REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 770: Spm. om redegørelse for praksis de seneste 5 år ifm. erstatning til ofre for overtrædelser af straffelovens § 216, til justitsministeren

Retsudvalget 2021-22
REU Alm.del
Offentligt

Erstatningsnævnet

Årsberetning

2018

Erstatningsnævnet

Toldboden 2, 8800 Viborg

Telefon 33 92 33 34

[email protected]

www.erstatningsnaevnet.dk

REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 770: Spm. om redegørelse for praksis de seneste 5 år ifm. erstatning til ofre for overtrædelser af straffelovens § 216, til justitsministeren

1 INDLEDNING .......................................................................................................................... 4

2 LOVGRUNDLAGET OG NÆVNETS SAMMENSÆTNING ............................................................... 5

EKRETARIATET OG SEKRETARIATETS ARBEJDE .................................................................... 6

4 TALMÆSSIGE OPLYSNINGER OG SAGSBEHANDLINGSTID ...................................................... 7

5 OPFYLDELSE AF RESULTATMÅLENE FOR 2018 ...................................................................... 10

6 HVAD BETALER NÆVNET ERSTATNING FOR? ....................................................................... 10

7 KONKRETE AFGØRELSER FRA NÆVNET ................................................................................ 11

7.1

7.2

7.2.1

7.2.2

7.2.3

7.2.4

7.2.5

7.2.6

7.2.7

7.3

7.3.1

7.3.2

7.4

7.5

7.5.1

7.5.2

7.5.3

7.6

7.6.1

7.6.2

7.7

7.8

7.9

7.10

7.11

7.12

7.13

Indledning ............................................................................................................. 11

Offererstatningslovens § 1 – lovens område .......................................................... 11

Nævnets stillingtagen til om skaden skyldes en overtrædelse af straffeloven ................... 11

Personskade ............................................................................................................ 13

Direkte og indirekte skadelidte ................................................................................... 13

Årsagssammenhæng og påregnelighed ....................................................................... 15

Straffelovsovertrædelser begået i udlandet .................................................................. 15

Lovlig privat anholdelse og forhindring af strafbare handlinger ....................................... 16

Tingsskade og formueskade ...................................................................................... 16

Offererstatningslovens § 6 a – almindelige erstatningsretlige regler ..................... 17

Nedsættelse eller bortfald på grund af egen skyld eller accept af risiko ........................... 17

Den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt ............................................. 17

Offererstatningslovens § 7 – dækning fra anden side ............................................ 17

Offererstatningslovens § 10 – politianmeldelse mv. .............................................. 19

For sen eller manglende politianmeldelse .................................................................... 19

Manglende medvirken til politiets opklaring af sagen .................................................... 21

Krav ikke gjort gældende i retten under straffesagen .................................................... 21

Offererstatningslovens

§§

Plejepersonales

mv.

tilskadekomst

arbejdstiden ........................................................................................................... 22

Offererstatningslovens § 10 ....................................................................................... 22

Offererstatningslovens § 1 ........................................................................................ 29

Offererstatningslovens § 11 a - retskrav ................................................................ 30

Offererstatningslovens § 13 – 2-årsfristen ............................................................ 33

Offererstatningslovens § 14, stk. 1 – sagens oplysning for nævnet ....................... 34

Offererstatningslovens § 15, stk. 2 – advokatudgifter mv. ..................................... 35

Offererstatningslovens § 17 – regres ..................................................................... 35

Offererstatningslovens § 18 – tilbagebetaling til nævnet ....................................... 35

Erstatningsansvarslovens § 1 - personskadeerstatning ......................................... 36

7.13.1 Helbredelsesudgifter ................................................................................................. 36

7.13.2 ”Andet tab” ............................................................................................................. 36

7.14

7.15

7.16

7.17

7.18

Erstatningsansvarslovens § 1 A – fremtidige helbredelsesudgifter ........................ 37

Erstatningsansvarslovens § 2 – tabt arbejdsfortjeneste ........................................ 37

Erstatningsansvarslovens § 3 – svie og smerte ...................................................... 37

Erstatningsansvarslovens § 4 – varigt mén ............................................................ 38

Erstatningsansvarslovens § 5 - erhvervsevnetab ................................................... 39

ved arbejde ............................................................................................................. 39

7.18.1 Erstatning for erhvervsevnetab – varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt

7.19

7.20

7.21

7.22

7.23

7.24

7.25

Erstatningsansvarslovens §§ 6-7 – fastsættelse af erhvervsevnetabserstatning ... 40

Erstatningsansvarslovens §§ 12-14 – begravelsesudgifter og tab af forsørger ...... 42

Erstatningsansvarslovens § 14 a – overgangsbeløb ............................................... 43

Erstatningsansvarslovens § 16 – renter ................................................................. 43

Arv ......................................................................................................................... 44

Erstatningsansvarslovens § 24 – almindelig lempelsesregel .................................. 44

Erstatningsansvarslovens § 26 – tortgodtgørelse og krænkelsesgodtgørelse ........ 44

7.19.1 Fastsættelse af årsløn ............................................................................................... 40

7.25.1 Frihedsberøvelse ...................................................................................................... 44

7.25.2 Forbrydelser mod kønssædeligheden mv. .................................................................... 45

7.25.3 Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 3 – krænkelsesgodtgørelse ..................................... 48

7.26

7.27

Erstatningsansvarslovens § 26 a – godtgørelse til efterladte ................................. 49

Forældelse/præklusion .......................................................................................... 51

BILAG 1 – Oversigt over forekomsten af de enkelte straffelovsovertrædelser i 2018-2016 ..... 53

BILAG 2 – Oversigt over tilkendte erstatninger mv. i 2018-2016 fordelt på erstatningsposter 55

BILAG 3 – Oplysninger om tilkendelser og afslag i 2018.......................................................... 58

INDLEDNING

Efter Erstatningsnævnets forretningsorden skal nævnet hvert år inden den 1. juli afgive

en beretning til justitsministeren om nævnets virksomhed i det foregående år. Beret-

ningen skal offentliggøres.

Hermed foreligger beretningen for 2018. Beretningen redegør som i tidligere år for

nævnets sammensætning samt nævnets og sekretariatets arbejde i løbet af beretnings-

året.

Nævnet og sekretariatet har i 2018 arbejdet intenst med både kort- og langsigtede

initiativer til nedbringelse af antallet af ubehandlede sager og forbedring af sagsbehand-

lingstiden, som ikke har været tilfredsstillende. Initiativerne og det foreløbige resultat

heraf er nærmere beskrevet i de følgende afsnit.

Beretningen indeholder desuden resumé af en række konkrete afgørelser fra nævnet til

belysning af nævnets praksis ved administrationen af Lov om erstatning fra staten til

ofre for forbrydelser – i det følgende offererstatningsloven.

