REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 422: Spm. om, hvilke initiativer ministeren vil tage på baggrund af artikelrækken i Nordjyske Stiftstidende af Lars Teilmann om klager over politiet og Det Uafhængige Politiklagenævn, til justitsministeren

Retsudvalget 2021-22
REU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

4. februar 2022

Politikontoret

Line Herbæk Larsen

2022-0030-7052

2277919

Besvarelse af spørgsmål nr. 421 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 421 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 5. januar 2022. Spørgs-

målet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Nick Hækkerup

Maria Carlsson

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 3392 3340

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/9

REU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 422: Spm. om, hvilke initiativer ministeren vil tage på baggrund af artikelrækken i Nordjyske Stiftstidende af Lars Teilmann om klager over politiet og Det Uafhængige Politiklagenævn, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 421 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”Vil ministeren kommentere artiklen »Justitsministeren skal

forklare sig«, Nordjyske Stiftstidende, den 3. januar 2022, side

4, og svare på følgende:

- Hvad er årsagerne til, at kritikprocenten fra Det Uafhængige

Politiklagenævn er faldet drastisk over årene siden dets opret-

telse?

- Hvad er ministerens kommentar til, at advokat Rasmus Aman-

dusson kun har vundet en sag i Det Uafhængige Politiklagenævn

og finder det så godt som nytteløst at klage, fordi det aldrig giver

et resultat til borgerens fordel og ofte udløser en modsigtelse fra

politiet selv?

- Hvad er ministerens kommentar til, at Det Uafhængige Politi-

klagenævn ofte ikke kan indhente videobeviser i sagerne, fordi

de ikke kan findes eller at kameraet ikke virker?

- Hvad er ministerens kommentar til kritikken af, at de ansatte i

Det uafhængige Politiklagenævn har rod i politiet selv eller

justitsministeriet, og derfor ikke anses som uafhængigt?

- Hvad er ministerens kommentar til, at selv i sager, hvor der

rejses kritik,

fører disse ikke til en egentlig retssag?”

Svar:

Det er afgørende for retssikkerheden, at vi har et velfungerende, uaf-

hængigt klagesystem, hvor der både hos befolkningen og politiet er tillid til,

at behandlingen af klager over personale i politiet og anklagemyndigheden

foregår korrekt, objektivt og retssikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Det er i den forbindelse vigtigt at holde sig for øje, at formålet med politi-

klageordningen er at undersøge, om der er grundlag for at pålægge personale

i politiet og anklagemyndigheden et individuelt ansvar for en konkret ad-

færd. Politiklagemyndighedens opgave er på den baggrund at udtale kritik i

de sager, hvor der på baggrund af sagens oplysninger er fagligt belæg herfor.

Ordningen har derimod ikke til formål at sætte fokus på klagernes oplevelse

af mødet med politiet, og derfor bliver vi også nødt til at anerkende, at vi

aldrig kommer i en situation, hvor alle dem, der klager, er tilfredse med sa-

gens udfald.

Det kan derfor aldrig være en målsætning i sig selv, at der udtales kritik i et

bestemt antal sager, ligesom jeg heller ikke mener, at man udelukkende kan

se på antallet af sager, hvori der udtales kritik, når man skal vurdere, om

ordningen er velfungerende.

Side 2/9

Jeg er naturligvis åben for at drøfte eventuelle gode idéer til tiltag, som kan

være med til at forbedre og styrke Den Uafhængige Politiklagemyndigheds

virke som klageinstans, men det er min opfattelse, at vi med Den Uaf-

hængige Politiklagemyndighed overordnet set har en velfungerende ordning

for behandling af klagesager over personale i politiet og anklagemyndighe-

den.

Det kan i den forbindelse supplerende oplyses, at der i 2017 blev gennem-

ført en evaluering af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, som var udar-

bejdet af lektor i kriminologi ved Københavns Universitet, Lars Holmberg.

Evalueringen konkluderede bl.a., at det er lykkedes at etablere en klagemyn-

dighed, som af flertallet blandt klagerne opfattes som uafhængig, og som

synes at have givet flere mod på at klage over politiet

–

uden at andelen af

klagere, der er tilfredse med behandlingen af deres klage af den grund var

øget, idet de utilfredse fortsat udgjorde det store flertal.

Som mulig årsag til utilfredsheden med behandlingen af klagesagerne pe-

gede evalueringen på, at klagerne som regel ønsker en reaktion fra politiet

ud over straf og irettesættelse. Det kan for eksempel være en undskyldning,

ændringer i praksis eller ledelsesmæssigt fokus på uhensigtsmæssig adfærd,

hvilket ikke falder inden for ordningens formål.

