Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 927
Doknr.
530474
Dato
10-03-2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 10. februar 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 214 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Marlene Ambo-Rasmussen (V).
Spørgsmål nr. 214:
”Vil ministeren kommentere på den problemstilling, som Joannahuset oplever i
deres arbejde, idet børn og unge skal have samtykke fra deres forældre for at
få lov at overnatte på et børne-ungekrisecenter, når det ofte er forældrene, som
børnene flygter fra? Der henvises til artiklen: ´Når børn flygter fra deres familie,
giver Jette dem et sted at sove: Nu får hun stor pris´ fra Dr.dk den 26. oktober
2021.”
Svar:
Uanset omstændighederne må børn og unge, som oplever omsorgssvigt og
vold i hjemmet, aldrig være overladt til sig selv eller stå alene med deres
problemer. Børn og unge i krise skal altid kunne finde tryghed og sikkerhed. Vi
har i kredsen af aftalepartierne bag Børnene Først haft en drøftelse om
forsøgsordningen med børne-ungekrisecenteret, og vi ser nærmere på mulige
løsninger i forhold til problemstillingen om samtykke.
Baggrunden for Joannahuset er en forsøgsordning for børne-
ungekrisecenteret, som blev etableret på baggrund af aftalen om udmøntning
af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds og arbejdsmarkedsområdet
2020-2023.
Det blev aftalt at afsætte 16,5 mio. kr. i perioden 2020-2023 til at støtte et
forsøg med etablering og drift af et ungekrisecenter, drevet af en eller flere
private eller frivillige organisationer, der har indgået en samarbejdsaftale med
en eller flere kommuner om etableringen af et sådant tilbud. Formålet var at
afdække, om et sådant initiativ kan hjælpe til at nå nogle unge, som ikke nås i
dag og ender på gaden.
Ungekrisecentret skal først og fremmest være et fysisk sted med gratis
rådgivningstilbud for personlige henvendelser og skal således levere
rådgivning og vejledning i trygge rammer for unge i krise og kriselignende
situationer. Derudover er der mulighed for, at unge i alderen 14 til 17 år kan
overnatte på stedet i akutte situationer i en kortere periode.
Partierne blev samtidig enige om at øremærke 0,5 mio. kr. af midlerne til en
erfaringsopsamling, som bl.a. skal belyse antallet af brugere og deres
karakteristika mv. samt belyse sammenhænge med øvrige tilbud. Der er i
1