne henvender sig til, hvor i landet de er placeret, hvilke fysiske rammer boformerne

har, og hvilken normering der er på boformerne. Nogle boformer rummer de borgere, der er i de

mest udsatte og kaotiske omstændigheder, som typisk har korte ophold og søger

korterevarende stabilitet. På disse steder vil fokus for personale og boform næsten udelukkende

være på den omsorgsmæssige indsats, i form af skadesreduktion, rettet mod at afhjælpe

hjemløsheden og akutte problemstillinger. På andre § 110-boformer er målgruppen borgere i

mindre kaotiske omstændigheder, som har længere ophold. Her er der således mulighed for at

arbejde mere struktureret og langsigtet med aktiverende støtte og efterfølgende hjælp.

Det betyder, at selvom alle § 110-boformer overordnet arbejder med indsatser, der sigter mod,

at borgeren kan klare sig i egen bolig, anden boligløsning eller blive mere selvhjulpen, så er

præmisserne for boformernes arbejde forskellige, og det vil afspejle sig i den socialfaglige

indsats, der ydes på den enkelte boform.

4.1 Sagsarbejde

En del af den omsorgsmæssige indsats og aktiverende støtte omfatter sagsarbejde, hvor

boformen i samarbejde med borgeren udreder de støttebehov og ressourcer, som borgeren har.

Formålet er at afdække og lave en plan for, hvad der skal arbejdes med under opholdet, for at

borgeren kan komme i egen bolig eller anden boligløsning. Sagsarbejdet bidrager ligeledes til at

identificere de relevante parter, som i samarbejde med § 110-boform og borger skal bidrage til,

at borgeren får en helhedsorienteret plan med de indsatser, der kan sikre, at borgeren kan

komme ud af hjemløshed og forbedre sin samlede livssituation.

4.1.1 Udredning

For at sikre en systematisk indsamling af viden under borgerens ophold bør udredningen på

§ 110-boformen foregå efter en fast metode. En fast metode sikrer, at alle medarbejdere på

boformen har et fælles fagligt afsæt for at arbejde med udredning, og at borgerne modtager

samme kvalitet i udredningsindsatsen under opholdet. Der findes forskellige metoder til

udredning, fx Voksenudredningsmetoden, Udredning og Plan, ASI-forsorg og

Side 27 af 79

Forandringskompasset.

Det er op til den enkelte boform at beslutte, hvilken metode der

anvendes.

Målet med at udarbejde en udredning sammen med borgeren er flersidigt. Dels skal udredning

anvendes som et redskab til at sikre en dialog med borgeren, hvor borgeren inddrages i eget

udviklingsarbejde og den plan, der skal udarbejdes for opholdet. Dels er der i

udredningsprocessen fokus på borgerens ressourcer, vilkår

og ønsker, fx til en kommende

bolig. Udredningsarbejdet sigter dermed også mod, at borgeren kan få den rette støtte,

herunder om der er behov for supplerende støtte under opholdet på § 110-boformen, og/eller

om borgeren har behov for støtte til at bo i egen bolig. Udredningen kan dermed understøtte, at

borgeren får en helhedsorienteret og sammenhængende indsats både under og efter ophold på

§ 110-boformen.

Udredningsarbejdet vil foregå løbende, da borgerens situation kan ændre sig under opholdet.

Det betyder også, at der vil være behov for en løbende målgruppevurdering af den enkelte

borger med henblik på at sikre, at § 110-boformen fortsat er det mest egnede tilbud til borgeren,

indtil der foreligger en anden boligløsning.

Borgerens udredning bør med borgerens samtykke integreres i myndighedsrådgivers § 141-

handleplan.

4.1.2 Opholdsplan

Hovedformålet med opholdsplanen og de rehabiliterende indsatser, borgeren modtager på

§ 110-boformen, er at bidrage til borgerens recoveryproces, så borgeren kan komme i egen

bolig eller i anden boligløsning. Borgerens opholdsplan indeholder derfor relevante mål og

delmål, som tager afsæt i borgerens ønsker og drømme for den kommende bolig.

Opholdsplanen understøtter borgerinddragelse, og at borger og boform har en fælles retning og

forståelse for formålet med opholdet. Opholdsplanen beskriver, hvad der skal samarbejdes om

under opholdet, for at borgeren efterfølgende kan opnå en relevant og langsigtet boligløsning.

Yderligere beskrives rolle- og ansvarsfordeling for opnåelse af de konkrete mål, der er sat i

opholdsplanen.

Via en løbende revidering af borgerens opholdsplan, i tæt samarbejde med borgeren, bidrager

opholdsplanen samtidig til at skabe øget viden om den enkelte borgers konkrete ressourcer og

problemstillinger undervejs i opholdet.

Borgerens opholdsplan bør med borgerens samtykke integreres i myndighedsrådgivers § 141-

handleplan.

4.1.3 Samarbejde med kommunale myndigheder

Kommunale myndigheder og boformer er ifølge servicelovens § 148, stk. 2 gensidigt forpligtede

til løbende at følge op på, om iværksatte indsatser - bl.a. opholdet på boformen - lever op til

formålet, og om der er behov for at yde andre former for hjælp og støtte.

Socialstyrelsen, 2017a

Med vilkår menes: psykiske lidelser, tidlige skader, senskader, traume, netværk, kognitive evner mv.

Socialstyrelsen, 2017a

Side 28 af 79

For at sikre at borgeren modtager en helhedsorienteret indsats, er det afgørende, at der er et

tæt og koordineret samarbejde mellem § 110-boformen og de kommunale myndigheder. For at

sikre en god start på samarbejde kan § 110-boformen aftale et møde mellem kommune(r),

borger og boform allerede ved den indledende kontakt til de kommunale myndigheder. Tidlig

involvering af de kommunale myndigheder bidrager til, at de indsatser, som borgeren har behov

for, kan igangsættes hurtigt.

Fokus i det indledende samarbejde eller på det første samarbejdsmøde med kommunale

myndigheder vil som oftest være at få drøftet og igangsat indsatser og aktiviteter, der kan

understøtte borgerens vej fra § 110-boform og ud i egen bolig eller anden boligløsning. Det kan

fx være en afklaring af borgerens økonomi, der kan føre til igangsættelse af ordninger for afdrag

af gæld, egenbetaling under opholdet og administration af borgerens økonomi. Det kan fx også

være afklaring af behov for supplerende bostøtteindsats under opholdet (afhængigt af, hvad der

er indeholdt i boformens takst), start/genoptagelse af misbrugsbehandling eller mulighed for

deltagelse i en af kommunens beskæftigelsesindsatser.

Ankestyrelsens undersøgelse

Indsatsen overfor borgere under ophold i boformer

viser, at

omkring to tredjedele af alle landets boformer oplever, at de har borgere boende, hvis behov de

har svært ved at imødekomme med den støtteindsats, som er inkluderet i boformens takst, eller

som følger af servicelovens § 110.

Nogle borgere har behov for intensiv praktisk hjælp og

støtte i hverdagen, kontinuerlig støtte i forbindelse med udredning i fx psykiatrien eller har

behov for en anden type af tilbud, fx en boligløsning efter almenboliglovens § 105 eller

servicelovens § 108, hvilket underbygger vigtigheden af et tæt samarbejde med de kommunale

myndighedsområder.

De indsatser, som borgeren bevilliges af myndighedssagsbehandler, bør formuleres i en § 141-

handleplan, hvoraf indhold i en eventuel jobplan også bør fremgå. Formålet med § 141-

handleplanen er at definere målet med den samlede indsats, som borgeren modtager, og på

den måde sikre en sammenhængende og helhedsorienteret indsats på tværs af

myndighedsområder, forvaltninger og lovgivning.

4.1.4 Samarbejdsmodellen

På hjemløshedsområdet arbejder flere kommuner med samarbejdsmodellen ”Vejen til

uddannelse og beskæftigelse". Modellen er en helhedsorienteret indsats rettet mod unge i

hjemløshed eller i risiko for hjemløshed. Modellen er blevet udviklet og afprøvet i et samarbejde

mellem Socialstyrelsen og 11 kommuner i ”Ungeprojektet” i perioden 2014-2017.

Samarbejdsmodellen understøtter, at flere unge kommer i uddannelse og beskæftigelse

gennem et tværfagligt og tværsektorielt samarbejde. Modellen anvendes i nogle kommuner

også i indsatsen overfor voksne borgere i hjemløshed, da den er bygget op om borgeren og

støtter de involverede fagpersoner på tværs af forvaltninger i at koordinere mål og indsatser i et

struktureret og kontaktbaseret forløb. Samarbejdsmodellen opstiller fælles mål på tværs af

forvaltninger, borgerens netværk og borgeren selv omkring uddannelse og beskæftigelse, men

den kan med fordel også omfatte øvrige dimensioner i borgerens liv, såsom bolig, økonomi,

psykisk og fysisk helbred, forbrug af rusmidler og netværk.

Ankestyrelsen, 2018

Læs mere om samarbejdsmodellen og find materialer, der understøtter arbejdet med modellen på

Socialstyrelsens hjemmeside. (https://socialstyrelsen.dk/unge/eftervaern/om-eftervaern/vejen-til-

uddannelse-og-beskaeftigelse/materialesamling)

Side 29 af 79

4.1.5 Opmærksomhedspunkter og anbefalinger til sagsarbejdet

Opmærksomhedspunkter

Når der udarbejdes systematiske udredninger og målrettede opholdsplaner på boformen, som

er velfunderede metodisk og socialfagligt, bidrager det til at skærpe fokus og formål med

opholdet på boformen. Det gode sagsarbejde sikrer ophold, der understøtter borgerens

forandring mod størst mulig selvhjulpenhed.

Boformen står dog kun for en del af de indsatser, som borgeren kan have behov for under

opholdet. For at borgeren modtager en tilstrækkelig og helhedsorienteret indsats, er det derfor

afgørende, at der er et tæt og koordineret samarbejde mellem borger, boform og kommunale

myndighedsområder. Når borgerens opholdskommune ikke er den samme som borgerens

handle- og betalingskommune, betyder det, at der skal samarbejdes med forskellige

myndighedsområder i forskellige kommuner sideløbende, og det kan komplicere samarbejdet

og indsatsen. Samtidig har kommunerne forskellige serviceniveauer, de kan ligge geografisk

langt fra hinanden, de har måske ikke samme tilgang til, hvilken indsats borgeren har behov for

mv. Endelig betyder kompleksiteten i nogle borgeres problemstillinger ofte, at der kan være

mange relevante aktører i borgerens sag, og derfor får § 110-boformen en vigtig rolle i at hjælpe

borgeren med at navigere i de kommunale systemer.

Anbefalinger

Følgende seks anbefalinger skal bidrage til at sikre en høj kvalitet i § 110-boformens

sagsarbejde, som understøtter, at borgeren får en helhedsorienteret og koordineret indsats:

1. Det anbefales, at § 110-boformen i arbejdet med udredning af borgerens støttebehov og

plan for opholdet anvender

Faglige anbefalinger til god praksis på § 110-boformerne -

borgerens udredning og plan.

Anbefalingerne kan sikre kvaliteten i det socialfaglige

arbejde.

2. Løbende målgruppevurdering. Det anbefales, at § 110-boformen foretager en løbende

målgruppevurdering af borgeren med henblik på at sikre, at borgeren fortsat er i

målgruppen for et § 110-tilbud, da borgerens situation kan ændre sig over tid. Nogle

borgere kan være udredte og stabiliserede, således at der kan arbejdes mere målrettet med

en anden boligløsning. Andre borgere kan have oplevet en forringelse i deres

funktionsniveau under opholdet, som betyder, at de er i målgruppen for en anden type af

tilbud end en § 110-boform.

3. Det anbefales, at § 110-boformen i samarbejdet med borgerens opholds- samt handle- og

betalingskommune anvender

Faglige anbefalinger til § 110-boformernes samarbejde med

kommunernes myndighedsområder.

Anbefalingerne kan sikre, at boformen bidrager bedst

muligt til et tæt og koordineret samarbejde med borger og kommunale myndighedsområder.

4. § 141-handleplan. Det anbefales, at § 110-boformen understøtter, at borgeren tilbydes og

får udarbejdet en § 141-handleplan. Dette skal sikre, at handle- og betalingskommunen

involveres i borgerens sag, og at borgeren får en helhedsorienteret plan, der rækker ud

over opholdet på boformen.

5. Brobygning. Det anbefales, at § 110-boformen agerer brobygger mellem borger og

kommunale myndighedsområder.

Socialstyrelsen, 2017a

Socialstyrelsen, 2019

Side 30 af 79

6. Helhedsorientering i indsatsen. Det anbefales, at § 110-boformen bidrager til at sikre

helhedsorientering i indsatsen, bl.a. ved at fremsende udredning samt opholdsplan til

kommunal myndighed i handle- og betalingskommunen, med borgerens samtykke.

4.2 Social og praktisk støtte

§ 110-boformen arbejder med social og praktisk støtte inden for alle dimensioner af borgerens

liv, såsom bolig, økonomi, socialt netværk, aktiviteter i hverdagen, fysisk og psykisk helbred,

misbrug, uddannelse og beskæftigelse. Det vil dog være forskelligt, hvordan der kan arbejdes

med de enkelte dimensioner alt efter, hvad borgeren ønsker at arbejde med, og hvilke mål

borger og boform i fællesskab har formuleret i opholdsplanen. Indsatserne sigter mod, at

borgeren efter opholdet kan klare sig i egen bolig eller anden boligløsning med støtte, eller at

borgeren bliver mere selvhjulpen.

4.2.1 Kontaktperson og relation til personalet

De fleste § 110-boformer tilbyder borgeren en fast kontaktperson under opholdet, der er

sagsansvarlig og varetager tovholderfunktionen samt brobygger til de indsatser, som borgeren

modtager på og uden for boformen.

Kontaktpersonen har ansvaret for den daglige kontakt

med borgeren og sikrer i dialog med borgeren den løbende opfølgning på borgerens udredning

og opholdsplan. Det er også kontaktpersonen, som borgeren henvender sig til, hvis borgeren

har behov for en samtale eller brug for hjælp til noget.

På andre § 110-boformer anvendes der ikke én kontaktperson, og her vil flere medarbejdere

have ansvaret for borgerens sag. Ansvarsfordeling mellem flere medarbejdere forudsætter, at

medarbejderne har en fælles struktur og systematik for at dokumentere på borgerens sag i

journalsystemet, sådan at alle medarbejdere til enhver tid kan orientere sig i og opdatere sig

om, hvad der er sket i samarbejdet med og omkring borgeren. På de steder, hvor

ansvarsfordelingen fungerer, oplever boformerne, at denne model giver en større åbenhed og

fleksibilitet i medarbejdernes arbejde med borgerne, fordi alle medarbejdere kender alle borgere

og kan tilgå samme viden om de borgere, der har ophold på boformen.

Kontaktperson og øvrige medarbejdere på § 110-boformen kan yde borgeren social og praktisk

støtte til en lang række opgaver, fx at følge med borgeren til møder på jobcenter eller i

socialforvaltning, ledsage borgere til behandling i psykiatrien eller på misbrugscenteret, hjælpe

borgeren med at tage kontakt til andre tilbud, skabe overblik over borgerens økonomi, hjælpe

borgeren med boligsøgning og hjælpe med IT, herunder anvendelse af NemID.

Omfanget af den støtte, den enkelte borger tilbydes, vil variere alt efter borgerens egne ønsker,

ressourcer og behov samt § 110-boformens rammevilkår, herunder normering. Det er

eksempelvis ressourcekrævende at ledsage borgeren til møder eller behandling ude af huset,

og det kræver, at andre medarbejdere varetager boformens øvrige drift imens. Derfor vil

ledsagelse ofte ske på baggrund af en konkret vurdering af borgerens behov og boformens

ressourcer på det pågældende tidspunkt. I nogle kommuner eksisterer der frivillige ledsager-

eller bisidderordninger. Benyttelse af disse ordninger kan være en mulighed, når § 110-

boformen ikke har mulighed for at ledsage borgeren. Fordelen kan være, at borgeren

fremadrettet og efter opholdet på § 110-boformen fortsat vil kunne anvende disse typer af tilbud

om at få en ledsager eller bisidder. Omvendt kan ulemper være, at boformen ikke får den

Ankestyrelsen, 2018

Side 31 af 79

indsigt i borgerens sag og de observationer af borgerens ressourcer, som ledsagelse kan give

mulighed for.

Idet borgerne bor på boformen, er der typisk mulighed for at skabe en tættere relation mellem

borger og medarbejdere på boformen, end borgen har til (andre) kommunale myndigheder, og

det kan skabe et godt afsæt for et tæt samarbejde. I Ankestyrelsens undersøgelse

Indsatsen

over for borgere under ophold i boformer

svarer 86 pct. af de adspurgte borgere, at de har en

meget god eller god relation til deres kontaktperson, og 96 pct. af borgerne svarer, at de har en

god relation til medarbejderne på boformen som helhed. Samtidig viser undersøgelsen, at

borgerne generelt oplever, at medarbejderne har tid til dem (76 pct.), at medarbejderne kan

hjælpe med de problemer, der evt. kan opstå (69 pct.), og at medarbejderne er interesserede i,

hvordan borgeren har det (81 pct.).

Den gode relation til borgeren betyder, at medarbejderne

kan gøre væsentlige observationer af adfærd, handlestrategier, støttebehov, ressourcer mv.,

der kan anvendes i det socialfaglige arbejde med borgeren og bidrage til, at borgeren får en

større forståelse af de livsmønstre, som er årsag til eller forårsager hjemløshed. Den gode

relation betyder også, at medarbejderne kan understøtte borgerens motivation for indsatsen

under opholdet, og den har dermed afgørende betydning for at bidrage til borgerens

vedvarende forandring. Det kan fx handle om at motivere borgeren til at tage imod et tilbud om

bolig fra hjemkommunen, deltage i aktiviteter, som boformen laver, eller aktiviteter, som foregår

i regi af jobcenteret.