Evalueringen konkluderer herefter, at det nuværende system med en uaf-

hængig politiklagemyndighed nok er den bedste ordning, der kan tænkes,

hvis det overordnede fokus for klagesystemet fortsat skal være at afdække

politipersonalets mulige individuelle ansvar og kritisable eller strafbare

handlinger.

Evalueringen blev den 5. april 2017 oversendt til Folketingets Retsudvalg

og dannede grundlag for en drøftelse af ordningen blandt Folketingets par-

tier.

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndighe-

den), Rigsadvokaten og Rigspolitiet.

Politiklagemyndigheden har oplyst følgende:

”For

så vidt angår spørgsmål 1 kan det oplyses, at Politiklage-

myndigheden er en uafhængig myndighed, som undersøger og

Side 3/9

træffer afgørelse vedrørende klager over politipersonalets ad-

færd i tjenesten (adfærdsklager) og efterforsker anmeldelser om

strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten (straffesa-

ger).

Politiklagemyndigheden har udarbejdet en oversigt over be-

handlede adfærdsklagesager siden myndighedens start i 2012.

Oversigten vedlægges i kopi.

Politiklagemyndigheden kan i den forbindelse oplyse, at spørgs-

målet om, hvorvidt en sag afgøres med, at der udtales kritik af

politipersonalets adfærd, afhænger af oplysningerne og omstæn-

dighederne i den konkrete sag. Politiklagemyndigheden har så-

ledes ikke en målsætning om, at der skal udtales kritik i et be-

stemt antal sager.

Politiklagemyndigheden kan endvidere oplyse, at myndigheden

ikke har ændret praksis i forhold til myndighedens vurdering af,

hvornår en sag kan give grundlag for at udtale kritik af politi-

personalets adfærd.

Det beror således altid på en konkret vurdering af den enkelte

sag, om der er grundlag for at udtale kritik af politipersonalets

adfærd, og antallet af sager, hvor der udtales kritik, kan derfor

variere fra år til år.

For så vidt angår spørgsmål 2 kan det oplyses, at det bl.a. er

Politiklagemyndighedens vision gennem opgavevaretagelsen

og som uafhængig myndighed at skabe størst mulig tillid både

hos offentligheden og politiet til, at sager vedrørende politiets

personale behandles korrekt, objektivt og retssikkerhedsmæs-

sigt forsvarligt.

Politiklagemyndighedens efterforskning foretages i overens-

stemmelse med objektivitetsprincippet, som betyder, at Politi-

klagemyndigheden er forpligtet til at udføre sine undersøgelser

på en objektiv måde.

Følgende fremgår bl.a. af bemærkningerne til lov nr. 404 af 21.

april 2010 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre

love (Ny politiklageordning m.v.) om Politiklagemyndighedens

organisation mv.

”Med hensyn til behandlingen mv. af straffesager bør Po-

litiklagemyndigheden være undergivet anklagemyndighe-

dens generelle instrukser (fra Rigsadvokaten og statsad-

vokaterne). Myndigheden skal således følge de generelle

forskrifter og direktiver om efterforskningen i straffesa-

Side 4/9

ger, der kommer fra navnlig Rigsadvokaten, mens efter-

forskningen i konkrete sager gennemføres af Politiklage-

myndigheden.”

Det er Politiklagemyndighedens generelle indtryk, at politiet ty-

pisk vil have rejst sigtelse mod borgeren i umiddelbar tilknyt-

ning til den episode, der klages over, og derved inden, at en

eventuel klage indgives til Politiklagemyndigheden.

For så vidt angår spørgsmål 3 kan det oplyses, at Politiklage-

myndigheden i forbindelse med både undersøgelsen af adfærds-

klagesager og efterforskningen af straffesager har en fast proce-

dure for, hvordan det som en af Politiklagemyndighedens første

dispositioner i sagen sikres, at videoovervågning, der måtte fo-

religge, indhentes til sagen.

Det følger således af Politiklagemyndighedens sagsflowskema

vedrørende straffesager, at en efterforsker i forbindelse med

modtagelsen af en ny sag iværksætter eventuelle uopsættelige

efterforskningsskridt, f.eks. indhentelse af lyd/video.

Politiklagemyndigheden bestræber sig således på at sikre rele-

vant videoovervågning, såfremt videoovervågningen foreligger

på tidspunktet for anmeldelsens modtagelse hos Politiklage-

myndigheden.

Som udgangspunkt vil Politiklagemyndigheden selv tage kon-

takt til indehaveren af videoovervågningen med henblik på sik-

ringen heraf. I nogle tilfælde vil Politiklagemyndigheden mod-

tage videoovervågning fra politiet, f.eks. såfremt videoovervåg-

ningen er en del af en sag, som Politiklagemyndigheden modta-

ger eller rekvirerer fra politiet som led i opstarten af efterforsk-

ningen af en ny anmeldelse.