Det er Erstatningsnævnets håb, at beretningen kan medvirke til at udbrede kendskabet

til offererstatningsloven og til, hvordan den administreres.

På www.erstatningsnaevnet.dk er denne årsberetning – ligesom årsberetningerne for

1999-2017 – tilgængelig. På hjemmesiden findes i øvrigt en del andet materiale om

nævnet.

Viborg, den 28. juni 2019

John Lundum

Nævnsformand

LOVGRUNDLAGET OG NÆVNETS SAMMENSÆTNING

Erstatningsnævnet blev etableret i 1976. Nævnet træffer afgørelser vedrørende ansøg-

ninger om erstatning i henhold til offererstatningsloven, nu lovbekendtgørelse nr. 1209

af 18-11-2014 med senere ændringer.

Erstatningsnævnet har haft følgende sammensætning i 2018:



Landsdommer John Lundum (formand)



Landsdommer Anne Thalbitzer (næstformand)



Landsdommer Elisabeth Mejnertz (næstformand)



Landsdommer Karen Foldager (næstformand) fra den 01-11-2018



Vicedirektør i Ankestyrelsen Merete Pantmann (efter indstilling fra social- og in-

tegrationsministeren, nu børne- og socialministeren)



Ankechef i Ankestyrelsen Lisbet Jensen (efter indstilling fra social- og integrati-

onsministeren, nu børne- og socialministeren) indtil april 2018



Ankechef i Ankestyrelsen Erling Brandstrup (efter indstilling fra social- og inte-

grationsministeren, nu børne- og socialministeren)



Advokat Christina Steen (efter indstilling fra Advokatrådet)



Advokat Sysette Vinding Kruse (efter indstilling fra Advokatrådet)



Advokat Malou Ehmer (efter indstilling fra Advokatrådet)

Landsdommer Dorte Jensen har været stedfortræder for landsdommer John Lundum,

landsdommer Peter Buhl har været stedfortræder for landsdommer Anne Thalbitzer,

landsdommer Michael Ellehauge har været stedfortræder for landsdommer Elisabeth

Mejnertz, og landsdommer Esben Hvam har været stedfortræder for landsdommer Ka-

ren Foldager.

Ankechef i Ankestyrelsen Lise Gry Beder har været stedfortræder for vicedirektør Me-

rete Pantmann, chefkonsulent i Ankestyrelsen Niels-Henrik Dam har været stedfortræ-

der for ankechef Lisbet Jensen, og ankechef Lone Lidforss Reuter Strömgren har været

stedfortræder for ankechef Erling Brandstrup.

Endelig har advokat Anders Munk Zacho været stedfortræder for advokat Christina

Steen, advokat Mads Krøger Pramming har været stedfortræder for Sysette Vinding

Kruse, og advokat Charlotte Løfberg har været stedfortræder for Malou Ehmer.

I medfør af lov nr. 140 af 28-02-2018 er

”social- og integrationsministeren” i

offererstatningslovens § 11, stk. 2, 3.

pkt., ændret

til: ”den minister, som Ankestyrelsen hører under”.

Nævnet sammensættes ved hver votering af tre medlemmer – en formand eller næst-

formand, et medlem fra Ankestyrelsen og et advokatmedlem.

Erstatningsnævnet har i 2018 afholdt 11 møder, hvorunder der er behandlet omkring

147 sager. Nævnets medlemmer har herudover modtaget ca. 469 sager i skriftlig cir-

kulation jf. afsnit 3 nedenfor.

SEKRETARIATET OG SEKRETARIATETS ARBEJDE

Civilstyrelsen, der er en styrelse under Justitsministeriet, yder sekretariatsbistand til

Erstatningsnævnet.

Erstatningsnævnets sekretariat sørger for sagernes forberedelse, herunder i fornødent

omfang udarbejdelse af et resumé af sagen og en indstilling til nævnet med et udkast

til sagens afgørelse. Herefter vurderes sagen af nævnet enten ved skriftlig cirkulation

blandt nævnets medlemmer eller på et møde. Sagerne sendes i skriftlig cirkulation en

gang om ugen, og der holdes nævnsmøde ca. en gang om måneden.

I henhold til forretningsordenen kan visse sagstyper afgøres af en formand eller næst-

formand alene uden forelæggelse for nævn. En række sager kan desuden afgøres af

sekretariatet alene uden forelæggelse for formand eller nævn. Hovedparten af nævnets

sager afgøres enten på sekretariatskompetence uden forelæggelse for nævn eller for-

mand eller på formandskompetence uden forelæggelse for nævn.

Sekretariatet har i 2018 været ledet af sekretariatschef Louise Ingerslev Andersen og

souschef Jeanett Palmann Jensen.

Det fremgår af Erstatningsnævnets årsberetning for 2017, side 6, at sekretariatet i 2017

ud over souschef og sekretariatschef var bemandet med 11 fuldmægtige og en speci-

alkonsulent, hvoraf en fuldmægtig udgjorde en midlertidig opnormering. Det fremgår

ligeledes, at 2017 var præget af en betydelig medarbejderudskiftning, hvilket også

gjorde sig gældende i starten af 2018.

Som led i de i indledningen nævnte iværksatte initiativer til nedbringelse af antallet af

ubehandlede sager og sagsbehandlingstiden blev sekretariatet hen over foråret 2018

tilført yderligere ressourcer i form af en opnormering med fem medarbejdere. Fra ef-

teråret 2018 blev sekretariatet yderligere styrket med sagsbehandlerressourcer fra an-

klagemyndigheden, idet tre anklagere i fire måneder var udlånt til sekretariatet. En af

disse anklagere arbejder fortsat i sekretariatet og bliver indtil videre 2019 ud. Herud-

over fik sekretariatet i perioden fra oktober 2018 til april 2019 bistand fra Kammerad-

vokaten, der som led i den målrettede indsats bistod sekretariatet med forberedende

sagsbehandling i nævnets sager.

Den samlede medarbejderskare består nu (juni 2019), ud over souschef og sekretari-

atschef, af fire specialkonsulenter, 27 fuldmægtige, seks jurastuderende og et antal

kontorfunktionærer.

Den nuværende medarbejdernormering og -sammensætning har givet mulighed for at

arbejde i teams, som blandt andet omfatter erfarne fuldmægtige og specialkonsulenter,

der fungerer som både faglige ”fyrtårne” og tovholdere på produktion og kompetence-

udvikling.

