Retsudvalget 2021-22
REU Alm.del
Offentligt
2570536_0001.png
Retsudvalget 2021-22
REU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 745
Offentligt
Dato:
Kontor:
3. maj 2022
Stats- og Menneskerets-
kontoret
Sagsbeh: Julie Christine Gade Mik-
kelsen
Sagsnr.: 2022-0030-7455
Dok.:
2416215
Notat om de retlige rammer for domstolenes uafhængighed
1. Indledning
I forbindelse med overvejelserne om en kommende flerårsaftale for dom-
stolenes økonomi er der stillet spørgsmål om de retlige rammer for domsto-
lenes uafhængighed.
I det følgende beskrives de retlige rammer for domstolenes uafhængighed
med særligt fokus på domstolenes organisatoriske og funktionelle uaf-
hængighed. Nedenfor under pkt. 2 beskrives de statsretlige rammer for dom-
stolenes uafhængighed, som disse kommer til udtryk i en række grundlovs-
bestemmelser, herunder navnlig grundlovens § 61, 1. pkt., samt §§ 62 og
64. Under pkt. 3 redegøres der særligt for ordningen med en uafhængig
Domstolsstyrelse og for de i denne sammenhæng centrale lovgivningsmæs-
sige rammer. Under pkt. 4 findes en kort sammenfatning.
2. De statsretlige rammer for domstolenes uafhængighed
Grundlovens § 3 har følgende ordlyd:
Ӥ
3.
Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i
forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den døm-
mende magt er hos domstolene.”
Grundlovens § 3, 3. pkt., henlægger den dømmende magt til domstolene.
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 3392 3340
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/12
REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 747: Spm., om der er noget til hinder for, at Folketinget ved lov kan ændre på domstolenes sagsbehandling eller organisering, til justitsministeren
Domstolenes uafhængighed er overordnet reguleret i navnlig grundlovens
§§ 61, 62 og 64, som behandles nedenfor under pkt. 2.1-2.4. I nærværende
sammenhæng fokuseres særligt på grundlovens § 61, 1. pkt., og § 64, 1. pkt.
2.1. Grundlovens § 61 om domstolenes organisatoriske uafhængighed
Grundlovens § 61 har følgende ordlyd:
Ӥ
61.
Den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved
lov. Særdomstole med dømmende myndighed kan ikke
nedsættes.”
Bestemmelsen stammer fra grundloven af 1849 og havde navnlig
jf. det
ved grundlovsændringen i 1953 indførte 2. pkt.
til formål at udelukke, at
ekstraordinære domstole kunne nedsættes af regeringen uden lovgivnings-
magtens medvirken. Der kan i den forbindelse henvises til forhandlingerne
på Rigsdagen, sp. 1526 f. og 2436 ff. og den litteratur, der henvises til ne-
denfor. Grundlovens § 61, 2. pkt., vil ikke blive behandlet nærmere i denne
sammenhæng.
Grundlovens § 61, 1. pkt., angår den ”den dømmende magts udøvelse”.
Dette begreb antages i den statsretlige litteratur at omfatte såvel fremgangs-
måden for behandling af sager ved domstolene som domstolenes rent orga-
nisatoriske forhold, jf. herom Max Sørensen, Statsforfatningsret (2. udg. ved
Peter Germer, 1973), side 152, hvor bl.a. følgende anføres:
”Grl. § 61 bestemmer at den dømmende magts udøvelse
kun kan ordnes ved lov. Ordet ”udøvelse” i denne sammen-
hæng må forstås således, at det tager sigte ikke blot på den
fremgangsmåde der skal følges ved retssagers behandling,
men også på domstolenes organisation, d.v.s. sådanne
spørgsmål som antallet af retter, deres indbyrdes forhold,
deres sammensætning og deres saglige
kompetence.”
Der kan endvidere henvises til Jens Peter Christensen m.fl., Dansk Statsret
(3. udg., 2020), side 125.