4.2.2 Boligsøgning

Nogle kommuner stiller krav om, at borgeren skal skrive sig op til bolig gennem ét eller flere

boligselskaber, før borgeren kan komme i betragtning til at blive indstillet til bolig gennem

kommunens boliganvisning. Nogle borgere er ved optagelsen på § 110-boformen skrevet op til

bolig i et boligselskab eller bliver det i forbindelse med indskrivningen. I andre tilfælde vil det

være en af de opgaver, som boformen understøtter borgeren i under opholdet, når borgerens

ønsker til bolig og beliggenhed er blevet afdækket. Hvilke og hvor mange boligselskaber,

borgeren skrives op i, kan variere, og nogle steder er der etableret sammenslutninger af

forskellige boligselskaber, der gør det mere enkelt for borgeren at søge bolig. Udgiften til at

blive skrevet op til bolig i et boligselskab skal borgeren som udgangspunkt selv dække. I nogle

kommuner er det dog muligt at søge om en enkeltydelse til indmeldelse i boligselskaber, hvis

borgeren ikke selv kan dække udgiften. Stiller kommunen krav om opskrivning i boligselskaber,

bør der være mulighed for, at udgiften dækkes i form af en enkeltydelse.

I forbindelse med boligsøgning afdækker § 110-boformen borgerens ønsker til boligens

placering, størrelse, faciliteter og husorden. Det kan fx dreje sig om, at der ikke må være trapper

af hensyn til borgerens bevægelsesmuligheder, og at det skal være tilladt for borgeren at have

husdyr. Der spørges også ind til, om der er gammel gæld til boligselskaber, og der foretages en

socialfaglig vurdering af, om borgeren har behov for administration af de faste boligbevarende

udgifter, behov for støtte i sin kommende bolig og andre forhold, der er relevante for, at

borgeren kan skabe et hjem og fastholde det. Jo mere grundig afdækningen er, des mere

kvalificeret kan den efterfølgende boligsøgning og hjælp blive. Det er vigtigt, at udredningen

bliver udarbejdet i samarbejde med kommunal myndighedsrådgiver, der har dialogen om den

boligsociale anvisningsret i kommunen, så borgeren kan tilbydes en relevant og egnet

boligløsning.

Ankestyrelsen, 2018

Side 32 af 79

Der er borgere, som under opholdet på § 110-boformen viser sig at have et dårligere

funktionsniveau, end boformens første målgruppeafklaring viste, eller hvis helbred er blevet

forværret under opholdet. Der kan dermed være borgere, som, boformen vurderer, ikke er i

stand til at bo i en almindelig bolig, men som skal have en anden boligløsning, fx et § 108-tilbud.

I de situationer kan det være svært for § 110-boformen ud fra en faglig vurdering at

argumentere for, at borgeren skal skrives op til bolig i et boligselskab. I stedet skal der arbejdes

tæt sammen med kommunal myndighed om at finde den rette alternative boligløsning. Når

borgeren har behov for et andet tilbud, skal boformens udredning kunne bidrage til at kvalificere

kommunal myndighedssagsbehandlers udredning og understøtte, at myndighedssagsbehandler

kan dokumentere, at borgerens funktionsniveau tilsiger, at der er behov for en anden løsning

end egen ordinær bolig. Det kan også betyde, at boformen skal være kommunal myndighed

behjælpelig med yderligere udredning, fx funktionsvurderinger, med henblik på at sikre, at

borgerens sag bliver tilstrækkeligt belyst til, at kommunal myndighed kan træffe afgørelse om

den rette boligløsning. I mange tilfælde vil det medføre, at kommunal myndighed samarbejder

tæt med de medarbejdere på § 110-boformen, der omgås borgeren dagligt.

En undersøgelse fra 2015 viser, at langt størstedelen af de borgere, der opholder sig på § 110-

boformerne, ønsker deres egen bolig. Ud af den samlede gruppe af borgere i undersøgelsen

svarer 90 pct., at de ønsker egen bolig, og blandt de unge er tallet 97 pct.

. Hovedparten af de

adspurgte borgere tilkendegiver i undersøgelsen, at de ønsker en lejlighed i en almindelig

opgang, men der er også borgere, der gerne vil bo i et opgangs- eller bofællesskab (8 pct.) eller

en ”skæv bolig” (7 pct.), der er en alternativ boligløsning til de borgere, som har vanskeligt ved

at bo i en almindelig bolig. Herudover er der 3 pct. af borgerne, der har et ønske om en

plejehjemsplads (herunder alternativ plejehjemsplads efter servicelovens § 108), og endelig er

der en restgruppe af borgere, der ønsker at blive boende på boformen. Undersøgelsen viser, at

langt de fleste borgere i hjemløshed ønsker en helt almindelig bolig, og at der også er behov for

en vifte af differentierede boligløsninger.

Idet ventetiden på en bolig kan være lang både gennem de almennyttige boligselskaber og den

kommunale boliganvisning, er det vigtigt også at have fokus på den boligmasse og de

muligheder, der ligger på det private boligmarked.

Boligsøgningen skal tage udgangspunkt i borgerens ønsker og drømme for den kommende

bolig. Stemmer disse ikke overens med, hvad der er realistisk ud fra kommunens boligmasse og

borgerens indkomst, kan det være en pædagogisk opgave for både boform og kommunal

myndighedsrådgiver sammen med borgerne at få afstemt og defineret, hvad der er en egnet

bolig, så borgeren kan få et tilbud om bolig, som borgeren vil sige ja til. Især boformen vil opleve

at skulle arbejde med borgeren om, hvordan borgerens ønsker til bolig kan realiseres ud fra den

boligmasse, som kommunen har til rådighed, sådan at der kan findes en boligløsning, som

borgeren kan se sig selv i.

Er borgeren på én af de lavere forsørgelsesydelser, fx integrationsydelse, vil der være færre

boligløsninger med en husleje, der matcher borgerens betalingsevne. § 110-boformen og

kommunal myndighed bør derfor være opmærksomme på bestemmelsen i lov om aktiv

socialpolitik om, hvem der er omfattet af integrationsydelse. Både i § 11 stk. 3 og stk. 4 findes

særlige bestemmelser, som undtager nogle grupper, idet det fremgår: ”I

beregningen af

opholdstiden efter 1. pkt. indgår perioder, hvor personen har haft folkeregisteradresse her i

riget, medmindre særlige grunde fører til et andet resultat”.

Særligt borgere i hjemløshed vil

Benjaminsen et al., 2015

Beskæftigelsesministeriet (2019): Bekendtgørelse af lov om aktiv socialpolitik (LBK nr 247 af

13/03/2019) § 11 stk.3 og stk. 4

Side 33 af 79

ofte have svært ved i perioder at kunne dokumentere deres ophold i landet. Der bør også være

skærpet opmærksomhed på, om borgeren er omfattet af EU-retten

eller den nordiske

konvention.

Nogle borgere i hjemløshed kan på et ikke tilstrækkeligt oplyst grundlag have fået

tilkendt integrationsydelse, og her kan § 110-boform og social myndighed bidrage til at få

borgeren visiteret til den rette ydelse.

Endelig kan § 110-boformen opleve at have borgere på boformen, som er udredte og

stabiliserede, som afventer bolig, og som ikke længere er i målgruppen for et § 110-tilbud. I de

tilfælde bør fokus på aktiv boligsøgning øges, ligesom det kan være på tale at sætte en

tidsbegrænsning på for, hvor længe borgeren kan blive på boformen. Tidsbegrænsningen kan

skærpe borgerens motivation til at gøre sin søgning efter bolig bredere samt tilskynde til, at

borgeren tager imod tilbud om bolig fra handle- og betalingskommunen. Boformens krav til

borgerens aktive boligsøgning bør dog altid bero på en konkret og individuel vurdering af

borgerens ressourcer og muligheder. Lykkes det ikke borgeren at finde en bolig inden for

tidsbegrænsningen, og/eller har borgeren ikke været aktiv boligsøgende, kan det være på tale

at opsige samarbejde mellem boform og borger og viderehenvise borgeren til en anden § 110-

boform. Borgeren må dog aldrig udskrives til gaden.

4.2.3 Udredning af økonomi og gæld

Udredning af borgerens økonomi bør være i fokus under opholdet på § 110-boformen. Det

handler om at få sikret borgerens forsørgelsesgrundlag, igangsat egenbetalingen for opholdet

og beregnet borgerens rådighedsbeløb. Desuden har mange borgere gæld, som de har behov

for hjælp til at få igangsat en afdragsordning på, og nogle kan med fordel starte en opsparing

op. Derfor er det vigtigt, at § 110-boformen sammen med borgeren skaber et overblik over

borgerens økonomi, således at borgeren forstår og bliver i stand til at agere inden for sit

økonomiske råderum. For de boformer, der ikke selv tilbyder gældsrådgivning, kan det være

relevant at hjælpe borgeren til gældsrådgivning andre steder. Det kan fx være i kommunen eller

en frivillig organisation.

Hvordan boformen arbejder med borgerens økonomi kan variere og beror samtidig på en

individuel vurdering af den enkelte borgers behov. Det kan omhandle alt fra at søge om ydelser

hos kommunen sammen med borgeren, gå til møder med skattemyndigheder og bank, fx med

henblik på at indgå aftaler om afvikling af gæld, til at understøtte, at borgeren får betalt sine

regninger, herunder foretage tilmelding til betalingsservice af faste udgifter.

Endelig er der behov for en særlig opmærksomhed på kontinuiteten i borgerens økonomiske

ydelser, bl.a. for at undgå en situation, hvor borgeren på grund af en sanktion ikke får udbetalt

sin kontanthjælp.

4.2.4 Borgerens netværk

Mange af de borgere, der opholder sig på en § 110-boform, har et svagt socialt netværk og

svag eller ingen kontakt til deres familie. En stor del af disse borgeres netværk består af sociale

relationer med andre udsatte borgere, som er blevet etableret under opholdet på boformen eller

i hjemløshedsmiljøet. Forskning viser, at ensomhed er én af de største udfordringer for borgere,

der flytter i egen bolig, og derfor er netværk og netværksdannelse et vigtigt fokuspunkt i

Efter § 11, stk. 4 (nu stk. 7) i lov om aktiv socialpolitik gælder kravet om, at ansøgeren skal have opholdt

sig lovligt her i riget i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år, ikke for EU-/EØS-borgere, i det omfang

disse efter EU-retten er berettigede til hjælpen.

Udenrigsministeriet (1996): Bekendtgørelse af Nordisk Konvention af 14. juni 1994 om Social Bistand og

Sociale Tjenester.

Side 34 af 79

samarbejdet med borgeren både under og efter opholdet på § 110-boformen. Boformen bør

altid spørge ind til, hvilke ønsker borgeren har for sit sociale netværk.

§ 110-boformen kan efter borgerens ønske arbejde med at genetablere borgerens netværk.

Måske har borgeren familie og børn eller andre tidligere relationer, som borgeren ønsker hjælp

til at genoptage kontakten til. At borgeren lever i hjemløshed, kan dog ofte være en barriere for

at genetablere kontakt til familie og venner. Det kan være svært at modtage besøg fra familie,

herunder børn, fordi forholdene på § 110-boformen måske ikke indbyder til det, ligesom

borgeren kan føle skam over sin situation. Nogle boformer har indrettet særlige rum eller

områder, hvor borgerne kan modtage besøg, og det kan bidrage til, at borgeren bedre kan

genetablere eller bibeholde sit netværk. I andre tilfælde har borgere måske en sag om ret eller

manglende ret til samvær med deres børn i gang, og her er der boformer, der enten selv

tilbyder hjælp eller kan henvise borgere til hjælp og vejledning i andet regi.

Genetablering af netværk kan være svært, og ikke alle borgere ønsker det. Derfor er det vigtigt

også at samarbejde med borgeren om at opbygge nye netværk. Boformen kan være med til at

understøtte, at der opstår nye muligheder for at danne relationer og netværk under opholdet.

Det kan fx foregå ved at understøtte borgeres sociale samvær med de øvrige beboere og med

personer uden for boformen, fx gennem deltagelse i sociale aktiviteter, dusørjob,

beskæftigelsesindsatser, uddannelsestilbud, frivilligt arbejde, peer to peer, beboervenner mv.

Når borgeren efterfølgende har fået en bolig, kan boligen være med til at ændre rammerne for

netværksarbejdet med borgeren, da en bolig skaber nye og anderledes muligheder for privatliv

og netværksdannelse. Samtidig kan det at få sit eget sted være motiverende for, at borgeren får

lyst til at indlede ny kontakt med gammelt netværk eller familie.

At flytte i egen bolig kan også medføre ensomhed. Ensomhed kan især gøre sig gældende i de

situationer, hvor borgeren bosætter sig langt fra boformen og/eller sit netværk. Her kan der

være behov for at arbejde med alternative netværk for at undgå ensomhed, som fx frivillige

besøgsvenner, en præst eller andre muligheder og tilbud i lokalområdet. Bosætter borgeren sig

tæt på § 110-boformen, tilbyder nogle boformer, at tidligere beboere fortsat kan deltage i en del

af aktiviteterne, fx komme og få et måltid mad eller at arbejde på værksteder tilknyttet boformen.

Det kan bidrage til at skabe relationer og netværk mellem nuværende og tidligere beboere på

§ 110-boformen, som der kan bygges videre på efter opholdet.

De hjemløses landsorganisation, SAND, kan for nogle borgere også være en vej til et socialt

netværk. SAND laver forskellige aktiviteter og tilbyder bl.a. kurser og et fællesskab, der giver

mulighed for, at borgere med hjemløshedserfaring kan få hjælp samt hjælpe andre. Et af

SANDs indsatsområder er at styrke nuværende og tidligere borgere i hjemløsheds frivillige

sociale arbejde på og udenfor § 110-boformerne.

4.2.5 Helbred

Nogle borgere på § 110-boformerne har alvorlige helbredsproblemer bl.a. som følge af et hårdt

liv med hjemløshed, misbrug, dårlig kost mv. Det kan betyde, at borgeren har behov for, at §

110-boformen understøtter borgeren i at skabe og opretholde kontakten til sundhedssystemet

for at sikre, at borgeren kan få den nødvendige behandling. Det kan for nogle borgere være en

udfordring at indlede og fastholde kontakten med alment praktiserende læge og

hospitalssystemet. Her kan § 110-boformen understøtte borgeren i at tage kontakt, indgå aftaler

og komme til aftalte undersøgelser, behandling mv.

§ 110-boformen kan samtidig understøtte, at der er opmærksomhed på at løse de økonomiske

udfordringer, som borgeren kan opleve ved medicinsk behandling eller tandbehandling.

Side 35 af 79

Enkelte § 110-boformer har en sygeafdeling. Fokus for boformernes sygeafdelinger er, ligesom

i boformens arbejde i øvrigt, den socialfaglige indsats, idet § 110-boformerne ikke er en ydelse

efter sundhedsloven, men efter serviceloven. Det er vigtigt, at boformerne ikke er et

parallelsystem, men at borgerne lærer at bruge det almindelige sundhedssystem.

Sygeafdelinger på § 110-boformer kan anvendes til skærmede ophold, hvor borgeren

indledningsvis kan blive stabiliseret, inden borgeren påbegynder et almindeligt ophold på § 110-

boformen. Når borgeren efterfølgende flytter til den almindelige boafdeling, er det vigtigt, at

borgeren tilskyndes til at anvende det etablerede sundhedssystem på lige vilkår med andre

borgere. Det betyder bl.a. at opfordre borgeren til at benytte egen læge, og at borgeren

understøttes i at søge om supplerende indsatser under opholdet, som fx hjemmepleje eller -

hjælp, hvis borgeren har et behov herfor.

Selvom § 110-boformer ikke er en ydelse under sundhedsloven, leverer nogle boformer

indsatser, der ligger i feltet mellem det socialfaglige og det sundhedsfaglige område. Det

skyldes, at borgerne typisk har behov for helhedsorienterede indsatser, der går på tværs af de

to fagområder. Fx er der borgere, der har behov for, at boformen hjælper dem med at

administrere deres medicin. De boformer, der udfører sundhedsfaglig virksomhed, skal være

opmærksomme på at bevare fokus på § 110-boformens kerneopgaver. Boformer, der udfører

sundhedsfaglig virksomhed, er underlagt tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed og skal leve

op til instrukser for patientforløb og journalføring, medicinhåndtering, personalekompetencer

mv. Krav til den sundhedsfaglige indsats har fået nogle boformer til at afstå fra at håndtere

borgerens medicin, hvilket kan være problematisk for borgerne.

Ifølge den seneste opgørelse fra VIVE havde 59 pct. af borgerne i hjemløshed i 2019 en

psykisk sygdom.

Psykisk sygdom dækker over en række diagnoser, som fx skizofreni, bipolar

lidelse, psykoser, personlighedsforstyrrelser eller depressioner. Der kan samtidig være borgere

med posttraumatisk stress syndrom (PTSD) eller kognitive forstyrrelser som ADHD. En del

borgere har haft forløb i det psykiatriske behandlingssystem. Andre borgere har ikke fået stillet

en egentlig diagnose, og der kan for disse borgere være behov for en psykiatrisk udredning.

Selvom § 110-boformen spørger ind til borgerens psykiske helbred, er ikke alle borgere parate

til at have den dialog. Hvis borgeren ønsker hjælp til sit psykiske helbred, kan det være

relevant, at borgeren tilknyttes forskellige tilbud. Først og fremmest kan der være borgere med

psykiske lidelser, der er behandlingskrævende, og hvor der kan være behov for at brobygge til

og understøtte behandlingsforløb i det psykiatriske behandlingssystem, herunder både

hospitals- og distriktspsykiatrien. For andre borgere kan individuelle terapiforløb være en hjælp,

mens gruppeterapi og netværksgrupper kan være relevante for andre.

Endelig findes der blandt gruppen af borgere med ophold på § 110-boformerne en større andel

af borgere, som både har psykisk sygdom og misbrugsproblemer. Ifølge hjemløshedstællingen i

2019 gør det sig gældende for 40 pct. af den samlede gruppe af borgere på boformerne.