Overtandlæge, lic. odont. Troels B. Folkmar, Aarhus Universitetshospital, og overtand-

læge Birgitte Sindrup fra Slagelse Kommunale Tandpleje har været tilknyttet nævnet

som tandlægekonsulenter. Herudover har nævnet indgået aftale med speciallæge i neu-

rologi, overlæge Claus Madsen, Odense Universitetshospital, om konsulentbistand i

konkrete sager, hvor nævnet har behov for en lægelig vurdering af for eksempel år-

sagssammenhængen mellem ansøgers tilskadekomst ved en straffelovsovertrædelse og

ansøgers helbredstilstand.

Da Erstatningsnævnets sekretariat organisatorisk udgør en enhed under Civilstyrelsen,

har sekretariatet ikke nogen særskilt bevilling. Oplysninger om Erstatningsnævnets

økonomiske forhold i 2018 skal derfor søges i Civilstyrelsens årsrapport for dette år.

TALMÆSSIGE OPLYSNINGER, SAGSBEHANDLINGSTID OG ANALYSE

Nævnet modtog i 2018 i alt 2.709 nye sager (nye ansøgninger) mod 2.319 nye sager i

2017 og 2.416 nye sager i 2016. Samtidig blev et stort antal tidligere lukkede sager

ligesom i tidligere år genåbnet som følge af nye fremsatte krav eller genoptagelser af

tidligere lukkede sager.

Tabellen nedenfor viser udviklingen i antallet af nye sager og nye ansøgninger på eksi-

sterende sager i årene 2014-2018:

2014

Modtagne ansøgninger (nye sager)

2913

2015

2549

1779

2016

2416

1482

2017

2319

713

2018

2709

501

Nye ansøgninger på eksisterende sager 1728

Erstatningsnævnet kan i den forbindelse mere generelt oplyse, at når nævnet modtager

en ansøgning om erstatning fra et offer, opretter nævnet en konkret sag vedrørende

den pågældende ansøgning. Nævnet behandler herefter den fremsendte ansøgning og

tager stilling til de krav, der er indeholdt i ansøgningen, herunder om der skal ske en

hel eller delvis tilkendelse af det ansøgte, om der skal tilvejebringes yderligere doku-

mentation, eller om der skal gives afslag på erstatning. Når nævnet har truffet endelig

afgørelse vedrørende de fremsendte krav, afsluttes sagen i nævnet. Såfremt offeret

efterfølgende vender tilbage i sagen med nye krav, åbner nævnet sagen på ny og træf-

fer en ny afgørelse. Dette kan i de alvorligere sager gentage sig adskillige gange.

I 2018 traf Erstatningsnævnet i alt 4.166 afgørelser mod 2.727 afgørelser i 2017.

Opgørelsen over antallet af afgørelser er baseret på antallet af udgående breve, der

statistisk er registreret som en afgørelse. De enkelte registrerede afgørelser indeholder

imidlertid ofte afgørelser vedrørende flere forskellige krav, herunder krav, der kan være

fremsat på forskellige tidspunkter. En afgørelse kan således f.eks. bestå af tilkendelse

af erstatning for udgifter til transport hjem fra sygehuset på skadesdagen, anmodning

om dokumentation for sygeperiode til brug for vurdering af et fremsat krav om godtgø-

relse for svie og smerte, anmodning om dokumentation for et fremsat krav om erstat-

ning for tabt arbejdsfortjeneste og et (foreløbigt) afslag på erstatning for ødelagt tøj

(henvisning til forsikring).

Civilstyrelsen overgik i november 2018 til et nyt IT-system, hvilket har skabt mulighed

for at registrere sagsbehandlingstider og afgørelsestyper på alle enkelte sagsforløb in-

deholdt i den samme sag. Dette har i sagens natur alene givet udslag i tallene for

december 2018, men vil fremover give et mere reelt billede af antallet af verserende

og afsluttede sagsforløb og dermed også et mere reelt billede af nævnets arbejdsopga-

ver og produktion.

Nævnet har i 2018 tilkendt erstatning og godtgørelse med i alt ca. 175,6 mio. kr. ekskl.

renter. Hertil kommer gebyrer til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, honorarer for læ-

geerklæringer mv. med i alt ca. 3,3 mio. kr. Tilsammen ca. 178,9 mio. kr.

Som bilag 2 til årsberetningen er vedhæftet en oversigt, der viser fordelingen af de

tilkendte erstatninger mv. fra staten i 2018 fordelt på de enkelte erstatningsposter.

I 2017 tilkendte nævnet ca. 91,6 mio. kr. i erstatning og godtgørelse. Hertil kom geby-

rer, honorarer mv., i alt ca. 2 mio. kr., og dermed var den samlede udbetaling på ca.

93,6 mio. kr.

Erstatningsbeløbene udbetales ikke direkte fra Erstatningsnævnet, men udbetales efter

nævnets anvisning af politiet det sted, hvor straffelovsovertrædelsen blev anmeldt. Det

er endvidere politiet, der efterfølgende, i det omfang det er muligt, inddriver de udbe-

talte erstatninger hos gerningsmanden.

Erstatningsnævnet har ikke adgang til oplysninger om, i hvilket omfang det i medfør af

offererstatningslovens § 17 lykkes at inddrive de tilkendte erstatninger fra skadevol-

derne. Der henvises i den forbindelse til årsberetningen for 2011, pkt. 4.

Sagsbehandlingstid

Pr. 31. december 2018 havde Erstatningsnævnet 2.680 verserende sager og en gen-

nemsnitlig sagsbehandlingstid på 285 dage.

Antallet af verserende sager i nævnet har været faldende henover sidste halvår af 2018,

mens den gennemsnitlige sagsbehandlingstid har været stigende i 2018. Det skal ses i

sammenhæng med de indledningsvist omtalte initiativer til nedbringelse af antallet af

ubehandlede sager, hvor flere af nævnets ældste sager er blevet afgjort og derved har

påvirket den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i opadgående retning.

Der arbejdes fortsat med at behandle og afslutte de ældste sager i nævnet, hvilket vil

have en negativ påvirkning af den gennemsnitlige sagsbehandlingstid. Der vil derfor

forløbe en vis tid endnu, før en markant nedbringelse af den gennemsnitlige sagsbe-

handlingstid er realiseret.

Nævnets sagsbehandlingstider har over de seneste år givet anledning til en række kla-

ger til Folketingets Ombudsmand. Det har givet ombudsmanden anledning til at indlede

en generel sag, hvor nævnet løbende over for ombudsmanden har redegjort for udvik-

lingen i sagsbehandlingstiderne og de initiativer, der er iværksat til nedbringelse heraf.

Erstatningsnævnets for lange sagsbehandlingstider har også givet anledning til spørgs-

mål fra Folketinget, herunder navnlig fra Folketingets Retsudvalg. Nævnet har løbende

udarbejdet bidrag til Justitsministeriets besvarelse af folketingsspørgsmålene.

