REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 586: Spm. om lovgrundlaget for at huse beboerne på Kofoedsminde, om regeringen aktivt forsøger at hjemsende beboere på Kofoedsminde, der ikke har et opholdsgrundlag i Danmark, og om det kan være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at hjemsende visse beboere på grund af deres lidelser, til justitsministeren

Retsudvalget 2021-22
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

15. marts 2022

Straffuldbyrdelseskonto-

ret

Sagsbeh: Mikkel Hartz Reenberg

Sagsnr.: 2022-0030-7252

Dok.:

2334112

Dato:

Kontor:

Besvarelse af spørgsmål nr. 586 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 586 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 17. februar 2022. Spørgs-

målet er stillet efter ønske fra Peter Skaarup (DF).

Nick Hækkerup

Anders Lotterup

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 3392 3340

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/8

REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 586: Spm. om lovgrundlaget for at huse beboerne på Kofoedsminde, om regeringen aktivt forsøger at hjemsende beboere på Kofoedsminde, der ikke har et opholdsgrundlag i Danmark, og om det kan være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at hjemsende visse beboere på grund af deres lidelser, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 586 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil

ministeren redegøre for det lovgrundlag, som danner

grundlag for at huse beboerne på Kofoedsminde, samt om rege-

ringen aktivt forsøger at hjemsende beboere på Kofoedsminde,

der ikke har et opholdsgrundlag i Danmark, til deres oprindel-

sesland? Og vil ministeren i forlængelse heraf redegøre for, om

det kan være i strid med Danmarks internationale forpligtelser

at hjemsende visse beboere på grund af deres lidelser samt op-

lyse, om ministeren har kendskab til sager, hvor dette har været

tilfældet?”

Svar:

Hvad angår den del af spørgsmålet, der vedrører lovgrundlaget for at an-

bringe borgere på Kofoedsminde, har Justitsministeriet til brug for besva-

relsen indhentet en udtalelse fra Rigsadvokaten og fra Social- og Ældremi-

nisteriet.

Rigsadvokaten har i den anledning oplyst følgende:

”1.

Efter straffelovens § 16, stk. 1, er personer, der på gernings-

tidspunktet var utilregnelige på grund af sindssygdom eller lig-

nende tilstand, straffri. Tilsvarende gælder for personer, der er

mentalt retarderet i højere grad.

Herudover er personer, der på gerningstidspunktet var mentalt

retarderede i lettere grad, straffri, medmindre særlige omstæn-

digheder taler for at pålægge straf. Det samme gælder for perso-

ner, der befandt sig i en tilstand, som ganske må ligestilles med

mental retardering, jf. straffelovens § 16, stk. 2.

Straffelovens § 69 omfatter personer, der ved den strafbare

handlings foretagelse befandt sig i en tilstand, der var betinget

af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af de psy-

kiske funktioner, og som ikke er af den i § 16 nævnte beskaffen-

hed. Bestemmelsen omfatter bl.a. sinker og andre svagt bega-

vede personer, udtalt personlighedsforstyrrede personer, perso-

ner med følgevirkninger af alkohol- eller stofmisbrug, personer

med lettere demens og undertiden unge lovovertrædere.

Over for tiltalte, der frifindes for straf i medfør af straffelovens

§ 16, kan der ifølge straffelovens § 68 bl.a. træffes bestemmelse

om anbringelse i hospital for sindslidende (psykiatrisk afdeling),

Side 2/8

i egnet hjem eller institution til særlig pleje eller forsorg, eller

om afvænning, psykiatrisk behandling mv.

Foranstaltninger efter § 68, 2. pkt., kan desuden anvendes over

for tiltalte, der ved den strafbare handlings foretagelse var om-

fattet af § 69, idet den pågældende befandt sig i en tilstand, der

var betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyr-

relse af de psykiske funktioner, og som ikke var af den i § 16

nævnte beskaffenhed.

Opregningen i § 68 er ikke udtømmende, og en foranstaltning

kan tilpasses lovovertræderens individuelle behov.

Foranstaltninger efter straffelovens § 68 kan anvendes, hvis det

findes formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædel-

ser. Foranstaltningen fastsættes ved dom og kan bestå i mindre

indgribende foranstaltninger, i anbringelse i psykiatrisk afdeling

eller institution for personer med vidtgående psykiske handicap

eller i en afgørelse, der giver mulighed for administrativt, dvs.

uden yderligere medvirken af en domstol, at træffe bestemmelse

om indlæggelse/anbringelse, ligesom udskrivning kan ske ad-

ministrativt.