Det er i den statsretlige litteratur fast antaget, at grundlovens § 61, 1. pkt.,
indeholder et krav om lovhjemmel. Regler om den dømmende magts udø-
velse kan derved alene fastsættes ved lov. Det er endvidere den almindelige
opfattelse i den statsretlige litteratur, at bestemmelsen indeholder et delega-
tionsforbud, hvorved bestemmelsen begrænser lovgivningsmagtens
Side 2/12
REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 747: Spm., om der er noget til hinder for, at Folketinget ved lov kan ændre på domstolenes sagsbehandling eller organisering, til justitsministeren
mulighed for at overlade fastsættelsen af regler til andre myndigheder, her-
under navnlig centraladministrationen.
Det antages i den statsretlige litteratur, at delegationsforbuddet i grundlo-
vens § 61, 1. pkt., ikke er absolut, således at det i et vist begrænset omfang
er foreneligt med bestemmelsen ved lov at overlade det til f.eks. regeringen
at fastsætte nærmere regler om domstolenes forhold, jf. Max Sørensen a.st.,
side 152 f., Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 2 (4. udg., 2007), side 106,
og Jens Peter Christensen m.fl. a.st., side 124 f.
Det er samtidig antaget, at kompetence også kan overlades til domstolene
selv, således at almindelige regler f.eks. kan fastsættes af retspræsidenterne
eller de administrerende dommere. Særligt med hensyn til bemyndigelser til
domstolene selv er det antaget, at der her ikke gør sig de samme betænke-
ligheder gældende som ved bemyndigelser til f.eks. regeringen (justitsmini-
steren). Baggrunden er, at sådanne bemyndigelser ikke medfører ”admini-
strativ indflydelse
på domstolene”, jf. Henrik Zahle a.st., side 106, og derfor
ikke kommer i konflikt med hensynene bag bestemmelsen, jf. herved også
Max Sørensen a.st., side 152 f., og Eva Smith i Henrik Zahle (red.), Kom-
menteret Grundlov (1. udg., 1999), side 290.
Fra lovgivningspraksis kan eksempelvis henvises til retsplejelovens § 9,
hvorefter justitsministeren kan foretage forandringer i retskredsenes om-
råde, medmindre forandringen indebærer oprettelse eller nedlæggelse af en
retskreds, retsplejelovens § 13, stk. 1, hvorefter Domstolsstyrelsen efter for-
handling med den enkelte byretspræsident fastsætter tingstederne for byret-
terne, og retsplejelovens § 33, hvorefter justitsministeren bl.a. fastsætter
regler om, hvilke retsbøger der skal føres ved de forskellige retter.
Det ovenfor anførte kan sammenfattes således, at grundlovens § 61, 1. pkt.,
indebærer et delegationsforbud, som omfatter den dømmende magts udø-
velse. Det bemærkes, at en sådan forståelse også ligger til grund for lovgiv-
ningspraksis på området.
Det
må antages, at begrebet ”den dømmende magts udøvelse” omfatter så-
vel fremgangsmåden for behandling af sager ved domstolene som domsto-
lenes rent organisatoriske forhold.
Side 3/12
REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 747: Spm., om der er noget til hinder for, at Folketinget ved lov kan ændre på domstolenes sagsbehandling eller organisering, til justitsministeren
2.2. Grundlovens § 62
Grundlovens § 62 har følgende ordlyd:
Ӥ
62.
Retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen.
Regler herom fastsættes ved lov.”
Bestemmelsen stammer fra grundloven af 1849 og blev nyaffattet ved
grundlovsændringen i 1953. Bestemmelsen indeholder et krav om, at rets-
plejen skal adskilles fra forvaltningen, og et krav om lovhjemmel.
Det er antaget, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at domstolene i admi-
nistrativ og budgetmæssig henseende henhører under Justitsministeriets res-
sort, jf. f.eks. Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med Kommentarer
(2015), side 371. Domstolenes administrative og bevillingsmæssige forhold
er ved lov henlagt til Domstolsstyrelsen, jf. nærmere herom pkt. 3.
2.3. Grundlovens § 64, 1. pkt., om domstolenes funktionelle uafhængig-
hed
2.3.1.
Grundlovens § 64, 1. pkt., har følgende ordlyd:
”Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven.”
Bestemmelsen, der sikrer domstolenes såkaldte funktionelle uafhængighed,
stammer fra grundloven af 1849. Den gælder
i modsætning til § 64, 2. og
3. pkt., om forflyttelse og afskedigelse
ikke kun for udnævnte dommere,
men også for konstituerede dommere, dommerfuldmægtige og retsassesso-
rer mv., jf. Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret (3. udg. ved Ole Espersen,
1980), side 545, og Henrik Zahle a.st., side 106.
