REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 747: Spm., om der er noget til hinder for, at Folketinget ved lov kan ændre på domstolenes sagsbehandling eller organisering, til justitsministeren

Retsudvalget 2021-22
REU Alm.del
Offentligt

Retsudvalget 2021-22

REU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 745

Offentligt

Dato:

Kontor:

3. maj 2022

Stats- og Menneskerets-

kontoret

Sagsbeh: Julie Christine Gade Mik-

kelsen

Sagsnr.: 2022-0030-7455

Dok.:

2416215

Notat om de retlige rammer for domstolenes uafhængighed

1. Indledning

I forbindelse med overvejelserne om en kommende flerårsaftale for dom-

stolenes økonomi er der stillet spørgsmål om de retlige rammer for domsto-

lenes uafhængighed.

I det følgende beskrives de retlige rammer for domstolenes uafhængighed

med særligt fokus på domstolenes organisatoriske og funktionelle uaf-

hængighed. Nedenfor under pkt. 2 beskrives de statsretlige rammer for dom-

stolenes uafhængighed, som disse kommer til udtryk i en række grundlovs-

bestemmelser, herunder navnlig grundlovens § 61, 1. pkt., samt §§ 62 og

64. Under pkt. 3 redegøres der særligt for ordningen med en uafhængig

Domstolsstyrelse og for de i denne sammenhæng centrale lovgivningsmæs-

sige rammer. Under pkt. 4 findes en kort sammenfatning.

2. De statsretlige rammer for domstolenes uafhængighed

Grundlovens § 3 har følgende ordlyd:

”§

Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i

forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den døm-

mende magt er hos domstolene.”

Grundlovens § 3, 3. pkt., henlægger den dømmende magt til domstolene.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 3392 3340

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/12

REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 747: Spm., om der er noget til hinder for, at Folketinget ved lov kan ændre på domstolenes sagsbehandling eller organisering, til justitsministeren

Domstolenes uafhængighed er overordnet reguleret i navnlig grundlovens

§§ 61, 62 og 64, som behandles nedenfor under pkt. 2.1-2.4. I nærværende

sammenhæng fokuseres særligt på grundlovens § 61, 1. pkt., og § 64, 1. pkt.

2.1. Grundlovens § 61 om domstolenes organisatoriske uafhængighed

Grundlovens § 61 har følgende ordlyd:

”§

61.

Den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved

lov. Særdomstole med dømmende myndighed kan ikke

nedsættes.”

Bestemmelsen stammer fra grundloven af 1849 og havde navnlig

–

jf. det

ved grundlovsændringen i 1953 indførte 2. pkt.

–

til formål at udelukke, at

ekstraordinære domstole kunne nedsættes af regeringen uden lovgivnings-

magtens medvirken. Der kan i den forbindelse henvises til forhandlingerne

på Rigsdagen, sp. 1526 f. og 2436 ff. og den litteratur, der henvises til ne-

denfor. Grundlovens § 61, 2. pkt., vil ikke blive behandlet nærmere i denne

sammenhæng.

Grundlovens § 61, 1. pkt., angår den ”den dømmende magts udøvelse”.

Dette begreb antages i den statsretlige litteratur at omfatte såvel fremgangs-

måden for behandling af sager ved domstolene som domstolenes rent orga-

nisatoriske forhold, jf. herom Max Sørensen, Statsforfatningsret (2. udg. ved

Peter Germer, 1973), side 152, hvor bl.a. følgende anføres:

”Grl. § 61 bestemmer at den dømmende magts udøvelse

kun kan ordnes ved lov. Ordet ”udøvelse” i denne sammen-

hæng må forstås således, at det tager sigte ikke blot på den

fremgangsmåde der skal følges ved retssagers behandling,

men også på domstolenes organisation, d.v.s. sådanne

spørgsmål som antallet af retter, deres indbyrdes forhold,

deres sammensætning og deres saglige

kompetence.”

Der kan endvidere henvises til Jens Peter Christensen m.fl., Dansk Statsret

(3. udg., 2020), side 125.