Det er anklagemyndighedens opgave at nedlægge påstand om

den foranstaltning, der efter anklagemyndighedens opfattelse er

mest formålstjenlig for at forebygge lovovertrædelser.

Rigsadvokaten har i Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om

psykisk afvigende kriminelle, fastsat nærmere retningslinjer

med hensyn til udformningen af påstande om foranstaltninger

over for mentalt retarderede, jf. straffelovens § 16, stk. 1, 2. pkt.,

eller § 16, stk. 2.

Der er ved formuleringerne af påstandene taget udgangspunkt i,

at der ikke for tiden i Danmark findes lukkede afdelinger for

personer med vidtgående psykiske handicap, men alene en sik-

ret afdeling (Kofoedsminde).

Foranstaltningerne kan inddeles i typerne I-V, hvor type I an-

vendes over for personer, der anses for at være udtalt farlige,

mens type V anvendes over for personer, der alene har behov

for støtte i hverdagen. Den begåede kriminalitets art kan ligele-

des indgå ved vurderingen af, hvilken foranstaltning der findes

formålstjenlig for at forebygge eventuelle fremtidige lovover-

trædelser.

Det bemærkes desuden, at anklagemyndigheden i anklageskrif-

tet skal angive, hvorvidt og i givet fald hvilken længstetid der

bør fastsættes for foranstaltningen, jf. straffelovens § 68 a.

Side 3/8

Type I.

Påstand om dom til anbringelse i sikret afdeling for per-

soner med vidtgående psykiske handicap er beregnet på mentalt

retarderede personer, der må anses som udtalt farlige og derfor

frembyder nærliggende risiko for personfarlige handlinger.

Dommen indebærer, at den pågældende anbringes på den sik-

rede afdeling på Kofoedsminde.

Type II.

Påstand om dom til anbringelse i institution for personer

med vidtgående psykiske handicap, således at domfældte efter

bestemmelse fra kommunen kan overføres til sikret afdeling, an-

vendes typisk over for mentalt retarderede, der har begået per-

sonfarlig kriminalitet i form af f.eks. brandstiftelse, røveri, vold-

tægt eller vold, og hvor det skønnes, at den mentalt retarderede

har behov for konstant overvågning, og at der er risiko for ny

personfarlig kriminalitet, således at den mentalt retarderede i gi-

vet fald hurtigt skal kunne overføres til sikret afdeling. Overfør-

sel til sikret afdeling kræver således ikke rettens godkendelse.

Dommen indebærer, at den pågældende anbringes i institution

med døgnovervågning. Overførsel til sikret afdeling vil inde-

bære en overførsel til Kofoedsminde.

Type III.

Påstand om dom til anbringelse i institution for perso-

ner med vidtgående psykiske handicap anvendes typisk over for

mentalt retarderede, der har begået personfarlig kriminalitet i

form af f.eks. brandstiftelse, røveri, voldtægt eller vold, og hvor

det skønnes, at den mentalt retarderede har behov for konstant

overvågning.

Dommen indebærer, at domfældte anbringes i åben institution

med døgnovervågning. Det betyder, at institutionen som ud-

gangspunkt ikke vil være låst, bortset fra under nogle nærmere

fastsatte betingelser, hvorefter der kan ske dørlåsning om natten

i maksimalt 8 timer.

Anklagemyndigheden skal under henvisning hertil overveje, om

der i den konkrete sag er behov for at nedlægge påstand om en

type II-dom, således at kommunen kan træffe afgørelse om

overførsel til sikret afdeling (Kofoedsminde), hvis det måtte

blive nødvendigt.

Type IV.

Påstand om dom om tilsyn af kommunen, således at

domfældte efterkommer tilsynsmyndighedens bestemmelse om

ophold og arbejde, og således at tilsynsmyndigheden kan træffe

bestemmelse om anbringelse i institution for personer med vidt-

gående psykiske handicap, anvendes i sager, hvor det må påreg-

nes, at en social indsats i form af tilsyn kan være tilstrækkelig,

men hvor der kan opstå behov for, at den mentalt retarderede

skal anbringes i institution. Påstanden forhindrer ikke, at den

domfældte anbringes i institution med døgnovervågning.