Formuleringen
om, at dommerne skal rette sig efter ”loven”,
skal ikke for-
stås bogstaveligt i den forstand, at formuleringen alene omfatter formelt
vedtagne
love. Formuleringen må forstås som ”gældende ret” og omfatter
således de anerkendte retskilder, herunder formelle love, anordninger, sæd-
vaneret og retsgrundsætninger, jf. bl.a. Max Sørensen a.st., side 157 f., Hen-
rik Zahle a.st., side 104 f., og Jens Peter Christensen m.fl. a.st., side 133 f.
Dommerne skal således også rette sig efter f.eks. bekendtgørelser fastsat
med hjemmel i loven. Bestemmelsen er i den forbindelse ikke til hinder for
bekendtgørelser, der efter deres indhold alene retter sig til domstolene.
Side 4/12
REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 747: Spm., om der er noget til hinder for, at Folketinget ved lov kan ændre på domstolenes sagsbehandling eller organisering, til justitsministeren
Bestemmelsen har navnlig til formål at sikre domstolenes uafhængighed i
forhold til regeringen og herunder navnlig beskytte mod regeringens ind-
greb i konkrete sager. Regeringen kan således ikke
heller ikke med hjem-
mel i lov
give domstolene instruktioner om, hvordan konkrete sager skal
behandles og afgøres, jf. Peter Germer, Statsforfatningsret (5. udg., 2012),
side 204f.
Domstolenes uafhængighed har endvidere betydning for Folketinget, som
heller ikke kan give domstolene pålæg om, hvordan konkrete retssager skal
behandles og afgøres, jf. også grundlovens § 3, 3. pkt.
Domstolene er også beskyttet mod generelle instrukser og tjenestebefalinger
mv., jf. Peter Germer a.st., side 205. Regeringen kan f.eks. ikke ved cirku-
lære med bindende virkning for domstolene foreskrive, hvordan love eller
bekendtgørelser skal fortolkes eller regulere behandlingen af retssager, her-
under f.eks. sagsfordeling og sagsprioritering.
2.3.2.
Uafhængigheden efter grundlovens § 64, 1. pkt., gælder for dom-
merne ”i deres kald”. Heri ligger, at domstolene efter grundloven kun er
sikret uafhængighed for så vidt angår deres judicielle funktioner. Modstyk-
ket hertil er administrative funktioner, hvor grundloven således ikke er til
hinder for, at domstolene f.eks. underordnes regeringen, jf. Poul Andersen,
Dansk Statsforfatningsret (1954), side 575, Max Sørensen a.st., side 157,
Alf Ross a.st., side 545, og Peter Germer a.st., side 205.
Domstolenes judicielle funktioner omfatter ikke kun afsigelse af domme og
kendelser, men også f.eks. procesdrift og procesledelse. Administrative og
bevillingsmæssige forhold er derimod ikke omfattet af bestemmelsen.
For at eksemplificere fortolkningen af bestemmelsen i praksis kan henvises
til, at Justitsministeriet tidligere har forholdt sig til rækkevidden af bestem-
melsen.
I et notat til Domstolenes Strukturkommission af 18. august 2000 om visse
forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Strukturkommissionens
overvejelser om en ordning med embedschefer ved domstolene har Justits-
ministeriet bl.a. udtalt, at efter ministeriets opfattelse er bl.a. spørgsmål om
anvendelse af mundtlig eller skriftlig forberedelse samt fordeling og priori-
tering af domstolenes sager omfattet af bestemmelsen. Endvidere udtalte
Side 5/12
REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 747: Spm., om der er noget til hinder for, at Folketinget ved lov kan ændre på domstolenes sagsbehandling eller organisering, til justitsministeren
ministeriet, at det gav anledning til en vis tvivl, om også f.eks. etablering af
en central forberedelsesafdeling og fastlæggelse af det tidspunkt på dagen,
hvor retssager skal begynde, henhører under den judicielle virksomhed, eller
om der for sådanne spørgsmåls vedkommende er tale om administrative for-
hold i grundlovens forstand.