Det er i den statsretlige litteratur fast antaget, at grundlovens § 61, 1. pkt.,

indeholder et krav om lovhjemmel. Regler om den dømmende magts udø-

velse kan derved alene fastsættes ved lov. Det er endvidere den almindelige

opfattelse i den statsretlige litteratur, at bestemmelsen indeholder et delega-

tionsforbud, hvorved bestemmelsen begrænser lovgivningsmagtens

Side 2/12

mulighed for at overlade fastsættelsen af regler til andre myndigheder, her-

under navnlig centraladministrationen.

Det antages i den statsretlige litteratur, at delegationsforbuddet i grundlo-

vens § 61, 1. pkt., ikke er absolut, således at det i et vist begrænset omfang

er foreneligt med bestemmelsen ved lov at overlade det til f.eks. regeringen

at fastsætte nærmere regler om domstolenes forhold, jf. Max Sørensen a.st.,

side 152 f., Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 2 (4. udg., 2007), side 106,

og Jens Peter Christensen m.fl. a.st., side 124 f.

Det er samtidig antaget, at kompetence også kan overlades til domstolene

selv, således at almindelige regler f.eks. kan fastsættes af retspræsidenterne

eller de administrerende dommere. Særligt med hensyn til bemyndigelser til

domstolene selv er det antaget, at der her ikke gør sig de samme betænke-

ligheder gældende som ved bemyndigelser til f.eks. regeringen (justitsmini-

steren). Baggrunden er, at sådanne bemyndigelser ikke medfører ”admini-

strativ indflydelse

på domstolene”, jf. Henrik Zahle a.st., side 106, og derfor

ikke kommer i konflikt med hensynene bag bestemmelsen, jf. herved også

Max Sørensen a.st., side 152 f., og Eva Smith i Henrik Zahle (red.), Kom-

menteret Grundlov (1. udg., 1999), side 290.

Fra lovgivningspraksis kan eksempelvis henvises til retsplejelovens § 9,

hvorefter justitsministeren kan foretage forandringer i retskredsenes om-

råde, medmindre forandringen indebærer oprettelse eller nedlæggelse af en

retskreds, retsplejelovens § 13, stk. 1, hvorefter Domstolsstyrelsen efter for-

handling med den enkelte byretspræsident fastsætter tingstederne for byret-

terne, og retsplejelovens § 33, hvorefter justitsministeren bl.a. fastsætter

regler om, hvilke retsbøger der skal føres ved de forskellige retter.

Det ovenfor anførte kan sammenfattes således, at grundlovens § 61, 1. pkt.,

indebærer et delegationsforbud, som omfatter den dømmende magts udø-

velse. Det bemærkes, at en sådan forståelse også ligger til grund for lovgiv-

ningspraksis på området.

Det

må antages, at begrebet ”den dømmende magts udøvelse” omfatter så-

vel fremgangsmåden for behandling af sager ved domstolene som domsto-

lenes rent organisatoriske forhold.

Side 3/12

2.2. Grundlovens § 62

Grundlovens § 62 har følgende ordlyd:

”§

62.

Retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen.

Regler herom fastsættes ved lov.”

Bestemmelsen stammer fra grundloven af 1849 og blev nyaffattet ved

grundlovsændringen i 1953. Bestemmelsen indeholder et krav om, at rets-

plejen skal adskilles fra forvaltningen, og et krav om lovhjemmel.

Det er antaget, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at domstolene i admi-

nistrativ og budgetmæssig henseende henhører under Justitsministeriets res-

sort, jf. f.eks. Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med Kommentarer

(2015), side 371. Domstolenes administrative og bevillingsmæssige forhold

er ved lov henlagt til Domstolsstyrelsen, jf. nærmere herom pkt. 3.

2.3. Grundlovens § 64, 1. pkt., om domstolenes funktionelle uafhængig-

hed

2.3.1.

Grundlovens § 64, 1. pkt., har følgende ordlyd:

”Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven.”

