Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt
2529428_0001.png
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2022-371
Doknr.
498028
Dato
15-02-2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 19. januar 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 178 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 178:
”Vil ministeren redegøre for, om det er korrekt, at en bedsteforælder, der har
fået afslag på julesamvær med sit anbragte barnebarn, ikke kan klage over
afgørelsen, fordi bedsteforælderen ikke er part i sagen, og vil ministeren i givet
fald etablere en klageadgang, der kan gælde for personer, der ikke er parter i
sager med børn, fx bedsteforældre, plejefamilier m.v.?”
Svar:
Det gælder som udgangspunkt, at børn eller unge har ret til samvær og kontakt
med forældre og netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige
familiemedlemmer, venner mv. under anbringelsen uden for hjemmet, jf.
serviceloven § 71, stk. 1, under hensyntagen til barnets bedste. Formålet er at
barnet eller den unge kan holde forbindelsen til netværket ved lige og bevare
nære relationer. Kommunen skal overveje, om det er bedst for barnet eller den
unge, at der fastsættes samvær, og i givet fald hvor ofte og under hvilke
former, jf. serviceloven § 71, stk. 2. Det gælder også, selvom der ikke foreligger
en ansøgning om samvær fra fx bedsteforældre til barnet eller den unge.
Det er alene personer med del i forældremyndigheden samt unge, der er fyldt
12 år, som har mulighed for at klage til Ankestyrelsen over kommunes
afgørelse om samvær med netværk under en anbringelse. Bedsteforældre har
ikke partsstatus og kan dermed ikke klage over afgørelser om samvær. Men
forældre og unge over 12 år vil kunne klage over en afgørelse om afslag på
samvær med bedsteforældre.
Med aftalen ”Børnene Først” er det besluttet, at børns rettigheder skal styrkes i
den kommende Barnets Lov. Barnets perspektiv og behov skal være i fokus og
styrende for afgørelser. Ligeledes nedsættes alderen fra 12 til 10 år for barnets
selvstændige partsstatus og dermed klageadgang. Jeg mener, det er helt rigtigt
at styrke børns egne rettigheder under en anbringelse, også i forhold til
samvær. Men jeg har ikke planer om at udvide kredsen af parter, der kan
påklage afgørelser om samvær, bl.a. fordi det kan skabe uro for barnet, hvis
mange personer løbende kan påklage afgørelser, uanset barnets holdning.
Jeg ser frem til en ny Barnets Lov, hvor barnets perspektiv og behov vil komme
mere i fokus, også i forhold til afgørelser om samvær, så familiemedlemmer og
andre vigtige mennesker kan spille en god og vigtig rolle i barnets liv.
1
SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 178: Spm., om det er korrekt, at en bedsteforælder, der har fået afslag på julesamvær med sit anbragte barnebarn, ikke kan klage over afgørelsen, fordi bedsteforælderen ikke er part i sagen, til social- og ældreministeren
2529428_0002.png
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2