For så vidt angår domstolenes beskyttelse mod tjenestebefalinger mv. ud-
talte Justitsministeriet sig endvidere i det nævnte notat om en ordning, hvor
der efter det oplyste var tale om, at embedschefen ved lov blev overladt at
fastsætte generelle regler med bindende virkning for embedets øvrige dom-
mere, herunder almindelige regler om, hvilke sagstyper der bør forberedes
mundtligt og skriftligt, og om, hvilke sagstyper der i relation til berammelse
bør prioriteres frem for andre. Spørgsmålet var nærmere bestemt, om en så-
dan ordning ville være i strid med, at dommerne ”alene skal rette sig efter
loven”. Justitsministeriet anførte
i den forbindelse:
”Som anført ovenfor (…) indebærer den nævnte bestem-
melse navnlig, at regeringen (og Folketinget) ikke kan give
konkrete påbud m.v. om, hvordan domstolene kan behandle
og afgøre en sag.
Domstolene skal på den anden side rette sig efter
”loven”.
Dette udtryk skal ikke forstås alene i teknisk betydning.
Domstolene skal f.eks. også rette sig efter bekendtgørelser,
og § 64, 1. pkt., er i den forbindelse ikke til hinder for be-
kendtgørelser, der alene retter sig til eller har betydning for
domstolene, jf. Poul Andersen a.st., side 575.
Det kan på den baggrund ikke antages, at grundlovens § 64,
1. pkt., ville være til hinder for en ordning, hvorefter f.eks.
regeringen (justitsministeren) kunne fastsætte bekendtgø-
relser om de omhandlede spørgsmål. Et andet spørgsmål
der ikke har betydning i den foreliggende sammenhæng er,
om en sådan ordning ville være i strid med grundlovens §
61, 1. pkt.
I lyset af de hensyn, som ligger bag grundlovens § 64, 1.
pkt., kan mulighederne for at henlægge regeludstedelses-
kompetence til domstolene (embedscheferne) i hvert fald
ikke antages at være ringere end muligheden for at hen-
lægge en sådan kompetence til regeringen. Allerede på den
baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at en ordning
som den, der lægges op til i kommissionens henvendelse,
for så vidt angår fastsættelsen af generelle regler ikke kan
antages at være i strid med grundlovens § 64, 1. pkt.”
Side 6/12
REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 747: Spm., om der er noget til hinder for, at Folketinget ved lov kan ændre på domstolenes sagsbehandling eller organisering, til justitsministeren
2.4. Grundlovens § 64, 2. og 3. pkt., om dommernes personelle uaf-
hængighed
Grundlovens § 64, 2. og 3. pkt., har følgende ordlyd:
”[Dommerne]
kan ikke afsættes uden ved dom, ejheller for-
flyttes mod deres ønske, uden for de tilfælde, hvor en om-
ordning af domstolene finder sted. Dog kan den dommer,
der har fyldt sit 65. år, afskediges, men uden tab af indtæg-
ter indtil det tidspunkt, til hvilket han skulle være afskediget
på grund af alder.”
Dommere er efter grundlovens § 64, 2. og 3. pkt., beskyttet mod afskedi-
gelse og forflyttelse. Den personelle uafhængighed er i den forbindelse en
understøttelse af den funktionelle uafhængighed, jf. f.eks. Jens Peter Chri-
stensen m.fl. a.st., side 135.
3. Særligt om Domstolsstyrelsen og de lovgivningsmæssige rammer om
domstolenes uafhængighed
3.1.
Retsplejeloven indeholder detaljerede bestemmelser om den dømmende
magts udøvelse, herunder om antallet af retter, retternes indbyrdes forhold,
deres sammensætning og deres saglige kompetence samt om fremgangsmå-
den for retternes behandling af sager.
Hvad navnlig angår domstolenes administration og budget, blev der ved lov
nr. 401 af 26. juni 1998 om Domstolsstyrelsen oprettet en særlig Domstols-
styrelse, som varetager domstolenes bevillingsmæssige og administrative
forhold. Det fremgår af pkt. 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget
(lovforslag nr. L 31 af 26. marts 1998), at formålet med oprettelsen af Dom-
stolsstyrelsen navnlig er at markere domstolenes selvstændige og uaf-
hængige stilling. Lovforslaget blev udarbejdet på grundlag af Domstolsud-
valgets betænkning nr. 1319/1996.