Disse borgere kan opleve ikke at få den nødvendige hjælp. En spørgeskemaundersøgelse

blandt § 110-boformerne peger på, at der kan være udfordringer forbundet med at skabe det

nødvendige tværorganisatoriske samarbejde, således at der er et solidt samarbejde med både

misbrugscenter og psykiatri.

Undersøgelsen beskriver, at en del af § 110-boformerne oplever,

at det er en stor udfordring, at behandling ikke kan rumme både psykiske vanskeligheder og

misbrug, hvilket betyder, at borgerne reelt ikke får den behandling, som de har behov for. I

Benjaminsen, 2019

SUS, 2019

Side 36 af 79

forlængelse af dette beskrives, at manglende samarbejde og meget komplekse systemer udgør

udfordringer for arbejdet, ligesom der peges på udfordringer med manglende udredning og

korte indlæggelser.

4.2.6 Afhængighed af rusmidler

En stor del af de borgere, der lever i hjemløshed, har rusmiddelproblematikker relateret til

stoffer og/eller alkohol. I 2019 havde 73 pct. af de borgere, der havde ophold på en § 110-

boform, en rusafhængighed.

Mange af de borgere, der tager ophold på en § 110-boform har

været i enten alkohol- eller stofmisbrugsbehandling og ofte flere gange. Det vil derfor være

relevant for de borgere, der ønsker det, at § 110-boformen understøtter borgeren i at arbejde

med sit misbrug for dermed at opnå en mere stabil livssituation. Formålet er, at borgeren enten

opnår stoffrihed, en reduktion eller en stabilisering af stofmisbruget med henblik på at afhjælpe

og begrænse de sociale, fysiske og psykiske problemer, som følger af et stofmisbrug.

Nogle borgere vil have behov for, at § 110-boformen hjælper med at få igangsat et

behandlingsforløb, herunder at finde den rette type af behandlingstilbud og understøtte

borgeren i at følge det. Andre borgere er allerede tilknyttet misbrugsbehandling ved optagelse

på § 110-boformen. Da det kan være svært for nogle borgere at honorere krav og

regelmæssighed i misbrugsbehandling, så længe borgeren lever i hjemløshed, kan der, hvis

borgeren ønsker det, være behov for, at en medarbejder fra § 110-boformen understøtter

behandlingen og kontakten med misbrugscenteret, så behandlingsforløbet kan gennemføres

uden afbrydelse.

4.2.7 Kriminalitet

Der er borgere, som tager ophold på § 110-boformer, der kommer direkte fra fængsel. Andre er

på grund af deres misbrug eller adfærd i en situation, hvor de er eller kan blive involveret i

kriminalitet. Kriminalitet er ikke i sig selv grund til at blive ekskluderet fra en § 110-boform, men

det er vigtigt, at boformen italesætter, at boformen ikke accepterer hverken handel med stoffer

eller andre kriminelle aktiviteter på boformens matrikel, og at det i givet fald anmeldes til politiet.

En anden opgave for § 110-boformer er at medvirke til at undgå recidiv, og her er samarbejde

med kriminalforsorgen en vigtig del af indsatsen, som fx kan handle om ledsagelse til

retsmøder.

4.2.8 Uddannelse og beskæftigelse

Borgere, der tager ophold på en § 110-boform, kan være langt fra både uddannelses- og

beskæftigelsessystemet. Der er dog også borgere, der efter en periode på boformen udtrykker

et ønske om at påbegynde uddannelse eller beskæftigelse. Det kan være svært for borgeren at

få overblik over, hvad det kræver at komme i gang med en uddannelse eller et

beskæftigelsesrettet tilbud. Her kan § 110-boformen understøtte borgeren i dialogen med

jobcenteret om, hvilke muligheder der eksisterer. Det kan dreje sig om at afklare, om borgeren

fx har mulighed for at komme i aktivering på en ordinær arbejdsplads.

Er borgerens handle– og betalingskommune ikke den samme som opholdskommunen, kan det

komplicere inddragelsen af jobcenteret i borgerens sag. Når borgere skal skifte jobcenter, fordi

borgeren opholder sig i en ny kommune, skal det nye jobcenter indhente akter fra den tidligere

kommune, og det kan tage tid. Derfor vil nogle borgere opleve, at der kan gå lang tid, inden

jobcenteret kan tilbyde dem relevante indsatser, og at det ikke sker inden for den periode, hvor

borgeren har ophold på boformen.

Benjaminsen, 2019

Side 37 af 79

Ankestyrelsens undersøgelse

Indsatsen over for hjemløse borgere under ophold i boformen

viser, at omkring halvdelen af § 110-boformerne selv har tilknyttet aktivitets- eller

beskæftigelsestilbud.

Nogle steder bidrager beskæftigelsestilbuddene til boformens drift, og

andre steder fungerer de som en form for arbejdsprøvning eller et middel til at skabe indhold i

borgerens hverdag. Borgerens deltagelse i aktivitets- eller beskæftigelsestilbud kan bidrage til,

at borgeren opbygger og udvikler sine ressourcer, og samtidig får boformen gennem borgerens

deltagelse et større indblik i borgerens funktionsniveau. Der er på nogle boformer mulighed for,

at borgeren kan tjene en dusørløn ved at deltage i aktivitets- og beskæftigelsestilbud.

Aktiviteterne kan være af forskellig karakter, fx rengørings- og vedligeholdelsesopgaver,

køkkenarbejde, havearbejde, værksteder eller sociale aktiviteter.

I undersøgelsen

Livet på hjemløseboformer

peger flere af interviewpersonerne på, at det er

centralt at have noget at stå op til for at komme videre i livet, og at pligter hjælper til at få nogle

rutiner og holdepunkter ind i hverdagen.

Pligter og beskæftigelsesrettede aktiviteter skal dog

altid doseres ud fra en konkret vurdering af, hvad den enkelte borger kan administrere og har

overskud til. Aktivitets- eller beskæftigelsestilbud kan bidrage til, at borgerne får mulighed for

aktiv deltagelse i forskellige aktiviteter og får en mere normal døgnrytme, samt fungere som

adspredelse fra den situation, som den enkelte borger befinder sig i. Samtidig kan de

beskæftigelsesrettede aktiviteter bidrage til, at borgeren udvikler sine sociale kompetencer,

styrker sit netværk og bliver bedre til at tage ansvar – både for de opgaver, der skal løses, men

også i andre sammenhænge i borgerens liv. Det kan dermed bidrage positivt til borgerens

selvbillede at yde noget og fx bidrage til § 110-boformens drift ved at løse konkrete

arbejdsopgaver.

Samtidig viser de nationale retningslinjer for forebyggelse af vold og voldsomme episoder, at

kedsomhed kan være udslagsgivende for voldsomme episoder

4.2.9 Opmærksomhedspunkter og anbefalinger til den sociale og praktiske støtte

Opmærksomhedspunkter

§ 110-boformer yder social og praktisk støtte til borgeren med afsæt i boformens udredning af

borgerens støttebehov og borgerens opholdsplan, der sigter mod hurtigst mulige vej i egen

bolig eller anden boligløsning. Borgere, der tager ophold på en § 110-boform, er dog ofte

kendetegnede ved at have en kompleksitet i deres problemstillinger og ved at have behov for

støtte til at arbejde med en række dimensioner i deres liv. Samtidig kan nogle borgere have

negative erfaringer med hjælpesystemet, fordi de har haft svært ved at honorere de krav og

betingelser, de bliver mødt med, fx hvad angår at holde kontakt og møde stabilt. Her har § 110-

boformen via sin relation og kontakt til borgeren en brobyggende rolle og kan understøtte, at de

rette fagligheder inddrages og forpligter sig, så borgeren kan modtage og drage nytte af

indsatsen.

Som tidligere beskrevet er det et opmærksomhedspunkt, at § 110-boformerne er forskellige, og

at den enkelte § 110-boforms normering, rammer og takst vil have indflydelse på, hvordan der

kan arbejdes med den sociale og praktiske støtte i tilbuddet og i brobygningen til øvrige

indsatser, herunder behandlingssystemet. Det er således ikke alle § 110-boformer, der har

kapacitet til at følge og/eller deltage med borgere på møder hos behandlingssystem eller

kommunale myndigheder.

Ankestyrelsen, 2018

Benjaminsen et al., 2015

Socialstyrelsen 2017b, anbefaling 106

Side 38 af 79

Anbefalinger

Følgende ni anbefalinger skal bidrage til at understøtte, at borgeren modtager en

helhedsorienteret og koordineret indsats, hvor § 110-boformen arbejder rehabiliterende med en

omsorgsmæssig indsats, en aktiverende støtte til borgeren og brobygning til kommunale

myndighedsområder og øvrige aktører i borgerens sag:

1. Relations- og sagsarbejde. Det anbefales, at § 110-boformen tildeler borgeren en

kontaktperson, der har den primære kontakt til borgeren under opholdet, og at

boformen har et IT-system og arbejdsgange, der sikrer, at alle medarbejdere har

tilstrækkelig og aktuel viden om borgerens situation.

2. Boligsøgning. Det anbefales, at § 110-boformen understøtter borgerens boligsøgning,

og at borgeren er aktiv boligsøgende, hvilket indebærer:



At boformen sammen med borger laver afdækning af borgerens ønsker,

behov og håb for en kommende bolig.



At boformen understøtter, at borgeren kan modtage tilbud om en relevant og

egnet boligløsning ved at inddrage kommunal myndighed i afdækningen af

borgerens ønsker, behov og håb for en kommende bolig.



At boformen bidrager til kommunal myndighedssagsbehandlers udredning af

borgeren med beskrivelse af borgerens funktionsniveau for at sikre, at

borgeren tilbydes en egnet boligløsning, uanset om det er en ordinær bolig,

et § 108-tilbud eller et andet tilbud.



At boformen hjælper borgeren med at blive skrevet op til bolig og evt. yder

borgeren hjælp til efter behov at søge om enkeltydelse til at blive skrevet op i

boligselskab.



At boformen understøtter borgeren i at få beregnet en estimering af

borgerens rådighedsbeløb. Det er opholdskommunen, der kan udarbejde en

forlods beregning af, hvad borgeren kan sidde for i en kommende bolig.



At boformen understøtter borgeren i dialogen med kommunale myndigheder

om muligheden for at få iværksat en administrationsaftale og modtage

bostøtte i kommende bolig, hvis borgeren har behov for det.

3. Brobygning til andre indsatser. Det anbefales, at § 110-boformen understøtter borgeren

i at få adresseret de problemstillinger, som borgeren har behov for støtte eller

behandling til og et ønske om at arbejde med. Det vil i mange tilfælde handle om, at

boformen tager kontakt eller henviser borgeren til relevante fagpersoner i kommunal

myndighed samt praktiserende læge, misbrugsbehandling mv.

4. Ledsagelse. Det anbefales, at § 110-boformen i det omfang, der er mulighed for det,

understøtter, at borgere med somatisk eller psykisk sygdom og/eller misbrug af

rusmidler deltager i behandling, fx ved at påminde og ledsage borgeren til aftaler på

misbrugscenter mv.

5. Dokumentation af borgerens funktionsniveau. Det anbefales, at § 110-boformen med

borgerens samtykke understøtter dialogen og samarbejdet med tilbud og/eller

behandlingsindsatser, borgeren indgår i, fx ved at bidrage med beskrivelser og

observationer af borgerens funktionsniveau mv.

6. Netværk. Det anbefales, at § 110-boformen samarbejder med borgeren om at

genetablere kontakt til tidligere netværk og/eller etablere nye netværk på og uden for

boformen.

Side 39 af 79

7. Administration af medicin. Det anbefales, at de § 110-boformer, der har mulighed for

det, hjælper borgeren med at administrere medicin og varetager mindre,

sygeplejefaglige opgaver.

8. Job og uddannelse. Det anbefales, at § 110-boformen samarbejder med borger og

jobcenter om uddannelse og beskæftigelse, fx ved at bidrage til beskrivelse af

borgerens funktionsniveau eller understøtte, at borgeren tilbydes relevante

beskæftigelsesrettede tilbud eller aktivering, under hensyn til borgerens ønsker og

ressourcer.

9. Kriminalitet. Det anbefales, at § 110-boformen italesætter over for borgerne, at

kriminalitet på boformen ikke accepteres, og at fx åbenlys handel med stoffer eller

andre kriminelle aktiviteter på boformens matrikel anmeldes til politiet.

4.3 Aktiviteter

En stor del af § 110-boformerne tilbyder aktiviteter til borgerne under opholdet. Nogle § 110-

boformer har en tydelig forventning om, at borgeren deltager i aktiviteter under opholdet ud fra

de forudsætninger og ressourcer, borgeren har. Andre inddrager borgerne i aktiviteter på mere

frivillig basis.

Blandt § 110-boformerne findes der en bred vifte af forskellige aktiviteter, og der er stor

variation i, hvor mange og hvilke typer af aktiviteter der tilbydes. Aktiviteterne kan være fysiske

(sport og fitness), sociale (fællesspisning, kagebagning, bingo, strikning mv.),

netværksskabende (netværksgrupper, besøgsven mv.), beskæftigelsesrettede

(værkstedsaktiviteter, pasning af grønne områder, køkkenarbejde mv.) eller social- eller

sundhedsfaglige (NADA, mindfullness, narrative samtaler mv.). Endelig understøtter mange

aktiviteter botræning, i form af eksempelvis pligter som at holde eget værelse rent og deltage i

rengøring af fællesarealerne.

4.3.1 Daglige aktiviteter og botræning på boformen

For de fleste borgere vil det være relevant at deltage i aktiviteter, som kan give indhold og

mening i hverdagen. Det er dog vigtigt at tage hensyn til, at borgerne kan have et meget

forskelligt udgangspunkt for at deltage i sådanne aktiviteter. Der kan være borgere, der på

grund af deres fysiske eller psykiske helbred ikke er i stand til at deltage, mens andre borgere

vil have behov for medarbejdernes hjælp til at identificere relevante aktiviteter. Det er vigtigt, at

boformens forventning til, hvilke aktiviteter borgeren deltager i, matcher borgerens behov,

interesser og ressourcer, og at boformen understøtter, at borgeren kommer i gang med

aktiviteter.

De aktiviteter, der foregår på § 110-boformerne, er ofte en integreret del af det rehabiliterende

arbejde med at styrke borgerens ressourcer og kompetencer til at indgå i samfundet uden for

boformen og bo i egen bolig. Aktiviteterne anvendes både til at udrede og afprøve borgerens

ressourcer og støttebehov, og de anvendes som botræning. Botræning kan handle om, at

borgeren skal holde orden på sit værelse, gøre rent, lave mad, vaske tøj, have god hygiejne

eller foretage indkøb. Det er vigtigt, at borgeren oplever, at der sker noget under opholdet på

§ 110-boformen, og at indsatser bidrager til at øge borgerens kompetencer til at komme i egen

bolig. Det gør sig særligt gældende, hvis der er ventetid på en bolig, og opholdet på § 110-

boformen dermed bliver lang. Aktiveres borgerne ikke under opholdet, kan det føre til en

stagnering eller i værste fald en forringelse af deres funktionsniveau og trivsel under opholdet.

Side 40 af 79

§ 110-boformen kan tilrettelægge botræningen ved at samarbejde med borgeren om spørgsmål

som: Hvad er et hjem for dig? Hvordan stifter man et hjem? Hvordan holder man et hjem? Og

hvad skal der til for at gøre en bolig til et hjem? Botræningen kan derned blive en målrettet,

individuel og struktureret proces, hvor den enkelte borger tager aktiv del i løsning af egne

daglige gøremål med støtte fra medarbejderne på boformen.

Der kan være borgere på § 110-boformen, som afventer en alternativ boligløsning, fx efter

almenboliglovens § 105 eller efter servicelovens § 108. Selvom borgeren ikke længere er i

målgruppen for et ophold på § 110-boformen, vil boformen ofte varetage opgaven frem til, at

borgeren kan tilbydes den rette boligløsning. Over for denne målgruppe af borgere vil boformen

i højere grad arbejde med stabilisering af borgeren og skadesreduktion med henblik på at give

borgeren den nødvendige omsorg gennem fx samtaler, ernæring, sikring af

forsørgelsesgrundlag, administration af økonomi mv.

4.3.2 Aktiviteter uden for boformen

Deltagelse i aktiviteter uden for boformen kan bidrage til, at borgeren får adgang til andre

netværk, og at borgeren oplever at være en del af det omkringliggende samfund. Det kan

samtidig være et redskab til at introducere borgeren til aktiviteter, som kan benyttes efter

opholdet på boformen. Der er mange typer af aktiviteter, der kan benyttes uden for boformen,

og som § 110-boformen kan arbejde med at understøtte, for at borgeren får adgang til nye

fællesskaber og netværk. Det kan være beskæftigelsesrettede tilbud på en ordinær

arbejdsplads, netværksgrupper for mennesker med sindslidelser, fysisk aktivitet (fx Ombold),

frivilligt arbejde i en socioøkonomisk virksomhed mv.

Meningsfyldte aktiviteter kan også findes i form af andre tilbud i civilsamfundet, fx gennem

frivilligcentre. Også her findes en række tilbud og aktiviteter, fx madklubber, økonomisk

rådgivning, besøgsvenner, Ungdommens Røde Kors og samarbejde med væresteder om

aktiviteter, som fx turneringer i billard, skak, yatzy mv. Anvendelse af tilbud gennem

frivilligcentre, NGO’er og i det øvrige civilsamfund kan introducere borgeren til aktiviteter og

netværk, som ikke blot kan bidrage til at øge borgerens ressourcer og funktionsniveau, men

som også kan give borgeren indhold i hverdagen og et netværk, som borgeren kan være en del

af efter opholdet på boformen.

Nogle borgere har behov for, at deres deltagelse i aktiviteter løbende understøttes. Der kan

være behov for, at en medarbejder henter borgeren på værelset, ringer til borgeren eller sender

en SMS for at påminde om, at borgeren skal deltage i en aktivitet på et givent tidspunkt. Det kan

også være, at borgeren har behov for, at en medarbejder følger borgeren hen til aktiviteten.