Ved Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål 325 fra Folketingets Retsudvalg (Alm.

del) er som bilag medtaget Erstatningsnævnets opfølgende orientering af 23. januar

2019 til Folketingets Ombudsmand samt Civilstyrelsens bemærkninger af 25. januar

2019 og Justitsministeriets bemærkninger af 31. januar 2019.

Besvarelsen med bilag er tilgængelig på Folketingets hjemmeside

https://www.ft.dk/samling/20181/almdel/REU/spm/325/index.htm

Analyse af offererstatningssager

Som led i arbejdet med at nedbringe sagsbehandlingstiden i Erstatningsnævnet til gavn

for ofrene, igangsatte Justitsministeriet i foråret 2018 en analyse af offererstatnings-

området. Analysen, som blev afsluttet i oktober 2018, har peget på en række anbefa-

linger til nedbringelse af sagsbehandlingstiderne.

Der er bl.a. sket ændringer i offererstatningsloven ved lov nr. 486 af 30. april 2019

om ændring af lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, der trådte i kraft

den 1. maj 2019. Lovændringen indebærer bl.a. mulighed for en hurtig tilkendelse af

erstatning ved krav med en værdi på indtil 3.500 kr. (§ 9, stk. 2 i offererstatningslo-

ven). Derudover indeholder loven adgang til at etablere en digital selvbetjeningsløs-

ning til ansøgning om erstatning og godtgørelse.

Loven indebærer endvidere, at Erstatningsnævnet i videre omfang kan træffe afgø-

relse om erstatning og godtgørelse, selv om straffesagen mod skadevolderen ikke er

afgjort ved endelig dom, når hensynet til offeret taler herfor, ligesom undersøgelse af

skadevolders forsikringsforhold i visse tilfælde udskydes til regres hos politiet. Herud-

over indebærer loven, at fristen for at fremsætte yderligere krav vedrørende samme

lovovertrædelse tidligst udløber 2 år efter nævnets endelige afgørelse (offererstat-

ningslovens § 13, stk. 3). Endelig får nævnet mulighed for at indhente udtalelse om

varigt mén og erhvervsevnetab fra andre instanser end Arbejdsmarkedets Erhvervs-

sikring.

Loven er tilgængelig i sin helhed her.

Ud over lovændringerne er der, som beskrevet i afsnit 3 ovenfor, bl.a. tilført sekretari-

atet væsentlig flere medarbejdere, der er indført en bedre driftsstyring i sekretariatet,

Civilstyrelsen arbejder på at udvikle en digital selvbetjeningsløsning for ansøgning om

offererstatning, og der arbejdes på at indgå en aftale med Patienterstatningen om ud-

arbejdelse af vejledende udtalelser om varigt mén og erhvervsevnetab for blot at nævne

nogle af initiativerne.

OPFYLDELSE AF RESULTATMÅLENE FOR 2018

I Civilstyrelsens mål- og resultatplan for 2018 indgår følgende mål for behandlingen af

sager om offererstatning:



Der træffes 4.045 afgørelser i offererstatningssagerne.

Der træffes 1. afgørelse i halvdelen af sagerne om offererstatning inden for 45

dage.

Kun det ene af disse mål blev opfyldt i 2018, idet der blev truffet 4.166 afgørelser, og

der blev i halvdelen af sagerne truffet første afgørelse inden for 47 dage.

HVAD BETALER NÆVNET ERSTATNING FOR?

Erstatningsnævnet betaler erstatning for personskade som følge af overtrædelser af

straffeloven og overtrædelser af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning

, for visse

I medfør af lov nr. 112 af 03-02-2012 omfatter offererstatningsloven også overtrædelser af lov om tilhold, opholdsfor-

bud og bortvisning, idet den tidligere bestemmelse i straffelovens § 265 om overtrædelse af tilhold er overført til lov nr.

112 af 03-02-2012. Lovændringen trådte i kraft den 01-03-2012.

Hvor der i det følgende henvises til offererstatningslovens betingelse om, at der skal være tale om en overtrædelse af

straffeloven eller af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, vil der for overskuelighedens skyld alene blive henvist

til straffeloven, medmindre det konkret er relevant at sondre mellem straffeloven og lov om tilhold, opholdsforbud og

bortvisning. Det ændrer selvsagt ikke på, at overtrædelse af begge love i samme omfang kan berettige til erstatning og

godtgørelse.

afgrænsede personlige ejendele, der er blevet skadet, samt for mindre kontantbeløb,

som mistes i forbindelse med personskade opstået ved en straffelovsovertrædelse.

Nævnet betaler ikke i øvrigt erstatning for tingsskade, medmindre straffelovsovertræ-

delsen er begået af en person, der er omfattet af den personkreds, der er nævnt i

offererstatningslovens § 3, som hovedsageligt omfatter personer, der er tvangsanbragt

i institutioner under Kriminalforsorgen. Nævnet betaler ikke erstatning i forbindelse med

færdselsforseelser, overtrædelse af ordensbekendtgørelsen eller andre lovovertrædel-

ser, der ikke er omfattet af straffeloven.

I det omfang ansøgerens krav betales af skadevolderen eller arbejdsskadesikringen,

betaler nævnet ikke erstatning. Dette følger direkte af bestemmelserne i offererstat-

ningslovens § 7, stk. 1, arbejdsskadesikringslovens § 77 og erstatningsansvarslovens

§ 30. Nævnet betaler heller ikke erstatning for konkrete udgifter, f.eks. helbredelses-

udgifter og udgifter som følge af beskadiget beklædning, hvis disse udgifter dækkes af

ansøgerens forsikringsselskab eller andre, jf. herved offererstatningslovens § 7, stk. 1.

I øvrigt betaler nævnet erstatning efter dansk rets almindelige regler. Det betyder

blandt andet, at erstatningen udmåles efter reglerne i erstatningsansvarsloven, og at

nævnet har mulighed for at nedsætte erstatningen eller helt lade den bortfalde, hvis

ansøgeren har udvist egen skyld, der berettiger til det. Se pkt. 7.3.1 om nævnets prak-

sis i sager om nedsættelse på grund af egen skyld eller accept af risiko.

KONKRETE AFGØRELSER FRA NÆVNET

7.1 INDLEDNING

I det følgende fremgår generelle bemærkninger om nævnets praksis samt referater af

afgørelser, som nævnet har fundet af mere almen eller principiel betydning. Som på-

peget i tidligere årsberetninger kan der ved en sådan gennemgang af udvalgte sager

ikke være tale om noget repræsentativt udsnit af de flere tusinde sager, som nævnet

har afgjort i 2018.

For yderligere belysning af reglerne i offererstatningsloven og af Erstatningsnævnets

praksis kan der f.eks. henvises til nævnets tidligere årsberetninger, der – for så vidt

angår beretningerne for 1999-2017 – findes på nævnets hjemmeside, samt til ”Offer-

erstatningsloven med kommentarer”, 1. udg., 2005, af Gerd Sinding og Michael Lerche.