Den hidtidige organisering af domstolene er nærmere beskrevet i pkt. 2 i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget. Heraf fremgår bl.a., at Dom-
stolsafdelingen, der var en del af Justitsministeriets departement, bl.a. med
henblik på at udnytte de besparelser, der kunne opnås ved samlede indkøb,
forestod anskaffelse af inventar og kontormaskiner, herunder særligt anskaf-
felse af edb-udstyr og fotokopimaskiner.
Side 7/12
REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 747: Spm., om der er noget til hinder for, at Folketinget ved lov kan ændre på domstolenes sagsbehandling eller organisering, til justitsministeren
Domstolsudvalgets overvejelser om den hidtidige organisering er nærmere
beskrevet i pkt. 3.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Det
fremgår bl.a. heraf, at udvalget ikke fandt grundlag for at antage, at den hid-
tidige administrationsordning for domstolene havde givet anledning til mis-
brug i den forstand, at Justitsministeriet havde benyttet sine beføjelser med
hensyn til bevillingsmæssige og administrative spørgsmål til at søge at øve
indflydelse på domstolene eller dommernes udøvelse af deres dømmende
virksomhed.
Udvalget fandt imidlertid, at det ud fra principielle synspunkter kunne give
anledning til betænkelighed, at domstolene som en selvstændig statsmagt
var undergivet en så tæt styring i bevillingsmæssig og administrativ hen-
seende fra den udøvende magts side, som det hidtil havde været tilfældet.
På denne baggrund var det udvalgets opfattelse, at den gældende ordning
ikke i tilstrækkeligt omfang levede op til kravene om markering af domsto-
lene som en selvstændig statsmagt, og at der derfor burde tages skridt til at
ændre ordningen med henblik på at sikre domstolene større indflydelse på
deres egne anliggender i bevillingsmæssig og administrativ henseende.
Justitsministeriet tilsluttede sig Domstolsudvalgets overvejelser, og ministe-
riet anførte i den forbindelse bl.a., at det er af afgørende betydning for be-
folkningens tillid til domstolene, at domstolene ikke blot er, men også frem-
træder som, uafhængige af den udøvende magt, jf. pkt. 3.3 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Det følger af lovens § 2, at Domstolsstyrelsen er en selvstændig statsinsti-
tution, der ledes af en bestyrelse og en direktør. Det følger af lovens § 5, stk.
2, at bestyrelsen ansætter og afskediger direktøren. Justitsministeren har in-
gen instruktionsbeføjelse over for Domstolsstyrelsen, og styrelsens afgørel-
ser kan ikke påklages til ministeren. Af de specielle bemærkninger til § 2
fremgår det bl.a., at hensigten med bestemmelsen er at sikre domstolsadmi-
nistrationen en udstrakt grad af selvstændighed. Der er desuden anført føl-
gende om justitsministerens eventuelle tilkendegivelser over for Domstols-
styrelsens bestyrelse:
”Justitsministeren vil endvidere
over for bestyrelsen kunne
komme med en tilkendegivelse for eksempel om, at besty-
relsen efter ministerens opfattelse bør tage initiativ til at få
nedbragt sagsbehandlingstiden ved retterne eller nogle af
disse. Som følge af, at ministeren ikke har nogen instrukti-
onsbeføjelser over for bestyrelsen, vil bestyrelsen ikke være
Side 8/12
REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 747: Spm., om der er noget til hinder for, at Folketinget ved lov kan ændre på domstolenes sagsbehandling eller organisering, til justitsministeren
forpligtet til at imødekomme en sådan tilkendegivelse. Det
må imidlertid antages, at bestyrelsen vil arbejde for en løs-
ning på det problem, som tilkendegivelsen angår. Finder
ministeren, at den af bestyrelsen valgte løsning på proble-
met er utilstrækkelig, vil ministeren efter omstændighe-
derne kunne iværksætte et lovgivningsinitiativ.”
Ovenstående indebærer bl.a., at Justitsministeriet ikke efter gældende ret
kan pålægge Domstolsstyrelsen at iværksætte administrative eller tekniske
tiltag.
3.2.
