Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt
2528354_0001.png
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
Doknr.
498028
Dato
14-02-2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 20. januar 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 179 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 179:
”Vil ministeren redegøre for antallet af chikanesager om underretninger de
seneste fem år, idet der henvises til spørgetimen d. 19. januar 2022, hvor
ministeren sagde, at det drejede sig om ganske få sager?”
Svar:
I spørgetimen, som spørgeren refererer til, sagde jeg, at mit klare
udgangspunkt er, at jeg helt grundlæggende tror, at det vil være utrolig
sjældent, at en pædagog, en skolelærer, en nabo eller andre indgiver en
underretning for at genere andre borgere og ikke, fordi de er oprigtigt
bekymrede for et barns trivsel og udvikling.
Det er vigtigt, at vi holder fast i, at en underretning ikke er en anklage – det er
en bekymring for et barns trivsel eller udvikling. Og vi ved, at det ofte er
underretninger fra fagpersoner fra f.eks. skoler, dagtilbud, sundhedsvæsenet
eller politi og domstole, der går forud for, at den rette hjælp til et barn eller en
ung bliver igangsat. Blandt andet derfor er det også mit indtryk, at langt de
fleste underretninger udspringer af en reel bekymring for et barns trivsel eller
udvikling.
Underretningsstatistikken indeholder ikke oplysninger om, hvor mange
underretninger kommunerne modtager som følge af chikane. Frem til 2015
indeholdt underretningsstatistikken oplysninger om, hvordan kommunerne
fulgte op på underretningerne. Her fremgik det blandt andet, at kommunerne
afsluttede 30 pct. af underretningerne i 2015, eksempelvis hvis de ikke fandt
grundlag for at følge yderligere op. Der indgik ikke oplysninger i statistikken
om, hvor stor en andel af disse underretninger, der eventuelt måtte være
foretaget med henblik på chikane.
En tidligere undersøgelse fra Ankestyrelsen fra 2008 peger imidlertid på, at
omfanget af chikanesager er lavt. Her gennemgik Ankestyrelsen
underretninger fra 12 kommuner, og i de sager, hvor kommunerne valgte ikke
at følge op på underretningen med en børnefaglig undersøgelse efter
servicelovens § 50, vurderede man, at der var tale om chikanesager i lidt under
5 pct. af underretningssagerne.
1
 SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 179: Spm. om ministeren vil redegøre for antallet af chikanesager om underretninger de seneste fem år, til social- og ældreministeren
2528354_0002.png
Hvis man således ser på alle underretninger, inklusive de sager, hvor
kommunerne følger op med en børnefaglig undersøgelse, må omfanget af
chikanesager forventes at ligge betydeligt under 5 pct.
Tallet fra Ankestyrelsens tidligere undersøgelse er selvsagt behæftet med
usikkerhed, dels fordi undersøgelsen ikke nødvendigvis er repræsentativ for
hele landet, dels fordi undersøgelsen er relativt gammel. Undersøgelsen
bekræfter mig ikke desto mindre i, at chikanesager kun udgør en lille andel af
det samlede antal underretninger – og det skal jo stilles i forhold til, hvor meget
underretninger rent faktisk hjælper kommunerne.
Vi ved nemlig, at underretninger ofte går forud for kommunernes indsatser til
udsatte børn og unge. I 2019 iværksatte kommunerne for første gang en
indsats efter serviceloven til knap 17.900 børn og unge i alderen 0-17 år. Heraf
havde kommunerne modtaget underretninger om ca. 11.400 af børnene og de
unge forud for indsatsen, svarende til 64 pct. Går man længere tilbage i tid,
havde kommunerne modtaget underretninger om ca. 12.500 af børnene og de
unge inden for de seneste to år, svarende til 70 pct. Underretninger indgår
derfor som en meget vigtig del af kommunernes arbejde med at opspore de
børn og unge, som har brug for særlig hjælp og støtte.
Når det er sagt, så er det klart, at der vil være underretninger, som viser sig at
være grundløse, og som kommunerne derfor skal afslutte med det samme. Det
tror jeg ikke, kan undgås helt. Desværre tror jeg heller ikke, at det helt kan
undgås, at nogle bruger underretninger til at chikanere andre borgere, eller at
det kan opleves som chikanerende, at der bliver underrettet om ens eget barn.
Chikane hører selvfølgelig ingen steder hjemme, og i de tilfælde skal
kommunerne være ekstra opmærksomme på at få afsluttet underretningen
hurtigst muligt.
Samtidig anerkender jeg, at kommunerne har en stor opgave med at håndtere
underretninger. Det gælder også i forhold til at afslutte grundløse og chikanøse
underretninger så hurtigt og skånsomst som muligt. Den opgave kan være
kompleks. Derfor er jeg også glad for, at vi med aftalen om Børnene Først har
sikret, at et partnerskab af centrale aktører på området skal se på, hvilke gode
erfaringer der er med håndtering af underretninger, så kommunerne kan
klædes endnu bedre på til at løfte opgaven fremover.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2