Social- og Ældreudvalget 2021-22
SOU Alm.del
Offentligt
2472172_0001.png
Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk
Sagsnr.
2021 - 7036
Doknr.
476018
Dato
03-11-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 8. oktober 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 11 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DF).
Spørgsmål nr. 11:
”Vil
ministeren give et fyldestgørende svar på, hvad der skal ske med de 14
børn, der er hentet hjem fra Syrien? Der henvises til ministerens besvarelse af
SOU alm. del - spm. 889 (folketingsåret 2020-21), hvor ministeren ikke
besvarer spørgsmålet.”
Svar:
I forlængelse af mit svar på SOU alm. del spm. 889 kan jeg oplyse, at det er op
til de kompetente myndigheder at vurdere og træffe afgørelse om, hvilke former
for hjælp og støtte der skal iværksættes over for disse børn.
Af hensyn til beskyttelsen af børnene, herunder oplysninger om børnenes
private forhold, må jeg fastholde, at jeg ikke kan eller ønsker at oplyse, hvilke
konkrete indsatser, behandling m.v., der måtte være iværksat.
Jeg kan dog supplerende oplyse, at modtagelsen af børnene i Danmark har
været forberedt gennem længere tid af en koordinerende socialfaglig funktion i
regi af Socialstyrelsen med involvering af bl.a. Rigspolitiet, Politiets
Efterretningstjeneste (PET), Sundhedsstyrelsen, Nationalt Center for
Forebyggelse af Ekstremisme og de relevante kommuner.
Forberedelsen har taget afsæt i at sikre den rette støtte og indsats til børnene
efter ankomsten baseret på børnenes forventede behov for specialiserede
indsatser og behandling i tiden efter evakueringen, herunder i forhold til
antiradikalisering.
For at sikre børnene den bedst mulige indsats og for at understøtte
kommunerne tilbyder Socialstyrelsen de relevante kommuner rådgivning,
vejledning og bistand til udredning i de enkelte sager, ligesom Socialstyrelsen
kan bistå kommunerne med at skabe kontakt til øvrige myndigheder.
Som oplyst i mit svar på SOU alm. del spm. 889 vil det være de kommuner, der
har ansvaret efter den socialretlige lovgivning, der skal sikre, at børnene får
den rette hjælp og støtte på det sociale område
ud fra en vurdering af det
enkelte barns helt konkrete behov.
1
SOU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 11: Spm. om, hvad der skal ske med de 14 børn, der er hentet hjem fra Syrien, til social- og ældreministeren
2472172_0002.png
Med hensyn til afradikalisering kan jeg oplyse, at kommunerne kan få bistand
fra Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme (NCFE) i Styrelsen for
International Rekruttering og Integration. NCFE rådgiver og understøtter i
dialog med Socialstyrelsen kommunerne ift. spørgsmål om afradikalisering,
integrationsindsatser mv.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
2