REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 587: Spm. om redegørelse for reglerne om erstatning ved drab, og om at sørge for, at der ikke udbetales erstatning til bandemedlemmer og deres familier, til justitsministeren

Retsudvalget 2021-22
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

15. marts 2022

Formueretskontoret

Lars Møller Haase

2022-0030-7245

2333848

Besvarelse af spørgsmål nr. 587 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 587 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 17. februar 2022. Spørgs-

målet er stillet efter ønske fra Peter Skaarup (DF).

Nick Hækkerup

Louise Black Mogensen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 3392 3340

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/4

REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 587: Spm. om redegørelse for reglerne om erstatning ved drab, og om at sørge for, at der ikke udbetales erstatning til bandemedlemmer og deres familier, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 587 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil

ministeren med udgangspunkt i sagerne i Erstatningsnæv-

nets Årsrapport fra 2020 med j.nr. 19-520-03814, 19-520-

03816, 19-520-03817, 18-520-02365, 18-520-02619 og 18-520-

02620 redegøre for reglerne om erstatning ved drab? Og vil mi-

nisteren i forlængelse heraf tilkendegive, om ministeren vil

sørge for, at der ikke udbetales erstatning til bandemedlemmer

og deres familier, der skyder hinanden?”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Erstatningsnævnet, der har oplyst følgende om offererstat-

ningsreglerne i tilfælde af offerets (den skadelidtes) død:

”Det

følger af reglerne i erstatningsansvarsloven §§ 12-14 a og

26 a, at skadevolderen skal betale erstatning for rimelige begra-

velsesudgifter og tab af forsørger, hvis en skade har medført en

andens død, f.eks. ved en straffelovsovertrædelse som drab. I

visse tilfælde skal skadevolderen betale et overgangsbeløb til af-

dødes ægtefælle eller samlever i stedet for erstatning for begra-

velsesudgifter. Derudover kan der i forbindelse med straffelovs-

overtrædelser, der har medført døden, blive spørgsmål om beta-

ling af godtgørelse til efterladte.

Hvis de efterladte til en skadelidt, der er afgået ved døden som

følge af et drab, ikke ønsker at rejse krav om erstatning direkte

over for skadevolder, kan de i stedet indgive ansøgning herom

til nævnet efter reglerne i offererstatningsloven.

Erstatningsnævnet yder erstatning m.v. efter erstatningsansvars-

lovens §§ 12-14 a og 26 a, hvis den skadelidte afgår ved døden,

jf. § 2 i lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (of-

fererstatningsloven). Ved nævnets behandling af en ansøgning

om erstatning m.v. fra de efterladte, anvendes efter § 6 a i offer-

erstatningsloven dansk rets almindelige regler om skadevolde-

rens erstatningsansvar, herunder om nedsættelse eller bortfald af

erstatning på grund af skadelidtes eller afdødes medvirken til

skaden eller accept af risikoen for skade. Det er fast antaget i

retspraksis, at afdødes egen skyld eller accept af risikoen for

skaden også bevirker nedsættelse eller bortfald af de efterladtes

krav på erstatning.

For så vidt angår de i spørgsmålet oplistede sager, er det beskre-

vet i Erstatningsnævnets årsberetning for 2020 på side 21-22, at

Side 2/4

Højesteret i en dom fra december 2019 (UfR 2020.819 H) havde

lejlighed til at tage stilling til grundlaget for vurderingen af egen

skyld/accept af risiko i et tilfælde, hvor den skadelidte på ska-

destidspunktet deltog i en hashhandel, der var kontrolleret af en

bandegruppering. Den skadelidte var udstyret med skudsikker

vest samt walkie talkie, da han blev ramt af skud fra et medlem

af en rivaliserende bandegruppering. Byretten var forinden nået

frem til, at erstatningen burde nedsættes med 1/3 henset til, at

der på skadestidspunktet var en aktuel bandekonflikt med sky-

derier i området, og at den skadelidte herefter var eller burde

være klar over, at han ved at deltage i hashsalg og vagtvirksom-

hed i området udsatte sig selv for en risiko for at komme til

skade. Landsretten nåede frem til, at erstatningen burde nedsæt-

tes med 1/2 og lagde ved sin afgørelse vægt på, at skadelidte var

registreret som værende ”i radius af og relateret til” en bande-

gruppering, som var i konflikt med en rivaliserende bande.