Side 4/8

Påstanden kan suppleres, f.eks. med et vilkår om psykiatrisk be-

handling, der også giver mulighed for lægelig godkendt behand-

ling mod misbrug.

Anbringelse i institution i henhold til en sådan dom sker ved ad-

ministrativ beslutning. Den kræver således ikke rettens godken-

delse.

Type V.

Påstand om dom om tilsyn af kommunen, således at

domfældte efterkommer tilsynsmyndighedernes bestemmelse

om ophold og arbejde, anvendes over for mentalt retarderede,

der skønnes at have behov for social støtte i dagligdagen.

Påstanden kan eventuelt suppleres med særlige vilkår om psy-

kiatrisk behandling, der også giver mulighed for lægelig god-

kendt behandling mod misbrug.”

Social- og Ældreministeriet har oplyst følgende:

”Der

findes én enkelt sikret afdeling i Danmark, som er god-

kendt til at modtage domfældte personer med varigt nedsat psy-

kisk funktionsevne. Afdelingen ligger på Kofoedsminde. Be-

stemmelserne for oprettelse af en sikret afdeling følger af lov

om social service § 108, stk. 7, som pålægger social- og ældre-

ministeren at fastsætte regler om særlige sikkerhedsforanstalt-

ninger i boformer, som er egnet til længerevarende ophold for

personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne. Derudover pålægges ministeren at fastsætte reg-

ler om pligt for en region eller en eller flere kommuner til at

modtage personer i de boformer, bl.a. når disse personer i hen-

hold til dom eller kendelse skal anbringes i en boform for per-

soner med betydelig nedsat psykisk funktionsevne.

Af bekendtgørelse om magtanvendelse og andre indgreb i selv-

bestemmelsesretten over for voksne samt om særlige sikker-

hedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer ef-

ter lov om social service fremgår det, at en afdeling, der hele

eller næsten hele døgnet har yderdøre og vinduer konstant aflåst,

skal være godkendt som særligt sikret afdeling. Det fremgår der-

udover, at kommunalbestyrelsen for Lolland Kommune har

pligt til at etablere en særligt sikret afdeling på Kofoedsminde

og til i dette tilbud at modtage personer, som i henhold til dom

eller retskendelse skal optages i et særligt botilbud, jf. § 108, stk.

7, nr. 1-3,

i lov om social service.”

Side 5/8

Hvad angår den del af spørgsmålet, der vedrører hjemsendelse af beboere

på Kofoedsminde, har Justitsministeriet endvidere indhentet en udtalelse fra

Direktoratet for Kriminalforsorgen, der har oplyst følgende:

”Direktoratet

for Kriminalforsorgen skal indledningsvis be-

mærke, at Kofoedsminde ikke er en institution under kriminal-

forsorgen, og at kriminalforsorgen ikke deltager i beboernes

straffuldbyrdelse. Kriminalforsorgen er desuden ikke tilsyns-

myndighed på området. Direktoratet har derfor heller ikke no-

gen konkret indsigt i beboernes strafferetlige domsgrundlag el-

ler kendskab til behandlingen af beboerne, deres sikkerheds-

mæssige udfordringer eller plejebehov mv.

For en beboer på Kofoedsminde, der er ikendt en dom efter

straffelovens § 68 til anbringelse i institution for personer med

vidtgående psykiske handikap, kan følgende to centrale regel-

grundlag for overførsel til afsoning i hjemlandet nævnes:

1) Overførsel af domfældte til afsoning i andre EU-lande

sker efter regler i Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA

af 27. november 2008.

Rammeafgørelsen indebærer, at en EU-medlemsstat ved

at fremsende en standardattest og den relevante dom, som

idømmer sanktionen, kan anmode myndighederne i en an-

den EU-medlemsstat om at anerkende dommen og over-

tage fuldbyrdelsen af sanktionen. En EU-medlemsstat,

som anmodes om at anerkende dommen og overtage fuld-

byrdelsen efter rammeafgørelsen, vil som udgangspunkt

være forpligtet hertil, når der er tale om en dom vedrø-

rende egne statsborgere, som vil blive udvist til hjemlan-

det som følge af dommen. Pligten gælder uafhængigt af,

om den domfældte har givet sit samtykke til overførelsen.

