Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt
2536192_0001.png
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 708
Doknr.
527086
Dato
01-03-2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 1. februar 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 200 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jane Heitmann (V).
Spørgsmål nr. 200:
”Vil ministeren – i forlængelse af svar på SOU alm. del spørgsmål 602 (2019-
20), hvoraf det fremgår, at kvalitetsindikatorer have været offentliggjort med
udgangen af 2020 – redegøre for status for arbejdet med at få implementeret
de kvalitetsindikatorer på institutionsniveau for hhv. livskvalitet og tilfredshed,
funktionsevne og forebyggelige sygehusophold, der blev aftalt med KL i hhv.
2019 og 2020?”
Svar:
På baggrund af aftale om satspuljen på sundheds- og ældreområdet for 2017-
2020 og aftale om kommunernes økonomi for 2019 nedsatte den tidligere
regering en arbejdsgruppe, som i april 2019 kom med forslag til modeller for
kvalitetsindikatorer på ældreområdet. Med aftale om kommunernes økonomi
for 2020 blev parterne enige om, at man på baggrund af afrapporteringen fra
arbejdsgruppen opstillede tre kvalitetsindikatorer på ældreområdet vedr.
livskvalitet og tilfredshed, funktionsevne og forebyggelige sygehusophold, som
skal skabe et bedre grundlag for en tværgående sammenligning af kvalitet og
resultater på ældreområdet.
Kvalitetsindikatoren om livskvalitet og tilfredshed skal opgøres på baggrund af
den fremtidige nationale brugertilfredshedsundersøgelse af ældreplejen.
Udviklingen af indikatoren er bl.a. blevet forsinket på grund af, at Covid19-
restriktioner for besøg på plejehjem ikke gjorde det muligt at gennemføre
besøgsinterview til brug for pilotbrugertilfredshedsundersøgelsen. Besvarelser
fra pilotbrugertilfredshedsundersøgelsen af ældreplejen 2021 blev offentliggjort
på Sundhedsdatastyrelsens databank med sundhedsdata, eSundhed, primo
februar 2022. Der skal på baggrund heraf træffes beslutning om en endelig
model for brugertilfredshedsundersøgelse af ældreplejen.
Kvalitetsindikatoren om funktionsevne, fx knyttet til rehabilitering af ældre
borgere, vil bygge på data fra de kommunale EOJ-systemer (Elektronisk
Omsorgs Journal) efter Fælles Sprog III-standarden. KL er ved at udvikle den
fælleskommunale Gateway, der skal gøre det muligt at indsende data baseret
på Fælles Sprog III fra alle kommuner. I aftalen om kommunernes økonomi for
2022 mellem regeringen og KL fremgår det, at en første version af indikatoren
vil kunne offentliggøres i 2023, såfremt at kommunerne har implementeret
1
SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 200: Spm. om ministeren kan redegøre for status for arbejdet med at få implementeret de kvalitetsindikatorer på institutionsniveau for hhv. livskvalitet og tilfredshed, funktionsevne og forebyggelige sygehusophold, til social- og ældreministeren
2536192_0002.png
Fælles Sprog III og tilvejebragt den nødvendige integration til den
fælleskommunale Gateway, og data vurderes at have en kvalitet, hvor det kan
anvendes til kvalitetsindikatoren.
Udviklingen af kvalitetsindikatoren om forebyggelig sygehusophold blandt
borgere, der modtager hjemmehjælp, blev i 2020 udskudt pga. afhængighed til
en ny version af Landspatientregistreret, LPR3, som indeholder data om
danskernes kontakter med sundhedsvæsenet (primært sygehusene) og er
sundhedsvæsenets mest centrale register. Efter overgangen til LPR3 er
indikatoren yderligere blevet udskudt grundet travlhed med Covid19 relaterede
opgaver i Sundhedsdatastyrelsen. Arbejdet med indikatoren er genoptaget
ultimo 2021, og der pågår et arbejde ift. metodevalg, herunder afgrænsning af
population baseret på data i kommunernes EJO-system.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2