7.2 OFFERERSTATNINGSLOVENS § 1 – LOVENS OMRÅDE

7.2.1 Nævnets stillingtagen til om skaden skyldes en overtrædelse af straffe-

loven

Hvis det ved dom er fastslået, at tilskadekomsten er sket ved en straffelovsovertræ-

delse, lægger nævnet selvsagt dette til grund.

Hvis det ikke er afgjort ved dom, om skaden er sket som følge af en straffelovsover-

trædelse, foretager nævnet en selvstændig vurdering af, hvorvidt den anmeldte hæn-

delse falder inden for straffelovens område, både for så vidt angår det objektive ger-

ningsindhold og den subjektive tilregnelse. Der er tale om en konkret vurdering i den

enkelte sag under inddragelse af alle sagens oplysninger, herunder f.eks. vidneafhørin-

ger, gerningsstedsundersøgelser, videooptagelser, lægelige undersøgelser og tekniske

beviser mv., der er tilvejebragt gennem politiets efterforskning, samt eventuelle nye

oplysninger, som kommer frem under nævnsbehandlingen.

Nævnet er ikke bundet af politiets og anklagemyndighedens vurdering af, om der kan

antages at være begået et strafbart forhold mod ansøger, men vurderingen fra politi og

anklagemyndighed vil normalt være vejledende for nævnet.

Hvis nævnet i forbindelse med sin vurdering af, om der foreligger en overtrædelse af

straffeloven, ikke finder sagen tilstrækkeligt oplyst gennem politiets efterforskning, har

nævnet undtagelsesvis mulighed for at bede politiet om at foretage yderligere afhørin-

ger af vidner mv. eller at gennemføre undersøgelser af gerningsstedet mv. Dette frem-

går blandt andet af pkt. 7 i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 9190 af 17-04-

2012 til politiet og anklagemyndigheden om indsendelse af sager til Erstatningsnævnet.

Nævnet har endvidere i flere tilfælde fra politiet indhentet videooptagelser og lignende

fra tilskadekomsten for selvstændigt at vurdere, om ansøgeren har været udsat for en

straffelovsovertrædelse.

Som omtalt i pkt. 6 omfatter offererstatningsloven pr. 01-03-2012 i medfør af lovens §

1 også overtrædelser af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, idet den tidligere

bestemmelse i straffelovens § 265 om overtrædelse af tilhold er overført til lov nr. 112

af 03-02-2012. Der henvises herom til årsberetningen for 2013, pkt. 7.2.1.

Vedrørende plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden henvises til pkt. 7.6.

Fra nævnets praksis i 2018 kan nævnes:

N.j.nr. 16-520-10538

Ansøger var, fra han var ni til 12 år gammel, i

weekenderne anbragt hos en aflastningsfamilie, som også havde en to år

ældre dreng i fast pleje. Under ansøgers weekendophold blev han flere

gange udsat for først berøringer på kønsdelene og senere oral- og analsex

af den anden dreng. Efter ansøgers forklaring havde skadevolder truet ham

til tavshed, bl.a. med en bajonet. Forholdene fandt sted flere gange over en

længere periode, indtil plejeforældrene opdagede det, og ansøger blev

sendt til en anden plejefamilie. Forholdet blev ikke politianmeldt af hverken

plejeforældrene eller ansøgers mor. Forholdet blev først anmeldt til politiet

af ansøger selv to måneder efter at han var fyldt 18 år.

Nævnet valgte at give dispensation efter den dagældende bestemmelse i

offererstatningslovens § 10, stk. 2 (nu stk. 3). Nævnet lagde vægt på, at

det ikke havde været plejeforældrenes opfattelse, at der var sket et over-

greb, hvorfor deres manglende anmeldelse ikke skulle komme ansøger til

skade. Nævnet anlagde samme betragtning over for ansøgers mor, som

heller ikke synes at have opfattet hændelserne som et overgreb i første

omgang, og som desuden på grund af diverse sociale problemer ikke med

rimelighed kunne forventes at varetage sønnens interesser på betryggende

vis. Nævnet fandt herefter, at der burde gives ansøger en passende frist

efter det fyldte 18. år til selv at anmelde forholdet, og at en anmeldelse

efter to måneder ikke overskred denne frist.

Nævnet fandt desuden, på trods af de modstridende forklaringer i sagen, at

sagen var omfattet af offererstatningslovens § 1. Nævnet lagde vægt på, at

ansøgers forklaring var meget detaljeret, samt at ansøger både til sin mor,

til skolepsykologen, til skolen og til kommunen fortalte om tvang, og om at

han blev truet til tavshed. Ansøger blev herefter tilkendt 100.000 kr. i tort-

godtgørelse. Nævnet lagde ved udmålingen vægt på, at der var tale om 7-

9 voldtægter og 1 tilfælde af oralsex under tvang foruden befølinger på og

under tøjet, at overgrebene fandt sted over en periode på 3 år, at overgre-

bene fandt sted under plejeforhold samt på aldersforskellen mellem de to

drenge.

Sagen er også omtalt under pkt. 7.5.1 om for sen eller manglende politian-

meldelse og under pkt. 7.25.2 om godtgørelse for tort i anledning af forbry-

delser mod kønssædeligheden.

7.2.2 Personskade

Nævnet kan kun tilkende erstatning og godtgørelse, hvis ansøger har lidt personskade

ved straffelovsovertrædelsen.

7.2.3 Direkte og indirekte skadelidte

Nævnet betaler som udgangspunkt kun erstatning til ansøgere, der er direkte foruret-

tede ved en straffelovsovertrædelse. Det vil sige, at man ikke kan få erstatning, hvis

man blot har været vidne til en straffelovsovertrædelse. Man kan imidlertid have været

så tæt på begivenhedernes centrum, at man som indirekte skadelidt alligevel er erstat-

ningsberettiget. Der henvises for nærmere herom blandt andet til årsberetningen for

2003, pkt. 7.1.3, årsberetningen for 2006, pkt. 7.2.3, årsberetningen for 2008, pkt.

7.2.4, årsberetningen for 2014, 2016 og 2017, pkt. 7.2.3.

Fra nævnets praksis i 2018 kan nævnes:

N.j.nr. 16-520-10778

Ansøger var ansat som bankassistent i en bank,

som blev udsat for et røveri. Røveren henvendte sig til ansøgerens kollega

i den tilstødende kasse. Ansøgeren blev således ikke selv direkte udsat for

en trussel eller vold. Efter hændelsen fik ansøgeren det psykisk dårligt og

søgte derfor om erstatning for svie og smerte og helbredelsesudgifter.