2) Overførsel af domfældte til afsoning i lande uden for

EU, som er medlem af Europarådet, sker efter Europarå-

dets konvention af 21. marts 1983 om overførsel af dom-

fældte og tillægsprotokol hertil fra 1997. Lande, som ikke

er medlem af Europarådet, kan tiltræde konventionen og

tillægsprotokollen efter invitation fra Europarådets Mini-

sterkomité. Overførsel af domfældte efter disse regler

kræver som udgangspunkt, at den pågældende samtykker

til overførslen, medmindre der fx er tale om en udvis-

ningsdom. Der gælder i modsætning til EU-reglerne ikke

en egentlig pligt for hjemlandet til at overtage straffuld-

byrdelsen. Konventionslandene har dertil forskellige kon-

ventionsundtagelser og nationale regler, og det vil ikke på

forhånd kunne vurderes, om et land kan og vil anerkende

en konkret anmodning om overtagelse af fuldbyrdelsen.

Side 6/8

Kompetencen til at anmode hjemlandet om fuldbyrdelse af dan-

ske domme i medfør af ovennævnte retsgrundlag blev ved be-

kendtgørelse nr. 2061 af 5. november 2021 overført fra Justits-

ministeriet til direktoratet pr. den 19. november 2021, og direk-

toratet har ikke behandlet overførselssager for beboere på Kofo-

edsminde.”

Det er min opfattelse, at udvisningsdømte udlændinge så vidt muligt skal

overføres til afsoning i deres hjemland. Der er tale om mennesker, der har

vendt det danske samfund ryggen, og de personer skal vores kriminalforsorg

ikke bruge ressourcer på.

Overførselssagerne har erfaringsmæssigt givet anledning til praktiske ud-

fordringer, navnlig når det kommer til sagsbehandlingstiden. Som led i

håndteringen af disse udfordringer er sagerne pr. 19. november 2021 blevet

overflyttet fra Justitsministeriets departement til Direktoratet for Kriminal-

forsorgen.

Justitsministeriet kan desuden oplyse, at der siden 2017 er gennemført én

overførsel af en person, som var idømt en foranstaltningsdom til Sverige.

Alle øvrige gennemførte overførsler vedrører således personer, der er idømt

en almindelig frihedsstraf. Justitsministeriet har ikke kendskab til konkrete

sager, hvor en overførsel af en foranstaltningsdømt ikke er blevet gennem-

ført under hensyntagen til Danmarks internationale forpligtelser.

For så vidt angår den del af spørgsmålet, der vedrører forholdet til Danmarks

internationale forpligtelser, kan Justitsministeriet oplyse, at udsendelse af en

alvorligt syg udlænding efter omstændighederne kan rejse spørgsmål i for-

hold til den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3

om forbud mod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling el-

ler straf. Ifølge praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

(EMD), skal der dog foreligge helt ekstraordinære omstændigheder for, at

artikel 3 er til hinder for udvisning eller udsendelse af alvorligt syge udlæn-

dinge, herunder psykisk syge personer. Der kan i den forbindelse henvises

til EMD’s dom af 27 maj 2008 i sagen

N. mod Det Forenede Kongerige,

præmis 42-43,

EMD’s dom af 13. december 2016 i sagen

Paposhvili mod

Belgien,

præmis 183, og EMD’s dom af

7. december 2021 i sagen

Savran

mod Danmark,

præmis 137-140. Sådanne helt ekstraordinære omstændig-

heder kan foreligge i tilfælde af udsendelse af en alvorligt syg person, hvor

der er vægtige grunde for at antage, at den pågældende, selv om døden ikke

Side 7/8

er nært forestående, vil blive udsat for en virkelig risiko, som følge af man-

gel på passende behandling i modtagerstaten eller manglende adgang til så-

dan behandling, for at blive udsat for en alvorlig, hurtig og uoprettelig for-

værring i vedkommendes helbredstilstand, der vil resultere i en intens li-

delse eller i en væsentlig reduktion i forventet restlevetid,

jf. EMD’s dom i

den ovennævnte sag

Paposhvili mod Belgien,

præmis 183, og EMD’s dom

i sagen

Savran mod Danmark,

præmis 134, samt Jon Fridrik Kjølbro, Den

Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 5. udgave

(2020), side 386.

Side 8/8