Bestemmelsen, der sikrer domstolenes såkaldte funktionelle uafhængighed,

stammer fra grundloven af 1849. Den gælder

–

i modsætning til § 64, 2. og

3. pkt., om forflyttelse og afskedigelse

–

ikke kun for udnævnte dommere,

men også for konstituerede dommere, dommerfuldmægtige og retsassesso-

rer mv., jf. Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret (3. udg. ved Ole Espersen,

1980), side 545, og Henrik Zahle a.st., side 106.

Formuleringen

om, at dommerne skal rette sig efter ”loven”,

skal ikke for-

stås bogstaveligt i den forstand, at formuleringen alene omfatter formelt

vedtagne

love. Formuleringen må forstås som ”gældende ret” og omfatter

således de anerkendte retskilder, herunder formelle love, anordninger, sæd-

vaneret og retsgrundsætninger, jf. bl.a. Max Sørensen a.st., side 157 f., Hen-

rik Zahle a.st., side 104 f., og Jens Peter Christensen m.fl. a.st., side 133 f.

Dommerne skal således også rette sig efter f.eks. bekendtgørelser fastsat

med hjemmel i loven. Bestemmelsen er i den forbindelse ikke til hinder for

bekendtgørelser, der efter deres indhold alene retter sig til domstolene.

Side 4/12

Bestemmelsen har navnlig til formål at sikre domstolenes uafhængighed i

forhold til regeringen og herunder navnlig beskytte mod regeringens ind-

greb i konkrete sager. Regeringen kan således ikke

–

heller ikke med hjem-

mel i lov

–

give domstolene instruktioner om, hvordan konkrete sager skal

behandles og afgøres, jf. Peter Germer, Statsforfatningsret (5. udg., 2012),

side 204f.

Domstolenes uafhængighed har endvidere betydning for Folketinget, som

heller ikke kan give domstolene pålæg om, hvordan konkrete retssager skal

behandles og afgøres, jf. også grundlovens § 3, 3. pkt.

Domstolene er også beskyttet mod generelle instrukser og tjenestebefalinger

mv., jf. Peter Germer a.st., side 205. Regeringen kan f.eks. ikke ved cirku-

lære med bindende virkning for domstolene foreskrive, hvordan love eller

bekendtgørelser skal fortolkes eller regulere behandlingen af retssager, her-

under f.eks. sagsfordeling og sagsprioritering.

2.3.2.

Uafhængigheden efter grundlovens § 64, 1. pkt., gælder for dom-

merne ”i deres kald”. Heri ligger, at domstolene efter grundloven kun er

sikret uafhængighed for så vidt angår deres judicielle funktioner. Modstyk-

ket hertil er administrative funktioner, hvor grundloven således ikke er til

hinder for, at domstolene f.eks. underordnes regeringen, jf. Poul Andersen,

Dansk Statsforfatningsret (1954), side 575, Max Sørensen a.st., side 157,

Alf Ross a.st., side 545, og Peter Germer a.st., side 205.

Domstolenes judicielle funktioner omfatter ikke kun afsigelse af domme og

kendelser, men også f.eks. procesdrift og procesledelse. Administrative og

bevillingsmæssige forhold er derimod ikke omfattet af bestemmelsen.

For at eksemplificere fortolkningen af bestemmelsen i praksis kan henvises

til, at Justitsministeriet tidligere har forholdt sig til rækkevidden af bestem-

melsen.

I et notat til Domstolenes Strukturkommission af 18. august 2000 om visse

forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Strukturkommissionens

overvejelser om en ordning med embedschefer ved domstolene har Justits-

ministeriet bl.a. udtalt, at efter ministeriets opfattelse er bl.a. spørgsmål om

anvendelse af mundtlig eller skriftlig forberedelse samt fordeling og priori-

tering af domstolenes sager omfattet af bestemmelsen. Endvidere udtalte

Side 5/12

ministeriet, at det gav anledning til en vis tvivl, om også f.eks. etablering af

en central forberedelsesafdeling og fastlæggelse af det tidspunkt på dagen,

hvor retssager skal begynde, henhører under den judicielle virksomhed, eller

om der for sådanne spørgsmåls vedkommende er tale om administrative for-

hold i grundlovens forstand.