Det følger af lovens § 3, at bestyrelsen er den øverste ledelse af Dom-
stolsstyrelsen, og at bestyrelsen har det overordnede ansvar for Domstols-
styrelsens virksomhed. Det følger endvidere af bestemmelsen, at bestyrelsen
skal sørge for en forsvarlig og hensigtsmæssig drift af domstolene og tage
de fornødne initiativer til sikring heraf. Af de specielle bemærkninger til §
3 fremgår bl.a., at ”det er […] bestyrelsens opgave at komme med nye ini-
tiativer, der kan opfylde kravene til en moderne og tidssvarende domstols-
administration.”
Det fremgår endvidere, at lovgivningsspørgsmål på dom-
stolsområdet ikke henhører under Domstolsstyrelsen, men at dette ikke in-
debærer, at bestyrelsen vil være afskåret fra at kunne komme med forslag
og anbefalinger til eventuelle lovændringer. Det fremgår i forlængelse heraf,
at ”hvis
bestyrelsen finder, at der ud fra hensynet til at sikre en forsvarlig og
hensigtsmæssig drift af domstolene bør gennemføres ændringer af lovgiv-
ningen, bør bestyrelsen gøre justitsministeren
eller en anden minister, der
er ansvarlig for det pågældende lovgivningsområde
– opmærksom herpå.”
Retsplejeloven indeholder en række bemyndigelsesbestemmelser, som be-
myndiger Domstolsstyrelsen til at fastsætte regler om visse forhold. Det føl-
ger således f.eks. af retsplejelovens § 405, at Domstolsstyrelsen kan fast-
sætte regler om afholdelse af retsmøder uden for sædvanlig kontortid, og af
retsplejelovens § 404, stk. 3, 1. led, at Domstolsstyrelsen fastsætter regler
om den praktiske fremgangsmåde ved sagkyndig oplysning af en sag.
3.3.
Med henblik på navnlig at sikre hurtig behandling af straffesager er der
i en årrække foretaget en politisk prioritering af visse typer af straffesager
med betydning for bl.a. domstolene. Der er dels løbende siden 1994 foreta-
get en prioritering af sager om først vold, siden voldtægt (2004) og endelig
våben (2008) (”VVV-sager”), dels af sager, der behandles ved Ungdoms-
kriminalitetsnævnet. Det bemærkes, at definitionen og prioriteringen af
VVV-sager f.eks. er omtalt i bemærkninger til lovforslag nr. 204 af 21.
Side 9/12
REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 747: Spm., om der er noget til hinder for, at Folketinget ved lov kan ændre på domstolenes sagsbehandling eller organisering, til justitsministeren
marts 2018 om ændring af retsplejeloven (Nedbringelse af sagsbehandlings-
tider i straffesager), hvor det bl.a. er tilkendegivet, at det skal have betydning
for anvendelsen af f.eks. reglerne om beskikkelse af en bestemt forsvarer,
om der dermed vil blive tale om en væsentlig forsinkelse, jf. f.eks. pkt. 1.2.1
i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Retsplejeloven indeholder i § 843 a, stk. 1, der findes i retsplejelovens fjerde
bog om strafferetsplejen, en generel bestemmelse, der bl.a. fastslår, at retten
skal fremme enhver sag med den hurtighed, som dens beskaffenhed kræver
og tillader, og at hovedforhandlingen skal berammes hurtigst muligt og så
vidt muligt inden for to uger fra anklagemyndighedens indlevering af ankla-
geskrift.
Den ovennævnte prioritering af bestemte sagskategorier har i det væsentlig-
ste afsæt i regeringsudspil, med undtagelse af voldtægtssager, der bygger på
en folketingsbeslutning (nr. B 82 af 4. juni 2004 om forbedring af voldtægts-
ofres retsstilling). De konkrete målsætninger for sagsbehandlingstiden er
dog i alle tilfælde administrativt fastsat efterfølgende.
Det bemærkes, at målsætningerne for domstolene ikke er bindende grundet
domstolenes uafhængighed, jf. grundlovens § 64 og nærmere herom oven-
for. Det bemærkes dog samtidig, at Domstolsstyrelsens bestyrelse
i lighed
med de øvrige myndigheder, der indgår i straffesagskæden
har fastsat et
succeskriterium for målopfyldelsen af de særligt prioriterede sager.