4.3.3 Husmøder, beboermøder og indflydelse

Alle § 110-boformer afholder beboermøder eller husmøder, da det er lovpligtigt som en måde at

sikre borgerinddragelse. Det er forskelligt, hvor ofte møder afholdes. Nogle §110-boformer har

ugentlige møder, mens andre afholder månedlige møder. Møderne kan omhandle trivsel, § 110-

boformens rammer, planlægning af arrangementer mv. Formålet med møderne er fortrinsvis at

give beboerne indflydelse på hverdagen og aktiviteterne på boformen samt at tilbyde et forum,

hvor beboernes interesser, synspunkter og meninger kan adresseres. Nogle boformer ser også

møderne som en rehabiliterende indsats, der kan styrke borgernes selvstændighed og samspil

med andre. Det kan fx ske ved at give borgerne konkrete roller på mødet, såsom at være

ordstyrer, referent, indlede et punkt på dagordenen eller sætte dagsordenen for mødet.

Side 41 af 79

4.3.4 Opmærksomhedspunkter og anbefalinger til aktiviteter

Opmærksomhedspunkter

I en rehabiliterende tilgang er aktiviteter et vigtigt redskab til at understøtte den recoveryproces,

borgeren skal gennemgå under opholdet på § 110-boformen for at komme ud af hjemløshed.

Hvad enten det er sociale, netværksskabende, fysiske, beskæftigelsesrettede, sundhedsfaglige,

eller socialfaglige aktiviteter eller aktiviteter, der har karakter af botræning, bør boformen være

bevidst om, hvilket fagligt formål der er med aktiviteten, og hvordan aktiviteten kan blive en

integreret del af borgerens recoveryproces.

Anbefalinger

Følgende seks anbefalinger skal bidrage til at sikre, at § 110-boformerne arbejder aktivt med

aktiviteter sammen med borgerne og anvender aktiviteterne som en integreret del af arbejdet

med borgerens recovery. Aktiviteterne skal understøtte, at borgeren opnår eller vedligeholder

bedst mulige funktionsniveau:

1. Fagligt formål. Det anbefales, at § 110-boformen sikrer, at aktiviteter på boformen har et

fagligt formål. Faglige formål kan fx være at:



Skabe tryghed.



Udvikle sociale færdigheder.



Skabe netværk.



Skabe struktur i hverdagen.



Skabe indhold hverdagen.



Udvikle borgerens bo-evne.



Afklare borgerens ressourcer i forhold til at indgå på arbejdsmarkedet.



Øge borgerens bevidsthed om styrker og udfordringer inden for forskellige

dimensioner af borgerens liv og personlige udvikling.



Øge borgerens mestring af eget liv, herunder borgerens helbred.



Udvikle borgerens håb og tro på fremtiden og et liv efter hjemløshed.



Øge borgerens empowerment og mindske stigmatisering, så borgeren tager

ansvar og oplever, at der er brug for vedkommende.

2. Empowerment-fremmende. Det anbefales, at § 110-boformens medarbejdere har en

empowerment-fremmende tilgang, hvor de er vejledende og ledsagende, mens

borgerne i videst muligt omfang får ansvaret for aktiviteterne.

3. Krav til borgerne. Det anbefales, at krav om deltagelse i aktiviteter som præmis for et

ophold på en § 110-boform altid beror på en individuel vurdering af borgerens

ressourcer, og hvad vedkommende er i stand til.

4. Inddragelse af civilsamfund. Det anbefales, at § 110-boformen undersøger, hvilke tilbud

til målgruppen der eksisterer i den frivillige sektor – i NGO’er og civilsamfundet som

helhed - med henblik på at understøtte, at borgerne deltager i aktiviteter og oparbejder

netværk uden for § 110-boformen, som borgeren evt. også kan være en del af efter

endt ophold.

5. Anden boløsning. Hvis en borger afventer visitering eller tilbud om anden boligløsning,

fx efter almenboliglovens § 105 eller servicelovens § 108, anbefales det, at boformen:



understøtter borgeren i at søge om supplerende støtte under opholdet på

§ 110-boformen, som fx hjemmepleje eller hjemmesygepleje, hvis borgeren har

et større støtte- og/eller plejebehov, end § 110-boformen kan imødekomme.



arbejder med stabilisering af borgeren og skadesreduktion med henblik på at

give borgeren den nødvendige omsorg frem til, at der er fundet en egnet

Side 42 af 79

boligløsning. Det kan fx dreje sig om samtaler, ernæring, sikring af

forsørgelsesgrundlag og administration af økonomi.

Beboermøder og husmøder. Det anbefales, at § 110-boformen planlægger og afholder

beboermøder/husmøder i en form, så det bliver attraktivt for beboerne at deltage, og så

beboerne oplever, at de gennem deltagelse opnår indflydelse på deres hverdag på

§ 110-boformen.

Side 43 af 79

Side 44 af 79

5. Indsatser ved udskrivning

Ophold på § 110-boformer er midlertidige og sigter mod udflytning til egen bolig eller mere

specialiserede tilbud efter servicelovens øvrige bestemmelser. Når en borger udskrives fra

§ 110-boformen, er det oftest planlagt og i overensstemmelse med enten en § 141-handleplan

eller efter aftale med borgeren. De indsatser, boformen leverer ved borgerens udskrivning, har

fokus på at understøtte overgangen fx fra § 110-boformen til egen bolig.

§ 110-boformen kan understøtte en god udskrivning og overgang ved at bidrage til, at borgeren

får en langsigtet og koordineret plan fra den kommunale, sociale myndighed. § 110-boformen

kan, når borgeren ønsker det, understøtte, at kommunal myndighedsrådgiver udarbejder en

god, helhedsorienteret § 141-handleplan/Én plan. Der skal være sammenhæng mellem

kommunal myndigheds udredning af borgeren, § 141-handleplanen og de indsatser, som

borgeren bevilliges. Det skal understøtte, at borgeren får den støtte og de indsatser, der er

behov for både under og efter opholdet på boformen.

VIVEs seneste hjemløshedstælling peger på, at kun 28 pct. af borgere i hjemløshed har en §

141-handleplan.

Samtidig viser Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes brug af § 141-

handleplaner til borgere i hjemløshed, at den største andel af borgere med en § 141-handleplan

befinder sig på § 110-boformerne. Det kan være en indikation på, at § 110-boformerne er med

til at understøtte, at borgere i hjemløshed får tilbudt en § 141-handleplan, som de har krav på.

5.1 Udflytning fra § 110-boformen

Det kan være en stor omvæltning for en borger at fraflytte § 110-boformen, selvom der er fundet

en bolig eller boligløsning, der matcher borgerens behov og ønsker. Udflytningen kan være

forbundet med angst og usikkerhed over det nye, der skal ske. Derfor er det vigtigt, at boformen

understøtter, at der bliver skabt en god kommunikation med borgeren om at skulle i egen bolig

eller anden boligløsning.

Når en borger fraflytter boformen, er der en række praktiske opgaver, som boformen kan støtte

borgeren i. Det er vigtigt, at der sker en forventningsafstemning mellem § 110-boform, borger

og kommunal myndighed, så det er afstemt, hvad der er behov for, hvem der hjælper borgeren

med det praktiske i forbindelse med flytningen, og om der evt. skal søges supplerende ydelser.

Ofte vil relationen mellem boform og borgeren indebære, at boformen hjælper borgeren med en

stor del af de praktiske opgaver i forbindelse med udflytningen. Boformen kan fx understøtte

borgeren i at få samlet relevant materiale og dokumentation, såsom tilbuddet om bolig,

lejekontrakt, oplysninger om borgerens økonomi og kontoudtog, så der kan søges om

enkeltydelse til depositum eller søges et indskudslån.

Boformen har samtidig en vigtig rolle i at hjælpe borgeren til at få overblik over, hvilke offentlige

ydelser der er mulighed for at få og at kontakte kommunal myndighed herom. Boformen kan fx

understøtte, at der igangsættes længerevarende foranstaltninger som boligsikring via borger.dk

eller særlig støtte til kommende boligudgift efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik. Boformen kan

Benjaminsen, 2019

Ankestyrelsen, 2017

Side 45 af 79

ligeledes hjælpe borgeren med ansøgning om engangsydelser til transport/buskort, flyttehjælp

eller etablering (lov om aktiv socialpolitik § 81).

Når borgeren fraflytter §110-boformen til en anden egnet boligløsning, fx et § 108-tilbud, vil en

del af de praktiske opgaver være de samme. For at sikre en god overlevering til det nye botilbud

kan boformen tilbyde borgeren at arrangere et overleveringsmøde sammen med borgeren og

det nye botilbud.

I nogle tilfælde kan § 110-boform og borger sammen besøge den kommende bolig/boligløsning

for at få overblik over, hvad der skal bruges for at gøre boligen til et hjem og forberede

udflytningen bedst muligt. Det kan også være § 110-boformens kontaktperson, der bistår

borgeren med at lave indflytningssyn og yde praktisk hjælp i forbindelse med flytning og

indretning af ny bolig, fx hente nøgler, indgå aftaler om el, gas m.m., bære møbler ind, hænge

billeder og gardiner op.

Det er dog forskelligt, hvilke muligheder og rammer § 110-boformerne

har for at yde hjælp til borgeren i forbindelse med fraflytningen.

Nogle kommuner bevilliger ikke eller kun sjældent enkeltydelser til flyttehjælp og/eller

etablering. I de tilfælde kan det være vanskeligt for borgeren at etablere et hjem i den

kommende bolig. Der er § 110-boformer, som har inventar på lager, så borgeren kan

sammensætte en startpakke. Andre boformer har samarbejde med genbrugsbutikker eller

frivillige organisationer, der kan hjælpe med at møblere borgerens hjem. Der kan være stor

variation i den hjælp, borgeren kan få fra § 110-boformen eller andre organisationer, og mange

borgere er afhængige af en kommunal bevilling af flyttehjælp og etableringsydelse.

Ifølge Ankestyrelsen skal der altid træffes afgørelse om etableringsydelse ud fra borgerens

aktuelle situation, og mange borgere i hjemløshed kan være berettigede til etableringshjælp

som en enkeltydelse efter lov om aktiv socialpolitik § 81. § 110-boformen og/eller kommunal

myndighed kan hjælpe borgere med at beskrive behovet for etableringsydelse, hvis det er af

afgørende betydning for borgerens fremtidige livsførelse.

Forskning viser, at det at få boligen

gjort til et hjem er af afgørende betydning for, om borgeren får en tilknytning til den nye bolig og

har lyst til at opholde sig i den.

Inden udflytningen evaluerer § 110-boformen borgerens ophold, herunder de mål borgeren har

opnået under opholdet. Evalueringen bidrager til at tydeliggøre, hvad borgeren har opnået

under opholdet, og hvilken støtte borgeren har behov for i forbindelse med udflytningen og for

efterfølgende at bo i egen bolig. I evalueringen medtænkes et fokus på mestringssamarbejdet,

da det er vigtig viden for overgangen til bostøtte i egen bolig/andet botilbud og for borgeren

selv, selvom borgeren ikke har behov for støtte i ny boligløsning. Evalueringen anvendes i

dialogen med borgeren og kommunal myndighed, som udarbejder § 141-handleplanen, der

indeholder de mål, borgeren skal arbejde med efter fraflytning samt de indsatser, borgeren

bliver bevilliget i forbindelse med indflytning i egen bolig eller anden boløsning.

Det vil altid bero på en individuel vurdering, om borgeren har behov for støtte i egen bolig, og i

givet fald hvilken støtte. Overordnet er der to forskellige typer af indsatser, som er aktuelle, hvis

borgeren har behov for støtte i overgangen til egen bolig: 1) efterforsorg ydet af § 110-boformen

og 2) kommunale støtteindsatser, fx efter servicelovens § 85.

Ankestyrelsen, 2018

Økonomi- og Indenrigsministeriet (2015): Ankestyrelsens principafgørelse 27-15 om enkeltydelse -

depositum - boligløs - uudnyttet opsparingsmulighed - flytning - boligmæssig forbedring (KEN nr. 9377 af

16/06/2015)

Side 46 af 79

Tilbyder § 110-boformen efterforsorg, er det en fordel i god tid inden udflytning at drøfte med

borger og kommunal myndighedssagsbehandler, hvilken type af støtte borgeren har behov for,

og hvem der skal levere den støtte til borgeren – om det er efterforsorg eller en kommunal

støtteindsats. Formålet med §110-boformens efterforsorg er, at borgeren bliver etableret i og

fastholder egen bolig efter fraflytningen fra boformen. Tilbuddet om efterforsorg er et

supplement til de ydelser, som leveres af kommunale myndigheder, og borgerens

hjemkommune hjemtager statsrefusion til udgiften til efterforsorg i op til et år. Godt halvdelen af

landets § 110-boformer tilbyder efterforsorg, fx i form af et CTI-forløb.

Når § 110-boformer ikke har tilbud om efterforsorg, slutter boformens indsats som

udgangspunkt, når borgeren udskrives. I praksis har flere § 110-boformer dog visse tilbud, som

borgerne fortsat kan benytte efter fraflytning. Det kan fx være et værested, en café, et værksted

eller lignende, hvor borgeren kan komme og møde personalet, venner fra opholdet eller købe

sig et måltid. På den måde kan § 110-boformen fortsat have en vis føling med borgeren,

ligesom borgeren kan bevare en relation til boformen, der kan anvendes, hvis borgerens

situation ændrer sig, eller der opstår en nødsituation.

Nogle § 110-boformer arbejder med netværksgrupper bestående af nuværende og tidligere

beboere. Netværksgrupperne kan give borgeren et netværk, der kan trækkes på efter fraflytning

og derved forebygge, at borgeren bliver ensom i sin nye bolig. Andre boformer har erfaring med

peer-støtter og frivillige besøgsvenner. Erfaring viser, at ensomhed og manglende netværk er

en hyppig problemstilling blandt borgere i hjemløshed, der flytter i egen bolig, og derfor er det

vigtigt at arbejde med netværk, allerede inden borgeren fraflytter § 110-boformen. Flytter

borgeren til en anden kommune end den, hvor § 110-boformen er beliggende, kan det dog

være en udfordring at bevare kontakten mellem boform og borger og/eller det netværk,

borgeren evt. har etableret under opholdet.

For en del borgere kan det være hensigtsmæssigt, at § 110-boformen understøtter, at der bliver

indgået en aftale mellem kommune og borger om, at kommunen administrerer borgerens

økonomi, når borgeren flytter i egen bolig. Mange borgere ønsker en administrationsaftale, fordi

den kan give borgeren ro og tryghed ved at sikre, at udgifter til husleje og andre faste udgifter

betales, før borgeren får udbetalt sin ydelse.

Kontinuitet i borgerens økonomiske ydelser vil fortsat være vigtig efter opholdet, så det undgås,

at borgeren fx mister sin kontanthjælp på grund af en sanktion og dermed ikke kan betale

huslejen. Her kan borgere have brug for hjælp til at overholde aftaler med

jobcenteret/ydelseskontoret. Hvis borgeren har tilknyttet en bostøtte, kan denne bidrage til at

sikre, at borgeren ikke unødigt udsættes for økonomiske sanktioner. Har borgeren ikke en

bostøtte, er det vigtigt, at det forud for borgerens fraflytning aftales med borger og kommunale

myndigheder, hvem der kan støtte borgeren, og hvordan borgeren støttes i at overholde aftaler

med kommunale myndigheder, således at borgeren ikke sanktioneres og mister sit

forsørgelsesgrundlag.

5.1.1 Opmærksomhedspunkter og anbefalinger ved udflytning fra boformen

Opmærksomhedspunkter

At fraflytte § 110-boformen kan være forbundet med utryghed og angst for borgeren. Det kan

også påvirke borgeren negativt, hvis vedkommende ikke oplever at have styr på det praktiske i

Ankestyrelsen, 2018

Side 47 af 79

forbindelse med udflytningen. Det er derfor vigtigt, at de basale ting er på plads, når borgeren

fraflytter § 110-boformen:



Hjælp til flytning.

Styr på økonomi.

Hjælp til at møblere boligen og gøre den til et hjem.

Tilknytning af social- og praktisk støtte, hvis borgeren har behov for det.

Kommunen har ansvaret for, at borgeren får den nødvendige støtte i forbindelse med flytningen

og efterfølgende i borgerens bolig, mens § 110-boformen har en vigtig rolle i at understøtte, at

der er aftale om de nødvendige foranstaltninger, så borgeren er tryg ved at fraflytte boformen.

Anbefalinger

Nedenstående fem anbefalinger skal bidrage til, at borgeren får den nødvendige hjælp og

støtte, når § 110-boformen fraflyttes:

1. Rollefordeling. Det anbefales, at § 110-boformen afstemmer forventninger, opgaver og

rollefordeling mellem kommune, borger og boform med henblik på at sikre en god overgang

til egen bolig eller anden boligløsning for borgeren.

2. Økonomi. Det anbefales, at § 110-boformen understøtter borgeren i at søge om hjælp til

udflytningen, herunder ansøgning om depositum eller indskudslån, flyttehjælp og

etableringsydelse samt evt. ekstra midler til at supplere den månedlige ydelse (boligstøtte

og/eller § 34-midler).

3. Indflytning. Det anbefales, at § 110-boformen hjælper borgeren med at blive etableret i egen

bolig/anden boligløsning i det omfang, boformen har mulighed for det.

Borgerens plan. Det anbefales, at § 110-boformen hjælper borgeren med at anmode

kommunal myndighed om en § 141-handleplan/Én plan, når borgeren har behov for det og

ønsker det. Denne plan udgør en langsigtet plan over de indsatser, borgeren modtager ved

udskrivningen fra boformen og efterfølgende for at opretholde egen bolig. § 110-boformen

kan bidrage til at kvalificere myndighedsrådgivers udredning og § 141-handleplanen ud fra

boformens kendskab til borgerens behov og ønsker, med henblik på at sikre at borgeren får

den relevante støtte.

Støtte i egen bolig. Det anbefales, at § 110-boformen under borgerens ophold har en dialog

med borger og kommunal myndighed om borgerens eventuelle behov for støtte i egen bolig,

og hvem der skal levere denne støtte.

