Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt
2510523_0001.png
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2021-8750
Doknr.
498028
Dato
10-01-2022
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 22. december 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 130 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jakob Sølvhøj (EL).
Spørgsmål nr. 130:
”Vil ministeren oplyse om mulighederne for borgere med Huntingtons sygdom
for at få betalt transport, hvis de bor på et specialcenter for borgere med denne
sygdom, når de f.eks. skal besøge familiemedlemmer i forbindelse med ferier,
weekendophold o.l.?”
Svar:
Serviceloven indeholder to bestemmelser, hvorefter der kan ydes hjælp til
dækning af befordringsudgifter, hvis betingelserne angivet i disse
bestemmelser i øvrigt er opfyldt. Det drejer sig om servicelovens § 117 om
støtte til individuel befordring og § 100 om hjælp til dækning af nødvendige
merudgifter ved den daglige livsførelse. Begge bestemmelser er målrettet
personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Personer med
Huntingtons sygdom vil efter en konkret vurdering af sygdommens følger
kunne være omfattet af bestemmelsernes personkreds.
I henhold til servicelovens § 117 kan kommunalbestyrelsen yde tilskud til
personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har
behov for befordring med individuelle transportmidler. En afgørelse efter
bestemmelsen kan ikke påklages til Ankestyrelsen, hvorfor det udelukkende er
kommunens vurdering, om der skal ydes tilskud efter bestemmelsen.
Dækkes udgifter til befordring ikke efter anden lovgivning eller efter
servicelovens § 117, skal kommunalbestyrelsen tage stilling til, om der kan
ydes støtte efter servicelovens § 100. Denne bestemmelse giver mulighed for
at yde hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse
til personer mellem det fyldte 18. år og folkepensionsalderen. Støtten gives til
personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og kan bl.a.
omfatte merudgifter til befordring.
Der er ikke bestemte grænser for, hvor meget støtte der kan ydes til befordring
efter § 100. Det beror på en konkret vurdering af f.eks. afstanden fra borgerens
hjem til fritidsaktiviteter, families hjem, venners hjem, uddannelse, almindelig
fritidsaktivitet osv. Bestemmelsen dækker udelukkende de merudgifter til
befordring, der ligger udover, hvad personer uden handicap på samme alder
og i samme livssituation har.
1
SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 130: Spm., om mulighederne for borgere med Huntingtons sygdom for at få betalt transport, hvis de bor på et specialcenter, til social- og ældreministeren
2510523_0002.png
Kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp til dækning af merudgifter efter
servicelovens § 100 kan påklages til Ankestyrelsen.
Ud over mulighederne for befordring efter §§ 100 og 117 i serviceloven kan et
botilbud stille befordring til rådighed til beboerne på botilbuddet som led i det
konkrete botilbuds ydelse til beboerne. Der er ikke hjemmel i serviceloven til, at
botilbuddet kan opkræve særskilt betaling for befordring, hvorfor udgifterne
hertil skal rummes inden for botilbuddets øvrige omkostninger.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2