Nævnet fandt, at ansøgeren ikke havde været udsat for en straffelovsover-

trædelse, hvorfor ansøgeren som udgangspunkt ikke var omfattet af offer-

erstatningsloven. Nævnet vurderede dog, at ansøgeren med rette havde følt

sig i overhængende risiko for selv at lide personskade, og at hun derfor

havde været så tæt på begivenhedernes centrum, at ansøgningen, selvom

ansøger ikke kunne anses for egentlig forurettet, var omfattet af offerer-

statningsloven. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde befun-

det sig i kassen ved siden af den, som røveren henvendte sig ved, at hun

så, at røveren truede hendes kollega med en kniv, og at hun aktiverede

overfaldsalarmen.

Spørgsmålet om erstatning til indirekte skadelidte opstår blandt andet i sager om nært-

ståendes, herunder navnlig forældres, adgang til erstatning og godtgørelse som følge

af psykiske følger, de pådrager sig i forbindelse med drab på deres børn. Nævnet kan

vedrørende dette emne henvise til nævnets årsberetning for 2014 og 2017, pkt. 7.2.3.

Nævnet har i et antal følgesager i 2018 haft anledning til at tage stilling hertil:

N.j.nr. 16-520-10294, 16-520-10296 og 16-520-10297

Et søskende-

par og deres mor søgte om erstatning for ydelser, der ikke er omfattet af

offererstatningslovens § 2, som følge af deres søsters/datters død 12 år

tidligere.

Drabet fandt sted i den lejlighed, hvor hele familien boede, og blev begået

af faren i familien. Begge brødre og moren var til stede i lejligheden mens

drabet blev begået, men ingen hørte drabet, og det blev først opdaget flere

timer efter. Det var de tre ansøgere, der fandt liget.

Nævnet besluttede at meddele ansøgerne afslag efter offererstatningslo-

vens § 1, da nævnet ikke fandt, at ansøgerne kunne betragtes som direkte

skadelidte, ligesom nævnet heller ikke fandt, at ansøgerne i øvrigt havde

været så tæt på begivenhedernes centrum, at ansøgerne alligevel måtte

anses for omfattet af offererstatningsloven. Nævnet lagde herved vægt på,

at ingen af ansøgerne overværede drabet, og at de lå og sov på gernings-

tidspunktet og intet havde hørt i løbet af natten, hvor drabet fandt sted.

Nævnet vurderede i øvrigt af egen drift, at ingen af brødrene var berettiget

til efterladtegodtgørelse. Her tillagde nævnet det vægt, at de ikke var om-

fattet af den personkreds, som kan komme i betragtning til godtgørelse

efter § 26 a efter forarbejderne til bestemmelsen i erstatningsansvarslovens

§ 26 a. Nævnet fandt, at der ikke mellem ansøgerne og afdøde var en sådan

helt særlig tilknytning, som kunne begrunde efterladtegodtgørelse, da for-

holdet mellem ansøgerne og afdøde ikke fandtes at gå ud over et sædvanligt

familiært forhold mellem søskende.

Moren blev tilkendt en efterladtegodtgørelse på 100.000 kr. Nævnet fulgte

således forarbejderne til erstatningsansvarslovens § 26 a og retspraksis,

hvorefter der som udgangspunkt tilkendes 100.000 kr. i godtgørelse til ef-

terladte ved forsætligt drab.

Sagen er også omtalt under pkt. 7.26 om godtgørelse til efterladte.

7.2.4 Årsagssammenhæng og påregnelighed

For at kunne få erstatning efter offererstatningsloven skal der i overensstemmelse med

de almindelige erstatningsretlige regler være årsagssammenhæng mellem den begåede

straffelovsovertrædelse og skaden, ligesom skaden skal være en påregnelig følge af

straffelovsovertrædelsen. Der henvises herom blandt andet til årsberetningen for 2006,

pkt. 7.2.4, årsberetningen for 2013, pkt. 7.2.4, og årsberetningen for 2014, pkt. 7.2.4.

Fra nævnets praksis i 2018 kan nævnes følgende sag:

N.j.nr. 16-520-10611

Ansøger var en 14-årig pige, der søgte om erstat-

ning for udgifter til psykolog. Hun befandt sig sammen med to drenge, der

var henholdsvis 14 år og 15 år. Parterne afgav modstridende forklaringer

om det passerede. Ansøgeren forklarede, at hun blev voldtaget, imens de

to drenge forklarede, at hændelsen skete frivilligt for alle parter.

Nævnet vurderede, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren havde

været udsat for voldtægt, idet der forelå modstridende forklaringer herom,

samt at det ikke kunne lægges til grund, at hændelsen ikke havde været

frivillig for ansøgeren. Nævnet vurderede, at straffelovens § 222, jf. § 225

var overtrådt, idet ansøgeren var mindreårig på tidspunktet for hændelsen.

Nævnet endte med at meddele afslag på ansøgningen, idet det ikke kunne

lægges til grund, at ansøger havde været udsat for voldtægt, og idet der

ikke var årsagssammenhæng mellem erstatningskravet og overtrædelsen

af straffelovens § 222, jf. § 225.

7.2.5 Straffelovsovertrædelser begået i udlandet

Efter offererstatningslovens § 1, stk. 3, 1. pkt., betaler staten kun i særlige tilfælde

erstatning for skader, der er sket uden for Danmark, og kun, hvis ansøger har bopæl i

Danmark, har dansk indfødsret eller på gerningstidspunktet gjorde tjeneste for en

dansk udenrigsrepræsentation. Efter forarbejderne tager bestemmelsen navnlig sigte

på tilfælde, hvor der er dansk jurisdiktion efter blandt andet straffelovens § 6, nr. 2 og

Herudover anvendes bestemmelsen efter praksis hovedsageligt i tilfælde, hvor en per-

son med dansk indfødsret eller bopæl i Danmark overfalder en anden person med dansk

indfødsret eller bopæl i Danmark. I sådanne tilfælde ydes erstatning dog kun, når ska-

den opstår i et lukket dansk miljø, f.eks. i forbindelse med en skolerejse.

Efter offererstatningslovens § 1, stk. 3, 2. pkt., kan erstatning endvidere betales til

ansøgere, der har bopæl i Danmark, og som kommer til skade i forbindelse med deres

erhvervsudøvelse i udlandet. Bestemmelsen er ifølge forarbejderne tiltænkt et snævert

anvendelsesområde. Hvis en tilskadekomst i udlandet kan anses som en arbejdsskade,

kan skaderne i visse tilfælde være omfattet af bekendtgørelse nr. 853 af 20-10-2003

om arbejdsskadesikring for personer, der udsendes til midlertidigt arbejde i udlandet.

Fra nævnets praksis i 2018 kan nævnes følgende sag:

N.j.nr. 16-520-10759

Ansøger var på forretningsrejse i Barcelona og blev

efter at have spist middag på restaurant overfaldet på vej tilbage til hotellet.