Landsretten lagde endvidere vægt på, at skadelidte, som på ska-

destidspunktet deltog i en vagtordning, var bekendt med, at der

under den aktuelle konflikt tidligere havde været en skudepi-

sode, og at brug af skydevåben derfor måtte anses som sandsyn-

lig. Landsretten fandt herefter ikke, at den aktuelle hændelse,

hvor skadelidte blev ramt i hovedet af skud, gik ud over, hvad

han måtte være forberedt på. Landsretten sammenholdt dog ska-

delidtes accept af risiko med skadevolders handlinger i form af

talrige skud, som blandt andet førte til, at skadelidte blev ramt i

hovedet med betydelig skade til følge. En samlet vurdering førte

herefter til, at skadelidtes erstatning blev reduceret med halvde-

len.

Højesteret lagde det samme faktum til grund, men nåede frem

til, at der henset til sagens konkrete omstændigheder ikke ville

ske nedsættelse eller bortfald af erstatningsansvaret som følge

af medvirken til skaden eller accept af risiko for skade i en sag

mod skadevolderen. Der var herefter ikke grundlag for at lade

skadelidtes erstatningskrav mod staten nedsætte eller bortfalde.

Højesteret tog samtidig principielt stilling til, at den lovændring,

som trådte i kraft den 1. juli 1985, og hvorved den tidligere gæl-

dende rimelighedsvurdering i offererstatningsloven § 8, stk. 1,

blev erstattet af samme lovs § 6 a, indebærer, at skadelidte over

for staten skal stilles på samme måde, som skadelidte ville være

stillet over for skadevolderen.

Som følge af denne dom fra Højesteret er området for nedsæt-

telse/bortfald af erstatningen som følge af egen skyld/accept af

risiko meget begrænset i forhold til tidligere og beror på en helt

konkret vurdering af skadelidtes rolle og handlinger. Der kan

således ikke siges generelt at foreligge accept af risiko, alene

fordi skadelidte har tilknytning til eller er en del af et bande-

miljø. Nævnet foretager således en konkret erstatningsretlig

Side 3/4

vurdering af, hvad der op til og under hændelsen er foregået

mellem skadevolder og skadelidte i den pågældende situation.

Den omstændighed, at skadevolderen som oftest har begået den

erstatningspådragende handling forsætligt, vil betyde, at hand-

lingens karakter vil kunne få ganske stor betydning ved vurde-

ringen. Der skal således meget til, for at en skadelidt konkret har

udvist egen skyld eller accept af risiko i et sådant omfang, at

erstatningen skal nedsættes endsige bortfalde, hvis der er tale

om f.eks. drab eller drabsforsøg.

Det er denne ændring af nævnspraksis som følge af Højesterets

dom fra december 2019, der ligger til grund for nævnets tilken-

delse af erstatning m.v. til de efterladte i de konkrete sager, der

er oplistet i spørgsmålet. Nævnet har i disse sager ikke fundet,

at den afdøde skadelidte havde udvist egen skyld eller accept af

risiko i et sådant omfang, at erstatningen til de efterladte kunne

nedsættes eller bortfalde.”

Som det fremgår af udtalelsen fra Erstatningsnævnet, har nævnet på bag-

grund af højesteretsdommen fra december 2019 ændret praksis i sager, hvor

der er spørgsmål om egen skyld eller accept af risiko. Der sker herefter ned-

sættelse eller bortfald af offererstatning i det omfang, der ville kunne ske

nedsættelse eller bortfald i en sag mellem skadelidte (eller dennes efterladte)

og skadevolder.

Den 19. april 2021 tilkendegav jeg i forbindelse med 1. behandlingen af

beslutningsforslag B 235/2020-21 om at fratage bandekriminelle retten til

tortgodtgørelse i forbindelse med bandekriminalitet, at jeg ville tage initiativ

til at undersøge, om vi kan ændre offererstatningsloven, så bandekriminelle,

der kommer til skade i bandekonflikter, ikke længere har ret til at kræve

statslig offererstatning.

Spørgsmålet om offererstatning til skadelidte med bandetilknytning er vig-

tigt for mig, da jeg ikke mener, at man kan forvente, at staten

–

via offerer-

statningsordningen

–

understøtter én, hvis man ved sin tilknytning til et kri-

minelt miljø sætter sig ud over og modarbejder samfundet, og i den forbin-

delse kommer til skade. Derfor indgår dette spørgsmål også i regeringens

overvejelser om nye tiltag mod bandekriminalitet.

Side 4/4