SAU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 254: Spm. om, hvordan man tidligere opgjorde formuer i forbindelse med opkrævning af formueskatten, til skatteministeren

Skatteudvalget 2021-22
SAU Alm.del
Offentligt

8. april 2022

J.nr. 2022 - 1539

Til Folketinget

–

Skatteudvalget

Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 254 af 17. januar 2022 (alm. del).

Jeppe Bruus

/ Rikke Kure Wendel

SAU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 254: Spm. om, hvordan man tidligere opgjorde formuer i forbindelse med opkrævning af formueskatten, til skatteministeren

Spørgsmål

Vil ministeren

–

evt. med bidrag fra skatteministeren

–

redegøre for, hvordan man tidli-

gere opgjorde formuer i forbindelse med opkrævning af formueskatten?

Svar

Der har tidligere været en formueskat i Danmark, som blev afskaffet ved lov nr. 1105 af

20. december 1995 med virkning fra indkomståret 1997. Formueskatten udgjorde 1 pct.

af den del af den skattepligtige formue, der oversteg et bundfradrag, som for indkomst-

året 1996 var 1.635.500 kr. I forbindelse med, at formueskatten blev afskaffet, blev for-

mueskatten for indkomståret 1996 nedsat fra 1 pct. til 0,7 pct. samtidig med, at bundfra-

draget blev forhøjet fra 1.635.000 kr. til 2.400.000 kr.

Formueskatten blev beregnet på grundlag af den skattepligtige formue. For gifte personer

blev formueskatten som udgangspunkt beregnet på grundlag af ægtefællernes samlede

skattepligtige formue. Den beregnede formueskat blev forholdsmæssigt fordelt mellem

dem efter størrelsen af deres skattepligtige formue.

Fastlæggelsen af, hvad der skulle medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige formue,

skete ved fortolkning af den daværende § 12 i statsskatteloven. Den skattepligtige formue

omfattede således den skattepligtiges samlede rørlige og urørlige formue, herunder vær-

dien af faste ejendomme, skibe, varer og andet løsøre, udestående fordringer, værdipapi-

rer, selskabsandele, reelle privilegier, aktiver i den skattepligtiges virksomhed mv. Selvom

det ikke direkte fremgik af bestemmelsen, skulle også aktiver placeret i udlandet medtages

i opgørelsen af den skattepligtige formue, medmindre Danmark ikke havde beskatnings-

retten til aktivet, fx som følge af en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Der gjaldt dog en række undtagelser fra formueskattepligten efter statsskattelovens § 12,

nr. 1-3, herunder værdien af privat indbo, bog- og kunstsamlinger mv. Det var dog afgø-

rende, at der var tale om aktiver, der ikke anvendtes i den skattepligtiges næring eller i for-

retningsøjemed. Der gjaldt også særlige lovregler, som gjorde visse aktiver formueskatte-

fri. Efter den daværende § 22 i pensionsbeskatningsloven skulle bl.a. indestående i pensi-

onsøjemed ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige formue.

For fuldstændighedens skyld bemærkes, at værdi af egen bil ligeledes skulle medregnes i

formueopgørelsen, men værdien af bilen blev dog nedskrevet hvert år.

Endvidere kunne den skattepligtiges gæld fradrages i et vist omfang ved opgørelsen af

den skattepligtige formue efter den daværende § 13 a i statsskatteloven.

Værdien af de aktiver og passiver, der indgik ved opgørelsen af den skattepligtige formue,

skulle som udgangspunkt ansættes til deres værdi i handel og vandel i overensstemmelse

med hovedprincippet i statsskatteloven, dvs. omsætningsværdien. Det gjaldt fx børsnote-

rede aktier, der blev medregnet til den senest noterede kurs på tidspunktet for opgørelsen

af den skattepligtige formue. For en række andre aktiver, der ikke så ofte omsættes, skulle

SAU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 254: Spm. om, hvordan man tidligere opgjorde formuer i forbindelse med opkrævning af formueskatten, til skatteministeren

værdien fastsættes ved skøn. Det gjaldt fx jord og fast ejendom, hvis der ikke var fastsat

en ejendomsværdi, varelagre, løsøre og udestående fordringer.

Værdien af unoterede aktier blev fastsat til den såkaldte skattekurs, der blev beregnet på

grundlag af nærmere angivne poster i selskabets regnskab. Det bemærkes, at aktiernes re-

elle værdi i de fleste tilfælde var større end formueskattekursen.

Den oprindelige bestemmelse om værdiansættelse af formuen var statsskattelovens § 14.

Denne bestemmelse blev efterfølgende suppleret af en række særregler bl.a. i ligningslo-

ven.

Fast ejendom med sædvanligt tilbehør skulle som hovedregel medregnes til den senest an-

satte eller regulerede kontante ejendomsværdi inden indkomstårets udløb med fradrag af

byrder, der ikke var taget hensyn til ved vurderingen. Ejendomme, der ikke var vurderet

ved indkomstårets udløb, skulle som udgangspunkt værdiansættes efter principperne i

den dagældende vurderingslov. Der gjaldt dog særlige regler for uvurderede énfamilies-

ejendomme og énfamiliesejendomme og tofamiliershuse, der var blevet forbedret for et

nærmere angivet beløb i løbet af indkomståret.

Det var en forudsætning, at den skattepligtige havde ejendomsretten til aktivet, og at akti-

vet skulle have en værdi, der kunne ansættes i penge, og som kunne omsættes.