For så vidt angår spørgsmål 4 kan det oplyses, at de fleste af

Politiklagemyndighedens efterforskere og jurister tidligere har

arbejdet i politiet eller anklagemyndigheden.

Følgende fremgår bl.a. af bemærkningerne til lov nr. 404 af 21.

april 2010 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre

love (Ny politiklageordning m.v.) om Politiklagemyndighedens

organisation mv.:

”Udvalget finder ikke grundlag for at foreslå særlige reg-

ler for sammensætningen af personalet i Politiklagemyn-

digheden, f.eks. i relation til tidligere arbejde i politi eller

anklagemyndighed. Der er efter udvalgets opfattelse på

den ene side intet til hinder for, at en medarbejder har en

politimæssig uddannelse og tidligere har gjort tjeneste i

politiet, mens dette på den anden side ikke kan stilles som

Side 5/9

betingelse. Det må nok forventes, at der vil være en meget

stor andel af efterforskere med politimæssig baggrund,

herunder tidligere politipersonale. Også personer, der har

en politimæssig uddannelse, men som har været beskæfti-

get med andet arbejde i en periode, vil være en mulighed

som efterforskere i Politiklagemyndigheden. Udvalget

fremhæver, at hver enkelt medarbejder i Politiklagemyn-

digheden i sit daglige virke bør have for øje, at myndighe-

den er uafhængig af politiet og anklagemyndigheden. Ud-

valget finder ikke anledning til at stille forslag om en ”ka-

rantæneperiode” for tidligere medarbejdere

i politiet. Ud-

valget har herved navnlig lagt vægt på, at det vil være sær-

deles vanskeligt at skaffe kvalificerede efterforskere, hvis

der stilles krav om en sådan karantæneperiode.”

Det fremgår bl.a. af Politiklagemyndighedens rekrutterings- og

fastholdelsespolitik, at Politiklagemyndigheden ønsker at til-

trække de bedst kvalificerede ansøgere, som besidder en høj fag-

lighed og personlig integritet, og som har solid, relevant erfaring

i bagagen. Det fremgår endvidere, at Politiklagemyndigheden

har en målsætning om at rekruttere medarbejdere bredt og op-

fordrer interesserede ansøgere, herunder ansøgere uden politi-

mæssig baggrund, til at søge stillinger hos Politiklagemyndig-

heden.

For så vidt angår spørgsmål 5 kan det oplyses, at Politiklage-

myndigheden i straffesager mod politipersonale efterforsker sa-

gen, mens det er statsadvokaten, der tager stilling til tiltale-

spørgsmålet. Såfremt der rejses tiltale i sagen, vil sagen blive

afgjort af retten. Hvis der ikke rejses tiltale, eller sagen ikke gen-

nemføres til fældende dom, kan Politiklagemyndigheden efter-

følgende behandle sagen som en adfærdsklage over politiperso-

nalet, jf. nedenfor.

I adfærdsklagesager træffer Politiklagemyndigheden afgørelse i

sagen. Afgørelsen er endelig og kan ikke påklages til en anden

administrativ myndighed. Hvis Politiklagemyndigheden udtaler

kritik, vil der eventuelt efterfølgende blive rejst en disciplinær-

sag mod den indklagede, der har udvist en kritisabel adfærd. Det

er ansættelsesmyndigheden (typisk Rigspolitiet), der træffer af-

gørelse om en eventuel disciplinær sanktion.”

Rigsadvokaten har endvidere oplyst følgende:

”For

så vidt angår spørgsmål 5 kan det oplyses, at tiltalespørgs-

målet i sager om mulige strafbare handlinger begået af politiper-

sonale afgøres af anklagemyndigheden. Vurderingen af tiltale-

spørgsmålet foretages med udgangspunkt i Politiklagemyndig-

hedens efterforskning og redegørelse om sagen, jf. retsplejelo-

Side 6/9

vens § 1020 d og e. Statsadvokaten har i den forbindelse mulig-

hed for at anmode Politiklagemyndigheden om at foretage yder-

ligere efterforskning.

Anklagemyndighedens vurdering af tiltalespørgsmålet i forhold

til politipersonale foretages

–

som i forhold til andre personer

–

i overensstemmelse med det såkaldte objektivitetsprincip, der er

et fundamentalt princip i dansk retspleje, og som regnes for en

af de vigtigste retssikkerhedsgarantier. Princippet betyder, at an-

klagemyndigheden og politiet er forpligtet til at udføre deres un-

dersøgelser på en objektiv måde, jf. f.eks. Eva Smith, Straffe-

proces (7. udg., 2013, s. 17) og Michael Kistrup m.fl., Straffe-

processen (3. udg., 2018, s. 25).

