Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt
2541881_0001.png
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 1034
Doknr.
539862
Dato
11-03-2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 15. februar 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 236 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed besva-
res. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Morten Messerschmidt
(DF).
Spørgsmål nr. 236:
”Vil ministeren oplyse, hvad man konkret har gjort for at afhjælpe og imødegå
ældres ensomhed og om man i fremtiden har planlagt andre initiativer på områ-
det for at hjælpe ensomme ældre?”
Svar:
Alt for mange danskere føler sig ensomme, og tiden med corona har desværre
kun forstærket dette. Jeg ved, at de seneste par år har været rigtig hårde for
mange ældre, som i forbindelse med nedlukningen har oplevet social isolation
og ensomhed. Fra regeringens side var det derfor et vigtigt fokus at dæmme op
for situationen, og vi har derfor ad flere omgange afsat penge til at få svækkede
ældre så godt som muligt gennem krisen.
Eksempelvis lavede vi i begyndelsen af pandemien en politisk aftale om initiati-
ver for svækkede ældre i forbindelse med corona. Med aftalen afsatte vi midler
til bl.a. sociale aktiviteter og udendørsoplevelser. I den forbindelse afsatte vi
også 100 mio. kr. til nye løsninger for fastholdelse af social kontakt med beboere
på plejehjem. Med aftalen afsatte vi desuden midler til etablering af et ensom-
hedspartnerskab på ældreområdet.
Senere samme år indgik vi en aftale, hvor vi afsatte 50 mio. kr. til en strakspulje
til at understøtte aktiviteter og initiativer til at bekæmpe ensomhed på bl.a. æld-
reområdet. Her afsatte vi eksempelvis 10 mio. kr. til 1.000 nye fællesskaber mål-
rettet aktører i foreningslivet, ligesom vi afsatte 4 mio. kr. til organisationer på
ældreområdet.
I 2021 afsatte regeringen sammen med et bredt flertal af Folketingets partier 15
mio. kr. til en hjælpepakke på ældreområdet til en række organisationer på æld-
reområdet, som skal bekæmpe ensomhed og skabe trygge kontakt- og aktivi-
tetstilbud blandt svækkede ældre og deres pårørende.
Vi har også i vores oplevelsespakke fra 2021 på i alt 500 mio. kr. målrettet en
del af midlerne til aktiviteter for ældre, ligesom vi med vores sommerpakker fra
de seneste to år blandt andet har afsat midler til, at sårbare ældre kan deltage i
kulturarrangementer. Senest i forbindelse med corona har vi med opbakning fra
et bredt flertal af Folketingets partier givet 2 mio. kr. til en række organisationer
1
SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 236: MFU spm. om ministeren vil oplyse, hvad man konkret har gjort for at afhjælpe og imødegå ældres ensomhed og om man i fremtiden har planlagt andre initiativer på området for at hjælpe ensomme ældre, til social- og ældreministeren
2541881_0002.png
til at bekæmpe ensomhed og skabe større trivsel blandt sårbare ældre over julen
og nytåret.
Men for mange, også de ældre, var ensomhed en del af hverdagen – også før
corona. Derfor glæder jeg mig over, at partierne som led i SSA-aftalen for 2022-
2025 i november 2021 blev enige om at afsætte 25,5 mio. kr. over fire år til at
udvikle og implementere en national strategi mod ensomhed. Konkret betyder
det, at der i foråret 2022 nedsættes et nationalt ensomhedspartnerskab, der skal
indsamle viden og understøtte en national indsats mod ensomhed på tværs af
sektorer, blandt andet ved at udarbejde et oplæg til en strategi og en dertilhø-
rende handlingsplan.
Under coronakrisen blev det meget tydeligt, hvad vi danskere kan, når vi står
sammen, og her spiller de lokale foreninger og fællesskaber også en vigtig rolle.
Derfor vil det også indgå i strategien, at der skal nedsættes lokale partnerskaber,
der kan fremme fællesskab og mindske ensomhed.
Derudover blev der også med SSA-aftalen afsat 31,5 mio. kr. til lokale partner-
skaber, der skal bidrage til at mennesker i udsatte og sårbare positioner, herun-
der også sårbare ældre, deltager i sociale fællesskaber, fx som frivillige.
Med aftalen er der også afsat 16,1 mio. kr. til at modvirke ensomhed og funkti-
onstab hos ældre borgere, herunder til at iværksætte initiativer, hvor der udvikles
og afprøves indsatser for at modvirke ensomhed blandt ældre med særligt med
fokus på ældre mænd.
Det er et arbejde, der er af høj prioritet for regeringen, hvorfor vi også fremadret-
tet vil have et stærkt fokus på, hvad vi kan gøre for at få folk ud af ensomheden
og ind i fællesskaberne, blandt andet i forbindelse med arbejdet med den nye
Ældrelov.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2