Folketingets Social- og Ældreudvalg
Karina Adsbøl (DF)
Beskæftigelsesministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T +45 72 20 50 00
www.bm.dk
CVR 10172748
J.nr. 2022 - 946
8. februar 2022
Social- og Ældreudvalget har i brev af 11. januar 2022 stillet følgende spørgsmål
nr. 152 (alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Ka-
rina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 152:
”Vil
ministeren redegøre for, om forældre, der får fjernet deres barn, har ret til at
afholde barselsorlov, såfremt de får barnet hjem igen?”
Svar:
Jeg kan indledningsvist oplyse, at efter gældende regler i barselsloven har en mor
ret til fravær i de første 14 uger efter barnets fødsel, og en far eller medmor har i
samme periode ret til 2 ugers fravær. Efter den 14. uge efter barnets fødsel har hver
af forældrene ret til fravær i 32 uger.
For forældre, der opfylder betingelserne i barselsloven for ret til barselsdagpenge,
herunder beskæftigelseskravet for enten lønmodtagere eller selvstændige, er retten
til barselsdagpenge knyttet til forældrenes fulde fravær i de første 14 uger efter bar-
nets fødsel. For fravær efter den 14. uge efter barnets fødsel har forældrene tilsam-
men ret til barselsdagpenge i 32 uger.
Det er i barselsloven forudsat, at orloven tilbringes sammen med barnet.
Der er i barselsloven ikke fastsat regler om forældres ret til fravær i tilfælde, hvor
et barn tvangsfjernes eller frivilligt anbringes uden for hjemmet.
Jeg kan oplyse, at morens ret til orlov i de første 14 uger efter barnets fødsel er en
direktivbeskyttet ret efter EU’s
graviditetsdirektiv (direktiv 92/85/ EEC), som sik-
rer en arbejdstager, der lige har født, orlov i mindst 14 uger før og efter barnets
fødsel, og som bl.a. har til formål at sikre restitution for den fødende kvinde.
En mor, der lige har født, og som enten får tvangsfjernet sit barn eller selv går med
til, at barnet anbringes uden for hjemmet, inden for de første 14 uger efter fødslen,
vil bevare retten til den direktivbeskyttede fraværsret indtil 14 uger efter fødslen,
uanset om moren i perioden har samvær med barnet.