Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt
2539468_0001.png
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 815
Doknr.
528815
Dato
07-03-2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 7. februar 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 206 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Trine Torp (SF).
Spørgsmål nr. 206:
”Idet der henvises til artiklen: "Adoptionsnævnets formand »sover ikke trygt om
natten«: Børn står uden adoptionsfamilier" fra Jyllands-Posten den 5. februar
2022, bedes ministeren redegøre for følgende:
Dialogen med Adoptionsnævnet de seneste tre år vedrørende deres
henvendelser om mangel på adoptivforældre?
Hvordan ministeren forholder sig til Adoptionsnævnets udtalelser om
den kritiske situation med mangel på adoptivfamilier?
Hvilke konsekvenser ministeren mener, at manglen på adoptivfamilier
kan få for Barnets lov og udmøntningen af Børnene Først-aftalen?
Svar:
Første gang Adoptionsnævnet berørte antallet af adoptanter til national
adoption var den 22. november 2018 i forbindelse med et høringssvar
vedrørende et forslag til ændring af adoptionsloven til det daværende Børne-
og Socialministerium. Det blev i svaret anført, at det ”skal også nævnes, at
antallet af familier på den nationale venteliste for øjeblikket er lavt i forhold til
tidligere og samtidig er faldende, hvilket er vigtigt at have for øje, såfremt der er
et ønske om, at kommunerne i videre omfang end i dag anvender reglerne i
adoptionslovens § 9, stk. 3.”
Nævnets formand henvendte sig derefter i oktober 2019 til mig med en egentlig
bekymring, hvilket førte til to møder i henholdsvis januar og februar 2020, hvor
jeg deltog i det sidstnævnte. Derefter henvendte nævnet sig igen til mig i april
og juni 2020. I de tre henvendelser bad nævnet i generelle vendinger om, at
jeg og ministeriet fandt løsninger på udfordringen.
Den 25. juni 2020 oplyste jeg nævnet om, at der ville blive indkaldt til møde i
ministeriet igen i forventning om, at der i samarbejde og med gode input fra
nævnet kunne findes løsninger.
På mødet, afholdt den 19. august 2020, fremlagde nævnets formand en række
ideer. En af ideerne var at bringe DIA’s ventende adoptanter i spil, og der blev
arbejdet videre med denne ide i tiden efter mødet. Også ideen om at bruge
1
SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 206: Spm. om ministeren bedes redegøre for om, hvordan ministeren forholder sig til Adoptionsnævnets udtalelser om den kritiske situation med mangel på adoptivfamilier m.v., til social- og ældreministeren
2539468_0002.png
ventelisterne på en ny måde blev bragt på banen forud for og i forbindelse med
mødet.
Sideløbende med ovenstående arbejde tog ministeriet kontakt til
Familieretshuset vedrørende information til kommende adoptanter om
muligheden for at adoptere nationalt. Kontakten skulle også afdække
muligheden for at nedbringe ventetiden på at komme igennem den tredje og
sidste fase af godkendelsesforløbet for kommende adoptanter og dermed
påvirke antallet af godkendte ansøgere. Familieretshuset er meget
opmærksom på at orientere nye adoptionsansøgere om muligheden for
national adoption, ligesom der siden efteråret 2020 har været fokus på at
nedbringe ventetiden i fase 3, hvilket har ført til et betydeligt fald i ventetiden.
I december 2020 blev det besluttet at kontakte DIAs ansøgere og orientere om
behovet for adoptanter til danske børn. Ordførerne på området blev orienteret
om tiltaget og om et eventuelt kommende behov for finansiering, da DIA’s
ventende adoptionsansøgere er en indtægtskilde for DIA. Kontakten til
ansøgerne førte til, at omkring 12 ansøgere skiftede fra den internationale
venteliste til den nationale liste.
Samtidig bad jeg Ankestyrelsen om at nedsætte en arbejdsgruppe, der bl.a.
skulle se på muligheden for en ændret anvendelse af ventelister. I april 2021
afleverede arbejdsgruppen en delkonklusion med anbefaling om at skabe
mulighed for at stå på begge ventelister i en periode. Denne anbefaling
krævede finansiering, hvilket blev afdækket af E&Y i forbindelse med en
igangværende analyse af DIA’s finansieringsbehov. E&Y’s analyse lå klar i
sommeren 2021 og resultatet indgik i SSA-forhandlingerne for 2022 sammen
med anbefalingen om en ændret brug af ventelister. Denne ændrede brug blev
endeligt implementeret den 1. februar 2022.
Arbejdsgruppens samlede anbefalinger lå klar i juni 2021, og der peges bl.a. på
et informationsbehov. Dette er der fulgt op på med en pjece fra Ankestyrelsen,
der skal aflive myter om adoption. Pjecen er offentliggjort 1. februar 2022.
Endvidere peges på et behov for en større kampagne til italesættelse af
familiedannelse gennem adoption for på den måde at skaffe adoptanter. Dette
kan ifølge rapporten indgå i samfundskampagnen knyttet til aftalen om
”Børnene Først”.
Jeg vil gerne understrege, at jeg har taget nævnets henvendelser og
bekymringer meget alvorligt. Der er således også arbejdet med at finde
løsninger fra det tidspunkt, hvor nævnet gav udtryk for sin bekymring. Jeg er jo
ikke uenig i, at hvis man træffer den tunge beslutning, at et barn skal
bortadopteres – med eller uden samtykke – så skal vi også sørge for, at der er
familier klar til at gribe barnet.
Det hører dog også med til det samlede billede, at der har været
adoptionsansøgere på den danske liste ved udgangen af året de sidste 4 år, og
antallet, da det var lavest, var 15. Det fremgår også af det papir med tal om
nationale adoptioner, som blev udleveret på et møde i ministeriet den 10.
februar 2022, der er vedlagt til orientering.
Så selvom antallet af adoptioner uden samtykke er steget, så er listen med
andre ord ikke blevet tømt hvert år. De tiltag, der nu er sat i værk, skal gerne
være med til at sikre, at det heller ikke sker.
2
SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 206: Spm. om ministeren bedes redegøre for om, hvordan ministeren forholder sig til Adoptionsnævnets udtalelser om den kritiske situation med mangel på adoptivfamilier m.v., til social- og ældreministeren
2539468_0003.png
Det er i lyset af ovenstående min opfattelse, at bevægelsen i antallet af
adoptanter til national adoption ikke har betydning for implementeringen af
aftalen.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
Bilag:
Bilag 1 Tal om nationale adoptioner
3