5.2 Tilvejebringelse af egnet bolig

Det er vigtigt, at kommunale myndigheder og § 110-boform understøtter borgeren i at finde en

bolig, som matcher den enkelte borgers behov og ønsker til et kommende hjem samt borgerens

økonomi.

5.2.1 Borgeren får henvist en bolig fra hjemkommunen

Hvis borgeren modtager et tilbud om en bolig i sin hjemkommune, og der er tale om et relevant

og egnet boligtilbud, er det § 110-boformens opgave at understøtte, at borgeren tager imod

tilbuddet. Det vil altid bero på en konkret vurdering, om et tilbud om bolig er relevant og egnet.

Vurderingen vil afhænge af kommunal myndigheds udredning af borgeren og de indsatser, som

borgeren vil modtage i forbindelse med udflytningen og i egen bolig – beskrevet i en § 141-

handleplan - samt borgerens ønsker til en kommende bolig.

Side 48 af 79

Hvis tilbuddet om bolig ikke vurderes at være egnet og relevant, er det boformens opgave at

understøtte borgeren i en dialog med kommunal myndighed, så et andet tilbud om bolig vil være

relevant og egnet. I den sammenhæng er det også en vigtig opgave for § 110-boform og

kommunal myndighed sammen med borgeren at få defineret, hvad der er realistiske

forventninger til en kommende bolig.

Hvis tilbuddet om bolig er relevant og egnet, men borgeren vælger at afslå, er det boformens og

myndighedsrådgivers opgave sammen at afdække, hvad der ligger til grund for borgerens

afvisning af tilbuddet. Det er vigtigt også at være opmærksom på, at enkelte borgere kan

befinde sig så godt på § 110-boformen, at borgeren ser boformen som sit hjem og dermed

mister motivationen til at tage imod tilbud om anden boligløsning. Hvis § 110-boformen oplever,

at borgeren gentagne gange afslår relevante og egnede tilbud om bolig, vælger nogle

§ 110-boformer at tolke det som mangel på samarbejde, og det kan betyde, at borgeren

udskrives og henvises til anden § 110-boform. Et skifte til en anden § 110-boform kan have

betydning for, at borgerens motivation for at tage imod en anden boligløsning øges.

5.2.2 Borgeren finder selv bolig

Ikke alle borgere får anvist en bolig igennem deres hjemkommune. Det skyldes bl.a.:



At ikke alle kommuner har en boligsocial liste, hvor de kan indstille borgerne. Det

kan hænge sammen med, at ikke alle kommuner anvender anvisningsretten.

At borgere, der opholder sig på en § 110-boform, ikke alle er omfattet af

kriterierne for at blive indstillet til bolig gennem deres hjemkommune.

At ventetiden på at få anvist en bolig gennem hjemkommunen kan være lang.

At borgeren ønsker at bosætte sig i en anden kommune end hjemkommunen.

Der er stor forskel på, om og hvordan kommuner anvender anvisningsretten til almennyttige

boliger til borgere i hjemløshed. Det betyder, at mange borgere i hjemløshed selv søger bolig.

Det er ikke alle borgere, som ønsker bolig i deres hjemkommune, og derfor må § 110-boformer

ofte arbejde med overgangen fra boform til en bolig i enten opholdskommunen eller en anden

kommune. Når borgeren vælger at bosætte sig i en anden kommune end opholdskommunen,

kan det være en udfordring for § 110-boformen at arbejde med integration af borgeren i den nye

kommune og det nye nærmiljø, idet de færreste boformer yder en indsats uden for

opholdskommunen. Når borgeren flytter til en anden kommune, kræver det derfor et tæt

samarbejde med borgerens nye kommune for at sikre, at borgeren får de nødvendige indsatser

ved udflytningen.

5.2.3 Opmærksomhedspunkter og anbefalinger til tilvejebringelse af egnet bolig

Opmærksomhedspunkter

Det kan være svært at finde den rette bolig. Det er derfor vigtigt, at der er en tæt dialog mellem

borger, kommunale myndighedssagsbehandlere og § 110-boformen om borgerens ønsker og

behov i forhold til en kommende bolig. En fælles forståelse af, hvad borgeren oplever som en

relevant og egnet bolig, kan øge kommunal myndigheds mulighed for at henvise borgeren til

den rette bolig. I de tilfælde, hvor borgeren ikke ønsker at vende tilbage til sin hjemkommune, vil

borgeren dog i højere grad være afhængig af, at § 110-boformen hjælper med boligsøgningen

gennem de boligselskaber, der opererer i de områder, hvor borgeren har et ønske om at

bosætte sig.

Side 49 af 79

Anbefalinge

Følgende to anbefalinger kan sikre et godt samarbejde mellem borger, kommunale

myndigheder og § 110-boformen om tilvejebringelse af den rette bolig til borgeren:

1. Aktivt boligsøgende. Det anbefales, at § 110-boformen understøtter, at borgeren

aktivt søger relevante boliger, i det omfang boformen har mulighed for det, og at

boformen understøtter, at borgerens ønsker, behov og krav til kommende bolig

afdækkes.

2. Tilbud om relevant og egnet bolig. Det anbefales, at § 110-boformen understøtter,

at borgeren tager imod tilbud om bolig fra handle- og betalingskommunen, når

tilbuddet kan vurderes relevant og egnet ud fra de ønsker, behov og krav, borgeren

har til en bolig/boligløsning.

5.3 Udskrivning til anden boligløsning

Nogle borgere skal ikke have en ordinær bolig, men har behov for en anden boligløsning, fx et

tilbud efter almenboliglovens § 105 eller servicelovens § 107 eller § 108. Det kan handle om

borgere, som under opholdet på § 110-boformen viser sig at have et lavt funktionsniveau.

Når § 110-boformen skal understøtte borgeren i overgangen fra boformen til det nye botilbud, vil

en række af de praktiske opgaver være de samme, som ved udflytningen til egen bolig. Der vil

dog være forskelle, alt efter hvilken type boligløsning borgeren flytter til.

Botilbud til midlertidigt ophold efter servicelovens § 107 adskiller sig fra længerevarende

botilbud efter servicelovens § 108 og fra almene ældre- og handicapboliger efter

almenboliglovens § 105. § 107-botilbuddene adskiller sig ved, at det ved visitationen af en

borger til et midlertidigt botilbud vurderes, at borgerens behov for et botilbud ikke er varigt, men

fx har til formål at sikre rammen om en behandlingsmæssig indsats. Der kan ikke sættes

bestemte tidsmæssige grænser for det midlertidige ophold. Det afgørende for, at det

midlertidige ophold kan afbrydes, er enten, at formålet med borgerens ophold er opfyldt, eller at

borgeren har et varigt behov for et botilbud efter serviceloven eller boliglovgivningen og visiteres

hertil.

Både tilbud efter almenboliglovens § 105 og tilbud efter servicelovens § 108 er længerevarende

botilbud. Borgere, der visiteres til disse tilbud, har en varigt nedsat funktionsevne og et

permanent behov for omfattende hjælp. Beboere i boliger efter almenboligloven er almindelige

lejere, som skriver under på en lejekontrakt og betaler husleje i henhold til lejekontrakten. Her er

det bestemmelserne i lov om leje af almene boliger, der gælder for boligen, hvilket ikke er

tilfældet for boliger efter servicelovens §§ 107 og 108. Når boligen er reguleret efter

bestemmelserne i lov om leje af almene boliger, indebærer det endvidere, at den enkelte kan

søge om boligstøtte efter de gældende regler på området. Beboere, der visiteres til boliger efter

servicelovens §§ 107 og 108, er derimod omfattet af de særlige og lempeligere betalingsregler

for botilbud.

5.3.1 Opmærksomhedspunkter og anbefalinger ved udskrivning til anden boligløsning

Opmærksomhedspunkter

§ 110-boformen kan være med til at sikre en god overgang til den nye boligløsning for borgeren

ved at understøtte de praktiske ting i forbindelse med flytningen, og at relevant viden og

information om borgeren videregives til det nye botilbud.

Side 50 af 79

Anbefalinger

For at understøtte overgangen fra § 110-boformen til den nye boligløsning anbefales det:

1. Overlevering af viden. Det anbefales, at § 110-boformen overleverer relevant viden om

borgeren til personalet på det nye botilbud, fx udredning, opholdsplan samt evt.

yderligere beskrivelse af borgerens funktionsniveau, hvis borgeren ønsker det og giver

sit samtykke.

5.4 Når samarbejdet ikke fungerer eller ophører uplanlagt

5.4.1 Udeblivelser

Det sker, at borgere bliver udskrevet fra § 110-boformerne som følge af udeblivelser. En

udeblivelse kan resultere i, at kontakten og det samarbejde med borgeren, boformen har

initieret, bliver afbrudt. Borgere kan udeblive af forskellige årsager, fx på grund af § 110-

boformens husregler, de krav til samarbejde, som boformen stiller, uenigheder med eller gæld

til andre borgere på boformen mv. Når borgeren udebliver, har § 110-boformen ingen mulighed

for at kontakte borgeren. Boformen må afvente en eventuel anmodning fra en anden § 110-

boform, borgeren tager ophold på, hvis der skal udveksles oplysninger om borgeren, og hvis

borgerens opholdsplan skal kunne videregives.

5.4.2 Henvisning til anden boform

Det er ikke altid, samarbejdet mellem borger og § 110-boform fungerer. Det kan resultere i, at

borgeren udskrives og henvises til en anden § 110-boform. Mangel på et fungerende

samarbejde kan vise sig ved, at borgeren ikke er aktiv boligsøgende, eller hvis borgeren

gentagne gange afviser relevante og egnede tilbud om bolig. Mangel på samarbejde er ikke

nødvendigvis ensbetydende med, at borgeren ikke er i målgruppen for et § 110-tilbud. Det kan

derimod handle om, at § 110-boformen ikke har de rette redskaber til at hjælpe borgeren videre.

I nogle tilfælde kan borgeren betragte § 110-boformen som sit hjem, og det kan gøre det

vanskeligt at arbejde frem mod en udflytning til egen bolig. Når borgeren er udredt og ikke

længere har behov for omsorg og støtte, men ikke viser interesse for at finde bolig eller anden

boligløsning, kan det diskuteres, om borgeren fortsat hører ind under målgruppen for et § 110-

tilbud. Her kan det være et redskab at henvise borgeren til en anden § 110-boform for at skabe

et skifte i omgivelserne, der kan understøtte, at borgeren bliver motiveret for at komme videre i

egen bolig eller anden boligløsning.

5.4.3 Bortvisning

I nogle tilfælde træffer § 110-boformen afgørelse om at bortvise en borger, hvis borgeren har

udøvet vold (psykisk eller fysisk) eller har truet med vold på boformen. For at sikre, at der internt

på § 110-boformen er en ensartet praksis for at vurdere episoder, der kan føre til afgørelser om

at bortvise borgere, er det nødvendigt, at boformen udarbejder en procedure for bortvisninger.

Det er med til at sikre, at der er konsensus blandt medarbejderne om bortvisninger, og at

bortvisning ikke anvendes som sanktion, men kun indtræffer, når det er nødvendigt.

Bortvisninger kan være kaotiske og til tider involvere politiet. Derfor er det vigtigt, at

bortvisninger evalueres efterfølgende. Evalueringen handler bl.a. om at afdække, hvad der er

sket i den konkrete situation, der udløste en bortvisning, og om situationen har medført, at

enten medarbejdere eller andre beboere på § 110-boformen har følt sig truet. Når det er muligt,

bør den bortviste borger indkaldes til en samtale. Ved at have en afklarende samtale med

borgeren sikres det, at borgeren forstår baggrunden for bortvisningen og får mulighed for at

kommentere på afgørelsen. Det bidrager til at sikre gennemsigtighed både for borger og

medarbejdere omkring de bortvisninger, der foretages, samtidig med at det sikrer borgerens

retssikkerhed og mulighed for at klage over afgørelsen.

Side 51 af 79

Der er særregler om indhentning af oplysninger uden samtykke, hvis borgerne har psykiatriske

lidelser. Særreglerne kan tages i anvendelse overfor denne borgergruppe for at forebygge

bortvisningssituationer.

5.4.4 Opmærksomhedspunkter og anbefalinger til når samarbejdet ikke fungerer eller

ophører uplanlagt

Opmærksomhedspunkter

Der bør være konsensus på § 110-boformen om, hvor længe en borger kan udeblive fra

boformen, før borgeren udskrives, såfremt der ikke er en aftale mellem § 110-boformen og

borgeren om den konkrete udeblivelse. Det er samtidig vigtigt, at borgerne, der har ophold på §

110-boformen, kender fristen for, hvor længe de kan udeblive, før de bliver udskrevet.

Hvis § 110-boformen laver henvisning til anden § 110-boform eller bortviser en borger fra

boformen, er det vigtigt at være opmærksom på, at henvisning til anden § 110-boform eller

bortvisning ikke sker som en sanktion. § 110-boformerne skal således have tydelige procedurer

for, hvornår en borger skal bortvises, og hvornår en viderehenvisning til anden § 110-boform

skal ske, så både medarbejdernes arbejdsmiljø og borgernes retssikkerhed sikres.

Anbefalinger

Følgende fem anbefalinger kan bidrage til at forebygge udeblivelser, undgå tab af viden om

borgeren ved manglende eller uplanlagt ophør af samarbejde og sikre en god og ensartet

proces for bortvisninger:

1. Undgå tab af viden i overgange fra én boform til en anden. Det anbefales, at § 110-

boformen med borgerens samtykke kontakter borgerens eventuelle tidligere boform

med henblik på at få oplysninger om borgeren og se den tidligere opholdsplan, så der

kan arbejdes videre med den, og så borgeren får den rette indsats.

2. Udeblivelser. Det anbefales, at § 110-boformen er tydelig omkring, hvor længe en

borger kan udeblive, før borgeren udskrives. Det anbefales ligeledes, at boformen, når

der sker udeblivelser, evaluerer, om der er noget i boformens tilgang til borgeren, der er

en hindring for det gode samarbejde, eller som har ført til borgerens udeblivelse.

3. Afgørelse om bortvisning. Det anbefales, at der er gennemsigtighed og ensartet praksis

på § 110-boformen i vurderingen af, om der skal ske en bortvisning. Dermed undgås

det, at vurderingen er personafhængig og beror på, hvilke medarbejdere der er på

arbejde, når episoder, der kan føre til bortvisning, indtræffer.

4. Dialog om bortvisning. Det anbefales, at der efter bortvisning, og når det er muligt, er en

dialog med borgeren om bortvisningen, så det sikres, at borgeren er klar over, hvorfor

der er truffet afgørelse om bortvisning.

5. Retningslinjer for bortvisning. Det anbefales, at § 110-boformens medarbejdere kender

og anvender de

Nationale retningslinjer for forebyggelse af voldsomme episoder på

botilbud samt på boformer for hjemløse.

, samt at der på § 110-boformen er klare

retningslinjer ved bortvisning som følge af voldsepisoder.

Sundheds- og Ældreministeriet (2019): Lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v.

Socialstyrelsen, 2017b

Side 52 af 79

Side 53 af 79

Side 54 af 79

6. Medarbejderkompetencer

Der er på de danske § 110-boformer en diversitet i sammensætningen af medarbejdere og

fagligheder, og der synes at være enighed om, at der er behov for at have forskellige

fagligheder tilknyttet borgerne for at kunne levere den helhedsorienterede indsats, som

målgruppen har behov for. Typisk har § 110-boformer ansat pædagoger, social- og

sundhedsassistenter og tilsynsførende. Mange boformer har samtidig ansat medarbejdere, der

kan løfte specialfunktioner, såsom socialrådgivere, sygeplejersker,

beskæftigelsesmedarbejdere, kost- og ernæringsmedarbejdere, terapeuter og fysioterapeuter

samt servicemedarbejdere som pedeller, rengørings- og køkkenmedarbejdere. Endelig gør

nogle § 110-boformer brug af eksterne konsulenter til at løse opgaver, fx gadeplanspsykiatri,

sundhedsklinikker eller gældsrådgivning.

Den konkrete sammensætning af medarbejdere og fagligheder vil bero på en ledelsesmæssig

vurdering af, hvorvidt boformens samlede medarbejdergruppe kan imødekomme de behov, som

målgruppen af borgere i hjemløshed har under hensyn til den opgave, som § 110-boformerne

skal løse.

Ud over medarbejdernes fagligheder er der en række kompetencer, som medarbejdere på et §

110-tilbud skal besidde. Det kan være kompetencer, der ligger i direkte forlængelse af deres

faglighed, men også kompetencer, der er af mere personlig karakter, eller som kræver, at

medarbejderne efteruddannes. De faglige anbefalinger tager som beskrevet i kapitel 2 afsæt i

Housing First-princippet og det værdigrundlag, der ligger bag Housing First. Det handler i høj

grad om et mind-set og en tilgang i mødet og samarbejdet med borgeren og i mindre grad om,

hvilke specifikke metoder det enkelte tilbud anvender. Fokus i kapitlet er derfor på de faglige og

personlige kompetencer, der gør sig særligt gældende for medarbejdere, der arbejder på en §

110-boform, uanset hvilke metoder og redskaber boformen i øvrigt arbejder med.

6.1 Recovery-orienteret, rehabiliterende og empowerment-

fremmende

6.1.1 Recovery-orienteret

Housing First bygger på recovery og en tro på, at alle borgere kan gennemgå en recovery-

proces fra at være i hjemløshed til at kunne bo i egen bolig eller anden boligløsning med den

rette støtte. At arbejde recovery-orienteret betyder samtidig, at indsatsen i alle led er baseret på

at lytte til borgerens ønsker, håb og drømme samt at støtte de ressourcer, borgeren har.

Medarbejderne på boformen skal således arbejde med borgerens egne drømme, ønsker og håb

for at komme sig af hjemløshed og fungere i egen bolig/anden boligløsning på borgerens vilkår.

Recovery bygger på empati og indføling med borgerens situation og ønsker. Indsatsen tager

udgangspunkt i de mål og de problemstillinger, borgeren ønske støtte til, og disse er ikke

nødvendigvis de samme, som medarbejderen ser.

