Skatteudvalget 2021-22
SAU Alm.del
Offentligt
2557692_0001.png
8. april 2022
J.nr. 2022 - 2789
Til Folketinget
Skatteudvalget
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 412 af 21. marts 2022 (alm. del). Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Alex Vanopslagh (LA).
Jeppe Bruus
/ Søren Schou
SAU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 412: MFU spm. om realiserede tab på kryptovaluta kan fradrages efter personskattelovens § 3, stk. 1, til skatteministeren
2557692_0002.png
Spørgsmål
Kan ministeren bekræfte, at realiserede tab på kryptovaluta kan fradrages efter person-
skattelovens § 3, stk. 1, således at der kan ske en nettoopgørelse af realiserede gevinster
og tab på kryptovaluta?
Svar
Ved investering i kryptoaktiver skal der som udgangspunkt foretages en konkret vurde-
ring ift. hensigten med investeringen. Gældende praksis på området indebærer, at fysiske
personers investering i kryptoaktiver typisk vil blive anset for at være investering foretaget
i spekulationsøjemed efter statsskattelovens regler. Dvs. at investeringen er foretaget med
den hensigt at opnå en gevinst på et senere tidspunkt ved videresalg af aktivet.
Beskatning efter statsskattelovens regler om spekulation medfører, at gevinst på handel
med kryptoaktiver medregnes til den personlige indkomst (uden arbejdsmarkedsbidrag),
mens tab kan fradrages som et ligningsmæssigt fradrag.
I de tilfælde, hvor en person anses for at drive næring ved køb og salg af kryptovaluta skal
gevinst og tab beskattes som personlig indkomst, og der skal betales arbejdsmarkedsbi-
drag i overskudssituationen. Næring ved handel med kryptovaluta vil dog typisk foreligge
hos virksomheder (børser/hjemmesider), der køber og sælger kryptovaluta.
Som udgangspunkt skal hver handel opgøres for sig, hvilket betyder, at tab fra en handel
ikke må modregnes i en gevinst ved en anden handel. Der er fx ikke mulighed for at
modregne tab og gevinst mellem forskellige slags kryptovalutaer købt i flere omgange og
solgt i samme indkomstår.
Det er naturligt, at skattereglerne vedr. investering i forskellige former for kryptoaktiver
har fået større bevågenhed i takt med, at interessen blandt danskerne for investering i
kryptoaktiver er steget over årene. Det er derfor også naturligt at vurdere, om reglerne er
hensigtsmæssige og tidssvarende.
Det er også baggrunden for, at Skattelovrådet er blevet bedt om at se nærmere på reg-
lerne for beskatningen af kryptoaktiver. Skattelovrådets arbejde forventes afsluttet medio
2023.
Side 2 af 2