Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt
2520115_0001.png
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
Doknr.
498028
Dato
28-01-2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 6. januar 2022 stillet følgende
spørgsmål nr. 142 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 142:
”Vil ministeren redegøre for, hvorfor en familie bliver indkaldt til en
bekymringssamtale af Vejen Kommune fordi deres niårige søn har nedlagt en
impala under en ferierejse i Sydafrika, hvilket er lovligt i henhold til sydafrikansk
lovgivning, og finder ministeren det tilstrækkeligt at indkalde til en sådan
samtale på baggrund af, at en anonym borger har haft moralske udfordringer
med, at børn deltager i jagt? Der henvises til artiklen ”Far lod sin niårige søn
skyde en impala i Sydafrika og delte det stolt på Facebook: Efter anonym
underretning er de nu indkaldt til samtale med kommunen” fra Avisen Danmark
den 5. januar 2022.”
Svar:
Underretninger er grundlæggende et vigtigt værktøj for kommunerne til at
opdage børn, der har brug for hjælp og støtte. For mange af de børn, der
omsorgssvigtes eller på anden vis har brug for fællesskabets hjælp, gælder
det, at der er sket underretninger forud for, at de får hjælp.
Derfor har kommunerne et afgørende ansvar for at handle, når de modtager en
underretning. Når en kommune modtager en underretning, skal de systematisk
afdække, om det barn, som underretningen vedrører, har brug for støtte efter
lov om social service, og kommunen skal inden for 24 timer vurdere, om barnet
har brug for en akut indsats.
Der er ikke nærmere fastsatte kriterier for, hvordan kommunen skal afdække,
om barnet har brug for særlig støtte, herunder f.eks. om familien skal indkaldes
til samtale. Det vil afhænge af et individuelt skøn af den konkrete sag, herunder
underretningens indhold mv. Men det er afgørende, at kommunens procedurer
understøtter en hurtigt afklaring af, om der kan være behov for støtte.
Derfor er det selvfølgelig også vigtigt at understrege, at grundløse
underretninger skal håndtereres så hurtigt og skånsomt som muligt. Hvis en
underretning ikke giver grund til bekymring for barnets velbefindende, skal
underretningen ikke forfølges videre af kommunen.
I en situation, hvor underretningen gives anonymt, kan det være nødvendigt, at
kommunen foretager en undersøgelse på baggrund af den anonyme
henvendelse, men arten og omfanget af en sådan undersøgelse afhænger i høj
1
SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 142: Spm. om, hvorfor en familie bliver indkaldt til en bekymringssamtale af Vejen Kommune fordi deres niårige søn har nedlagt en impala under en ferierejse i Sydafrika, til social- og ældreministeren
2520115_0002.png
grad af de konkrete omstændigheder, og der i kan i sådanne tilfælde være
særlig grund til straks at orientere familien om underretningen.
Generelt er arbejdet med underretninger både vigtigt og svært. Derfor er jeg
også glad for, at vi med aftalen om Børnene Først har sikret, at et partnerskab
af centrale aktører på området skal se på, hvilke gode erfaringer der er med
håndtering af underretninger, så kommunerne klædes bedre på til opgaven.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2