For så vidt angår domstolenes beskyttelse mod tjenestebefalinger mv. ud-

talte Justitsministeriet sig endvidere i det nævnte notat om en ordning, hvor

der efter det oplyste var tale om, at embedschefen ved lov blev overladt at

fastsætte generelle regler med bindende virkning for embedets øvrige dom-

mere, herunder almindelige regler om, hvilke sagstyper der bør forberedes

mundtligt og skriftligt, og om, hvilke sagstyper der i relation til berammelse

bør prioriteres frem for andre. Spørgsmålet var nærmere bestemt, om en så-

dan ordning ville være i strid med, at dommerne ”alene skal rette sig efter

loven”. Justitsministeriet anførte

i den forbindelse:

”Som anført ovenfor (…) indebærer den nævnte bestem-

melse navnlig, at regeringen (og Folketinget) ikke kan give

konkrete påbud m.v. om, hvordan domstolene kan behandle

og afgøre en sag.

Domstolene skal på den anden side rette sig efter

”loven”.

Dette udtryk skal ikke forstås alene i teknisk betydning.

Domstolene skal f.eks. også rette sig efter bekendtgørelser,

og § 64, 1. pkt., er i den forbindelse ikke til hinder for be-

kendtgørelser, der alene retter sig til eller har betydning for

domstolene, jf. Poul Andersen a.st., side 575.

Det kan på den baggrund ikke antages, at grundlovens § 64,

1. pkt., ville være til hinder for en ordning, hvorefter f.eks.

regeringen (justitsministeren) kunne fastsætte bekendtgø-

relser om de omhandlede spørgsmål. Et andet spørgsmål

–

der ikke har betydning i den foreliggende sammenhæng er,

om en sådan ordning ville være i strid med grundlovens §

61, 1. pkt.

I lyset af de hensyn, som ligger bag grundlovens § 64, 1.

pkt., kan mulighederne for at henlægge regeludstedelses-

kompetence til domstolene (embedscheferne) i hvert fald

ikke antages at være ringere end muligheden for at hen-

lægge en sådan kompetence til regeringen. Allerede på den

baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at en ordning

som den, der lægges op til i kommissionens henvendelse,

for så vidt angår fastsættelsen af generelle regler ikke kan

antages at være i strid med grundlovens § 64, 1. pkt.”

Side 6/12

2.4. Grundlovens § 64, 2. og 3. pkt., om dommernes personelle uaf-

hængighed

Grundlovens § 64, 2. og 3. pkt., har følgende ordlyd:

”[Dommerne]

kan ikke afsættes uden ved dom, ejheller for-

flyttes mod deres ønske, uden for de tilfælde, hvor en om-

ordning af domstolene finder sted. Dog kan den dommer,

der har fyldt sit 65. år, afskediges, men uden tab af indtæg-

ter indtil det tidspunkt, til hvilket han skulle være afskediget

på grund af alder.”

Dommere er efter grundlovens § 64, 2. og 3. pkt., beskyttet mod afskedi-

gelse og forflyttelse. Den personelle uafhængighed er i den forbindelse en

understøttelse af den funktionelle uafhængighed, jf. f.eks. Jens Peter Chri-

stensen m.fl. a.st., side 135.

3. Særligt om Domstolsstyrelsen og de lovgivningsmæssige rammer om

domstolenes uafhængighed

3.1.

Retsplejeloven indeholder detaljerede bestemmelser om den dømmende

magts udøvelse, herunder om antallet af retter, retternes indbyrdes forhold,

deres sammensætning og deres saglige kompetence samt om fremgangsmå-

den for retternes behandling af sager.

Hvad navnlig angår domstolenes administration og budget, blev der ved lov

nr. 401 af 26. juni 1998 om Domstolsstyrelsen oprettet en særlig Domstols-

styrelse, som varetager domstolenes bevillingsmæssige og administrative

forhold. Det fremgår af pkt. 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget

(lovforslag nr. L 31 af 26. marts 1998), at formålet med oprettelsen af Dom-

stolsstyrelsen navnlig er at markere domstolenes selvstændige og uaf-

hængige stilling. Lovforslaget blev udarbejdet på grundlag af Domstolsud-

valgets betænkning nr. 1319/1996.

