Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt
2506219_0001.png
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
Doknr.
498028
Dato
20-12-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 14. december 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 111 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 111:
Vil ministeren oplyse, om et afslag på en bedsteforælders anmodning til
kommunen om ekstra julesamvær med sit anbragte barnebarn skal begrundes,
og i givet fald, hvad retsvirkningen af en manglende begrundelse er?
Svar:
Jeg kan oplyse, at et anbragt barn eller ung har ret til samvær og kontakt med
forældre og netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige
familiemedlemmer, venner mv. under anbringelsen uden for hjemmet, jf.
serviceloven § 71, stk. 1.
Når der er tale om en netværksperson såsom bedsteforældre, skal kommunen
overveje, om det er bedst for barnet eller den unge, at der fastsættes samvær,
og i givet fald hvor ofte og under hvilke former, jf. serviceloven § 71, stk. 2. Det
gælder også selvom der ikke foreligger en ansøgning om samvær fra fx
bedsteforældre til barnet eller den unge.
I en række tilfælde vil der i praksis ikke være uenighed om, hvordan
forbindelsen mellem barnet og netværket kan holdes ved lige, og der vil kunne
etableres samvær, uden at kommunen behøver at træffe afgørelse om det.
I de tilfælde, hvor samvær med netværket begrænses i forhold til de ønsker,
der er hos netværket, barnet eller den unge eller
forældremyndighedsindehaveren, skal kommunen træffe afgørelse om omfang
og vilkår. Det gælder også i de tilfælde, hvor kommunen vurderer, at en
ansøgning om samvær fra netværk ikke skal imødekommes, da samvær
derved begrænses.
Hvis kommunen finder, at der ikke skal være samvær, eller at samværet skal
begrænses til mindre end én gang hver fjerde uge, og
forældremyndighedsindehaveren eller barnet over 12 år er uenige heri, skal
sagen forelægges børn og unge-udvalget, jf. serviceloven § 71, stk. 3 og 4.
Tvangsmæssige afgørelser, der regulerer samværet og kontakten mellem
barnet eller den unge og forældrene eller netværket bliver alene truffet over for
sagens parter, dvs. forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge.
Enhver afgørelse, der træffes, skal begrundes efter de almindelige
forvaltningsretlige regler.
1
SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 111: Spm., om et afslag på en bedsteforælders anmodning til kommunen om ekstra julesamvær med sit anbragte barnebarn skal begrundes, til social- og ældreministeren
2506219_0002.png
Netværkspersoner som eksempelvis bedsteforældre, bonusforældre eller
søskende har ikke partsstatus og dermed ikke ret til advokatbistand, aktindsigt
mm. Netværket har heller ikke klageadgang, men det har
forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge, der er fyldt 12 år. I de
tilfælde, hvor en afgørelse om samvær og kontakt træffes over for den
forælder, der ikke har den i forældremyndigheden, har han eller hun også
klageadgang.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2