Det er ikke alle borgere, der fra start har let ved at formulere deres ønsker og drømme, da de

for nogens vedkommende vil være trådt i baggrunden som følge af et liv i hjemløshed og med

komplekse problemstillinger. Medarbejderen skal derfor i dialog med borgeren forsøge at finde

frem til, hvad borgeren oplever at have behov for hjælp til, samtidig med at medarbejderen

Ankestyrelsen, 2018

Side 55 af 79

bidrager med sin faglige viden, indsigt og erfaring og derigennem kan støtte, lytte, motivere og

yde en indsats til borgeren.

En vigtig del af arbejdet handler om at etablere et håb hos borgeren. Borgeren skal tro på, at

det er muligt at komme sig af hjemløshed og motiveres til at ville skabe forandring i sit liv,

således at der kan arbejdes med håb og drømme for fremtiden. Medarbejderens rolle er at

understøtte en proces, hvor borgerens perspektiv bliver tilstrækkeligt udredt, er synligt og i

udgangspunktet styrende for indsatsen, således at borgeren bliver i stand til at formulere

målene med opholdet ud fra egne håb, drømme og ønsker om et godt liv.

6.1.2 Rehabiliterende

Når mål og delmål er defineret i opholdsplanen, er det medarbejderens opgave at samarbejde

med borgeren om de rehabiliterende indsatser, der skal til, for at borgeren kan starte sin

recovery-proces og indfri sine målsætninger. Samarbejdet skal bygge på et møde mellem to

”eksperter”, hvor borgeren er ekspert i eget liv, mens medarbejderen er ekspert i faglige

metoder, redskaber, organisatoriske forhold mv. Det betyder, at borgeren skal opleve, at alle

dele af indsatsen – fra udredning, opholdsplan, støtte og til evaluering af opholdet – sker i en

inddragende proces, der er baseret på et ligeværdigt samarbejde mellem borger og

medarbejder. Det er borgerens ønsker, håb og drømme om det, borgeren definerer som et godt

liv, der definerer indsatsen. Medarbejderen stiller sin faglighed og professionelle viden til

rådighed for borgeren, så borgeren bliver tilbudt relevante rehabiliterende indsatser og bliver

bevidst om de muligheder, der eksisterer, og kan træffe sine valg på et oplyst grundlag.

6.1.3 Empowerment-fremmende

Når der arbejdes med rehabiliterende indsatser, der skal bidrage til, at borgeren kan gennemgå

en recovery-proces og komme sig af hjemløshed, er det samtidig vigtigt at arbejde med

empowerment. Empowerment er en tilgang, hvor borgeren anskues som værende i besiddelse

af ressourcer, evner, ønsker og håb, der kan gøre vedkommende i stand til at træffe valg og

skabe forandringer i sit liv. I en empowerment-tilgang er det borgeren selv, der har retten til at

beskrive både mål for indsatsen, og hvordan målet skal opnås inden for de rammer og

muligheder, der er. For nogle borgere vil ressourcer, evner, ønsker og håb være trådt i

baggrunden, fordi de ikke har været anvendt i en periode, eller måske fordi borgeren er blevet

afhængig af andre. Her skal medarbejderen kunne understøtte, at borgeren igen bliver bevidst

om egne ressourcer, og hvordan disse kan opbygges og føre til forandringer i borgerens

hjemløshed og samlede livssituation. Medarbejderen skal kunne sætte sin faglighed i spil og

facilitere den proces, der skal til, for at borgeren kan definere sine mål og handle på dem.

Samtidig skal medarbejderen altid tilpasse den støtte og de indsatser, som borgeren modtager,

så de stemmer overens med borgerens reelle behov. Det betyder, at der skal arbejdes med, at

problemer og opgaver løses sammen med eller af borgeren, frem for at de løses for borgeren.

Samtidig er der behov for, at der løbende følges op og evalueres på indsatsen, således at det

sikres, at borgerens ressourcer understøttes og udvikles, så borgeren opnår det højest mulige

funktionsniveau eller bliver mest muligt selvhjulpen.

6.2 Relationsdannelse

En god relation til medarbejderne er vigtig for, at borgeren trives og udvikler sig under opholdet

på § 110-boformen. En god relation kræver en anerkendende tilgang til borgeren og en

nysgerrighed og interesse for borgerens værdier og måde at anskue verden på for at få indblik i,

hvorfor borgeren tænker og handler, som borgeren gør. Det handler om at skabe tillid og

tryghed hos borgeren, så der bliver mulighed for at arbejde med udvikling. En vigtig personlig

Side 56 af 79

kompetence hos medarbejderne er derfor deres evne til at danne relationer og rumme de

borgere, som opholder sig på § 110-boformen. At opbygge en relation til borgeren kræver

samtidig, at medarbejderen er vedholdende og opsøgende i sin kontakt, da det ofte er

medarbejderen, der vil have ansvaret for at skabe den gode relation.

Når medarbejderen formår at skabe en tæt relation til borgeren, kan det bidrage til at sikre, at

borgeren støttes både via de rehabiliterende indsatser, der arbejdes med under opholdet på

boformen, og via indsatser, som den kommunale myndighed bevilliger. På den måde kan

relationen også være et bindeled mellem borgeren og den kommunale myndighed med henblik

på at etablere et tæt samarbejde.

Det er samtidig vigtigt, at medarbejderen kan passe på sig selv i relationen. Målgruppen af

borgere på § 110-boformer kræver, at medarbejderne er psykisk robuste, da de til tider arbejder

med udadreagerende borgere i et miljø, hvor der kan opstå tilspidsede situationer. Det er dog

vigtigt at huske, at vold og voldsomme episoder for nogle borgere er en udtryksform, der ofte er

signal på noget, der er gået forud, og at det også kan være samspillet med medarbejderen, det

handler om. Faglig refleksion og supervision er derfor afgørende for, at den enkelte

medarbejder kan passe fagligt på sig selv. Nogle § 110-boformer arbejder med, at borgeren

deltager ved supervision.

6.3 Motivationsskabelse

Alle mennesker har noget, der motiverer dem, og en af boformsmedarbejdernes opgaver er at

hjælpe borgeren til at finde frem til, hvor borgerens kilde til motivation ligger, så det kan være

afsæt for det videre samarbejde. Det kan være svært at arbejde med motivation hos nogle af

borgerne, men igennem arbejdet med borgerens udredning, samvær og samtaler med borgeren

samt observationer af borgerens adfærd er det muligt for medarbejderne at få indsigt i, hvad der

kan skabe motivation og energi hos borgeren til at starte en recovery-proces og skabe en

forandring. Det, som borgeren har energi til og er motiveret for at arbejde med, er et vigtigt

afsæt for at formulere mål og delmål for indsatsen. Det er langt mindre vigtigt, om målene er

realistiske set med medarbejderens øjne; det handler derimod om at følge borgerens motivation

og tænke kreativt.

Motivationsskabelse, brugerinddragelse og en individuel opholdsplan med udgangspunkt i

borgernes ønsker og behov udgør faglige målsætninger i samarbejdet med borgeren. Der kan

dog også være vanskeligheder forbundet med brugerinddragelse, fx hvis borgeren ikke selv

ønsker at blive inddraget, eller hvis borgeren mangler forudsætninger for at deltage. I de

situationer stilles der særligt høje krav til den socialfaglige indsats fra medarbejderne.

6.4 Mestring

De borgere, der tager ophold på § 110-boformerne, har ofte behov for at arbejde med mestring

af eget liv. Det handler om, at borgerne står over for nogle udfordringer eller belastende

livsomstændigheder som følge af hjemløshed og komplekse sociale problemstillinger, som de

har behov for støtte til at mestre, dvs. klare og håndtere. Derfor er det vigtigt, at medarbejderne

kan hjælpe borgeren til at identificere situationer og alarmsignaler i hverdagen, hvor borgeren

bliver stresset eller oplever at håndtere situationer uhensigtsmæssigt eller destruktivt. Jo bedre

borgeren bliver til at forstå sin egen situation eller adfærd, desto lettere bliver det for borgeren at

finde andre handlemuligheder og mening i det, der sker. Medarbejderen på § 110-boformen kan

herefter støtte borgeren i at tillære sig nogle strategier, metoder eller fremgangsmåder til at

mestre svære, ukendte eller truende situationer bedre. Det kan fx handle om, at borgeren får

Side 57 af 79

redskaber til og en plan for at undgå tilbagefald til misbrug, forebygge angst eller vrede,

håndtere ændrede situationer i livet og håndtere hverdagslivet på § 110-boformen.

Der er på § 110-boformerne forskellige strategier, metoder mv. til at arbejde med borgerens

mestring, fx kognitive strategier, adfærdsstrategier, sensoriske strategier og fysiologiske

strategier. Hvilken metode, der anvendes, kommer i høj grad an på både situationen og den

konkrete borger.

Sammen med borgeren kan medarbejderen udarbejde en plan for, hvordan en given situation

kan mestres, fx mestring af boligkompetencer. Planen kan indeholde konkrete aktiviteter eller

handlinger, borgeren skal udføre, tidspunktet for aktiviteten eller handlingen, samt hvordan

aktiviteten eller handlingen skal udføres. Der kan arbejdes med dagsplaner eller ugeplaner, der

ud over at udvikle borgerens mestringsevne med hensyn til hverdagslivet og boligkompetencer

kan bidrage til at skabe struktur i borgerens hverdag.

6.5 Struktur

Struktur og rutiner er en vigtig del af det socialfaglige arbejde på § 110-boformerne. Struktur og

rutiner bidrager til at udvikle borgernes evner til at blive mere selvhjulpne og reducere kaos,

stress og impulsadfærd, der ofte kan kendetegne hverdagen for borgere, der lever i

hjemløshed. Samtidig oplever medarbejderne på § 110-boformerne generelt øgede krav til, at

de har en struktureret tilgang til deres socialfaglige arbejde med borgeren og i udførelsen af

sagsarbejdet.

6.5.1 Skabe struktur for borgeren

I en recovery- og empowerment-tilgang skal medarbejderne formå at arbejde

ressourceorienteret samt tilrettelægge en individuel struktur for hver enkelt borger med

udgangspunkt i borgerens ønsker, behov og ressourcer. Strukturen skal være dynamisk og

tilpasses borgerens reelle behov, som kan skifte under opholdet. En stor del af den socialfaglige

indsats bygges op omkring struktur og rutiner i borgerens dagligdag. Derfor er det vigtigt, at

medarbejderne er meget bevidste om, hvilken struktur og hvilke rutiner de hjælper borgeren til

at få, og hvordan disse kan bidrage til at opfylde de mål, borgeren har for opholdet.

§ 110-boformen skal skabe den struktur og de rutiner for borgeren, der sikrer de bedste

muligheder for, at borgeren kan mestre eget liv. Ved hjælp af struktur kan borgeren få overblik

over sin dag og på længere sigt sit liv. Rutiner og struktur skaber forudsigelighed og

genkendelighed i borgerens hverdag, som kan bidrage til at reducere kaos, stress og

impulsadfærd hos borgeren, hvilket samtidig er helt essentielt for forebyggelsen af vold og

voldsomme episoder

.Udførelsen af rutiner og aktiviteter bidrager samtidig til at udvikle

borgerens ressourcer og selvhjulpenhed. Dette fører til, at borgeren på sigt vil opleve øget

kontrol over eget liv (empowerment).

6.5.2 Struktureret tilgang til det socialfaglige arbejde

Ud over at struktur kan anvendes som et pædagogisk redskab i samarbejdet med borgeren, er

der også behov for struktur i § 110-boformernes socialfaglige arbejde.

Medarbejderne skal være i stand til at foretage systematiske og fagligt velfunderede

udredninger af borgernes ressourcer, funktionsniveau og støttebehov. Denne viden skal de

kunne dokumentere og formidle skriftlig på et niveau, der gør, at andre kolleger på § 110-

boformen eller fx myndighed i kommunen kan anvende det i deres arbejde med borgeren og til

Socialstyrelsen, 2017b

Side 58 af 79

forståelse af borgerens situation. Samtidig er der i løbet af de seneste år kommet en øget

opmærksomhed på dokumentation og evaluering af borgernes udvikling og trivsel på § 110-

boformerne. Det indebærer, at de mål, der opstilles sammen med borgerne i opholdsplanen –

ud over at tage afsæt i borgerens ønsker og drømme – skal formuleres således, at de bliver

konkrete og målbare, så der kan følges op på dem.

Det betyder dels, at der er fokus på, at medarbejderne har en forståelse for og kan se

vigtigheden i at dokumentere egen indsats, observationer, adfærd mv., og dels at

medarbejderne formår at skabe en systematik i samarbejdet med kommune, borger og andre

parter i borgerens sag.

Mange § 110-boformer anvender en egentlig udredningsmetode, såsom VUM, ASI-forsorg,

Forandringskompasset eller lignende, der bidrager til en fælles tilgang til og struktur for arbejdet

med udredningen og opholdsplanen. Nogle steder er der ligeledes udarbejdet manualer til

medarbejderne for hele den socialfaglige indsats med henblik på at skabe en ensartet struktur

og et fælles sprog for medarbejdernes arbejde.

Da dagligdagen på en § 110-boform ofte er uforudsigelig, følger det, at boformsmedarbejderne

ud over struktur også skal kunne fungere i og håndtere det uplanlagte og uventede.

6.6 Brobygning

For at sikre at borgeren modtager en helhedsorienteret og rehabiliterende indsats, er det vigtigt,

at medarbejderne formår at understøtte en helhedsorienteret tilgang til borgerens livssituation

og brobygge til relevante samarbejdsparter, i form af fx kommunale myndigheder,

sundhedsvæsenet mv. Det kan handle om at sikre, at der aftales møder, understøtte borgeren i

at møde op til aftaler, sikre at der bliver udvekslet relevante oplysninger mellem borger, boform

og kommune/samarbejdsparter samt at deltage ved møder mellem borger og fx kommunal

myndighedsrådgiver. Brobygning er vigtigt for at understøtte, at der sker en progression i

borgerens sag, og at borgeren får den rette og helhedsorienterede hjælp og fx ikke

sanktioneres, fordi borgeren ikke møder op eller ikke er i stand til at tale sin egen sag.

Af en undersøgelse af Ankestyrelsen fremgår det, at borgerne anfører § 110-boformernes hjælp

til at understøtte kontakten til kommunen som noget af det, der er allerstørst behov for.

Det

handler både om hjælp til at navigere i systemet samt værdien i, at en medarbejder fra

§ 110-boformen ledsager og støtter borgeren ved mødet med kommunale myndigheder.

6.7 Konflikthåndtering og voldsforebyggelse

§ 110-boformerne tilstræber at skabe tryghed og trivsel for borgerne under opholdet. Borgernes

stressniveau er til tider højt, og der kan opstå konflikter og frustrationer. Medarbejderne skal

derfor være gode til at aflæse de signaler, borgerne sender, inden en potentiel konflikt

eskalerer. Nogle § 110-boformer arbejder med Low Arousal, som er en videnskabelig baseret

metode til at håndtere voldsom adfærd. Low Arousal tager udgangspunkt i, at mennesker, der

reagerer med udfordrende adfærd, befinder sig i en tilstand af kaos, hvor de har mistet

kontrollen over sig selv. For at undgå at det sker, tilpasser medarbejderne kommunikation,

handlinger og krav til borgerens funktionsniveau og situationen. De tre vigtige principper i Low

Arousal er:

Ankestyrelsen, 2018

Side 59 af 79



Ansvarsprincippet: Det er medarbejdernes ansvar at få relationen og samarbejdet til at

lykkes ved at finde løsninger og metoder, der støtter borgeren til at bevare kontrol og

undgå udfordrende adfærd.

Kontrolprincippet: Medarbejderne skal hjælpe borgeren til at bevare selvkontrollen i så

høj grad som muligt. Når det er tilfældet, føler borgeren sig mere tryg og kan bedre

samarbejde.

Princippet om affektsmitte: Mennesker smitter hinanden med følelser og stemninger.

Hvis personalet i en situation med kaos formår at udstråle ro, kan borgeren påvirkes til

også at føle mere ro. Modsat kan en stresset medarbejder påvirke en situation i retning

af kaos.

6.8 Akutte problemstillinger

§ 110-boformer arbejder med skadesreduktion og borgerens akutte problemstillinger, men

derudover skal medarbejderne sikre, at der arbejdes struktureret og rehabiliterende med

forskellige typer af indsatser og aktiviteter, der bidrager til borgerens recovery. Det betyder, at

borgerens behov for hjælp og støtte i akutte situationer fortsat imødekommes, men at

medarbejderen samtidig formår at holde fokus på den plan for opholdet, som borger og

medarbejder i samarbejde har lagt.

6.9 IT-fagsystemer

Strukturen i det socialfaglige arbejde på § 110-boformen stiller krav til medarbejdernes IT-

kompetencer. Dokumentation af indsatsen under borgerens ophold er med til at sikre, at

medarbejdere har samme viden om borgeren og en ensartet tilgang til arbejdet med målene for

borgerens ophold. Dokumentation af § 110-boformens indsats er samtidig vigtig for kommunale

myndighedsrådgivere.

§ 110-boformen dokumenterer i borgerens sag på de mål, der fremgår af borgerens

opholdsplan. Løbende opfølgning i IT-systemet på mål og observationer omkring borgeren er

med til at sikre fokus på borgerens udvikling under opholdet samt relevante observationer

omkring borgeren, som boformen gør undervejs med henblik på at dokumentere borgerens

funktionsniveau og evt. støttebehov. Dokumentationen anvendes dels som § 110-boformens

eget redskab i dialogen med borgeren og dels som fagligt input til kommunale myndigheders

udredning og handleplaner.

Der kan med fordel udpeges én eller flere superbrugere, der har særligt ansvar for at kende til

IT-systemer og brugen af dem i den socialfaglige praksis på § 110-boformen. Superbrugernes

opgave vil være at understøtte øvrige medarbejderes faglige brug af systemet.

På nogle § 110-boformer kan medarbejderne opleve frustration over at bruge lang tid på at

dokumentere frem for at være sammen med borgerne. Derfor arbejder nogle § 110-boformer på

i højere grad at inddrage borgeren i dokumentationsarbejdet, hvor borgerens journal udfyldes i

et samarbejde mellem borger og medarbejder og dermed bruges direkte i det socialfaglige

arbejde.