4. Sammenfatning
Domstolenes organisatoriske uafhængighed er navnlig sikret ved grundlo-
vens § 61, 1. pkt. Bestemmelsen indeholder et krav om lovhjemmel og et
delegationsforbud, hvorved bestemmelsen begrænser lovgivningsmagtens
muligheder for at overlade fastsættelsen af regler til andre myndigheder,
herunder navnlig centraladministrationen. Delegationsforbuddet omfatter
”den dømmende magts udøvelse”. Det antages i den statsretlige litteratur, at
delegationsforbuddet ikke er absolut, og at det derfor i et vist begrænset om-
fang er foreneligt med bestemmelsen ved lov at overlade det til f.eks. rege-
ringen at fastsætte nærmere regler om domstolenes forhold. Det er samtidig
antaget, at kompetence også kan overlades til domstolene selv, således at
almindelige regler f.eks. kan fastsættes af retspræsidenterne eller de admi-
nistrerende dommere.
Side 10/12
REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 747: Spm., om der er noget til hinder for, at Folketinget ved lov kan ændre på domstolenes sagsbehandling eller organisering, til justitsministeren
Grundlovens § 62 fastslår, at retsplejen stedse skal holdes adskilt fra forvalt-
ningen, og at regler herom fastsættes ved lov. Det er antaget, at bestemmel-
sen ikke er til hinder for, at domstolene i administrativ og budgetmæssig
henseende hører under Justitsministeriets ressort.
Domstolenes funktionelle uafhængighed er beskyttet ved grundlovens § 64,
1. pkt., hvorefter dommerne i deres kald alene skal rette sig efter loven. Be-
grebet ”loven” skal
forstås bredt i den forstand, at dommerne skal rette sig
efter de almindeligt anerkendte retskilder. At bestemmelsen gælder for dom-
merne i ”deres kald” indebærer, at domstolene efter grundloven kun er sikret
uafhængighed for så vidt angår judicielle funktioner. Domstolenes judicielle
funktioner omfatter ikke kun afsigelse af domme og kendelser, men også
f.eks. procesdrift og procesledelse. Administrative og bevillingsmæssige
forhold er derimod ikke omfattet af bestemmelsen.
Grundlovens § 64, 1. pkt., har navnlig til formål at sikre domstolenes uaf-
hængighed i forhold til regeringen, herunder beskytte mod regeringens ind-
greb i konkrete sager. Regeringen kan således ikke
heller ikke med hjem-
mel i lov
give domstolene instruktioner om, hvordan konkrete sager skal
behandles og afgøres. Heller ikke Folketinget kan give domstolene pålæg
om, hvordan konkrete retssager skal behandles og afgøres. Domstolene er
desuden beskyttet mod generelle instrukser og tjenestebefalinger mv. Rege-
ringen kan f.eks. ikke ved cirkulære med bindende virkning for domstolene
foreskrive, hvordan love eller bekendtgørelser skal fortolkes, eller regulere
behandlingen af retssager, herunder f.eks. sagsfordeling og sagsprioritering.
Domstolenes administrative og bevillingsmæssige forhold hører i dag under
Domstolsstyrelsen, der blev oprettet for at markere domstolenes selvstæn-
dige og uafhængige stilling. Domstolsstyrelsen hører under Justitsministe-
riets ressort, men er i øvrigt en selvstændig statsinstitution med egen besty-
relse, og justitsministeren har ingen instruktionsbeføjelse over for styrelsen.
Justitsministeren vil over for Domstolsstyrelsens bestyrelse kunne komme
med en tilkendegivelse om f.eks., at bestyrelsen efter ministerens opfattelse
bør tage initiativ til at få nedbragt sagsbehandlingstiden ved retterne eller
nogle af disse, men sådanne tilkendegivelser vil ikke være bindende for be-
styrelsen.
For så vidt angår sagsprioritering mv. er der administrativt fastsat en række
ikke-bindende målsætninger for domstolenes sagsbehandlingstid i de
Side 11/12
REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 747: Spm., om der er noget til hinder for, at Folketinget ved lov kan ændre på domstolenes sagsbehandling eller organisering, til justitsministeren
såkaldte VVV-sager, og Domstolsstyrelsen har sammen med retterne i den
forbindelse fastsat et succeskriterium for opfyldelsen heraf.
Side 12/12