ANS gjorde gældende, at han var på arbejde på skadestidspunktet, idet han

anvendte tiden på restauranten til at tjekke sine arbejdsmails på mobilen.

Nævnet gav afslag på erstatning og godtgørelse med begrundelsen, at ska-

den ikke var sket under ansøgers erhvervsudøvelse og derfor ikke var om-

fattet af offererstatningslovens § 1, stk. 3. Nævnet tilføjede endvidere, at

selvom man antog, at skaden var sket i forbindelse med ansøgers erhvervs-

udøvelse, så ville forudsætningen om, at offererstatningslovens § 1, stk. 3,

alene omfatter personer, som efter karakteren af deres erhvervsudøvelse

er særligt udsat for vold, i sig selv medføre et afslag.

For yderligere eksempler på nævnets praksis for tilkendelse af erstatning efter offerer-

statningslovens § 1, stk. 3, henvises til nævnets årsberetning for 2009, pkt. 7.2.6 og

til årsberetningen for 2016 og 2017, pkt. 7.2.5.

7.2.6 Lovlig privat anholdelse og forhindring af strafbare handlinger

Foruden straffelovsovertrædelser giver offererstatningslovens § 1, stk. 1, 2. pkt., også

mulighed for erstatning og godtgørelse for personskade, der sker i forbindelse med 1)

hjælp til politiet under anholdelse, 2) handlinger, der foretages med henblik på lovlig

privat anholdelse, og 3) handlinger, der foretages med henblik på forhindring af straf-

bare handlinger.

Der henvises herom blandt andet til årsberetningen for 2012, pkt. 7.2.6.

7.2.7 Tingsskade og formueskade

Efter offererstatningsloven ydes der – som anført under pkt. 7.2.2 – som udgangspunkt

alene erstatning og godtgørelse i anledning af personskade.

I offererstatningslovens § 1, stk. 2, er der imidlertid givet den skadelidte mulighed for

– som tillægserstatning – at få erstatning for tøj og andre sædvanlige personlige ejen-

dele, herunder mindre kontantbeløb, som skadelidte havde på sig, da personskaden

skete. For eksempler på nævnets praksis om forståelsen af ”sædvanlig” og ”personlig

ejendel” henvises til nævnets årsberetning for 2015, pkt. 7.2.7 og årsberetning for

2016, pkt. 7.2.7.

Nævnet kan endvidere henvise til årsberetningen for 2007, pkt. 7.2.6, hvor en gennem-

gang af nævnets praksis vedrørende niveauet for erstatning for dyrere personlige ejen-

dele findes. Afsnittet indeholder endvidere omtale af praksis for erstatning for udgifter

til nye briller. Nævnet kan endvidere henvise til årsberetningen for 2013, hvoraf det

fremgår, at nævnet i 2013 forhøjede det maksimale erstatningsbeløb for personlige

ejendele til 10.000 kr. mod tidligere 5.000 kr.

Bestemmelsen i offererstatningslovens § 3 giver endvidere hjemmel til at yde erstatning

for tingsskade ud over de i § 1, stk. 2, nævnte tilfælde, såfremt skadevolderen er om-

fattet af den særlige personkreds i § 3 (bl.a. personer, der er tvangsanbragt på institu-

tion under Kriminalforsorgen), som det offentlige menes at have et særligt ansvar for.

Bestemmelsen i offererstatningslovens § 3 muliggør også erstatning til juridiske perso-

ner, f.eks. anparts- og aktieselskaber, men ikke erstatning til offentlige myndigheder

eller institutioner, jf. lovens § 5.

Erstatningen i henhold til offererstatningslovens § 1, stk. 2, og § 3 omfatter kun egentlig

tingsskade. Formueskade opstået ved for eksempel bedrageri, underslæb, afpresning

eller anden straffelovsforbrydelse kan derimod ikke erstattes i medfør af offererstat-

ningsloven, jf. herved forarbejderne til offererstatningsloven, betænkning nr. 751/1975

om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, side 33, 1. sp. Nævnet erstatter heller

ikke tab for f.eks. mistet rejse eller mistet ferie. Se i den forbindelse årsberetningen for

2014, pkt. 7.2.7.

7.3 OFFERERSTATNINGSLOVENS § 6 A – ALMINDELIGE ERSTATNINGSRET-

LIGE REGLER

7.3.1 Nedsættelse eller bortfald på grund af egen skyld eller accept af risiko

Efter offererstatningslovens § 6 a finder dansk rets almindelige erstatningsretlige regler

tilsvarende anvendelse, herunder reglerne om nedsættelse eller bortfald af erstatning

på grund af skadelidtes medvirken til skaden eller accept af risikoen for skade.

7.3.2 Den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt

Bestemmelsen i offererstatningslovens § 6 a indebærer endvidere, at den almindelige

erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt finder tilsvarende anvendelse i erstatningssa-

ger i henhold til offererstatningsloven. Tabsbegrænsningspligten indebærer, at den, der

har lidt skade som følge af en andens ansvarspådragende adfærd, har pligt til så vidt

muligt at begrænse sit tab som følge af skaden.

7.4 OFFERERSTATNINGSLOVENS § 7 – DÆKNING FRA ANDEN SIDE

Efter offererstatningslovens § 7, stk. 1, betaler nævnet ikke erstatning, hvis ansøgers

skade godtgøres af skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser,

der har karakter af virkelig skadeserstatning.

Det følger af Erstatningsnævnets forretningsordens § 10, stk. 1, 2. pkt., at nævnet ikke

træffer afgørelse, førend det er konstateret, om skaden dækkes fra anden side, jf. of-

fererstatningslovens § 7.

Det betyder, at nævnet som udgangspunkt, hvis den oplyste skadevolder er under 14

år, eller der er oplysninger, som giver anledning til at formode, at skadevolder har

manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt, vil henvise skadelidte til at rette henven-

delse til skadevolders eventuelle ansvarsforsikringsselskab. Dette skyldes den særlige

bestemmelse i forsikringsaftalelovens § 19. Efter denne bestemmelse fraviges det for-

sikringsretlige udgangspunkt om, at skader, som den forsikrede skadevolder selv har

fremkaldt ved forsæt, ikke dækkes, i tilfælde hvor ”den sikrede var under 14 år eller på

grund af sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand

har manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt”. Persongruppen omfatter således per-

soner, der er omfattet af straffelovens § 16, stk. 1 og 2, samt i et mindre omfang også

personer, der er omfattet af straffelovens § 69, jf. U.2006.1961 Ø.

Børn under 14 år vil ofte være dækket af forældrenes ansvarsforsikring, ligesom en del

voksne institutionsanbragte eller sindslidende vil være dækket af en ansvarsforsikring.