6.10 Praktisk arbejde

På en § 110-boform vil der næsten altid være praktiske opgaver, der skal løses både med og

uden borgeren. Derfor skal alle medarbejdere på en § 110-boform være indstillede på udføre

praktisk arbejde, fx oprydning, rengøring af værelser, vask, rengøring af kontorlokaler, yde

Side 60 af 79

praktisk hjælp til udflytning, pakke fraflyttede beboeres effekter mv., da det også er en del af

dagligdagen på § 110-boformen.

6.11 Kompetenceudvikling

Den udvikling, der er sket i målgruppen af borgere i hjemløshed over tid, og de krav, der er til

medarbejdernes kompetencer, betyder, at personalesammensætningen på § 110-boformerne

har ændret sig til at omfatte mere specialiseret personale bestående af fx socialrådgivere,

pædagoger, ergoterapeuter mv. Udviklingen medfører, at medarbejderne på § 110-boformerne

generelt arbejder mere metodisk og har behov for efteruddannelse. Det kan fx være kurser i

recovery, narrative metoder, low arousel, kognitive grundforløb, case management,

konflikthåndtering mv., som er med til at øge fagligheden hos medarbejderne og imødekomme

den kompleksitet, der afspejler sig i borgernes problemstillinger.

Side 61 af 79

Side 62 af 79

7. IT-understøttelse

§ 110-boformerne har forskellige IT-systemer til at understøtte den socialfaglige indsats på

boformen, fx EKJ, CSC, NEXUS og BOSTED. Der er forskel på systemerne, og hvordan de kan

anvendes til at understøtte den socialfaglige indsats. Et godt IT-system kan understøtte den

socialfaglige systematik og metodik i sagsarbejdet samt sikre den nødvendige dokumentation.

Følgende elementer i IT-understøttelsen er særligt vigtige for arbejdet med de socialfaglige

indsatser:



At systemet understøtter arbejdet med mål og delmål for borgeren. Fx ved at

medarbejderen, når der noteres i systemet, naturligt også skal forholde sig til borgerens

mål.

At systemet synliggør borgerens opholdsplan med mål og delmål. Et IT-system kan

være med til at sikre den løbende opfølgning på og dokumentation i opholdsplanen, når

systemet synliggør notater om den enkelte borger, herunder borgerens progression i

opnåelsen af konkrete mål og delmål.

At IT-systemet kan anvendes til at udarbejde døgnrapporter, dvs. producere en oversigt

over, hvad der er sket på boformen det sidste døgn.

At systemet understøtter arbejdet med risikovurderinger.

At systemet har redskaber til at arbejde med borgerens mestring.

At systemet kan genfinde borgere, der tidligere har haft et ophold på boformen, og

genanvende data om borgeren.



God IT-understøttelse med gode data kan støtte både borgere, medarbejdere og ledere på

§ 110-boformen i det socialfaglige arbejde, fordi data giver mulighed for at dokumentere,

sammenligne og frem for alt at udvikle indsatsen.

Side 63 af 79

Side 64 af 79

8. Kvalitetsmodellen

§ 110-boformerne er omfattet af lov om socialtilsyn. Det betyder, at Socialtilsynet skal godkende

og føre tilsyn med alle § 110-boformer. Socialtilsynene anvender kvalitetsmodellen som en

ramme til at strukturere og systematisere deres kvalitetsvurdering både ved godkendelse og i

de driftsorienterede tilsyn. Der er imidlertid altid et betydeligt fagligt skøn forbundet med at

vurdere, hvorvidt et § 110-tilbud har den fornødne kvalitet. Kvalitetsmodellen understøtter det

faglige skøn og medvirker til ensartethed, systematik og gennemsigtighed i Socialtilsynets

vurderinger.

Kvalitetsmodellen sigter på at:



Skabe fokus på resultater og effekt af den sociale indsats i tilbud og dermed at opnå et

kvalitetsløft i indsatsen.



Skabe et fælles vurderingsgrundlag og øget brug af en systematik i det enkelte

socialtilsyn og på tværs af socialtilsynene.



Skabe mulighed for en mere struktureret og ensartet ledelsesinformation og

beslutningsgrundlag for ledelserne i de nye tilsynsenheder og de respektive driftsherrer

i forhold til udviklingen af tilbuddene.

De faglige anbefalinger til § 110-boformernes socialfaglige indsats er Socialstyrelsens

anbefalinger til god praksis på § 110-boformerne. De faglige anbefalinger skal være med til at

understøtte, at § 110-boformerne arbejder efter Housing First-princippet og i forlængelse af

dette, at de socialfaglige indsatser på § 110-boformerne får et målrettet og rehabiliterende sigte,

der kan bidrage til borgerens recoveryproces ud af hjemløshed. Målet med de faglige

anbefalinger er samlet set at øge kvaliteten i de rehabiliterende indsatser, som borgeren

modtager under opholdet på § 110-tilbuddet, ved at give § 110-boformerne et fælles grundlag

for kvalitetsudvikling og kvalitetssikring af deres socialfaglige indsats, som bygger på forskning

og gode erfaringer fra praksis.

Housing First-princippet og de faglige anbefalinger udgør et vidensgrundlag for § 110-

boformerne, der dels kan kvalificere § 110-boformernes arbejde med kvalitet inden for de syv

områder i kvalitetsmodellen og dels kan kvalificere socialstilsynenes faglige skøn og give

tilsynsførende indsigt i aktuel bedste viden om indsatsen på § 110-området.

Lov om socialtilsyn § 6, stk. 2, fastlægger 8 temaer, som § 110-tilbuddenes kvalitet skal

vurderes ud fra:

Uddannelse og beskæftigelse

Selvstændighed og relationer

Målgrupper, metoder og resultater

Sundhed og trivsel

Organisation og ledelse

Kompetencer

Økonomi

Fysiske rammer

Temaet økonomi (nr. 7) vurderes særskilt og er ikke indeholdt i kvalitetsmodellen.

Hvert af de syv temaer i kvalitetsmodellen konkretiseres i en række kvalitetskriterier. Kriterierne

er udtrykt som konkrete mål for indsatsen i tilbuddene. For hvert kvalitetskriterium er der

samtidig en eller flere kvalitetsindikatorer. Indikatorerne er tegn på, om den kvalitet, som er

udtrykt i kriteriet, forekommer i praksis. Socialtilsynet skal basere deres vurdering på

Side 65 af 79

kvalitetskriterierne og indikatorerne, men socialtilsynet kan inden for rammerne af temaerne

inddrage andre relevante forhold i vurderingen. I kvalitetsmodellen er der ikke fastsat

grænseværdier for, hvornår et tilbud har den fornødne kvalitet. Socialtilsynets vurderinger beror

således på et fagligt skøn

I dette kapitel kobles Housing First-princippet og de faglige anbefalinger til de syv temaer i

kvalitetsmodellen. Formålet er at relatere kvalitetsmodellens syv temaer til en §110-kontekst for

at vise, hvordan § 110-boformerne kan arbejde med at sikre kvaliteten inden for de syv temaer,

samt anskueliggøre hvad socialtilsynene med fordel kan være opmærksomme på, når de skal

vurdere, om Housing First-princippet afspejles i boformens praksis, og om det bidrager til at

understøtte kvaliteten i indsatsen.

Tema 1 omhandler uddannelse og beskæftigelse

Målgruppen for § 110-boformer er en heterogen gruppe. Gruppen spænder fra borgere uden

tag over hovedet (boligløse) til borgere, der har en bolig, men som ikke kan fungere i den, og

som evt. er i risiko for at miste boligen, hvis der ikke sættes ind i tide med relevant hjælp.

Hjemløshed falder oftest sammen med en lang række af andre problemer end alene manglen

på en bolig. Alkohol- og stofmisbrug, blandingsmisbrug, psykisk lidelse, vold, kriminalitet, ringe

arbejdsmarkedstilknytning, manglende socialt netværk, et omflakkende liv og rodløshed er blot

nogle af de problemer, der præger mennesker i hjemløshed.

En del af de borgene, der opholder sig på § 110-boformerne og udgør målgruppen for Housing

First-indsatsen, er langt fra både uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. For de af borgerne

som er mere velfungerende, eller som oplever en mærkbar forbedring i løbet af opholdet, kan

der være ønske om at påbegynde uddannelse eller finde arbejde. Nogle har måske været i

gang med en eller flere uddannelser tidligere, men har af forskellige grunde ikke færdiggjort

disse, og andre vil have brug for opkvalificering eller hjælp til at søge job. Borgeren kan ønske

støtte til at finde frem til de muligheder, der eksisterer, og for nogle vil det være en afgørende

hjælp, at boformen tager med til møder med eksempelvis jobcentret eller formidler kontakt til

kompetenceafklaringsforløb i såvel kommunalt som i privat regi.

Nogle § 110-boformer har selv tilknyttet aktivitets- eller beskæftigelsestilbud, og nogle har

mulighed for at tilbyde uddannelses- eller beskæftigelsesrettede aktiviteter fx i form af tilbud

efter § 103 eller § 104 i lov om social service. Beskæftigelsestilbuddene bidrager nogle steder til

boformens drift, og andre steder fungerer de som en slags arbejdsprøvning eller redskab til at

skabe struktur og indhold i borgerens hverdag under opholdet. Deltagelse i aktivitets- eller

beskæftigelsestilbud kan bidrage til, at borgeren udvikler og opbygger ressourcer i forhold til

uddannelse og beskæftigelse.

§ 110-boformens kerneydelse er at sikre, at en borger, der lever i hjemløshed, får mulighed for

at bo under trygge forhold, mens borgerens årsager til hjemløshed og behov for støtte udredes.

Hovedformålet er i samarbejde med kommunal myndighed at udrede borgerens ressourcer og

begrænsninger i forhold til borgerens generelle livssituation og kommende bolig, herunder

borgerens ressourcer ift. uddannelse og beskæftigelse. Målet er, at borgeren kan komme ud i

egen bolig med den rette støtte og på sigt opnå en højere grad af selvstændighed og

selvhjulpenhed. Det vil variere, hvor meget uddannelse og beskæftigelse fylder for den enkelte

borger under opholdet, samtidig med at § 110-boformens fysiske rammer, normering mv. vil

have indflydelse på, hvilken indsats boformen kan tilbyde. Uddannelse og beskæftigelse bør

dog altid være et fokuspunkt for §110-boformen, og der bør arbejdes aktivt med at etablere

Læs mere om kvalitetsmodellen på Socialstyrelsens hjemmeside. (https://socialstyrelsen.dk/tvaergaene-

omrader/socialtilsyn/redskaber-for-tilsynsforende/kvalitetsmodel)

Side 66 af 79

samarbejdsrelationer med relevante parter inden for området med udgangspunkt i, hvilken eller

hvilke delmålgruppe(r) § 110-boformen omfatter samt den enkelte borgers ønsker, ressourcer

og behov for indhold i hverdagen, uddannelse og beskæftigelse.

Tema 2 omhandler selvstændighed og relationer

I temaet selvstændighed og relationer i kvalitetsmodellen skal socialtilsynet bl.a. vurdere, i hvor

høj grad et tilbud styrker borgernes kompetencer til at indgå i sociale relationer og opnå

selvstændighed.

Mange borgere i hjemløshed har et svagt socialt netværk og svag eller fraværende kontakt til

familien, og hjemløshedssituationen kan både gøre det vanskeligt at opbygge nye sociale

relationer og fastholde eksisterende relationer. Forskning og erfaringer viser samtidig, at en stor

del af de borgere, som lever i hjemløshed, mangler basale boevner. Når borgeren opholder sig

på boformen, samarbejder boformen med borgeren omkring at fremme borgerens mulighed for

at udvikle og udnytte egne potentialer, og derfor vil det for langt de fleste borgere være relevant,

at boformen understøtter borgeren i at deltage i aktiviteter med henblik på at øge borgerens

selvstændighed og relationer. Boformen kan dels understøtte borgeren i at finde frem til

aktiviteter, der matcher borgerens drømme, ønsker og ressourcer og dels støtte borgeren i at få

igangsat aktiviteter, fx deltagelse i sociale aktiviteter, beskæftigelsesindsatser, beboermøder og

botræning. Aktiviteter kan ses som en integreret del af arbejdet med borgeren omkring at skulle

indgå i samfundet og bo i egen bolig.

For de borgere, som har ophold af længere varighed på § 110-boformen, vil arbejdet med

opholdsplanen danne rammen for samarbejdet med borgeren omkring selvstændighed og

relationer. En borgers kompetencer til at indgå i sociale relationer og opnå selvstændighed kan

blandt andet styrkes gennem inddragelse af borgeren i udarbejdelsen af opholdsplanen, der

beskriver, hvad § 110-boform og borger vil samarbejde om under borgerens ophold. En

forudsætning for reel inddragelse af borgeren i arbejdet med opholdsplanen er, at borgeren

oplever at blive anerkendt af de boformsmedarbejdere eller den kontaktperson, borgeren bliver

tilknyttet under opholdet. Normer, regelsæt og arbejdsgange på § 110-boformen kan påvirke,

om borgeren oplever sig anerkendt og inddraget og dermed opnår udbytte af indsatsen

Kvaliteten i § 110-boformernes arbejde med selvstændighed og relationer vil være betinget af, i

hvor høj grad § 110-boformen formår at arbejde helhedsorienteret, struktureret og recovery-

orienteret sammen med borgeren om relevante mål i opholdsplanen. Kvaliteten vil yderligere

være betinget af, i hvor høj grad boformen understøtter borgeren i at deltage i relevante

aktiviteter i hverdagen, som kan bidrage til, at borgeren udvikler eller genvinder sociale

kompetencer og mest mulig selvstændig livsførelse.

Et opmærksomhedspunkt for § 110-boformen er derfor, hvordan boformen arbejder med

opholdsplanen, og hvorvidt den socialfaglige tilgang til borgeren bidrager til at sikre inddragelse

af borgeren i planlægning, opsætning af mål og opfølgning på mål i opholdsplanen. Herunder

om opholdsplanen indeholder relevante mål og delmål, der tager afsæt i borgerens ønsker,

drømme og ressourcer for at kunne komme videre og sikre bæredygtighed i egen bolig/anden

boløsning, og om bofomen arbejder ensartet og struktureret med opholdsplanen og

opfølgningen på denne, så den bidrager til at planlægge, skabe struktur for og dokumentere

indsatsen under borgerens ophold.

Side 67 af 79

Tema 3 omhandler målgrupper, metoder og resultater

I temaet målgruppe, metoder og resultater er det beskrevet, at socialtilsynene i deres

kvalitetsvurdering skal lægge vægt på, at der er et klart formål med indsatsen, at § 110-

boformen medvirker til at sikre borgernes trivsel, og at indsatsen resulterer i den ønskede

udvikling for borgerne.

Målgruppen for § 110-boformer er, som tidligere beskrevet, en heterogen gruppe. Nogle § 110-

boformer har en afgrænset målgruppe, mens andre er målrettet alle borgere, der falder ind

under målgruppen for ophold på § 110-boformer. Det betyder, at § 110-boformerne skal kunne

rumme borgere og tilbyde dem en relevant indsats på trods af meget forskellige behov, og det

kræver både en variation i sammensætningen af § 110-boformens egne rehabiliterende

indsatser

samt et tæt samarbejde og koordination med øvrige parter i borgerens sag.

Målsætningen for et ophold på en § 110-boform må altid være, at borgeren skal have så

midlertidig et ophold som muligt. Ud fra Housing First-princippet og med afsæt i den recovery-

orienterede tilgang til borgeren betyder det, at indsatsen under opholdet på boformen

tilrettelægges i tæt samarbejde med borgeren og ud fra borgerens egne ønsker, håb og

ressourcer ift., at borgeren kan bo i egen bolig/anden boløsning og fastholde den. Det betyder

ligeledes, at indsatsen skal være helhedsorienteret, så der er fælles retning på tværs af

indsatser og sammenhæng mellem § 110-boformens udredning og opholdsplan samt

kommunal myndigheds myndighedsudredning og § 141-handleplan. § 110-boformen skal

dermed samarbejde med og brobygge til øvrige parter i borgerens sag for at sikre, at borgeren

modtager en helhedsorienteret og rehabiliterende indsats med henblik på, at borgeren kan

komme sig af hjemløshed og skabe en forandring i eget liv. Relevante parter i borgerens sag

kan være borgerens pårørende, borgerens centrale kontaktpersoner, fx borgerens

myndighedssagsbehandler i handle- og betalingskommunen, borgerens

myndighedssagsbehandler i jobcenteret, behandlere i den ambulante psykiatri,

misbrugsbehandlingsstilbud, praktiserende læge, kommunale støtte- og kontaktpersoner,

mentorer (fx fra jobcenteret) mv.

Et særligt opmærksomhedspunkt er, at borgere, der tager ophold på § 110-boformer, ofte ikke

er kendte i systemerne og heller ikke udredte ved optagelsen på § 110-boformen. Samtidig kan

borgernes ophold spænde fra ophold af få dages varighed til meget lange ophold. Dette er

vilkår, som kan påvirke indsats og resultater under opholdet, men det ændrer ikke ved behovet

for at arbejde helhedsorienteret, recovery-orienteret og struktureret.

Boformens indsats tager afsæt i en udredning af borgerens ressourcer og begrænsninger i

håndtering af hverdagsliv og borgerens sociale færdigheder. Boformens evne til at skabe en

struktureret, målrettet og helhedsorienteret indsats under opholdet afhænger derfor i høj grad

af, om § 110-boformen kan udarbejde systematiske og fagligt velfunderede udredninger i

samarbejde med borgeren. Et opmærksomhedspunkt i forhold til at sikre kvaliteten i

udredningsarbejdet er, at medarbejderne på § 110-boformen anvender samme redskab til at

foretage udredninger, og at boformens viden om borgeren gennem udredningen bliver

dokumenteret og formidlet skriftlig på et niveau, der gør, at andre kolleger på § 110- boformen

og øvrige samarbejdsparter, fx myndighed i kommunen, kan anvende den viden i deres arbejde

med borgeren og til forståelse af borgerens situation. Samtidig er det vigtigt, at § 110-boformen

har fokus på løbende dokumentation og evaluering af borgerens udvikling og trivsel på § 110-

boformen. Dette indebærer, at de mål, der opstilles sammen med borgeren i opholdsplanen,

bør være så konkrete og målbare, at der løbende kan følges op på dem.

