Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 244
Doknr.
557168
Dato
09-05-2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 13. januar 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 157 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares endeligt. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Pernille Skipper (EL).
Spørgsmål nr. 157:
”Vil ministeren redegøre for, hvor mange ofre for partnerdrab i årene 2016-
2021 der forud for deres død var i kontakt med sociale myndigheder,
krisecentre, ambulant rådgivning eller lignende i relation til (mulig) vold i
hjemmet, samt i hvor mange tilfælde der lå indberetninger på de dræbtes
eventuelle børn hos kommunen forud for drabet”
Svar:
Social- og Ældreministeriet har til besvarelsen af spørgsmålet modtaget data
fra Justitsministeriet om kvindelige ofre for drab begået af en partner eller
tidligere partner, hvor der har været en fældende afgørelse i perioden 2017-
2021. Data er baseret på en manuel gennemgang af fældende afgørelser for
drab på kvinder foretaget af Rigsadvokaten.
Det kan på grundlag af de modtagne data opgøres, at der i perioden 2017-2021
har været 24 fældende afgørelser om partnerdrab på kvinder. Ved partner
forstås en ægtefælle, kæreste, elsker eller tidligere ægtefælle, kæreste, elsker
eller en person, som kvinden på gerningstidspunktet havde eller havde haft et
lignende forhold med.
Det bemærkes, at opgørelserne er baseret på tal fra politiets
sagsstyringssystem (POLSAS). Opgørelserne er derfor behæftet med en vis
usikkerhed, da POLSAS er et journaliserings- og sagsstyringssystem og ikke et
egentligt statistiksystem. Opgørelsen er desuden baseret på dynamiske data,
hvilket betyder, at tallene ikke er endelige, idet der eksempelvis kan
forekomme efterregistreringer.
Ved at koble data om partnerdrab med Danmarks Statistiks register over
dødsfald samt med kvindekrisecenterstatistikken er det muligt at se, om de
pågældende kvinder har taget ophold på et kvindekrisecenter forud for deres
død. Kvindekrisecenterstatistikken indeholder udelukkende oplysninger om
ophold, der er påbegyndt i 2017 eller senere. Det er dermed kun muligt at se,
om de kvindelige ofre har påbegyndt et ophold på et krisecenter i perioden
2017 til 2020, som er det seneste år med data.
1