Hvis det efterfølgende må lægges til grund, at skadevolderen ikke var omfattet af en

forsikring, tages sagen efter ansøgning på ny under behandling i nævnet.

Nævnet betaler endvidere ikke erstatning, hvis skaden er en arbejdsskade og dækkes

af arbejdsgiverens lovpligtige forsikring, jf. herved arbejdsskadesikringslovens § 77 og

erstatningsansvarslovens § 30, hvoraf fremgår, at ”Ydelser i henhold til loven [arbejds-

skadesikringsloven] kan ikke danne grundlag for regreskrav mod en skadevolder, der

har pådraget sig erstatningspligt over for skadelidte eller dennes efterladte. Skadelidtes

eller dennes efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes i det omfang,

forsikringsselskabet har betalt eller er pligtig at betale erstatning til de pågældende

efter denne lov”.

Derudover betaler nævnet ikke erstatning, hvis skaden er omfattet af andre lovpligtige

ansvarsforsikringer.

Fra nævnets praksis i 2018:

N.j.nr. 15-520-08650 og 16-520-08710

Forurettede afgik ved døden i

forbindelse med et færdselsuheld. Skadevolder blev dømt for overtrædelse

af bl.a. straffelovens § 241 og § 249. Ansøgerne var afdødes forældre, og

de søgte om blandt andet svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste samt ef-

terladtegodtgørelse.

Nævnet meddelte afslag på ansøgningerne og henviste til bilens ansvars-

forsikring jf. offererstatningslovens § 7. Ansøgernes advokat vendte heref-

ter tilbage over for nævnet, idet bilens lovpligtige ansvarsforsikring er-

kendte erstatningspligten, men selskabet mente ikke, at ansøgerne kunne

betragtes som skadelidte i erstatningsansvarslovens forstand. Forsikrings-

selskabet afslog derfor at dække ansøgernes krav om blandt andet godtgø-

relse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Forsik-

ringsselskabet havde samtidigt kulancemæssigt tilbudt hver af ansøgerne

efterladtegodtgørelse med 50.000 kr.

Efter en fornyet gennemgang af ansøgningerne meddelte nævnet igen af-

slag på ansøgningerne med henvisning til offererstatningslovens § 7. Næv-

net lagde ved afgørelserne vægt på, at forsikringsselskabet havde aner-

kendt erstatningspligten, og at erstatningspligtens omfang herefter måtte

betragtes som et mellemværende mellem ansøgerne og forsikringsselska-

bet.

Endelig betaler nævnet ikke erstatning, hvis skaden er forvoldt af en udlænding, der på

gerningstidspunktet var omfattet af bekendtgørelse nr. 384 af 25-04-2006 om statens

hæftelsesansvar for skader, som udlændinge, der opholder sig her i landet og er om-

fattet af udlændingelovens § 42 a, stk. 1 eller 2, jf. stk. 3, forvolder på andre eller

andres ejendele. Nævnet vil derfor i disse sager henvise skadelidte til at rette henven-

delse til Udlændingestyrelsen.

Hvis Udlændingestyrelsen herefter træffer afgørelse om, at skadevolderen på gernings-

tidspunktet ikke var omfattet af bekendtgørelse nr. 384 af 25-04-2006, tages sagen

efter ansøgning på ny under behandling i nævnet.

7.5 OFFERERSTATNINGSLOVENS § 10 – POLITIANMELDELSE MV.

7.5.1 For sen eller manglende politianmeldelse

Efter offererstatningslovens § 10 er det som udgangspunkt en betingelse for at få er-

statning fra staten, at straffelovsovertrædelsen er anmeldt til politiet inden 72 timer.

Ved anmeldelse forstås en anmodning til politiet om at efterforske en sag. I mere al-

vorlige sager vil det sjældent være nødvendigt at fremsætte en udtrykkelig anmodning

om efterforskning, men i mindre alvorlige sager vil det derimod som regel være nød-

vendigt. Den omstændighed, at politiet har været til stede og måske også har talt med

den forurettede, vil dermed ikke altid være tilstrækkeligt til at anse forbrydelsen for

anmeldt.

Der er mulighed for at dispensere fra anmeldelsesfristen, såfremt forholdene taler for

det, jf. offererstatningslovens § 10, stk. 2 (nu stk. 3).

Som følge heraf ser Erstatningsnævnet f.eks. stort set altid bort fra kravet om anmel-

delse inden 72 timer, hvis det på trods af den sene anmeldelse lykkes at pågribe og

retsforfølge skadevolderen.

Der kan også i andre situationer være grundlag for at dispensere fra kravet om politi-

anmeldelse inden 72 timer. Der kan for eksempler, hvor nævnet har dispenseret, hen-

vises til nævnets årsberetning for 2016, pkt. 7.5.1.

Frygt for repressalier er efter lovens forarbejder, jf. betænkning 751/1975 om erstat-

ning fra staten til ofre for forbrydelser, side 37, 2. sp., ikke en gyldig grund til at undlade

at foretage politianmeldelse uden unødigt ophold, nu inden 72 timer.

Ved lov nr. 140 af 28-02-2018

er fristen i offererstatningslovens § 10 ophævet i forhold

til sager om voldtægt (§ 216), incest (§ 210), alvorligere sædelighedsforbrydelser over

for børn (§§ 222-227, stk. 1, og § 225, jf. §§ 222-227) samt visse sædelighedsforbry-

delser begået over for en person under 18 år (§§ 218-221 og § 225, jf. §§ 218-221).

Lovændringen vedrører alene 72-timersfristen, og det forudsættes fortsat at være en

betingelse, at straffelovsovertrædelsen politianmeldes. Fristen ophæves med virkning

for skader forvoldt ved straffelovsovertrædelser begået efter den 01-04-2016.

Vedrørende plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden henvises til pkt. 7.6.

Fra nævnets praksis i 2018 kan nævnes følgende sager:

N.j.nr. 18-520-13554

Ansøgeren blev på et diskotek slået med et knyt-

næveslag, der ramte tæt på ansøgerens ene øje. Hændelsen blev først an-

meldt til politiet 18 dage efter hændelsen. Det fremgik af politirapporterne,

at ansøgeren i første omgang ikke havde anmeldt forholdet, da ansøgeren

ikke troede, at han havde fået skader ud over et blåt øje. Ved undersøgelse

hos en øjenlæge 18 dage efter hændelsen blev det imidlertid konstateret,

at knytnæveslaget havde medført en umiddelbar nedsættelse af synet på

øjet med 60 %. Hændelsen blev anmeldt til politiet samme dag som under-

søgelsen hos øjenlægen fandt sted. Nævnet besluttede på denne baggrund

at dispensere for den sene anmeldelse