Den hidtidige organisering af domstolene er nærmere beskrevet i pkt. 2 i de

almindelige bemærkninger til lovforslaget. Heraf fremgår bl.a., at Dom-

stolsafdelingen, der var en del af Justitsministeriets departement, bl.a. med

henblik på at udnytte de besparelser, der kunne opnås ved samlede indkøb,

forestod anskaffelse af inventar og kontormaskiner, herunder særligt anskaf-

felse af edb-udstyr og fotokopimaskiner.

Side 7/12

Domstolsudvalgets overvejelser om den hidtidige organisering er nærmere

beskrevet i pkt. 3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Det

fremgår bl.a. heraf, at udvalget ikke fandt grundlag for at antage, at den hid-

tidige administrationsordning for domstolene havde givet anledning til mis-

brug i den forstand, at Justitsministeriet havde benyttet sine beføjelser med

hensyn til bevillingsmæssige og administrative spørgsmål til at søge at øve

indflydelse på domstolene eller dommernes udøvelse af deres dømmende

virksomhed.

Udvalget fandt imidlertid, at det ud fra principielle synspunkter kunne give

anledning til betænkelighed, at domstolene som en selvstændig statsmagt

var undergivet en så tæt styring i bevillingsmæssig og administrativ hen-

seende fra den udøvende magts side, som det hidtil havde været tilfældet.

På denne baggrund var det udvalgets opfattelse, at den gældende ordning

ikke i tilstrækkeligt omfang levede op til kravene om markering af domsto-

lene som en selvstændig statsmagt, og at der derfor burde tages skridt til at

ændre ordningen med henblik på at sikre domstolene større indflydelse på

deres egne anliggender i bevillingsmæssig og administrativ henseende.

Justitsministeriet tilsluttede sig Domstolsudvalgets overvejelser, og ministe-

riet anførte i den forbindelse bl.a., at det er af afgørende betydning for be-

folkningens tillid til domstolene, at domstolene ikke blot er, men også frem-

træder som, uafhængige af den udøvende magt, jf. pkt. 3.3 i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Det følger af lovens § 2, at Domstolsstyrelsen er en selvstændig statsinsti-

tution, der ledes af en bestyrelse og en direktør. Det følger af lovens § 5, stk.

2, at bestyrelsen ansætter og afskediger direktøren. Justitsministeren har in-

gen instruktionsbeføjelse over for Domstolsstyrelsen, og styrelsens afgørel-

ser kan ikke påklages til ministeren. Af de specielle bemærkninger til § 2

fremgår det bl.a., at hensigten med bestemmelsen er at sikre domstolsadmi-

nistrationen en udstrakt grad af selvstændighed. Der er desuden anført føl-

gende om justitsministerens eventuelle tilkendegivelser over for Domstols-

styrelsens bestyrelse:

”Justitsministeren vil endvidere

over for bestyrelsen kunne

komme med en tilkendegivelse for eksempel om, at besty-

relsen efter ministerens opfattelse bør tage initiativ til at få

nedbragt sagsbehandlingstiden ved retterne eller nogle af

disse. Som følge af, at ministeren ikke har nogen instrukti-

onsbeføjelser over for bestyrelsen, vil bestyrelsen ikke være

Side 8/12

forpligtet til at imødekomme en sådan tilkendegivelse. Det

må imidlertid antages, at bestyrelsen vil arbejde for en løs-

ning på det problem, som tilkendegivelsen angår. Finder

ministeren, at den af bestyrelsen valgte løsning på proble-

met er utilstrækkelig, vil ministeren efter omstændighe-

derne kunne iværksætte et lovgivningsinitiativ.”

Ovenstående indebærer bl.a., at Justitsministeriet ikke efter gældende ret

kan pålægge Domstolsstyrelsen at iværksætte administrative eller tekniske

tiltag.

3.2.