Socialudvalget 2010-11: Vejledning om botilbud mv. til voksne efter reglerne i almenboligloven,

serviceloven og friplejeboligloven, kap.10 pkt. 169

Side 68 af 79

Ud over at der på § 110-boformen skal være konsensus omkring Housing First-princippet, er

det vigtigt, at boformen er tydelig på, hvilke metoder og tilgange boformen anvender til at

understøtte den recovery-orienterede, empowerment-fremmende og rehabiliterende indsats i

arbejdet med borgeren, og hvordan disse afspejler sig i praksis. Det er også vigtigt at være

opmærksom på, hvordan boformen tilrettelægger sin indsats i samarbejdet med øvrige parter i

borgerens sag, således at boformen understøtter, at indsatsen bliver helhedsorienteret.

Tema 4 omhandler sundhed og trivsel

Borgere i hjemløshed har ud over hjemløshed andre sociale problemstillinger, fx økonomiske,

fysiske, psykiske og/eller misbrugsrelaterede problemer. Hvis borgeren ikke modtager støtte og

hjælp til at håndtere disse problemstillinger, kan det være en barriere for at komme i bolig og

fastholde den. Det er derfor vigtigt, at § 110-boformeren i samarbejde med borger og de

kommunale myndighedsområder, region mv. arbejder med at afdække og reducere

risikofaktorer, der kan være en barriere eller hindring for, at borgere kan komme sig af

hjemløshed.

Inddragelse af borgeren i egen udredning og opholdsplan og brobygning til relevante eksterne

aktører i borgerens sag skal bidrage til, at borgeren i højere grad oplever at have kontrol over

indsatsen og dermed eget liv, kan tage ansvar for opholdet og egen situation og træffe

beslutninger vedrørende ønskede ændringer i sit liv. Borgerinddragelse er derfor et væsentligt

element i styrkelsen af borgernes værdighed, autonomi og integritet og et vigtigt skridt mod at

skabe den forandring hos borgeren, som skal medføre, at borgeren kommer sig af hjemløshed.

For at sikre at borgerne oplever sig inddraget i indsatsen under opholdet på § 110-boformen,

må alle aktiviteter foregå med blik for borgerens ønsker, håb og ressourcer. Borgerinddragelse

er et samarbejde om indsatsen, hvor borgeren i samråd med boformen træffer beslutning om,

hvad opholdsplanen skal indeholde, og hvad der skal samarbejdes omkring. Som nævnt under

temaet selvstændighed og relationer er det en forudsætning for reel inddragelse, at borgeren

oplever at blive anerkendt af de medarbejdere på boformen, som varetager indsatsen, ligesom

normer, regelsæt og arbejdsgange på § 110-boformen kan påvirke borgerens oplevelse af og

mulighed for at føle sig anerkendt.

Et opmærksomhedspunkt bør således være, om § 110-boformen formår at arbejde recovery- og

empowerment-orienteret i tilgange til borgeren for at understøtte borgerens mulighed for selv-

og medbestemmelse, og om § 110-boformen formår at arbejde struktureret ud fra en

helhedsorienteret tilgang, der både fokuserer på borgerens fysiske og mentale sundhed og

trivsel.

Endelig bør der være fokus på, om § 110-boformen arbejder aktivt med risikovurdering eller

anvender andre former for mestringsskemaer til at forebygge vold og overgreb og sikre et sundt

bo- og arbejdsmiljø for borgere og medarbejdere på boformen.

Tema 5 omhandler organisation og ledelse

Ledelsen på § 110-boformen skal sikre, at boformen er organiseret og struktureret på en måde,

så borgeren trives og modtager en kvalificeret rehabiliterende indsats, der stiler mod en hurtig

og bæredygtig vej ud af hjemløshed med den rette støtte. Ledelsen skal samtidig sikre, at den

faglige sammensætning af medarbejderne på § 110-boformen understøtter, at borgeren kan

modtage en helhedsorienteret indsats, herunder at borgerne har den fornødne kontakt med

medarbejderne på boformen til at sikre relationsarbejdet og borgerinddragelsen. Ledelsen skal

også sikre, at medarbejderne har adgang til ekstern supervision og intern faglig sparring.

Side 69 af 79

Endelig kan god IT-understøttelse med gode data støtte både borger, medarbejdere og ledere

på boformen i det socialfaglige arbejde, fordi data giver mulighed for at dokumentere,

sammenligne, sparre, reflektere og frem for alt udvikle indsatsen. Når ledelsen har valgt et

bestemt IT-system til at understøtte den socialfaglige indsats, har boformen samtidig bundet sig

til systemets præmisser med hensyn til socialfagligt metodegrundlag og sagsgange. Et

opmærksomhedspunkt er derfor, om tilrettelæggelsen af indsatsen på boformen følger IT-

systemets logik og dermed effektivt understøtter boformens faglige indsats.

Tema 6 omhandler kompetencer

Målgruppen for § 110-boformer er en heterogen gruppe. Derfor er der behov for, at § 110-

boformerne har en sammensætning af medarbejdere og kompetencer, der kan imødekomme

dels borgernes forskelligheder og kompleksiteten i deres problemstillinger og dels de forskellige

typer af opgaver, som boformens skal løse, dvs. en omsorgsmæssig indsats, en aktiverende

støtte og en efterfølgende hjælp ved borgerens fraflytning fra boformen. Samtidig er det vigtigt,

at § 110-boformen som helhed og på tværs af fagligheder arbejder efter Housing First-

princippet, og at dette afspejler sig tydeligt både i tilgangen til borgeren, der bygger på recovery,

rehabilitering og empowerment, og i medarbejdernes kompetencer. Det omfatter også, om

medarbejderne har modtaget uddannelse i Housing First og i recovery- og empowerment-

understøttende og rehabiliterende indsatser.

Idet § 110-boformerne er forskellige, er der også forskel på, hvad § 110-boformerne tilbyder

inden for rammerne af omsorg, aktiverende støtte og efterfølgende hjælp, da det vil være

defineret af, hvilken målgruppe af borgere, boformen henvender sig til, hvor i landet boformen

er placeret, hvilke fysiske rammer boformen har, hvilken normering der er på boformen, og hvad

der ligger i taksten. Det betyder, at selv om alle § 110-boformer overordnet set arbejder med

indsatser, der sigter mod, at borgeren kan klare sig i egen bolig eller anden boløsning og blive

mere selvhjulpen, så er præmisserne for arbejdet forskellige, og det vil afspejle sig i den

socialfaglige indsats og den sammensætning af kompetencer, der er på den enkelte § 110-

boform.

Det vil dog gælde for alle § 110-boformer, at der blandt medarbejderne bør være konsensus

omkring Housing First som det fælles faglig afsæt for indsatsen og i forlængelse af dette, at det

socialfaglige arbejde på boformen som helhed bygger på recovery, rehabilitering og

empowerment. Samtidig bør der være en bredde i personalesammensætningen, så § 110-

boformen samlet set kan varetage de funktioner og opgaver, tilbuddet har, i relation til

boformens definerede målgruppe.

Tema 7 omhandler økonomi

Økonomi er ikke en del af kvalitetsmodellen, men bedømmes særskilt

Tema 8 omhandler de fysiske rammer

Der er stor diversitet i de fysiske rammer på § 110-boformerne. Der findes store § 110-boformer

med plads til mange beboere og med mange aktiviteter, og der findes mindre boformer med få

beboere. Hertil kommer de tilknyttede natvarmestuer. Fælles for alle § 110-boformer bør være,

at der skal være en balance mellem, at boformen skal have de nødvendige fysiske rammer til at

kunne rumme, at der sker hyppige udskiftninger af de borgere, som bor på § 110-boformen, og

Økonomi

er reguleret i Bekendtgørelse om socialtilsyn §14.

Side 70 af 79

at de fysiske rammer samtidig kan rumme behovet for, at borgeren kan have et privatliv under

opholdet.

Den enkelte § 110-boform bør være indrettet hensigtsmæssigt i forhold til at varetage

boformens kerneopgaver, herunder at sikre rum for en god dialog og diskretion og fortrolighed

om personlige oplysninger. Af hensyn til både medarbejdere og borgere er det samtidigt

væsentligt, at lokalerne er indrettet, så de minimerer muligheden for konflikter og vold på stedet.

Det er et opmærksomhedspunkt, om de fysiske rammer på § 110-boformen kan understøtte

borgerens udvikling og trivsel. Et grundlæggende udgangspunkt er, at kvaliteten af et tilbud skal

være kendetegnet ved, i hvor høj grad formålet med indsatsen realiseres og bidrager til, at

borgerne trives, jf. lov om social service.

Side 71 af 79

Side 72 af 79

9. Kilder

Andersen, M. L. Brok, P.N. & Mathiasen, H. (2000):

Empowerment på dansk,

Dafolo Forlag,

Frederikshavn

Ankestyrelsens principafgørelse 43-19 (2019):

Ankestyrelsens principafgørelse 43-19 om

serviceloven - botilbud - egenbetaling – meddelelsestidspunktet

Ankestyrelsen (2018):

Indsatsen over for hjemløse borgere under ophold i boformer,

København

Ankestyrelsen (2017):

Kommunernes brug af handleplaner i indsatsen til hjemløse borgere,

København

Anthony, W. A. (1993): “Recovery from mental Illness: the guiding vision of the mental health

service system in the 1990s”,

Psychosocial Rehabilitation Journal,

volume 16(4), side 11–23

Benjaminsen, L. (2019):

Hjemløshed i Danmark 2019. National kortlægning,

VIVE – Viden til

Velfærd Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, København

Benjaminsen, L. Dyrby, T.M. Enemark, M.H. Thomsen, M.T. Dalum, H.S. & Vinther, U.L. (2017)

Housing First i Danmark. Evaluering af Implementerings- og forankringsprojektet i 24

kommuner,

SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd & Rambøll, rapport 17:03,

København

Benjaminsen, L. Dyrvig, T. & Gliese, T. (2015)

Livet på hjemløseboformer,

SFI – Det Nationale

Forskningscenter for Velfærd, rapport 15:02, København

Coldwell, C. M. & Bender, W. S. (2007): “The Effectiveness of Assertive Community Treatment

for Homeless Populations with Severe Mental Illness: A Meta-Analysis”,

American Journal of

Psychiatry,

volume 164(3), side 393-399

Eplov, L. Korsbek, L. Petersen, L. & Olander, M. (2013):

Psykiatrisk og psykosocial

Rehabilitering – en recoveryorienteret tilgang,

Nota

Goering, P. Veldhuizen, S. Watson, A. Adair, C. Kopp, B. Latimer, E. Nelson, G. Macnaughton,

E. Streiner, D. & Aubry, T. (2014):

National At Home/Chez Soi Final Report,

Mental Health

Commission of Canada, Calgary, Alberta

Jensen, L. (2002): ”Empowerment som fundament for rehabilitering af ældre borgere”, kapitel

13 i Videncenter på ældreområdet:

Kan gamle genoptrænes – og nytter det noget? Antologi om

rehabilitering og genoptræning,

Hellerup

Medin, J. Bendtsen, P. Ekberg K. (2003): ”Health promotion and rehabilitation: a case study”,

Disability and rehabilitation. An international, multidisciplinary Journal,

volume 25(16)

Nelson, G. Aubry, T. & Lafrance, A. (2007): “A Review of the Literature on the Effectiveness of

Housing and Support, Assertive Community Treatment, and Intensive Case Management for

Persons with Mental Illness Who Have Been Homeless”,

American Journal of Orthopsychiatry,

volume 77 (3), side 350-361

Rambøll & SFI (2013):

Hjemløsestrategien. Afsluttende rapport,

Rambøll & SFI – Det Nationale

Forskningscenter for Velfærd, København

Side 73 af 79

Roberts-Yates, C. (2003): “The Concerns and Issues of Injured Workers in Relation to

Claims/Injury Management and Rehabilitation: The Need for New Operational Frameworks”,

Disability and Rehabilitation. An international, multidisciplinary Journal,

volume 25(16)

Slade, M. Shepherd, G. & Boardman, J. (2008):

Making Recovery a Reality,

Sainsbury Centre

for Mental Health, London

Starring, B. (2000): ”Empowerment och funktionshinder”, i Brusén, P & Hydén, L-C. (red.)

Ett liv

som andra : livsvillkor för personer med funktionshinder,

Lund: Studentenlitteratur, Sverige

Socialstyrelsen (2019):

Faglige anbefalinger til § 110-boformernes samarbejde med

kommunernes myndighedsområder,

Odense

Socialstyrelsen (2017a):

Faglige anbefalinger til god praksis på § 110-boformer – borgerens

udredning og plan,

Odense

Socialstyrelsen (2017b):

Nationale retningslinjer for forebyggelse af voldsomme episoder på

botilbud samt på boformer for hjemløse,

Odense

Socialstyrelsen (2020):

Nationale retningslinjer for indsatsen mod hjemløshed,

Odense

SUS (2019):Indsatser

til mennesker med psykiske vanskeligheder og misbrug. Screening af

indsatser på botilbud og på boformer for hjemløse,

København

Susser, E. Valencia, E. Conover, S. Felix, A. Tsai, W. & Wyatt, R. (1997): “Preventing Recurrent

Homelessness among Mentally Ill Men: A "Critical Time" Intervention After Discharge from a

Shelter”,

American Journal of Public Health,

volume 87(2), side 256-262

Tsemberis, S. Gulcur, L. & Nakae, M. (2004): “Housing First, Consumer Choice, and Harm

Reduction for Homeless Individuals with a Dual Diagnosis”,

American Journal of Public Health,

volume 94(4), side 651-656

Vind, L. (2007):

Indføring af klientudredning og indsatsplanlægning i boformer for hjemløse,

Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet

World Health Organization & World Bank (2011):

World Report on Disability,

World Health

Organization 2011, Genève

Side 74 af 79

Side 75 af 79

Side 76 af 79

10. Bilag 1

Adresseskift og sikring af forsørgelsesgrundlag.

Det kan være en længere proces at skifte adresse og sikre forsørgelsesgrundlaget. Herberget

Lærkehøj har i det følgende lavet en beskrivelse af, hvordan processen kan se ud.

For at skifte adresse skal borgeren bruge NemID, pas eller anden billedlegitimation. Det er dog

ikke ualmindeligt for borgere i hjemløshed at miste deres ejendele, og det kan betyde, at

borgeren ikke har den nødvendige dokumentation til at foretage adresseskift.

Er borgeren ikke i besiddelse af NemID eller billedlegitimation, skal borgeren for at skifte

adresse legitimeres med minimum to af nedenstående legitimationstyper i Borgerservice:

Person-, dåbs- eller navneattest

Sundhedskort (Sygesikringskort) eller bopælsattest (ikke midlertidige sundhedskort)

Seneste årsopgørelse eller forskudsopgørelse

Dokumentation for udbetaling af offentlig ydelse (max. tre måneder gammel)

Dåbs- og navneattest:

Hvis borgeren har mistet al legitimation, kan der indhentes dåbs-

/navneattest i landets kirker. Det koster ikke noget. Attesten kan udleveres, uanset hvilket

sogn dåbs-/navneattesten er registreret i. På kirkekontoret vil borgeren blive stillet

kontrolspørgsmål for at sikre, at det er den rigtige borger, attesten udleveres til.

Sundhedskort:

Dette fås ved indflytning på boformen, når borgeren tilmelder sig

adressen. Det tager ofte to til tre uger, før sundhedskortet kommer med posten. Hvis

borgeren har mistet sit sundhedskort, koster det 200 kr. (2020) at erstatte det.

Bopælsattest:

En bopælsattest er et dokument, der giver oplysninger om borgerens

nuværende folkeregisteradresse. En bopælsattest kan borgeren hente på internettet med

sit NemID. Har borgeren ikke NemID kan borgerservice hjælpe med at bestille en

bopælsattest. Det koster 75 kroner (2020) at få lavet en bopælsattest.

Årsopgørelse:

Årsopgørelsen kan borgeren hente på internettet med sit NemID. Hvis

borgeren ikke har NemID, kan SKAT kontaktes telefonisk. SKAT har mulighed for at

udskrive borgerens årsopgørelse, som borgeren herefter kan afhente hos SKAT. SKAT vil

stille borgeren kontrolspørgsmål inden udlevering.

Dokumentation for udbetaling af offentlig ydelse:

Det kan være vanskeligt at få

udleveret dokumentation for udbetaling af offentlige ydelser, hvis borgeren ikke har billed-

ID. Det kan i nogle tilfælde lade sig gøre, hvis borgeren har sin dåbsattest, og en

medarbejder fra § 110-boformen kan være vitterlighedsvidne. Borgeren vil skulle svare på

kontrolspørgsmål inden udlevering.

Det er en betingelse, at en af disse legitimationstyper er dåbs- eller navneattest, sundhedskort

Udenlandske borgere:

Udenlandske borgere med opholdstilladelse i Danmark skal rette

eller bopælsattest.

henvendelse til Udlændingeservice og anmode om legitimation. Opholdsbeviset er

forsynet med foto.

Det er ligeledes en betingelse, at mindst én af de fremviste legitimationstyper indeholder

oplysning om cpr-nummer.

Side 77 af 79

Når borgeren har ændret adresse, skal borgeren melde sig ledig i jobcenteret, og herefter har

borgeren som oftest tre dage til at aflevere sin dokumentation for udbetaling af offentlige ydelser

og ansøgning om ydelse. Dokumentationen vil bestå af kontoudtog for de seneste tre måneder.

Har borgeren ikke netbank, kan kontoudtogene hentes i banken mod et gebyr for print.

Side 78 af 79

Side 79 af 79

Socialstyrelsen

Edisonsvej 1

5000 Odense C

Tlf.: 72 42 37 00

www.socialstyrelsen.dk

september 2020