Objektivitetsprincippet fremgår af retsplejelovens § 96, stk. 2,

der har følgende ordlyd:

”De offentlige anklagere skal fremme enhver

sag med den

hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader, og derved

ikke blot påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også

at forfølgning af uskyldige ikke finder sted.”

Det følger således af objektivitetsprincippet, at anklagemyndig-

heden skal påse, at strafskyldige drages til ansvar, og at forfølg-

ning af uskyldige ikke finder sted. Det er et grundlæggende

krav, som gælder i alle dele af anklagemyndighedens virke, og

som indebærer, at anklagemyndigheden kun bør iværksætte

strafforfølgning, når det vurderes, at der er rimelig udsigt til, at

strafforfølgningen vil føre til, at en person bliver dømt for et

strafbart forhold.

I de tilfælde, hvor statsadvokaten har vurderet, at der ikke er

grundlag for at rejse en straffesag mod politipersonalet, har for-

urettede og andre med en væsentlig, individuel og retlig inte-

resse i sagen og dens udfald mulighed for at påklage afgørelsen

til Rigsadvokaten, jf. retsplejelovens § 1020 d, stk. 2. Politikla-

gemyndigheden har ligeledes mulighed for at klage over afgø-

relsen, jf. § 1020 e, stk. 4.

Det bemærkes afslutningsvist, at der i de tilfælde, hvor Politi-

klagemyndigheden har afvist en anmeldelse om et eventuelt

strafbart forhold begået af politipersonale under henvisning til,

at der ikke er grundlag for at indlede efterforskning, er klagead-

gang til statsadvokaten, jf. retsplejelovens

§ 1020 d, stk. 2.”

Rigspolitiet har desuden oplyst følgende:

”For

så vidt angår spørgsmål 2 kan det oplyses, at politiet ifølge

retsplejelovens § 742, stk. 2, efter anmeldelse eller af egen drift

kan iværksætte efterforskning, når der er en rimelig formodning

Side 7/9

om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlig, er be-

gået.

Det følger heraf, at det er en betingelse for, at politiet kan rejse

sigtelse mod en person, at der er rimelig grund til mistanke om,

at den pågældende person har begået et strafbart forhold, der er

undergivet offentlig påtale.

Politiets vurdering af, hvorvidt der foreligger et tilstrækkeligt

stærkt mistankegrundlag, skal foretages på et objektivt grundlag

og beror altid på en konkret og individuel vurdering af en sags

faktiske omstændigheder og på politiets konkrete skøn. Der er

således ikke fastsat objektive kriterier for, hvornår en mistanke

bør føre til en formel sigtelse og indledning af nærmere efter-

forskning.

Politiet har løbende pligt til under en efterforskning at overveje,

om der er grundlag for at rejse en sigtelse mod en person, her-

under ved eventuelle nye oplysninger i en sag.

Det er Rigspolitiets opfattelse, at politiet typisk vil have rejst

sigtelse mod borgeren i umiddelbar tilknytning til den episode,

der klages over, og derved inden, at en eventuel klage indgives

til Politiklagemyndigheden. Rigspolitiet kan på den baggrund

ikke tilslutte sig, at en klage fra en borger vedrørende personale

ansat i politiet eller anklagemyndigheden ofte resulterer i en

modsigtelse.

Såfremt politiet sigter en person, sker dette med henblik på i for-

nødent omfang at foretage nærmere efterforskning og klar-

lægge, om betingelserne for at pålægge strafansvar eller anden

strafferetlig retsfølge er til stede og for at tilvejebringe oplysnin-

ger til brug for sagens afgørelse.

For så vidt angår spørgsmål 5 kan det oplyses, at Politiklage-

myndigheden undersøger og træffer afgørelse i en adfærdsklage

efter retsplejelovens kapitel 93 b. Politiklagemyndigheden un-

derretter herefter politiet om sin afgørelse, der tager stilling til,

om kritikken skal have tjenstlige konsekvenser.

Det er Rigspolitiets opfattelse, at en kritik eller beklagelse af en

polititjenestemands adfærd over for borgerne som udgangs-

punkt bør have tjenstlige konsekvenser. Det er således også

Rigspolitiets praksis, at i de sager, hvor Politiklagemyndigheden

udtaler kritik, vil dette medføre, at der indledes en disciplinær-

sag.

Det er Rigspolitiet, der

–

på baggrund af en indstilling fra poli-

tikredsen

–

træffer afgørelse i disciplinærsager. Hvis Politikla-

Side 8/9

gemyndigheden har udtalt kritik, vil dette ifølge praksis sædvan-

ligvis medføre, at der ikendes en sanktion. Har Politiklagemyn-

digheden skærpet sin kritik, vil dette afspejle sig i sanktionsni-

veauet i den konkrete disciplinærsag.”

Side 9/9