Det følger af lovens § 3, at bestyrelsen er den øverste ledelse af Dom-

stolsstyrelsen, og at bestyrelsen har det overordnede ansvar for Domstols-

styrelsens virksomhed. Det følger endvidere af bestemmelsen, at bestyrelsen

skal sørge for en forsvarlig og hensigtsmæssig drift af domstolene og tage

de fornødne initiativer til sikring heraf. Af de specielle bemærkninger til §

3 fremgår bl.a., at ”det er […] bestyrelsens opgave at komme med nye ini-

tiativer, der kan opfylde kravene til en moderne og tidssvarende domstols-

administration.”

Det fremgår endvidere, at lovgivningsspørgsmål på dom-

stolsområdet ikke henhører under Domstolsstyrelsen, men at dette ikke in-

debærer, at bestyrelsen vil være afskåret fra at kunne komme med forslag

og anbefalinger til eventuelle lovændringer. Det fremgår i forlængelse heraf,

at ”hvis

bestyrelsen finder, at der ud fra hensynet til at sikre en forsvarlig og

hensigtsmæssig drift af domstolene bør gennemføres ændringer af lovgiv-

ningen, bør bestyrelsen gøre justitsministeren

–

eller en anden minister, der

er ansvarlig for det pågældende lovgivningsområde

– opmærksom herpå.”

Retsplejeloven indeholder en række bemyndigelsesbestemmelser, som be-

myndiger Domstolsstyrelsen til at fastsætte regler om visse forhold. Det føl-

ger således f.eks. af retsplejelovens § 405, at Domstolsstyrelsen kan fast-

sætte regler om afholdelse af retsmøder uden for sædvanlig kontortid, og af

retsplejelovens § 404, stk. 3, 1. led, at Domstolsstyrelsen fastsætter regler

om den praktiske fremgangsmåde ved sagkyndig oplysning af en sag.

3.3.

Med henblik på navnlig at sikre hurtig behandling af straffesager er der

i en årrække foretaget en politisk prioritering af visse typer af straffesager

med betydning for bl.a. domstolene. Der er dels løbende siden 1994 foreta-

get en prioritering af sager om først vold, siden voldtægt (2004) og endelig

våben (2008) (”VVV-sager”), dels af sager, der behandles ved Ungdoms-

kriminalitetsnævnet. Det bemærkes, at definitionen og prioriteringen af

VVV-sager f.eks. er omtalt i bemærkninger til lovforslag nr. 204 af 21.

Side 9/12

marts 2018 om ændring af retsplejeloven (Nedbringelse af sagsbehandlings-

tider i straffesager), hvor det bl.a. er tilkendegivet, at det skal have betydning

for anvendelsen af f.eks. reglerne om beskikkelse af en bestemt forsvarer,

om der dermed vil blive tale om en væsentlig forsinkelse, jf. f.eks. pkt. 1.2.1

i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Retsplejeloven indeholder i § 843 a, stk. 1, der findes i retsplejelovens fjerde

bog om strafferetsplejen, en generel bestemmelse, der bl.a. fastslår, at retten

skal fremme enhver sag med den hurtighed, som dens beskaffenhed kræver

og tillader, og at hovedforhandlingen skal berammes hurtigst muligt og så

vidt muligt inden for to uger fra anklagemyndighedens indlevering af ankla-

geskrift.

Den ovennævnte prioritering af bestemte sagskategorier har i det væsentlig-

ste afsæt i regeringsudspil, med undtagelse af voldtægtssager, der bygger på

en folketingsbeslutning (nr. B 82 af 4. juni 2004 om forbedring af voldtægts-

ofres retsstilling). De konkrete målsætninger for sagsbehandlingstiden er

dog i alle tilfælde administrativt fastsat efterfølgende.

Det bemærkes, at målsætningerne for domstolene ikke er bindende grundet

domstolenes uafhængighed, jf. grundlovens § 64 og nærmere herom oven-

for. Det bemærkes dog samtidig, at Domstolsstyrelsens bestyrelse

–

i lighed

med de øvrige myndigheder, der indgår i straffesagskæden

–

har fastsat et

succeskriterium for målopfyldelsen af de særligt prioriterede sager.

4. Sammenfatning

Domstolenes organisatoriske uafhængighed er navnlig sikret ved grundlo-

vens § 61, 1. pkt. Bestemmelsen indeholder et krav om lovhjemmel og et

delegationsforbud, hvorved bestemmelsen begrænser lovgivningsmagtens

muligheder for at overlade fastsættelsen af regler til andre myndigheder,

herunder navnlig centraladministrationen. Delegationsforbuddet omfatter

”den dømmende magts udøvelse”. Det antages i den statsretlige litteratur, at

delegationsforbuddet ikke er absolut, og at det derfor i et vist begrænset om-

fang er foreneligt med bestemmelsen ved lov at overlade det til f.eks. rege-

ringen at fastsætte nærmere regler om domstolenes forhold. Det er samtidig

antaget, at kompetence også kan overlades til domstolene selv, således at

almindelige regler f.eks. kan fastsættes af retspræsidenterne eller de admi-

nistrerende dommere.

Side 10/12

Grundlovens § 62 fastslår, at retsplejen stedse skal holdes adskilt fra forvalt-

ningen, og at regler herom fastsættes ved lov. Det er antaget, at bestemmel-

sen ikke er til hinder for, at domstolene i administrativ og budgetmæssig

henseende hører under Justitsministeriets ressort.

Domstolenes funktionelle uafhængighed er beskyttet ved grundlovens § 64,

1. pkt., hvorefter dommerne i deres kald alene skal rette sig efter loven. Be-

grebet ”loven” skal

forstås bredt i den forstand, at dommerne skal rette sig

efter de almindeligt anerkendte retskilder. At bestemmelsen gælder for dom-

merne i ”deres kald” indebærer, at domstolene efter grundloven kun er sikret

uafhængighed for så vidt angår judicielle funktioner. Domstolenes judicielle

funktioner omfatter ikke kun afsigelse af domme og kendelser, men også

f.eks. procesdrift og procesledelse. Administrative og bevillingsmæssige

forhold er derimod ikke omfattet af bestemmelsen.

Grundlovens § 64, 1. pkt., har navnlig til formål at sikre domstolenes uaf-

hængighed i forhold til regeringen, herunder beskytte mod regeringens ind-

greb i konkrete sager. Regeringen kan således ikke

–

heller ikke med hjem-

mel i lov

–

give domstolene instruktioner om, hvordan konkrete sager skal

behandles og afgøres. Heller ikke Folketinget kan give domstolene pålæg

om, hvordan konkrete retssager skal behandles og afgøres. Domstolene er

desuden beskyttet mod generelle instrukser og tjenestebefalinger mv. Rege-

ringen kan f.eks. ikke ved cirkulære med bindende virkning for domstolene

foreskrive, hvordan love eller bekendtgørelser skal fortolkes, eller regulere

behandlingen af retssager, herunder f.eks. sagsfordeling og sagsprioritering.

Domstolenes administrative og bevillingsmæssige forhold hører i dag under

Domstolsstyrelsen, der blev oprettet for at markere domstolenes selvstæn-

dige og uafhængige stilling. Domstolsstyrelsen hører under Justitsministe-

riets ressort, men er i øvrigt en selvstændig statsinstitution med egen besty-

relse, og justitsministeren har ingen instruktionsbeføjelse over for styrelsen.

Justitsministeren vil over for Domstolsstyrelsens bestyrelse kunne komme

med en tilkendegivelse om f.eks., at bestyrelsen efter ministerens opfattelse

bør tage initiativ til at få nedbragt sagsbehandlingstiden ved retterne eller

nogle af disse, men sådanne tilkendegivelser vil ikke være bindende for be-

styrelsen.

For så vidt angår sagsprioritering mv. er der administrativt fastsat en række

ikke-bindende målsætninger for domstolenes sagsbehandlingstid i de

Side 11/12

såkaldte VVV-sager, og Domstolsstyrelsen har sammen med retterne i den

forbindelse fastsat et succeskriterium for opfyldelsen heraf.

Side 12/12